Fylder 400 år: Her er historien om Jens Bangs Stenhus
Tidligere i år kunne danskerne se chokerede med, da den ikoniske renæssancebygning Børsen stod i flammer.
Børsen kan dateres helt tilbage til 1624, og er dermed én af Københavns ældste bygninger.
Den skarpe læser kan dermed regne ud, at bygningen således kan fejre 400 års jubilæum i år.
Det samme kan en anden dansk bygning, der gudskelov står endnu. Nemlig Jens Bangs Stenhus.
Mens Børsen blev opført af den driftige Christian Den Fjerde, blev Jens Bangs Stenhus opført af købmanden Jens Bang.
Begge i samme arkitektoniske stilart, Hollandsk Renæssance, der ses i dansk byggeri fra omkring år 1550 til omkring 1730
Jens Bangs Stenhus er i dag én af Danmarks bedst bevarede bygninger fra sin tid, og Nordjyske Museer har jævnligt byvandringer, hvor man kommer helt tæt på både stenhuset og resten af Aalborg i renæssancetiden.
Men hvad er egentlig historien om det store hus, som de fleste aalborgensere kender på overfladen?
Den perfekte placering
Jens Bang var datidens mest velstående købmand i byen, og handlede med sild, salt, korn og klæde.
Til det formål havde købmanden sin helt egen handelsflåde, der betjente en kundekreds, der strakte sig fra Norge til Middelhavet.
Derfor var det også ideelt for Jens Bang at lægge sit stenhus tæt på vandet, der sikrede forbindelsen til havnen og Limfjorden – og dengang var Østerå åben helt op til stenhuset, hvorfor Bang ikke kunne have valgt en bedre placering.
Aalborgs håndværkere havde ingen erfaringer med at bygge stenhuse af den kaliber, så Bang måtte hente bygmestre, murere og stenhuggere ude i Europa.
Murstenene fik Bang sandsynligvis fremstillet på det lokale teglværk. Sandstenene til brug for stenhusets dekorationer blev indkøbt i Østersøområdet.
I 1624 lod Jens Bang stenhusets murværk male med mørkerød farve, mens dekorationerne blev malet hvide.
Gennem årene har stenhuset skiftet farve flere gange.
En funktionel købmandsgård
Stenhuset var ikke blot et pragtfuldt hus. Det var på alle måder indrettet som en funktionel købmandsgård, der afspejler Bangs dybe engagement i handelslivet.
I stueetagen blev fire lagerrum med hver sin dør mod Østerå benyttet til opmagasinering af grovvarer som kakkelovne, stenplader, hør og hamp.
Her var det let at flytte varerne fra de opankrede både i Østerå og ind på magasinerne. Et indvendigt hejseværk gjorde det muligt at flytte tønder og sække op på stenhusets øverste etager.
På hjørnet af Østerå og Adelgade havde Bang sin krambod, hvor man kunne købe klæde og tekstilvarer, som Bang importerede fra England, Holland, Spanien og Tyskland.
Jens Bang døde som en fattig mand
Bang og hustruen Maren Jørgensdatter boede selv på stenhusets første sal.
For at komme herop, måtte man benytte sig af et pragtfuldt udsmykket trappetårn med en indvendig trappe ved Østerå.
Oppe på første sal fandt man ægteparrets stuer, værelser og sovekamre. Her vidner beskrivelserne af solide egetræsmøbler, tunge sølvkander, malerier og bøger om rigdom, kvalitetssans og internationalt udsyn.
Stenhusets øverste etager fandt anvendelse som opbevaringsrum og kornloft.
På sine gamle dage blev Bang forfulgt af uheld.
Han mistede sine skibe og endte med at gå fallit. Han døde derfor som en fattig mand i 1644, hvorefter svenske soldater besatte Aalborg under Torstenssonfejden (1643-1645).
Soldaterne rykkede nu ind i stenhuset og hvad de ikke stjal, blev ødelagt.
Svane Apoteket
I årene efter Bangs død led stenhuset en omtumlet tilværelse, men i 1671 købte Aalborgs nye tyske apoteker Johannes Frederik Friedenreich hele ejendommen.
Her indrettede han sit apotek, som han navngav Svane Apoteket. Når apoteket blev opkaldt efter svanen, hang det sammen med, at den smukke hvide fugl symboliserede lægemidlernes høje kvalitet og gavnlige virkning på alle sygdomme.
I 1600-tallets Europa bosatte apotekerne sig gerne i de største og smukkeste huse. Hensigten hermed var skabe opmærksomhed om apotekets varer og tjenester. Denne europæiske tradition er Svane Apoteket en del af.
Friedenreich solgte ikke blot lægemidler, men også konfekt, krydderier, vin, sukker og tobak.
I Aalborg, hvor meget af den daglige handel ellers foregik på torve og markeder, var Svane Apoteket en af byens første rigtige butikker. Her blev man betjent ved en disk, hvor apotekeren og hans personale præsenterede varerne.
Flere ombygninger af det prægtige hus
Med henblik på at kunne drive en sådan forretning foretog Friedenreich en række ombygninger af stenhuset.
Kramboden og lagerrummene blev sløjfet, mens apotekets indgang nu blev anlagt med front mod Østerå.
Svane Apotekets indgang lod Friedenreich indramme af den sandstensportal, der tidligere havde indgået i Jens Bangs trappetårn.
På Svane Apoteket signalerede portalen, at der indenfor foregik noget ud over det sædvanlige.
Dernæst indsatte Friedenreich store glasruder i stueetagens sydlige gavl og facade.
Bag disse ruder blev der arrangeret kunstfærdige udstillinger af eksotiske og velsmagende apotekervarer, der skulle lokke kunderne indenfor.
Aalborgs længst fungerende virksomhed
Som et sidste kunststykke installerede Friedenreich i første sals højde en karnap.
Her lod han i 1670’erne indrette et værtshus, hvor man kunne nyde sine drikkevarer med en formidabel udsigt over gadelivet ved Østerå.
Den dag i dag er det forsat Friedenreichs ombygninger, der dominerer stenhusets facade.
Oprettelsen af Svane Apoteket blev begyndelsen på historien om Aalborgs længst fungerende virksomhed.
Frem til 2013 var det Friedenreich-familiens efterkommere, ægtefæller og tidligere ansatte, der holdt apotek i stenhuset.
I dag huser Jens Bangs Stenhus blandt andre Guld og Rod, Duus Vinkjælder samt forskellige erhverv og private lejligheder.
Du kan læse mere om den kommende fødselsdagsfejring lige her.