Hjallerup Marked åbner i dag: Op mod 200.000 gæster ventes til årets folkefest
De sidste borde bliver sat op og rundt omkring på markedspladsen har frivillige siden de tidlige morgentimer haft travlt med de allersidste forberedelser.
Og nu er ventetiden ved at være ovre.
Hele Hjallerup er klar til at byde velkommen til årets marked i weekenden, og markedspladsen åbner officielt i dag klokken 16.
De kommende fire dage forventes op mod 200.000 gæster at lægge vejen forbi Nordeuropas største marked, hvor tivoli, kræmmergader, koncerter og et væld af aktiviteter fylder markedspladsen i Hjallerup.
Og spændingen i byen er til at tage og føle på. Ikke mindst for den nye formand for Markedsudvalget, Michael Ottesen.
“Jeg glæder mig helt vildt meget. Jeg har været med i Markedsudvalget siden 2021, men i år er mit første år som formand, så jeg kommer til at opleve markedet igennem nye briller.
Jeg kan næsten ikke vente med at se pladsen blive fyldt og mærke stemningen blandt både gæster og frivillige,” siger han.
Vildt lineup og aktiviteter for hele familien
Årets marked byder igen på et tætpakket program med oplevelser for både børn og voksne.
I aften skydes festen igang med den populære torsdagskoncert, der tiltrækker unge fra hele Nordjylland.
I år står Hjallerup Marked for første gang selv for al styring, planlægning og afvikling af koncerten, som nu hedder Hjallerup Live.
Men det musikalske niveau er præcis lige så højt som altid, hvor navne som Asta Brix, Djämes Braun, Hedegaard, Evi Goffin og DJ Sash indtager scenen foran tusindvis af glade gæster.
Fredag morgen åbner markedet officielt, og de kommende dage kan besøgende opleve blandt andet vagabonddåb, trylleshows, kæphestestævne, børneunderholdning, ridestævne og ikke mindst de omkring fem kilometer kræmmergader, der hvert år er et af markedets helt store trækplastre.
Derudover er weekenden fyldt med et tætpakket musik- og underholdningsprogram.
Hele programmet kan ses i artiklen her:
Læs også: Programmet er klar: Her er fem ting du ikke må gå glip af på Hjallerup Marked 
Sikkerheden styrkes
Når så mange mennesker samles på ét sted, er sikkerheden også en vigtig del af planlægningen.
Derfor er der igen i år stort fokus på sikkerhed, både når folk er på markedspladsen, og når de skal hjem.
Kiss & Goodbye-området er blevet udvidet, ligesom der er sat flere frivillige ind for at hjælpe med afsætning og afhentning af gæster.
Der er to taxapladser og busserne stopper som altid lige ved markedspladsen.
Der er desuden etableret korridorer med farvede LED-lys, som skal guide besøgende til henholdsvis taxaer, busser og afhentningsområdet.
SafeHouse har samtidig øget bemandingen på markedspladsen i aftentimerne, mens politi, vagter, samaritter og paramedicinere er til stede under hele markedet.
“Et trygt og sikkert marked er en topprioritet for os, og sammen med vores gode partnere glæder vi os over de nye tiltag,” siger Michael Ottesen.
Mere en 2100 frivillige står bag
Hjallerup Marked er i dag lige så vigtig en del af Hjallerup, som karneval er af Rio de Janeiro.
Et kæmpe setup som dette kræver mange hænder, i en by med godt 4000 indbyggere, ligner det en umulig opgave at skaffe frivillige nok til at besætte tusindvis af vagter inden for alt fra toiletrengøring til campingtilsyn.
Men ikke i Hjallerup.
Her er det lykkedes at samle mere end 2100 frivillige fra nær og fjern til at få markedet til at hænge sammen.
“Tallet siger alt. Jeg er hvert år så imponeret over opbakningen og de store smil, man møder blandt de frivillige,” siger Michael.
“Vi lever hvert vores liv til hverdag, men den første weekend i juni står vi sammen som én stor familie. Det er jo netop dét, Hjallerup Marked handler om – at få gode oplevelser sammen.”

Vejret stopper ikke festen
Selvom vejrudsigten byder på overskyede perioder, regnbyger og kun enkelte kig til solen i løbet af weekenden, er der næppe mange, der lader sig afskrække af den grund.
Hjallerup Marked har gennem generationer været synonym med fest, fællesskab og gode oplevelser – uanset om solen skinner, eller regnen drypper fra himlen.
Derfor forventes de mange gæster også stadig at møde talstærkt op, når årets markedsweekend skal fejres i Hjallerup.
Hjallerup Marked finder sted fra den 4. til den 7. juni.