Fra de klassiske til innovative: Her får du Aalborgs bedste pizza
Pizza, pizza, pizza! En spise, der går lige i hjertet på, ja, faktisk hele verden.
Italiensk mad er i hvert fald én af verdens allermest populære spise, og der er også masser at komme efter her i Aalborg.
Derfor har vi lavet den ultimative guide til jer, vores kære følgere, hvor vi vil guide jer igennem de mange forskellige typer pizzaer, man kan forkæle sig selv med her i byen.
Og man kan roligt sige, at vi fandt noget for enhver smag.
Derfor har vi tildelt alle pizzaerne en lille titel, så du nemmere kan finde dit perfekte match.
OBS: Alle pågældende steder i denne guide er valgt af redaktionen og vil blive repræsenteret i tilfældig rækkefølge.
Den moderne: Fumo, Godsbanen 20
Siden 2022 har det moderne pizzeria Fumo forkælet aalborgenserne med lækre surdejspizzaer. Og der herskede ingen tvivl om, at de så absolut fortjente en plads i vores pizzaguide.
Navnet Fumo betyder ‘røg’ på italiensk, og symboliserer restaurantens flotte brændefyrede ovn, der både i overført og bogstavelig forstand udgør selve hjertet af restauranten.
Fumo beskæftiger sig primært med lokale, økologiske producenter. Derfor er deres råvarer meget sæsonbestemte, så menukortet hele tiden byder på de absolut bedste ingredienser årstiden har at byde på.
Er man til en moderne pizza med en ekstra luftig surdejsbund og toppings, der er både simple, smagfulde og sæsonbestemte, så skal man virkelig overveje at besøge Fumo på Godsbanen 20.
Prisklasse: fra 125 til 159 kroner pr. pizza.
Den afslappede: Amici, Nørregade 14
Har man endnu ikke stiftet bekendtskab med den lille italienske perle Amici i Nørregade, så skal I gøre det nu.
Amici er en familiedrevet café, hvor man kan vide sig sikker på at få smagen af Italien.
Ved første øjekast kan det virke som et beskedent lille sted, men lad jer ikke narre.
Amici går nemlig op i både kvalitet, friske råvarer og autentiske italienske klassikere til ganske fornuftige priser.
Vi blev ganske overraskede over hvor gode pizzaer vi fik, og det er kan tydeligt smages, at det er ægte italiensk håndkraft, der ligger bag de lækre pizzaer.
Udover pizza serverer de også lækre pastaretter og selvfølgelig ægte italiensk gelato, som de laver fra bunden hver eneste dag.
Prisklasse: fra 79 til 119 kroner pr. pizza.
Den traditionelle: SanGiovanni, Vesterbro 46
Siden 1988 har SanGiovanni kastede pizzaer henover disken, og det gør de altså fortsat med stil den dag i dag.
Når du træder indenfor hos SanGiovanni, er der ingen tvivl om, at der her serveres både sydlandsk atmosfære og autentiske italienske specialiteter.
Og selvom menuen byder på lidt af hvert, så synes vi så absolut, at det er pizzaen der spiller den afgørende rolle.
Vi fik anbefalet en ægte klassiker: Nemlig en Prosciutto crudo e Rucola med tomat, ost, parmaskinke, marineret rucola og rigeligt høvlet parmesan til 185 kroner.
Så snart den søde tjener satte dette pragteksemplar af en pizza foran os, begyndte vores mundvand straks at løbe.
Den brandvarme skorpe, der var perfekt “brændt” rundt i hele kanten, den perfekte mængde parmesan, den marinerede rucola… Alt spillede bare.
Og så var det selvfølgelig prikken over i’et, at den blev serveret med en iskold Aperol Spritz i et skønt lokale med masser af historie og autenticitet.
Prisklasse: fra 175 til 185 kroner pr. pizza.
Besøg SanGiovannis hjemmeside her.
Den urbane: Urban Roma Pizza, Friis Streetfood
Keder man sig lidt, når det kommer til klassisk pizza, så har vi også et spændende alternativ, der skiller sig lidt ud fra pizza, som man kender det.
Hos Friis Streetfood finder du nemlig Urban Roma Pizza, hvor du kan sætte tænderne i den unikke “Scrocchiarella Pizza”.
Den består af en ekstra sprød og knasende bund, der minder mere om en luftig og sprød focaccia-dej, hvis du spørger os.
Den toppes selvfølgelig med mozzarella og ellers en bred vifte af lækre toppings.
Vi bestilte for eksempel én med både trøffelmascarpone, kartoffel og pistacienødder, og én med trøffelmascarpone, aubergine, soltørret tomat, rucola og squash, grøn pesto og mozzarella.
Er man ekstraglad for sprøde skorper, store luftbobler i dejen og et moderne twist, når det kommer til pizzatoppings, så er det her et godt sted at have i mente næste gang man har lyst til pizza.
Prisklasse: 88 kroner pr. pizza, to for 130 kroner og tre for 160 kroner.
Læs mere om Urban Roma Pizza her.
Den romantiske: Il Ristorante Fellini, Vesterå 13
Så snart vi aalborgensere hører navnet “Fellini”, så ved vi godt at der er tale om italiensk mad fra øverste hylde.
Den lille italienske perle på Vesterå 13 er muligvis Aalborgs allermest romantiske restaurant.
Med deres vintage, italienske filmplakater med filminstruktøren Frederico Fellini, der pryder de rust-orange vægge.
De levende lys, lyden af italiensk snak fra køkkenet og én af Aalborgs hyggeligste gårdhaver: De perfekte settings til en romantisk date i midtbyen.
