Nyhedsbrev

Ved tilmelding til MigogAalborg Nyt accepterer du vores samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedsbrevet.

Artikler med:

Nyeste artikler

Hjælp i juletiden: Pop-up butik uddeler julemad til økonomisk trængte i Aalborg

Af Nathalia Hentze Nielsen
Laura Virginie Jersborg Carlsen er lokal ansvarlig for organisationen 'Stop Spild Lokalt'.
Laura Virginie Jersborg Carlsen er lokal ansvarlig for organisationen 'Stop Spild Lokalt'.

Juletiden er sød for mange, men for andre er det en periode med store bekymringer.

For hvordan får man både råd til julegaver, mad og pynt på et allerede hårdt presset budget?

Står det til den 22-årige studerende Laura Virginie Jersborg Carlsen fortjener alle mennesker en jul, hvor de har mad på bordet og ikke behøver bekymre sig om økonomien.

Derfor er hun lokal initiativtager på en såkaldt “pop-up madoase” i Aalborg, hvor økonomisk trængte familier eller individer fredag den 23. december og tirsdag den 27. december kan komme forbi Boulevarden 8 og få fyldt en pose med mad.

Har brug for frivillige

Jule-initiativet er en del af det arbejde som Danmarks største sociale madspildsorganisation Stop Spild Lokalt udfører.

Organisationen afhenter på daglig basis mad og råvarer som ingenting fejler fra supermarkeder og producenter, men som pga. udløbet datomærkning eller beskadiget emballage ikke kan sælges i butikkerne.

Overskudsmaden gives gratis til økonomisk pressede borgere.

Sådan modtager du gratis mad fra mad-oasen:

Ingen tilmelding er nødvendig. Vil du gerne modtage mad fra mad-oasen, møder du op foran lokalet på Boulevarden 8 den 23. december og/eller 27. december.

Tidspunktet for udlevering af mad er endnu ikke fastsat, men du kan følge med på Stop Spild Lokalt (Aalborg) Facebook-side, hvor Laura Virginie Jersborg Carlsen løbende deler information.

For at lykkedes med projektet er Stop Spild Lokalt meget afhængige af frivillige kræfter, og det er Laura ligeledes med sin madoase i Aalborg.

“Vi har altid brug for frivillige. Vi har brug for folk med bil og trailers til at afhente og levere maden, stærke hænder til at løfte en masse, folk til at sortere og uddele mad, og andre til at gøre rent,” fortæller hun og tilføjer:

“Alle kan bruges.”

Udover frivillige, der kan hjælpe den 23. og 27. december, vil Laura også meget gerne høre fra firmaer, der kunne have lyst til at sponsorere sække, sprit, køleskabe, foldeborde og engangshandsker samt sodavand og mad til de frivillige.

Er du interesseret i at give en hånd med, kan du skrive direkte til Laura via Facebook-gruppen Stop Spild Lokalt (Aalborg).

Stort problem med madspild i Danmark

Stop Spild Lokalt blev startet i 2016 af den dengang kun 17- årige Rasmus Erichsen med det formål at redde en masse mad.

Ønsket om at reducere madspild driver også Laura, der blev chokeret første gang hun fandt ud af, hvor meget mad vi egentligt smider ud i Danmark.

“Vi har meget en smid ud kultur her i Danmark. Er én gulerod blevet dårlig i en pakke, smider vi det hele ud i stedet for at fiske den ene gulerod op.

Det er skandaløst, at vi agerer sådan, når der findes mennesker, som ikke kan få mad på bordet,” forklarer hun.

Med madoasen i december kan Laura derfor kombinere passionen for at redde mad med at hjælpe mennesker i julen – og det på trods af en travl eksamensperiode på studiet.

“Min familie har spurgt, hvad fanden jeg laver,” siger Laura grinende og tilføjer:

“Det er ekstremt tidskrævende, men jeg tager mig tiden til det, så vi kan få hjulpet en masse mennesker.”

Håb om en permanent madoase i Aalborg

I julen 2021 reddede Stop Spild Lokalt 515 tons mad på landsplan, mens 4.400 frivillige uddelte maden til 45.000 mennesker.

Men det er ikke kun til jul, at de gør en indsats: Til dagligt redder de 30+ tons om dagen i deres 28 lokalafdelinger i Danmark.

Aalborg er endnu ikke en del af de 28 lokalafdelinger, men håbet er, at det lykkedes at oprette en permanent madoase i 2023.

“Vores ambition er at åbne en fast madoase efter jul, og vi håber, at kommunen vil være samarbejdsvillige.

Det kræver, at vi finder et gratis lokale, vi kan åbne op i, så vi hver uge kan hjælpe økonomisk trængte,” fortæller Laura og uddyber, at man er meget velkommen til at kontakte hende, hvis man kender til et sted, de kan bruge.

Læs mere om Stop Spild Lokalt her.

Del artikel


Top 3 i dag




 


 


 


 


Udvalgte artikler