Elsket sommergæst: Her kan du opleve nuttet sæl i Aalborg
Hvis du besøger Vestre Bådehavn i Aalborg, så kan du lige nu opleve en nuttet sæl.
Midt på bådebroen ligger der en spættes sæl og nyder solen, og den er langt fra et s(j)ældent syn.
Den søde sæl er nemlig en velkendt gæst i Aalborg.
“Vi er helt sikre på, at det er den samme sæl, der har besøgt bådehavnen i hvert fald de seneste syv år,” fortalte Poul og Ada Hestbek, der har haft båd i Vestre Bådehavn i mange år, sidste år.
Vi har før skrevet om den hyggelige sæl, hvor den havde en helt anden farve, men en sæls pels kan skifte farve gennem dens levetid.
“Vi tror det er en hun, og den bor her alene i havnen. Den ligger altid og hygger sig på det samme spot hele sommeren,” forklarede de.
Sælen dukker ofte op hen ad formiddagen, hvor den ligger og sover og kommer til kræfter. Om aftenen og natten jager den i Limfjorden.
De lokale kender efterhånden sælen ret godt.
“Den kan eksempelvis ikke lide regnvejr. Så hopper den hurtigt i vandet,” fortalte Ada.
Den spættede sæl kan blive helt op til 36 år, så sælen kan være fast gæst i Aalborg de næste mange år.
“Vi har joket lidt med, at den snart skal til at betale leje for at bo her,” sagde Poul med et grin.
Sælfie frarådes
Sæl-om sælen umiddelbart er en fredfuld og imødekommende fætter, så anbefaler vi ikke, at man går tæt på og spørger om et sælfie.
Sæler er vilde dyr, der som udgangspunkt hverken er vant til eller trygge ved mennesker.
Faktisk kan et sæl-bid være decideret livsfarligt, da sælens mund er fyldt med bakterier, og der derfor kan gå alvorligt infektion i såret.
Sælen har da også lært at advare med prustelyde, når fremmede mennesker kommer for tæt på den.
Nyd i stedet sælen fra kajkanten, hvor både den og du er mest trygge.
Du finder sælen i Vestre Bådehavn på bådbroen – og der er størst sandsynlighed for at se den på solrige dage om formiddagen og eftermiddagen.