Historisk lang kulpause: Men ikke helt slut i Aalborg endnu

Da Nordjyllandsværket i maj måned slukkede for kedlen, der fyres på kul, blev det starten på en historisk lang periode, hvor hele Danmarks energiforsyning har været drevet uden kul.
Mere end tre måneder uden kul på kedlerne i Danmark er ikke set siden 1800-tallet, hvor kullet blev hjørnestenen i landets energiforsyning, skriver DR.
Nordjyllandsværket er nemlig det sidste kuldrevne værk i Danmark, efter kraftvarmeværkerne i Odense, Aarhus og Esbjerg lukkede ned for kullet sidste år.
Den nye kulfrie rekord, begejstrer Mogens Rüdiger, energihistoriker og lektor ved Aalborg Universitet.
“Det er fantastisk, hvis vi kan klare os uden kul. Kul er noget bras. Så lad os endelig komme af med det,” siger han til DR.
Når vi går koldere tider i møde, kommer kullet dog tilbage på Nordjyllandsværket, fortæller Jesper Høstgaard-Jensen, der er konstitueret direktør for værket til DR.
Og nedlukningen i sommerperioden er faktisk slet ikke usædvanlig forklarer han til mediet.
I mange år har overskudsvarmen fra Aalborg Portland og Nordværk nemlig stået for sommervarmen i Aalborg.
Selvom der altså stadig skal kul på kedlen i Aalborg, er kulforbruget i den danske energisektor faldet med 90 procent siden 2010.
Planen er at det er helt slut med at bruge kul på Nordjyllandsværket ved udgangen af 2028.