Det spøger i Aalborg: Her er byens mest hjemsøgte steder
Efteråret er over os, og mørket trænger sig på.
Men selvom det er årstiden for hygge i sofaen, så nærmer én af årets uhyggeligste aftener sig også.
Det er langt fra alle, der tror på, at der findes mere mellem himmel og jord.
Men når kalenderen nærmer sig d. 31. oktober og aftenen for Halloween, har vi alligevel en tendens til at give os lidt mere hen til de ting, der ikke umiddelbart kan forklares.
Vi har derfor været på lokal ghost hunting og har her samlet en lille guide til jer over de mest gåsehudsfremkaldende beretninger fra Aalborgs mest hjemsøgte steder.
Hvis du tør, kan du altså selv begive dig ud på spøgelsesjagt i byens gader – ellers kan du “nøjes” med at læse dem her …
Aalborg Teater, Jernbanegade 11, 9000 Aalborg
I over 140 år har Aalborg Teater huseret på adressen i Jernbanegade 11, og har dermed haft besøg af lidt af hvert (og hvem) gennem tiden.
Helle Vagner Nielsen, pressemedarbejder gennem mange år hos Aalborg Teater, har også kunnet berette om flere besøgende, der har skabt lidt mere end almindelig uhyggelig stemning i de gamle teatergange.
Nogle menes at bo der fast, mens andre kun kommer på gennemgang ved særlige lejligheder.
“For mange, mange år siden havde vi en portvagt her i huset. Han havde en stor hund, som han havde med sig, når han gik rundt og holdt vagt.
For nogle få år siden havde skuespillerne så sangkursus med den engelske coach, Ian Adam. Han skulle på et tidspunkt på toilettet, der ligger en etage nedenunder.
Da han kom tilbage var han helt bleg og skuespillerne spurgte, om han var okay.
Det var han, sagde han, men han havde lige mødt en stor mand med en hund på gangen. Ian ville gå til side for ham, men manden gik lige igennem ham.”
Vikinger afbrød generalprøve
Men det er ikke kun på gangene, at teaterets spøgelser går igen.
For få år siden havde en skuespiller også en underlig oplevelse på Lille Scene til en generalprøve.
Prøverne var hidtil forløbet uden problemer, men netop denne aften gik hun pludselig i stå og havde meget svært ved at finde fokus igen.
Bagefter havde én hun kendte blandt publikum sagt, at det kunne hun da godt forstå – da der pludselig var kommet en flok vikinger væltende ind i rummet. De havde sat sig på tilskuerrækkerne og kigget med …
Først da de faldt til ro, kom skuespilleren tilbage til sin tekst og kunne fortsætte.”
Det er altså ikke kun skuespillere, du kan risikere at møde på teateret.
Hvem ved, måske kan du få lov at opleve en vaskeægte viking … ?
Hotel Phønix, Vesterbro 77, 9000 Aalborg
På Vesterbro finder man Aalborgs ældste historiske hotel, Hotel Phønix.
Hotellets historie begynder allerede i 1853 – men bygningen blev faktisk opført helt tilbage i 1783, da Brigadér von Halling byggede det som sommer residens.
Brigadér William von Halling vendte tilbage til Danmark fra Indien med en kæmpe formue – og flere slaver, som han holdt fanget i sin kælder.
Historien går også på, at Hallings kone ikke kunne blive gravid; og for hvert år, hvor det ikke skete, brækkede han et led på hende.
Dette var medvirkende til, at hun endte som krøbling … og dermed (for ham) ubrugelig. Han endte derfor med at mure hende inde i kælderen.
Der er altså sket ét og andet i kælderen på Hotel Phønix – men også i nyere tid.
Hjælpsomt spøgelse i opvasken
Steven Lyn-Knudsen har været tjener på hotellet i mere end 16 år og har gennem sin tid været vidne til flere uforklarlige ting.
“En aften havde vi fest i Storsalen, hvor vi var tre tjenere på arbejde. Aftenen var ved at være ved vejs ende, og vi havde derfor lukket og slukket i opvasken, der ligger i kælderen under køkkenet.
