Hjælp Aalborg Zoo: Nu skal lille ny orangutangunge have et navn
Det er en af årets mest rørende historier fra Aalborg Zoo.
Orangutangen Ruti er for nylig blevet mor, og selvom hendes unge fik en svær start på livet, har både mor og unge det i dag godt.
Men én vigtig ting mangler stadig: Et navn til den lille ny.
Derfor inviterer Aalborg Zoo nu offentligheden til at komme med forslag til, hvad orangutangungen skal hedde.
Læs også: Nybagt orangutang-mor kunne ikke amme: Menneske-mor måtte vise hvordan Klare regler for navn
“Vores dyr får ikke navne for at menneskeliggøre dem, men for at kunne kende forskel og arbejde bedst muligt med dem i hverdagen,” skriver Aalborg Zoo i et opslag på Facebook.
Men der er nogle klare regler, som navneforslagene skal overholde:
- Navnet skal være kort og nemt at udtale
- Det skal skille sig tydeligt ud fra havens øvrige dyrenavne
- Det skal have forbindelse til artens geografi, habitat, zoologi eller kulturhistorie
- Det må ikke være et menneskenavn, kælenavn eller noget, der kan misforstås på andre sprog
Orangutangen stammer fra Borneos regnskove, og derfor opfordrer Aalborg Zoo til at tænke i navne med rod i natur, kultur eller sprog fra området, eller som fortæller noget særligt om arten.
Præmie til de bedste idéer
For at gøre det ekstra attraktivt at deltage, udlodder Aalborg Zoo i alt 10 årskort. De fem bedste navneforslag bliver belønnet med to årskort hver.
Det endelige navn bliver valgt af dyrepasserne Trine og Kenneth, og offentliggøres lørdag den 28. juni. Vinderne får direkte besked.