Den ultimative guide: Her er Aalborgs bedste burgerbarer

Nogle år inden corona-epidemien kom til Danmark, blev vi her i Aalborg ramt af en anden epidemi, der også spredte sig som en steppebrand.
Der er naturligvis tale om burger-epidemien, hvor den ene burgerbar efter den anden væltede frem i løbet af ganske kort tid.
Og gud ske tak og lov for det.
For niveauet er hævet betragteligt i Aalborg, og det er – for det meste – slut med kedelige frysebøffer, en sløj Iceberg-salat, en fantasiløs burgerdressing fra tube og en burgerbolle så tør, at man nødt til at skylle det hele ned med minimum en halv liter cola.
Denne guide er dedikeret til burgerbarerne i byen, der har specialiseret sig i kun at servere frisklavede burgere til folket.
NB: Burgerbarerne er opstillet i alfabetisk rækkefølge, vi har selv betalt for maden, og INGEN af burgerbarerne har betalt for at være med i guiden.
Burger Beast, Reberbansgade 13A
En af de nyeste trends inden for den ædle kunst at lave en god burger er den såkaldt “smashburger-teknik”.
Her presser man kødet direkte mod en glohed pande, som efter sigende skulle give en knasende sprød stegeskorpe og samtidig forhindre, at saft og og kraft løber ud på panden.
I stedet bliver bøffen stegt i sin eget fedt, og dét skulle give en helt særlig smagsoplevelse.
Burger Beast, der holder til i Reberbansgade, er de første i Aalborg, der laver burgere efter dette princip. Men er det så galt eller genialt?
Vi hælder helt klart mest til det sidste. Det er en ganske habil burger, du får i hænderne på Burger Beast.
Kødet er supermørt, og bøffen har virkelig en markant og smagfuld stegeskorpe.

Tesen om at smashburger-teknikken giver en saftigere bøf kan vi godt skrive under på, for hold da min serviet, det var en greasy omgang.
Det er måske ikke Smash Burger, du skal vælge til din første date, men hvis du har nok servietter i hånden, så er det en særdeles fin smagsoplevelse.
Derudover er Smash Burger det perfekte sted at people watche de mange mennesker i Reberbansgade, der skal have noget i skrutten.
Fritterne var ikke de mest spændende, vi oplevede på denne Tour de Burger, men det blev opvejet af en masse hjemmelavede dips – bl.a. hvidløg, estragon og trøffel.
Der er masser af siddepladser at vælge imellem, men du kan naturligvis også bestille burgeren to-go.

Burger BOOM, Vesterbro 68
Da Burger BOOM slog dørene op på Vesterbro tilbage i 2017, blev netop denne burgerbar meget hurtigt én af vores personlige favoritter.
Dette gjorde sig også gældende for vores læsere, der til Aalborg Awards 2019 kårede dem som Byens Bedste Burger.
I forbindelse med denne burger-guide vil vi dog godt indrømme, at det var et godt stykke tid siden, at vi sidst havde aflagt Burger Boom et besøg. Derfor var det også på sin plads, at vi lige lavede et kvalitetstjek på ny.

Lokalerne ligner sig selv på Vesterbro, hvor alt er ret rustikt og uden, at der er gjort noget særligt ud af indretningen.
Menuen lignede også sig selv, udover at par frit-varianter var streget ud, og vi besluttede os hurtigt for en Cheeseburger-frokostmenu, der til en pris på kun 79 kr. er til at overkomme for de fleste.
Hos Burger Boom er kødet i centrum, hvilket blandt andet betyder, at det 100 % kødkvæg indeholdende skovkvæg fra National park Mols Bjerge. Derudover er grøntsagerne økologiske og uden tilsætningsstoffer.
Derudover kan man lige fremhæve det nok vigtigste hos Burger Boom: Der er altid gratis dip!
Efter at have siddet i duften af smørstegt brød kød og smeltet ost fik vi “endelig” burgerne serveret. Førstehåndsindtrykket er som altid: Ret simpelt, og uden den hedder store wauw-faktor.

Det samme kan man ikke sige, når man tager den første bid.
Her vinder Burger Boom nemlig stort på enkel velsmag, og de er hverken blevet værre eller bedre siden vores sidste besøg – heldigvis!
I Boom’s burger er det til tider lidt ligegyldige iceberg-salat udskiftet med en god håndfuld pickles, rødløg og dressing. Nice move!

Derudover har vi heller ingen klager til fritterne, der har den helt perfekte (massive) mængde af krydderier og friske krydderurter – og dip ad libitum.
Burger Lovers, Østerågade 18a
I Burger Shacks gamle lokaler i Østerågade åbnede en helt ny burgerbar i december 2024.
Menuen holdes helt simpel med klassikere som hamburger, cheeseburger, kyllingeburger og en vegansk burger.
Fælles for dem alle var, at det er ganske udmærkede burgere, men det er intet udover det sædvanlige.

Bøffen i Bacon Cheese Lover var virkelig lækker saftig, præcis som de reklamerede med, og husets dressing gav en super lækkert smag til burgeren. Men derudover mindede den sammen med pomfritterne toppet med timian lidt som noget, man havde smagt før.
Det samme kan man sige om både Crispy Chicken Lover og Vegan Lover. Ganske fine burgere, men desværre ikke noget, der væltede os ned af stolene.
Men okay, det behøver det naturligvis heller ikke altid være. Nogle gange vil man bare gerne have en burger med en god, saftig bøf, og det kan de i hvert fald sagtens levere hos Burger Lover.
Du kan læse hele vores test her.
Grillen Burgerbar, Ved Stranden 1
Med hele to diplomer, to år i træk, kan Grillen Burgerbar bryste sig af at servere Byens Bedste Burger.
Da Grillen åbnede i Østerågade tilbage i 2017 skilte de sig blandt andet ud ved at åbne i kæmpe lokaler – modsat deres konkurrenter, der valgte mere beskedne og rustikke lokaler.
Hos Grillen Burgerbar træder du ind i en decideret restaurant med flotte træborde, detaljerig indretning og fuld fokus på den gode service fra det søde personale.

Derudover serverer de altså også bare en stabil burger. Dét må man give dem.
Hos Grillen Burgerbar har vi faktisk altid oplevet et forventeligt niveau, der aldrig hverken er bedre eller værre end sidst, man var forbi – og det er godt.
Da vi skulle lave denne guide, bestilte vi to sikre vindere: En Fully Loaded (cheeseburger med karamelliserede løg, bacon. pickles og mayo) og en Bearnaise Bastard (cheeseburger med bacon, ristede løg, pickles, bearnaise-sauce og mayo).
De slår nemlig aldrig fejl.

Som det ses på billederne, spares der ikke på råvarerne.
Især de guddommelige (hjemmelavede) pickles fortjener en hyldest, og det smages altså tydeligt, at det er burgere lavet af dygtige kokke.
Bøffen er (medmindre andet ønskes) stegt medium, så den har masser af saft og kraft. Osten lægger sig altid som en fløjlsblød, smeltet masse hen over den. Derudover er der altid skruet godt op for dressingen … og dét klager vi altså ikke over.