Skiltene er pillet ned: Highway 66 lukker i Aalborg midtby

I løbet af dagen er der opstået stor forvirring om Highway 66, der ligger på C. W. Obels Plads.
Eller det gjorde den i hvert fald indtil for nyligt.
Flere læsere har henvendt sig til MigogAalborg efter at have lagt mærke til, at restauranten så ud til at være helt lukket.
På facaden er alle skilte og reklamer taget væk, ligesom lokalet er lukket og lyset er slukket.

Tirsdag eftermiddag ændres åbningstiderne på Highway 66’s hjemmeside til, at restauranten er permanent lukket – så spekulationer om sommerferie kan vi godt pakke væk igen.
Vi har forsøgt at få fat i ejer Ayoub Abbasi, der også har Highway 66 i Skagen, for at høre, hvad årsagen til den pludselige lukning er, men han har ikke svaret på vores henvendelser.
Restauranten genåbnede i Aalborg i december 2024 efter at have været væk i flere år.
Men nu er det igen slut.
Det er dog endnu ikke til at sige, hvad grunden til den pludselige lukning er – MigogAalborg forsøger at få et svar.