Ny placering: Her kan du finde bytteboksen fremover

Tilbage i april åbnede Bytteboksen i Aalborg Vestby.
Det er Aalborg Forsyning, der står bag Bytteboksen, som skal gøre det nemmere at genbruge mere.
Her har borgerne chancen for at bytte ting og sager med deres naboer – uden at have en krone op af lommen.
Bytteboksen vil i en testperiode fra april – september være placeret forskellige steder i Aalborg Vestby, og nu er tiden kommet til en ny placering.
Her finder du boksen
Fra i dag og de næste seks uger finder du den på Suensonsgade, inden den igen er at finde på sin oprindelige placering på Herluf Trolles Plads, inden forsøgsperioden stopper i september.
Her på redaktionen har vi været forbi Bytteboksen på den nye placering, og der er allerede masser af fede fund at gøre i boksen – men der er plads til meget mere.

”Vi har et mål om, at der skal genbruges mere, og derfor skal vi tænker i nye metoder.
Vi håber på, at vi med Bytteboksen kan inspirere til, at vi i mindre grad kasserer vores ting som affald, og i stedet tænker dem som genbrug til gavn for andre og til gavn for miljøet.
”Når vi giver ting videre til andre, og selv genbruger mere, forlænger vi levetiden på ting, der ellers ville ende som affald. Det sparer ressourcer – både til produktion af nye varer og til bortskaffelse af affaldet,” har Klaus Bystrup, projektleder i Aalborg Forsyning, tidligere udtalt om projektet.
Hvad kan afleveres i bytteboksen
Bytteboksen er til genstande, som er i god stand, og må ikke bruges til affald og storskrald. Når du afleverer ting i bytteboksen, skal de være rengjorte og fungere.
Man modtager kun
- Genstande der ikke er større, end at de kan stå på en hylde
- Genstande der kan fragtes uden hjælpemidler (fx uden trillebør og palleløfter)
- Rengjorte genstande
- Genstande der er fuldt funktionsdygtige – dvs. ikke gået i stykker
Man modtager IKKE:
- Mad og drikkevarer
- Affald – det skal afleveres i de nedgravede containere i området.
- Er dine ting gået i stykker, hører de ikke hjemme i bytteboksen, men skal derimod håndteres som affald. Stort affald skal på genbrugspladsen.
- Store møbler og genstande – hvis du ønsker at komme af med store genstande, men ikke selv kan komme på genbrugspladsen, kan du benytte vores bestillerordning.
Bytteboksen er kun til genbrug
I Bytteboksen kan du f.eks. stille porcelæn, bøger, nips, mindre indbo og andet genbrug, der stadig fungerer og har brugsværdi.
Selvom en ting ikke længere har værdi for dig, kan det sagtens være det, som en anden lige står og mangler. Bytteboksen er for alle, og finder du noget, som du kan bruge, kan du tage det med hjem.

”Det skal være nemt at genbruge, og med Bytteboksen bringer vi muligheden for genbrug direkte ud til borgerne,” siger Klaus Bystrup.
Bytteboksen er kun til mindre ting, som du selv kan bære uden hjælpemidler.

Er dine ting gået i stykker, hører de heller ikke hjemme i Bytteboksen, men skal sorteres som affald og i de nedgravede containere i området.
Stort affald skal på genbrugspladsen, og nogle affaldstyper kan du få hentet via Aalborg Forsynings bestillerordning.
”Det er i høj grad op til borgerne selv at medvirke til, at boksen fungerer ved at stille tingene pænt på hylderne, holde orden og kun bidrage med ting, der kan genbruges.
Vi tror på, at vi kan lykkes med det her i fællesskab, og vi håber, at beboerne i lokalområdet vil tage godt imod boksen og bakke initiativet op,” siger Klaus Bystrup.
Aalborg Renovation holder tilsyn med Bytteboksen alle hverdage og følge med i, om boksen medvirker til øget genbrug.
Lavet af genbrugsmaterialer
Selve Bytteboksen er også lavet af genbrugsmaterialer – den er lavet af en ombygget skibscontainer og beklædt med genbrugstræ fra Gigantium.
Bytteboksen har derudover et grønt tag af sedum, som suger regnvand.

Projektet med Bytteboksen er inspireret af et lignende projekt i Aarhus, der har været en stor succes, og hvor borgerne har været flittige til at både at give ting til genbrug og aftage ting.
Du finder mere info om Bytteboksen her.