To af tjenerne gik rundt i restauranten, mens jeg gik bagved i køkkenet. Pludselig hører jeg elevatorklokken ringe, hvilket normalt sker, når opvaskeren kører rent service op til os.
Elevatoren går op – og der står så en vogn, jeg havde set stå i kælderen kort forinden.
Som sagt var der fuldstændig mørkt og slukket dernede, så hvordan den er kommet ind i elevatoren og kørt op i køkkenet … det ved jeg ikke.”
Rengøring i nattetimerne
En anden kendt historie fra Hotel Phønix handler også om et meget serviceminded spøgelse.
En overnattende gæst var pludselig blevet vækket midt om natten, ved at nogen var gået ind på værelset.
Her så gæsten en stuepige med kyse, lille forklæde og fjerkost – som i samme åndedræt gik i gang med rengøringen.
“Han syntes godt nok, det var lidt tidligt at gøre rent klokken tre om natten – men han forholdt sig alligevel i ro for ikke at forskrække hende.
Stuepigen gjorde rent i hele værelset, pånær badeværelset (der var af nyere dato), og trak for, inden hun gik ud af døren igen.
Næste morgen havde gæsten kommenteret, om det ikke var lidt tidligt, de gjorde rent.
Det havde receptionisten afvist, hvorefter gæsten kommenterede på den ellers fine uniform, som stuepigen bar – og igen benægtede hun forundrende.
Personalet gik altid i hvide kitler og ikke den meget klassiske og gamle uniform, som gæsten havde beskrevet.
Dette blev også bekræftet, da en ansat gik forbi i receptionen.” fortæller Steven.
Det må altså siges at være nogle ret hjælpsomme spøgelser, der går igen på Hotel Phønix – måske er det alligevel nok til, at de kan få lov at blive hængende.
Aalborg Kongres og Kulturcenter, Europa Plads 4, 9000 Aalborg
Foruden at levere en lang række musikalske oplevelser hele året rundt, så har AKKC også andre spændende “personer” på gæstelisten.
Flere ansatte mener at have oplevet forskellige ting, og dette kom især til udtryk, da Krop-Sind-Ånd Helsemesse fandt sted.
Her inviterede Anna Schiønning og Susanne Kabel, begge ansatte i AKKC, nemlig clairvoyanten, Erlinng Chriistensen, med på rundtur i centeret.
Anna og Susanne var på forhånd bekendt med flere steder, som der muligvis skete nogle uforklarlige ting – men de forsøgte alligevel at holde masken og lade stemningen tale for sig selv.
“Vi vidste blandt andet, at en tjener engang var død i køkkenet efter at have fået sit hoved fastklemt i en elevator – og her kunne han også fornemme, at der var sket et dødsfald.
Men det var ikke ham, der gik igen …” fortæller Anna.
“Da vi gik ude i køkkenet, stoppede han ret brat op foran et servicerum. Vi gik derind, og han begyndte at bruge Susanne som medie, som også begyndte at reagere.
Hun mente at kunne smage tobak i munden, og på et bestemt tidspunkt skiftede hendes ansigtsudtryk så til noget, jeg aldrig har set før … helt uforklarligt. Jeg fik virkelig kuldegysninger.”
Anna havde, som hun plejer, filmet hele seancen på sin telefon, og glædede sig til at gense det, inden det skulle publiceres på AKKC’s sociale medier. Men videoerne kom aldrig ud til offentligheden.
“Da jeg lagde videoerne op på computeren, brød det fuldstændig sammen, og jeg måtte have teknisk support inden over.
Jeg gør det her hver dag, mange gange om dagen – og jeg havde aldrig oplevet det før.
Vores tekniker bad mig genstarte telefonen, og da jeg gjorde det, var lige præcis den video forsvundet. Jeg måtte ærgerlig ringe til Erlinng og beklage, men det blev ikke nødvendigt.
Han sagde bare, at det skulle jeg ikke tænke på – det skete hele tiden.”