Siden 1985 har Il Ristorante Fellini formået at perfektionere alt, hvad der kendetegner Italien. Og især deres pizzaer er en liga for sig.
Vi valgte at bestille deres legendariske “Mafiosa”-pizza, der består af tomatsauce, mozzarellaost, kapers, ansjoser, oliven og hvidløg.
Det var ingen overraskelse: Der var simpelthen ikke en finger at sætte på noget.
Skorpen var perfekt sprød, tomatsovsen var simpel og let og alle ingredienser smagte friskt og autentisk, som sad man på en restaurant i Napoli.
Har du aldrig besøgt Fellini, så kom lige afsted. NU!
Prisklasse: fra 125 til 145 kroner pr. pizza.
Besøg Il Ristorante Fellinis hjemmeside her.
Den skjulte perle: Pompeii Pizzeria, Sjællandsgade 40
Da vi spurgte vores følgere på Instagram til råds omkring legendarisk pizza i Aalborg, så var der især ét sted, der blev nævnt utallige gange.
Et sted, vi aldrig selv havde besøgt.
Nemlig det lille uformelle pizzeria Pompeii Pizzeria i Sjællandsgade.
Her blev vi mødt af det sødeste personale, der med det samme guidede os igennem deres allermest populære pizzaer på menuen.
Vi bestilte deres trøffelpizza (nr. 17) med mozzarella, babyspinat, champignon, trøffelolie og parmesan. Og deres kartoffelpizza (nr. 8) med pancetta, mozzarella, kartoffelskiver, romarin, parmesan og basilikum-olivenolie.
Er man på jagt efter en god takeaway-pizza til sofahyggen derhjemme, hvor kvaliteten er i top og prisen er i bund, så er det her man skal tage hen.
Vi fik de lækreste pizzaer med en lækker tynd bund, sprød skorpe og den perfekte mængde fyld på toppen, der smagte himmelsk.
Og så er disken, hvor pizzaerne laves, helt åben, så man vidne til det gode håndværk fra dejen strækkes ud og til den kommer ud af ovnen.
Sindssygt lækkert!
Prisklasse: fra 65 til 95 kroner pr. pizza.
Besøg Pompeii Pizzerias hjemmeside lige her.
Den luksuriøse: Vestbyens Pizza, Kastetvej 18
Et andet godt bud på ét af Aalborgs bedste pizzeriaer er Vestbyens Pizza.
Pizzeriaet ligger, som navnet afslører, i Vestbyen, mere specifikt på Kastetvej, og her får du altså også en pizza af høj kvalitet.
Der er altid garanti for en lækker sprød bund, gode råvarer, og så er der hele 23 forskellige pizzaer at vælge imellem.
Selvom Vestbyens Pizza ikke ligger i centrum, så er det så absolut vores indtryk, at folk kommer fra alle ender af byen for at pizza netop herfra.
Og det forstår vi godt, for Vestbyens Pizza er noget for sig selv.
De byder på alt fra den moderne pizza med f.eks. New zealansk lam, portobello-svampe og gorgonzola, til den klassiske og ekstra snaskede pommes frites-pizza med kebab.
Og så er priserne, taget kvaliteten i betragtning, også ret vanvittige – på den gode måde.
Vestbyens Pizza har helt sikkert noget for enhver smag.
Prisklasse: fra 85 til 115 kr. pr. pizza.
Besøg Vestbyens Pizzas hjemmeside her.
Den velkendte: Gastronomia Napolitana, John F. Kennedys Pl. 2
Midt i hjertet af Aalborg, tæt på både banegård og butikker, ligger den lille italienske perle Gastronomia Napolitana.
Denne lille italienske oase byder på den perfekte blanding af snakket og autentisk pizza.
Når man træder ind i pizzeriaets fine lokaler, så er det rent faktisk som at træde direkte ind i et lille stykke af Italien.
Men kigger man på menukortet, så finder man faktisk et hav af pizzaer af en mere nytænkende kaliber.
Nemlig med masser af originale ingredienser, såsom squash, laks, feta, trøffelsauce og broccoli.
Ingredienser, man nok ikke lige umiddelbart forbinder med klassiske italienske pizzaer.
Men! De smager virkelig godt.
Og så bliver beliggendeheden simpelthen ikke bedre, uanset om du skal med toget, med bussen i biografen eller blot på en shoppetur i Aalborg centrum.
Prisklasse: Fra 80 til 100 kr. pr. pizza.
Besøg Gastronomia Napolitanas hjemmeside her.
Den populære: Azzurra, Nordkraft
Sidste levende billede i vores guide kommer fra et superpopulært pizzeria i Aalborg.
Nemlig Azzurra, der med deres italienske og autentiske specialiteter, har gjort sig ganske uundværlige i byen.
Azzurra er flere år i træk blevet kåret til at have Aalborgs bedste pizza, og det er der god grund til.
Med der rustikke skorpe, friske ingredienser og ægte italienske håndværk, smager deres pizzaer nemlig vanvittigt.
Vi bestilte en Ventricina med tomat, ost ventricina, kartofler og hvidløg, og en Grigliata med tomat, ost, grillet squash, aubergine, peberfrugt og pesto.
Dommen var klar fra første bid: Helt igennem geniale pizzaer.
Er man til den lidt brændte, rustikke skorpe, masser af fyld på toppen og en gennemsmagende.
Prisklasse: Fra 139 til 149 kr. pr. pizza.
Besøg Azzurras hjemmeside lige her.
Har vi overset en pizzafavorit? Så del den gerne med os i kommentarfeltet på Facebook.