Hjælp pressede børnefamilier: Aflever en gave til ønsketræet i Aalborg Storcenter
Når alting bliver dyrere, er det svært at få råd til det hele. Specielt familier, der aldrig har haft meget, er ramt.
Derfor rækker Aalborg Storcenter, Gestus Nord og Kirkens Korshær nu sammen ud til centrets kunder om at hjælpe dem, der har mindst.
Det skriver de i en fælles pressemeddelelse.
Sådan kan du hjælpe
Kunderne i centret mødt af et Ønsketræ i Blå gade. Ønsketræet er fyldt med julehjerter med navn, alder og interesse fra børn og unge fra socialt udsatte eller økonomisk pressede familier i hele Nordjylland, lige fra Skagen til Thisted og Hobro.
Opgaven med at hjælpe er for stor til, at Aalborg Storcenter selv kan løfte den, som Center Manager Niels Adolfsen siger:
”Når tiderne bliver hårde, skal vi nordjyder stå sammen og hjælpe hinanden. Selvom vi gerne ville hjælpe alle selv, så må vi erkende, at vi kun har råd til at hjælpe nogen. Derfor rækker vi nu ud til vores kunder og håber, at de også vil være med til at sprede juleglæde i hjemmene hos nogen, der virkelig har brug for det.”
Både Gestus Nord og Kirkens Korshær hjælper begge mange nordjyske familier, og behovet er støt stigende ifølge Leder af Sociale indsatser i Nordjylland fra Kirkens Korshær, Lene Højland Laursen:
”Alting er blevet dyrere og det lægger pres på privatøkonomien. Det betyder, at de familier, vi møder, er endnu mere udfordrede på at få dagligdagen til at hænge sammen både økonomisk og mentalt. Derfor er vi meget taknemmelige for, at Aalborg Storcenter – og deres handlende fra hele Nordjylland – via Ønsketræet forhåbentligt vil hjælpe med, at alle børn kan få en julegave. Det betyder alverden for dem!”
Hjælp 1000 børn med et særligt ønske
Håbet er, at Storcentrets kunder vil hjælpe med at opfylde 1000 børns ønsker.
Gaverne skal mindst have en værdi af 100 kr., og herudover er det op til den, der giver gaven, at finde den gave, der passer bedst til alder og interesse.
Og gaver er der ifølge Projektleder i Gestus Nord, Jette Uhrenholdt, virkelig brug for:
”Julen er den tid, som de fleste børn tænker tilbage på med stor glæde. Men for mange af de familier, vi hjælper, kan julen være en svær tid, når de kniber med at få råd til selv en lille julegave.
Vi håber, at vi sammen med kunderne i Aalborg Storcenter kan sprede masser af julemagi hos de familier, der har det allerhårdest.”
Du finder Ønsketræet i Blå gade i Aalborg Storcenter indtil til d. 17. december.
Når du har opfyldt et ønske om en julegave, skal du aflevere gaven i We Cover You butikken i Nygade sammen med julehjertet/ønsket.
Så sørger Aalborg Storcenter, Gestus Nord og Kirkens Korshær for, at gaverne når ud inden juleaften.