Christina voksede op i et hjem med misbrug: I dag hjælper hun andre ud af problemerne
Hvert år i uge 40 sætter Alkohol og Samfund sammen med Sundhedsstyrelsen fokus på alkoholafhængighed.
I år er temaet “Alkoholproblemer kan se ud på mange måder”.
Og dét ved Christina Bredahl Frederiksen fra Aalborg, der selv er vokset op med en alkoholiseret mor, og som har viet sit arbejdsliv til mennesker med misbrug.
“Der var ingen uden for familien, der vidste, at min mor havde et misbrug, for det er sindssygt svært at spotte en misbruger,” fortæller hun.
Mange af symptomerne kan ligne stresssymptomer, og det kan i det hele taget se ud på mange forskellige måder, forklarer hun.
Derfor er det ifølge Christina vigtigt, at vi sætter fokus på alkoholproblemer i uge 40.
Selvom problemet eksisterer hele året.
Igennem sit arbejdsliv har hun set mange forskellige eksempler på alkoholmisbrug, og i dag gør hun brug af sit eget udredningsværktøj, UMAGE, når hun skal hjælpe misbrugere og pårørende til at få den rette hjælp og behandling i systemet.
Hun er kvinden bag misbrugsspecialisten.dk i Aalborg og rådgiver både misbrugere, pårørende, virksomheder og forsikringsselskaber i hele landet.
Hun håber, at hun kan være med til at sætte fokus på problemet og bryde tabuet, så endnu flere kan få den hjælp, de har brug for.
Sådan kan alkoholproblemer se ud
Især på arbejdspladsen, er der behov for mere viden og konkrete handleplaner, mener Christina.
Hun kæmper for, at det bliver lige så obligatorisk for virksomheder at have en misbrugspolitik som en APV.
For når tabuet omkring misbrug er så stort, kan kollegaer ende med at dække over hinanden i misforstået omsorg, og det løser ikke alkoholproblemerne hos den enkelte, forklarer hun.
Ifølge statistikkerne, fortæller hun, har hver tiende medarbejder et alkoholproblem. Og det kan se ud på mange måder.
“Typisk trækker man sig socialt, overlader flere opgaver til sine kollegaer, undgår øjenkontakt og har svært ved at huske nye instruktioner,” siger hun og tilføjer:
“Det kan også være andre små adfærdstegn, som at man tager trapperne op til kontoret fremfor at stå sammen med andre i en elevator, eller måske henter “noget” i bilen hver dag til frokost”, siger hun.
Derudover er der de klassiske tegn, som at man lugter af sprit, har svært ved at overholde sine aftaler eller bliver meget fuld meget hurtigt ved et almindeligt fredags-arrangement, fordi “bunden er lagt”.
10-4 – hvad betyder det?
For få år siden var Sundhedsstyrelsens anbefaling, at mænd højst måtte indtage 21 genstande om ugen, og kvinder højst 14 genstande om ugen.
I dag lyder rådet anderledes: 10-4.
Det betyder højst 10 genstande om ugen uanset køn – og aldrig mere end 4 på én gang.
Men selv et glas vin til maden hver aften kan blive en glidebane, advarer Christina Bredahl Frederiksen. Selv er hun meget bevidst om, hvornår og hvor meget alkohol, hun indtager.
“Man siger, at fire pårørende bliver ramt pr. misbruger. Så problemet er enormt, og derfor er det vigtigt at bryde tabuet, og sætte fokus på det, så alle kan få den hjælp, de har behov for” siger hun.
Er du selv misbruger eller pårørende, kan du altid ringe til Christina og få en snak og vurdering – helt gratis.