Autografer og selfies: Her kan du møde Peter Sommer, inden han giver koncert i Aalborg

Den albumaktuelle danske musiker Peter Sommer giver koncert på Skråen i Aalborg i morgen lørdag, men inden da er der mulighed for at hilse på sangeren.
Det sker, når han lægger vejen forbi pladebutikken Lakridspizza på Nørregade 17B.
Få fingrene i det nye album
I en Facebookbegivenhed om besøget, skriver Lakridspizza, at Peter Sommer kigger forbi bevæbnet med sit nye album “Verdens Volume” – som du kan erhverve dig både som LP og cd.
Peter Sommer giver koncert på Skråen lørdag aften klokken 20, men har alligevel fundet tid til at give både autografer og tage selfies med de aalborgensiske fans mellem klokken 14-15 lørdag eftermiddag.
Det er netop sådanne events, som indehaver af Lakridspizza Jan M. Jensen tidligere har fortalt MigogAalborg, at de skal gøre meget mere af i butikken.
Og man må bare sige, at der her er en unik mulighed for at møde sangeren og sangskriveren helt tæt på.
Ifølge Skråen er der stadig få billetter tilbage til koncerten om aftenen, så der er mulighed for at få dobbelt op på Peter Sommer – og det er jo ikke helt tosset.
Køb billet til koncerten her.