Lokal landmand hjalp til: Her fik Aalborg sin egen skibakke med lift

Selvom DMI lover endnu en omgang sne over Aalborg i den kommende uge, bliver det næppe nok til mere end en kælketur.
Det ændrer dog ikke på, at Aalborg Skiklub for nylig beviste, at der ikke nødvendigvis skal alper til for at skabe ægte skistemning.
For halvanden uge siden stod sol, frost og sne nemlig helt rigtigt.
Og den chance greb formanden for Aalborg Skiklub, René Jespersen, som bor i Visse.

Resultatet blev et midlertidigt skistadion – komplet med skilift – midt i det nordjyske landskab.
Gik på jagt efter klubbens gamle lifte
Mens sneen væltede ned fredag aften, kørte han mod nord for at opspore klubbens mere end 50 år gamle skilifte, som ingen havde set i 20 år.
“Jeg aner faktisk ikke, hvor klubben oprindeligt har dem fra. De har været udlånt og var blevet væk undervejs,” fortæller han.
Liftene blev fundet i Aabybro, skilt ad, renset og samlet igen.
Samtidig hjalp en lokal landmand i Visse med at “præparere” sin skrå mark langs Kongshøjskoven, så bakken var klar til weekendens noget anderledes vinterevent.
Det var noget René og ham havde talt om i årevis, og nu blev det endelig en realitet.
Lørdag morgen blev liftene sat i gang, og dermed åbnede Visses midlertidige skibakke.
Og interessen var stor.
“Vi lagde det op i byens Facebookgruppe og på Aalborg Skiklubs side, og der dukkede både lokale og folk fra resten af Nordjylland op,” fortæller René.
Se en video fra skibakken her.
En kæmpe attraktion
I løbet af weekenden kiggede omkring 500-600 mennesker forbi. Nogle på ski, andre på kælk – mange med kaffe og madpakker under armen.
De gamle skilifte var primitive, og det slidte tovværk knækkede flere gange undervejs. Alligevel kørte liften upåklageligt hele weekenden og skabte begejstring blandt de fremmødte.
“Det var simpelthen så fedt,” siger René.

Ifølge formanden var marken ideel til formålet.
“Den er omkring 300-350 meter lang, ikke alt for stejl og flader ud i bunden. Både nybegyndere og øvede fik noget ud af den. Den var faktisk overraskende god,” siger han.
Mod på mere
Succesen har givet skiklubben mod på mere.
Fremover vil klubben gerne kunne rykke hurtigt ud, når vejret igen viser sig fra sin kolde side – og overvejer blandt andet udlejning som en del af konceptet.
I denne uge bliver der dog ikke “sne nok” i Aalborg.
Det passer René ganske fint, for tirsdag aften rejser han sammen med familien og 76 andre aalborgensere på Aalborg Skiklubs årlige skitur til Branäs i Sverige – et koncept, der har været udsolgt alle fem år i træk.
“Skibakken i Visse var jo den perfekte opvarmning for os,” siger han.
Turene til Branäs blev opstartet, fordi klubben savnede flere unge medlemmer og børnefamilier – og turen er helt genial til netop børnefamilierne, fortæller René.
“Vi bor i hytter sammen, og så har klubben stået for indkøb til aftensmad, så deltagerne kan koncentrere sig om at stå på ski sammen og hygge,” siger han.
Klubben har selv 10 instruktører med, så alle kan blive undervist uanset alder og niveau. Samtidig er der rig mulighed for at børnene kan hygge sig sammen, når der ikke lige er ski på programmet.
Desuden kører deltagerne samlet i én stor dobbeltdækkerbus frem og tilbage.
Når de vender hjem, står nye planer allerede klar. Klubben har investeret i en maskine til at lave langrendsspor og håber at kunne etablere spor i Aalborg, når vejret igen tillader det.
Så sneen kan bare komme – Aalborg Skiklub og Visse er klar.

Læs også: 20 dage efter overtagelsen: Nu er rockerborgen til salg igen