Fed fest i vente: Her kan du fejre St. Patrick’s Day i Aalborg
Hvis du ser glade mennesker klædt i grønt i weekenden, skal du ikke være bekymret.
Vi er ikke blevet invaderet af aliens.
Der er derimod tale om St. Patrick’s Day, der er en kæmpe festdag i hele verden.
I år falder dagen på en fredag, og det kan du selvfølgelig fejre flere steder.
Vi giver dig her overblikket over hvordan du fejrer St. Patrick’s Day i Aalborg her:
The Irish House: Østerågade 25
Årets største irske fest bliver naturligvis fejret hos Irish House.
Festen starter på fredag d. 17. marts kl. 11.00 og kører helt frem til kl. 4 natten til lørdag.
Her er alle velkomne til at være irer for en dag og iklæde byen i grønt.
Hele dagen serveres der mad, og der vil også være giveaways, når dørene åbner.
Helt indtil den (næsten) lyse morgen vil der være livemusik.
Indtil kl. 15 kan man nyde en Guiness-øl for en flad Vejgaard-dollar (50 kroner).
Læs mere på begivenheden her.
The Old Irish Pub: Jomfru Ane Gade 17
Også The Old Irish Pub fejrer den helt særlige irske dag på fredag.
Her har personalet løbet stærkt for at skabe de perfekte rammer for den perfekte St. Patrick’s day!
Den grønne festdag går løs på fredag d. 17. marts kl. 11.00 og til de lørdagens tidlige morgentimer, hvor det slutter kl. 04.00.
De garanterer for god stemning og alt, hvad der hører til på årets festdag.
Aftenen byder på gode tilbud, vanvittig fest og dans på borderne hele natten – i bedste Old Irish Pub stil.
Der vil eftersigende også være vilde præmier, man kan vinde, der vil gøre sommeren noget sjovere.
Det plejer at være en populær festdag, der trækker mange gestglade folk til.
Af den grund kan det være en god idé at få sikret sig en siddeplads til dig selv og resten af selskabet.
Derfor er der åbnet op for bordbookingen, hvor de anbefaler at få booket i god tid.
Læs mere om St. Patrick’s Day på Old Irish her.
Ulla Terkelsen: Kastetvej 36
Ulla Terkelsen på Kastetvej har også tradition for at tage den irske tradition til sig.
Det gør de igen i år, hvor Mood Killers optræder på fredag d. 17. marts kl. 20:00.
Her omdannes Ulla T til en sydende irsk pub for en aften.
Ovenikøbet vil der være fri entré på den farverige café i Vestbyen.
Også her lyder anbefalingen, at man møder op i god tid for at sikre sig en god plads til en sjov aften.
Læs mere om St. Patrick’s day på Ulla Terkelsen her.
Proud Mary Pub: Jomfru Ane Gade 6
Hos Proud Mary har de taget forskud på den grønne festdag og lavet det til en hel festuge.
Her startede de irske festligheder allerede i mandags og fortsætter til og med søndag.
De fejrer St. Patrick’s Day (eller Week) med et lækkert tilbud på Guiness, hvor man får to fadøl á 0,4 liter for 89 kroner.
Hvis man vil nyde godt af det specielle tilbud, skal man blot slå et smut forbi Proud Mary i Jomfru Ane Gade en af ugens dage i åbningstiden.
Læs mere om St. Patrick’s Day hos Proud Mary her.