Historisk: Danmarks første førerløse færge døbes under Tall Ships Races

Ambitionen om at etablere en grøn færgeforbindelse over Limfjorden er kommet et stort skridt nærmere, og under The Tall Ships Races runder man en stor milepæl.
Danmarks første passagerfærge med evnen til at sejle førerløst døbes af borgmester, Thomas Kastrup-Larsen, hvorefter der er rundvisning på færgen og fremvisning af autonomiudstyr. Ceremonien finder sted lørdag d. 6. august kl. 12 til 14 ved M/S Kysten nær Limfjordsbroen.
Rundvisning på passagerfærgen kræver invitation, men alle der er interesserede kan overvære hele begivenheden på nært hold.
Program:
- Tale ved borgmester, Thomas Kastrup-Larsen, Aalborg Kommune
- Tale ved rådmand, Jan Nymark Thaysen, Aalborg Kommune
- Tale ved formand, Lasse Frimand Jensen, Port of Aalborg
- Dåbsceremoni ved borgmester, Thomas Kastrup-Larsen, Aalborg Kommune
- Rundvisning på færgen og fremvisning af autonomiudstyr ved koncernchef, Troels Severinsen, Logimatic
Fra pilotprojekt til en mulig færgeforbindelse
Med Danmarks første førerløse og emissionsfrie passagerfærge går Port of Aalborg forrest med at bringe nogle af de mest avancerede teknologier i anvendelse til gavn for både det blå og grønne Danmark.
I de kommende måneder vil passagerfærgen testsejle på Limfjorden mellem Aalborg og Nørresundby med en navigatør ombord, og testene afsluttes med en demonstration og en enlig test af fartøjets autonomi-egenskaber.
Her kan du prøve færgen
Med udgangen af 2022 forventes passagerfærgen at være klar til at sejle mellem Aalborg og Nørresundby. Færgen vil dog stadig være bemandet med en navigatør indtil fartøjet på sigt kan godkendes til sejlads uden bemanding.
“Endelig kan det fejres at vi, i samarbejde med en lang række dygtige partnere, nu står med en danmarkspremiere, et passagerfartøj som i august og september kommer til at være synlig på Limfjorden.
Fartøjet er unikt i den forstand at det er udstyret til at kunne besejle Limfjorden som et selvsejlende passagerfartøj,” udtaler Lars Jøker, projektdirektør, Port of Aalborg, Research & Development
Skal sejle mellem Musikkens Hus og Stigsborg
Fjordbussen skal efter planen sejle mellem Musikkens Plads med afgang lige ved Musikkens Hus og Stigsborg Havnefront i Nørresundby.
Med udviklingen af den nye bydel Stigsborg, der i fremtiden forventes at huse over 8.000 indbyggere, kommer Fjordbussen til at spille en vigtig rolle som en grøn forbindelse over fjorden.
Færgen får plads til 24 passagerer og to besætningsmedlemmer, barnevogne, cykler og kørestole.
Den får afgang hvert kvarter med en overfartstid på 5-7 minutter.