En pause fra storbyens puls: Her finder du byens bedste åndehuller
Som storby kan Aalborg lidt af det hele.
Vi har et rigt kulturliv, gode shoppingmuligheder, en bred vifte af uddannelser … og meget, meget mere.
Men hvis du spørger os på redaktionen, der selvfølgelig ikke holder sig tilbage med at skamrose Aalborg, så kan den også mere mere end dét.
Bliver du træt af det pulserende byliv, det grå beton og larmen fra biler og busser, så er der samtidig ofte kun ganske få skridt at tage, før du pludselig i stedet står midt i en smuk og grøn oase.
Dem har Aalborg nemlig også mange af, og i denne guide vil vi forsøge at give dig overblikket over dem, som vi personligt holder allermest af.
Hvem ved, måske finder du et lille stykke af paradis i midtbyen, du slet ikke vidste, at du manglede?
Kildeparken
De fleste har nok besøgt Kildeparken på det ene eller andet tidspunkt. Om ikke andet, så den sidste weekend i maj, hvor Nordens største karneval finder sted i netop disse rammer.
Men når støvet igen er blæst bort fra parken, pantflaskerne er samlet sammen og det hele har fået lidt ro … så er Kildeparken altså igen et af de smukkeste åndehuller, vi har.
Kildeparken står da også beskrevet som byens første offentlige parkanlæg, etableret tilbage i 1802, hvilket de kæmpestore træer også afslører.
Og apropos træer, så er der også andre spændende af slagsen, du kan besøge i Kildeparken.
Siden 1987 har store kunstnere, der gennem tiden har gæstet Aalborg Kongres & Kulturcenter, nemlig plantet hvert sit træ, der nu spiller tonerne fra netop dem.
Tiltaget går under navnet De syngende træer, og er for eksempel en oplagt destination, hvis du vil tjekke din Tinder-dates musiksmag ud …
Østre Anlæg
Det er nok primært beboere i Øgade-kvarteret, der dagligt benytter sig af områdets anlæg: Østre Anlæg. Men sådan behøver det ikke at være.
Fra Nordkraft er der nemlig under 1 km. til den lidt skjulte park, hvor både ande- og kærestepar slænger sig på den grønne plæne med udsigt til den store sø.
Østre Anlæg har eksisteret som rekreativt område siden 1937, og udover at tage runden rundt om søen, kan du også hygge på parkens legepladser, tage et spil på boldbanerne, gå en tur på de etablerede stier eller kigge på de store, smukke blomsterbede.
Østre Anlæg er med andre ord den perfekte destination, uanset om du vil sole dig på et tæppe eller blot trække vejret godt ned i lungerne, før turen igen går ud på Aalborgs travle gader.
Karolinelund
Lige nu er området, hvor det gamle Tivoliland i mange år holdt til, under stor forvandling.
Som tivoli og forlystelsespark åbnede Karolinelund for første gang dørene i 1947, og helt frem til 2010 var parken fyldt med rutsjebaner, popcorn og radiobiler.
I 2012 genåbnede Karolinelund som bypark, og siden har Aalborg Kommune igangsat flere forskellige tiltag, der skulle gøre parken endnu mere attraktiv.
Det nyeste nye er den store omdannelse, hvor Østerå – der ellers i årevis har ligget indkapslet under jordoverfladen – bliver åbnet op.
Når projektet meget snart står færdigt kan aalborgenserne se frem til et helt nyt, grønt område tæt på centrum, hvor gangbroer og stisystemer kommer til at lede dig rundt mellem de smukke kirsebærtræer.
Derudover kommer Karolinelund fortsat til at være stedet for byens kunstnere, der også indtil nu har kunnet benytte parkens flader til at male grafitti på.
Fjordmarken/Søhelten
Rykker du mere vestpå i midtbyen, findes der et andet lille sted, som mange faktisk ikke kender til.
“Søheltens Have” ligger i forlængelse af Fjordmarken; den store, åbne plæne, som du måske kender fra når der er cirkus i byen.
Ganske få meter fra det store, åbne græsareal finder du det hyggelige anlæg, der blev etableret tilbage i midten af 1990’erne, i samarbejde med områdets beboere.
Parken hænger sammen gennem små stiforbindelser og er derfor oplagt til både en gåtur og til at slænge sig på de omkringliggende græsarealer.
I sommerhalvåret benyttes de især til picnic-dates, da de små bakker i anlægget sørger mere private og intime forhold.
Samtidig har parken også en fodboldbane, hvor man kan drible lidt mellem lurene – og er du til de mere hårde bolde, så findes der i bunden af parken (tæt ved Streetfood) en petanque-bane til fri afbenyttelse.
Mølleparken
På toppen af Aalborg finder du endnu en park, der foruden af at danne rammerne for en lang række friluftskoncerter, også er én af byens største, grønne anlæg.
