Stort samarbejde: Historisk telefonkiosk i midtbyen forvandles til turist-hotspot
I juli og august måned kan turister i Aalborg finde inspiration til byens mange oplevelser og attraktioner i en ganske særlig ramme: Den smukke telefonkiosk midt på Gabels Torv.
Det skriver Destination Nord og Kunsten i en pressemeddelelse.
Destination Nord etablerer et infospot, som noget af tiden vil være bemandet – i en koordineret indsats sammen med Kunsten Museum of Modern Art Aalborg, som ejer det historiske vartegn fra 1896.
”Vi vil selvfølgelig rigtig gerne i dialog med turisterne og guide dem rundt på destinationen, men har ikke et fast turistkontor i Aalborg. Derfor er vi glade for at kunne aktivere telefonkiosken – i tæt samarbejde med Kunsten og Aalborg City,” forklarer Sabine Lyckegaard fra Destination Nord.
Hver torsdag kl. 14-17.30 samt lørdag kl. 10-14 er telefonkiosken bemandet med turistværter, der vil guide, informere og inspirere besøgende, så de får mest muligt ud af deres ophold i Nordjylland.
Når kiosken ikke er bemandet, vil det være muligt at afhente bl.a. bykort og andre materialer.
Bruges over til events
Samtidig afholder Aalborg City events i byen hele sommeren – flere med udgangspunkt i telefonkiosken, der dermed fungerer som fysisk anker for aktiviteterne.
”Vi er begejstrede for at samarbejde med lokale handlende og Destination Nord om at give turisterne den bedst mulige oplevelse i Aalborg og Nordjylland – og dermed skabe en helhedsoplevelse.
Vi glæder os til at vække den historiske bygning i det centrale Aalborg til live hen over sommeren,” udtaler Lasse Andersson, direktør på Kunsten.
Historisk har været i alt 27 telefonkiosker i Danmark – og telefonkiosken på Gabels Torv er den eneste af sin slags i Aalborg.