Annonce
Tilmeld dig MigogAalborg Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få weekendguiden samt alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAalborg Nyt accepterer du vores samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Hjælper dyr: Nordjyllands Politi har fået ny specialenhed for dyrevelfærd

Af Stine Kjølby Christensen

63 procent af danskerne er helt eller delvist enige i, at der bør indføres dyrepoliti i Danmark, viste en undersøgelse fra 2018.

Landets dyreværnsorganisationer har i årevis kæmpet for at få indført en specialstyrke inden for politiet, der specifikt kan varetage sager om misrøgtede dyr.

Fra d. 1. juli 2019 er dette blevet en realitet.

Nordjyllands Politi har nemlig sammensat en specialiseret enhed, der fremadrettet skal arbejde proaktivt og opsøgende i forhold til dyreværnssager.

Sektionen holder til på Kaas Politikontor og indeholder én ud af tre nye specialiserede dyrevelfærdsenheder på landsplan.

Sektion skal minimere misrøgt af dyr

Den specialiserede dyrevelfærdsenhed skal have fokus på nogle nøje udpegede områder, og skal dække både Nordjyllands, Midt- og Vestjyllands og Østjyllands politikredse.

“Vores nye gruppe kommer til at bestå af en specialiseret dyrevelfærdsenhed, der fremadrettet skal efterforske i sager relateret til dyr.

Tidligere dækkede vores ressourcer primært anmeldelser, men den nye sektion betyder, at vi også får tid til en meget større efterforskningsindsats,” forklarer fungerende politikommisær og sektionsleder, Henrik Taaggard, til MigogAalborg.

Hjælper dyr: Nordjyllands Politi har fået ny specialenhed for dyrevelfærd

Den nye sektion har primært fokus på ulovlig handel med hunde – herunder de såkaldte hvalpefabrikker – sager om import eller eksport af dyr, sager om handel med levende truede dyrearter og sager, der er udtryk for nye tendenser i dyreværnsområdet.

Alle disse indsatser skal i sidste ende sørge for, at de kan fanges i opløbet, og dyrenes lidelser kan minimeres eller helt undgås.

Tæt samarbejde med dyrefagligt personale

Sektionen kommer desuden til at arbejde tæt sammen med Dyrenes Beskyttelse for at sikre den rette faglige viden, der i det rette samarbejde kan kædes sammen med politiets autoritet og muligheder for blandt andet videre efterforskning.

“Vi har nogle andre værktøjer, end de har som private – men samtidigt får organisationerne også andre informationer ind, som vi så kan arbejde videre med inden for vores ekspertiseområder.

For eksempel har vi som politi mulighed for at gå ind i private hjem – modsat organisationerne,” forklarer Henrik Taaggard.

Alle styrkerne samles

Det er ikke kun de “store” og “komplekse” dyreværnssager, som den nye sektion skal tage sig af.

Førhen tilhørte de mange forskellige og små som store sager vedrørende dyrevelfærd heller ikke deres egen afdeling – hvilket besværliggjorde et specialiseret politiarbejde.

Men disse tider er nu forbi.

“Udover at vi får mere tid til at efterforske i konkrete sager, og ikke skal nøjes med kun at reagere på anmeldelser, så bliver alle vores dyreværnssager også fremover behandlet under samme tag i Nordjylland – sådan at alle vores styrker har mulighed for at arbejde tæt sammen.

De generelle dyreværnssager kommer dermed til at være sideløbende med vores specialiserede enhed, hvilket i høj grad kommer til at styrke vores samlede arbejde inden for dyrevelfærd på den lange bane,” fortæller han.

Dyrevelfærdsenhed slog til i Hadsund

Dyrevelfærdsenheden har allerede fået mange henvendelser fra borgerne, og på baggrund af en henvendelse den 4. juli 2019, rykkede de ud til en adresse i Hadsund – og det gav pote.

Her fandt man flere hunde af racen fransk bulldog, amerikansk staffordshire bull terrier under forhold, der peger på systematisk avl.

Henrik Taagaard, oplyser, at betjentene på stedet fandt flere hunde, blandt andet i kælderen, hvor der opholdt sig en hanhund i et bur samt flere tæver og flere kuld hvalpe.

”Der er flere ting, der peger på, at der er sket systematisk opdræt af hunde på stedet. Det skal vores efterforskning nu underbygge,” fortæller Henrik Taagaard.

Det kan du læse mere om her.

Har man en anmeldelse, mistanke eller bekymring omhandlende dyr, så kan man nu kontakte afdelingens direkte nummer på tlf. 40211783.
Sektionen er især interesseret i sager omkring ulovlig handel med hunde.

Del artikel

Andre læser også