Mølleparken blev anlagt i 1934, og har foruden den store plæne, med den velkendte skulptur, også flere gode gåruter samt et rigt planteliv.
I midten af Mølleparken kan du også opleve den store skulptur “Noahs Ark”, der i 1976 blev skænket som en tak fra det israelske folk til Danmark for indsatsen for jøderne under 2. verdenskrig.
I samme område finder du en (næsten) helt ny legeplads – og ikke mindst ét af sommerens bedste solnedgangsspot over Limfjorden.
Går du ekstra meget på opdagelse i parken, vil du (måske?) finde den særlige oase, der virkelig vil gøre sig godt på din Instagram-profil.
Her blomstrer de smukke omgivelser omkring dig, og det er svært ikke at få en vibe af at være med i Alice i Eventyrland – hvis du da nogensinde finder det.
Netop dette område ligger nemlig ret skjult, så man skal være enten ekstremt koncentreret eller ekstremt heldig for at ende her på sin gåtur.
Om ikke andet er det al tiden værd, når man først når frem.
Slotsparken
Endnu et lidt “hemmeligt” sted i Aalborg, er Slotsparken, der ellers ligger kun et stenkast fra Aalborg Havnefront.
Indgangen til Slotsparken finder du enten fra Nytorv, hvor du skal igennem en lille baggård for at finde ind – eller alternativt gå ind gennem Aalborghus Slot, der jo ligger lige ud til havnen.
Her venter dig, hvad vi nok vil beskrive som denne guides mest nøjagtige bud på et “åndehul” – lige midt i centrum.
Her kan du både, via en sti, gå en tur hele vejen rundt i de historiske rammer, lægge dig på et tæppe, holde hyggelig picnic eller måske nyde en iskaffe fra én af midtbyens mange caféer.
Slotsparken har som nævnt en lang historie bag sig, og vi skal da også helt tilbage til 1550’erne, for at finde Aalborghus’ oprindelse som fæstning og bindingsværksslot – opført af Kong Christian den Tredje.
I sommerhalvåret er der mulighed for at besøge kasematterne og fangehullet ved slottet, hvis du trænger til et kulturelt indspark i løbet af din solbadning.
Kridtgraven i Hasseris
Har du lidt mere tid i kalenderen, så vil vi gerne slå et slag for Nordens Kridtgrav, der findes en relativ kort gåtur fra Aalborg Vestby, hvis du tager ruten gennem Annebergstien.
Forenden venter dig et sandt paradis, der med sit azurblå vand leder tankerne hen på Det Caribiske Hav (Vær nu lige lidt open minded, ikke?!).
Dyrelivet er måske lidt mindre eksotisk, men du kan være heldig at møde en lang række andearter i den 600 meter lange og 9 meter dybe sø.
Derudover er der flere små plæner i området, hvor du hellere end gerne må slå dig ned med et badehåndklæde eller en god bog.
Rundt om hele søen går en hyggelig sti, og har du ikke højdeskræk, så kan denne tur virkelig anbefales.
Det er ikke alle steder på ruten, der er nem at komme forbi, men så kan du altid lave drop-off på stiens små afstikkere, der leder dig ud i Hasseris-området.
Østerådalen
En kort gåtur på 3 km. fra centrum, kan lede dig ud til et særlig naturområde, som aalborgenserne mildest talt er vilde med.
Østerådalen rummer intet mindre end 100 hektarer, og har både flotte søer, græssende køer og et rigt fugleliv.
Selve området er så stort, at der faktisk er flere forskellige vandreruter at vælge i mellem, når du skal omkring de lavvandede søer.
Gul rute er 4,1 km. lang, menes at tage 2 timer, mens blå er 1 km. og rød er 2 km.
Ruterne leder dig forskellige steder hen i Østerådalen, og har du hunden med, er der også en hundeskov til den.
For at komme til Østerådalen, skal du blot sætte kurs mod busterminalen, hvor der lige bagved går en fin sti hele vejen ud til området.
Salling ROOFTOP
Dette “åndehul” skiller sig måske en anelse ud fra mængden, men vi synes alligevel, at det fortjener en plads på listen.
På toppen af Salling finder du den såkaldte “rooftop”, der siden 2018 har dannet ramme for de aalborgensere, der ønskede at nyde byen fra oven. For det er netop hvad man kan fra taget af stormagasinet.
Der er fri adgang til toppen (både ad trappe og elevator, don’t you worry), der huser et 1400 kvm. stort byrym med både café, bar og loungeområder.
Salling ROOFTOP strækker sig desuden over to etager, hvoraf den ene især er velbesøgt af magasinets kunder, mens den øverste er mere privat med hyggelige miljøer, hvor du både kan sole og nyde en medbragt kaffe, mens du nyder synet ud over Aalborgs tage.
Det koster ikke en rød reje at tage turen til Salling ROOFTOP, og åbningstiderne lyder helt fra 10-19 i hverdagen, 10-20 om fredag og 10-18 både lørdag og søndag.