Aalborg Helligåndskloster, Klosterjordet 1, 9000 Aalborg
Som by har Aalborg over mange år på bagen – og det samme har mange af de gamle bygninger, der pryder bybilledet.
Ét af de ældste steder i byen er Aalborg Helligåndskloster, der blev opført helt tilbage i 1506.
I Renæssancen blev klosteret kaldt Pesthuset, og var byens eneste hospital.
Et oplagt sted at lede, hvis man er på jagt efter aalborgensiske spøgelser.
Inger Kirstine Bladt, museumsinspektør for Aalborg Historiske Museum, arrangerer ofte blodige byvandringer gennem gaderne – og har da også lidt uhyggelige fortællinger fra det over 500 år gamle kloster.
“Selvom det ikke er noget, vi historisk kan dokumentere, så fortæller skrønerne, at der skulle være flere spøgelser på klosteret om natten.
Ét af dem skulle være en dame, der efter et stormfuldt kærlighedsforhold til en rigmand blev muret inde i én af pillerne i kælderen.
En lignende historie forlyder om en ung nonne, der var blevet gravid med en munk – og som konsekvens blev muret inde levende.
Hendes sjæl skulle eftersigende stadig vandre rundt i kælderen og puste mænd i nakken,” fortæller Inger.
El Mariachi, Ved Stranden 1, 9000 Aalborg
Når man bevæger sig ned ad Ved Stranden mod Nytorv, kan man ikke undgå at lægge mærke til den mexicanske gastropub, El Mariachi.
På facaden hænger nemlig et skilt, der ikke “kun” lokker med øl, cocktails og meximad – men også et Friendly, dancing ghost.
Det måtte vi selvfølgelig undersøge nærmere, så vi tog os en sludder ved indehaveren, Claus Seier Carstensen.
“For et års tid siden havde vi to kokke ansat hernede, der havde et meget forskelligt syn på paranormale aktiviteter.
Den ene var fuldstændig overbevist om, at nogen “holdt øje med ham”, når han gik og arbejdede i køkkenet.
Den anden var til gengæld fuldstændig overbevist om, at det var noget værre vrøvl. Indtil en dag …” fortæller Claus og fortsætter:
“Jeg fik et opkald fra ham en eftermiddag, hvor han insisterede på ikke at gå ind i restauranten igen, før jeg kom.
Han havde gået og arbejdet ved siden af komfuret og havde pludselig oplevet, at det flere gange gik på fuld blus – selvom der ikke var skruet op for dem.
Kort forinden så han sit knivsæt, bestående af 10-15 knive, falde ned fra fryseren – og var landet henne ved ovnen, der altså stod to-tre meter fra fryseren … så de var måske røget lidt langt i forhold til, hvad der egentlig var muligt.”
På trods af kokkens skepsis var han efterhånden ved at være så chokeret, at han begyndte at råbe op om, at det skulle stoppe.
I samme sekund var en femliters oliedunk faldet ned i den anden side af køkkenet – og så fik han altså nok og nægtede herefter at være der alene.
Stemmer fra baren
Selvom de fleste hændelser er sket, når Claus ikke selv har været tilstede, så er der alligevel en sen aften, som skiller sig ud.
Nogle af tjenerne havde nemlig været i byen ,og var i den forbindelse kommet forbi restauranten.
“Vi havde sat os ved et bord og snakket sammen, inden vi skulle lukke. Vores ene tjener var ved at skrive timeseddel, men pludselig hørte vi en høj stemme rømme sig forenden af baren.
Vi troede, at det var hende, så vi begyndte at snakke til hende – hvorefter hun stak hovedet ud fra køkkenet og spurgte, hvem vi snakkede til … ?”
Ud fra denne guide kan vi altså konkludere, at nogle i Aalborg i hvert fald har oplevet nogle ting, de ikke umiddelbart kunne forklare.
Der findes helt sikkert flere, både spændende og uhyggelige, spøgelseshistorier rundt omkring i byen.
Har du oplevet noget? Kommenter gerne på vores Facebook-opslag, så uhyggen kan brede sig …