Forår på vej?: Solrigt vejr ser ud til at vare hele ugen

Har du også bemærket noget anderledes, når du træder ud af døren om morgenen? Er du også lidt forvirret, når noget stort fra himlen skinner direkte ind i dine øjne? Eller du mærker varmen udenpå vinterjakken, når du går hen ad fortovet?
I så fald er du ikke ved at blive sindssyg; nej, solskinnet er derimod kommet tilbage til himlen, og det meste af weekenden har vi kunnet nyde godt af de lækre stråler.
Selvfølgelig skal man altid nyde det så længe, det varer – men ifølge DMI ser det forårsagtige vejr faktisk ud til at vare hele ugen ud.
Solrig weekend i vente
Dette skyldes et højtryk, som i løbet af weekenden har bevæget sig lidt mod øst og ligger nu over Litauen.
Et dybt lavtryk ved Island bevæger sig i dag og tirsdag mod nordøst til Nordkap og den tilhørende front med skyer og stedvis lidt regn bevæger sig tirsdag ned over Danmark fra nordvest.
På torsdag bevæger sig højtrykket ind over Skandinavien og giver os stabilt vejr med nogen sol og mest svage vinde. Det bliver relativt mildt med dagtemperaturer op til 9 grader.
Fredag, lørdag og søndag ser det også ud til, at vi får fuld sol over Aalborg, og dermed er der altså endnu et fantastisk weekendvejr i udsigt til os.
Du kan følge vejrudviklingen lige her.