Aalborgs tøjbutikker guider: Her er forårets største modetrends

Hvis du er ramt af tøjkrise hver morgen eller måske er lidt stilforvirret, så er hjælpen nær.
Vi har nemlig besøgt nogle af Aalborgs tøjbutikker for at blive klogere på forårets største modetrends.
For hvad trender på modefronten lige for tiden? Og hvad bliver mon det næste store hit til foråret?
Det kan du få svar på lige her:
Weekday
Hvad trender lige nu?
Da vi spurgte Weekday, hvad deres største trend er netop nu, blev der i kor sagt “Scuba hættetrøjerne!”
En lidt “boxy” hættetrøje, som både fås med og uden lynlås, og som utroligt mange kunder kommer ind og efterspørger.
De fås både med og uden lynlås og i forskellige basisfarver. Og så er de unisex, og findes i både herre- og dameafdelingen.

Hos Weekday oplever de, at mange trends bliver skabt via sociale medier såsom TikTok og Instagram.
Et eksempel på det er, at Pernille Rosendahl på de sociale medier har udtalt, at hun kun går i “Astro Jeans” fra Weekday.
Det har skabt en kæmpe efterspørgsel på Weekdays Astro-bukser og har også gjort, at der pludselig er begyndt at komme en hel del flere midaldrende kvinder i butikken, fordi de gerne vil have “Pernille Rosendahl-bukserne”.
Faktisk er de populære Astro Jeans unisex, men findes kun nede i herreafdelingen. Så hvis man som kvinde er gået forgæves på jagt efter dem, er det altså fordi, man skal ned i underetagen og lede.

Herudover er Weekdays accessories også altid et kæmpe hit hos kunderne – både bælter, tasker, solbriller og smykker.
Hvad bliver det næste store hit til foråret?
Hos Weekday tror de, at 10’er vibes er noget af det, som vi får at se i bylivet til foråret. Det kan for eksempel ses på flere af deres nye toppe, tasker og bælter, som har huller, nitter og snore.
Det tager os tilbage til Britney Spears eller Christina Aguilera i 10’erne, og hvem vil ikke gerne ligne dem?

Herudover er den velkendte trenchcoat et item, som bare ser ud til at være en evig trend. En simpel, tidløs og stilet jakke, som er perfekt at gå ind i foråret med.

Hvad er dit eget yndlingsitem i butikken?
Det er ikke nemt for butikkerne at udvælge én specifik favorit. Men efter lidt tænketid, nævnte personalet en specifik oversized blåstribet skjorte.
Et perfekt item at gå ind i foråret med, som kan styles på mange forskellige måder. Et godt bud kunne være at style dem med deres Astroshorts, med et low waist bælte udenpå skjorten. Så er man altså klar til foråret.

Envii
Hvad trender lige nu?
Hos Envii er det især de sportslige elementer, der trender. Det ses blandt andet i de populære pudderlyserøde slå-om-trøjer, som tydeligt er inspireret af balletten.

Herudover er poloen en kæmpe trend for tiden, og den ser altså ud til at være kommet for at blive. Den har været at finde i alle butikkerne i guiden – i forskellige afskygninger selvfølgelig.
I Envii ses den i forskellige farvekombinationer og med både smalle og brede striber – en ret god kombination, da striber desuden også er noget der trender for tiden.

Hvad bliver det næste store hit til foråret?
Envii’s bud på noget, der kunne blive et hit her i foråret, er deres grå habit-sæt.
Det består af lange “bermuda-shorts” og en matchende habitvest. Shortsene er i sig selv lidt store og maskuline og går derfor perfekt sammen med den figursyede habitvest for at skabe god balance i outfittet.
Det er et afslappet, behageligt og komfortabelt sæt, som stadig ser virkelig tjekket ud. Og prikken over i’et ville være at parre det med et par fede biker-boots og måske en sjov og spraglet taske, nævner personalet hos Envii.

Herudover er deres solbriller også en bestseller her i foråret, hvor solen endelig begynder at titte frem. Det er det populære mærke A. Kjærbede, som har en masse forskellige fede varianter – den perfekte festivalsbrille og så til kun 200 kr.

Hvad er dit eget yndlingsitem i butikken?
Personalet i Envii var ikke i tvivl, da vi spurgte om netop dette spørgsmål. De gik uden tøven direkte imod en meget flot oversized trenchcoat – og det forstår vi altså godt.
En virkelig pæn og simpel a-formet jakke, som kan bruges igen og igen, sæson efter sæson. Den er tidløs, og så kan den endda både fås i grå (med et grønt skær) og i beige.

Personalet havde dog også lige en anden favorit, som vi skulle se – netop deres stribede sæt. Man kan vælge mellem bukser eller nederdel – eller selvfølgelig nuppe begge dele, hvis man ikke kan vælge.
Det er lidt pyjamas-agtigt (og føles lige sådan at have på), men har samtidig figur, og kan derfor dresses både op og ned.
Det kunne være fedt med en hvid skjorte eller en simpel oversized t-shirt. Og så kan det selvfølgelig både bruges sammen eller hver for sig.

Message
Hvad trender lige nu?
Hos Message er der ingen tvivl om, at denim er en sikker vinder blandt kunderne. Det gælder især baggy jeans og skjorter.
Deres denimsæt med bukser og tilhørende skjorte har været et kæmpe hit, og især deres nyere figursyede sæt med detaljer trender for tiden.

En anden stor trend er nederdele udover bukserne. En trend, der nok deler vandene, men som altså efterhånden har været populært i et godt stykke tid.
Og hos Message er det altså en mulighed at købe ovenstående i en sammensyet model. Meget simpel og klassisk, samtidig med at man nok godt kan kalde det et statement-piece.

Hvad bliver det næste store hit til foråret?
Hos Message er deres bud, at et af forårets store hits bliver broderi i alle afskygninger. Både på bukser, kjoler og skjorter. Generelt bliver der mere fokus på fine detaljer.
Herudover spår de, at 70’er boho-vibes er tilbage, og at suites og sæt bliver en bestseller. Især de skoleuniform-inspirerede nederdele er et hit – især når de parres med en matchende blazer.

Hvad er dit eget yndlingsitem i butikken?
En af de klare favoritter blandt personalet i Message er deres lange “bermuda” shorts – noget der desuden uden tvivl også bliver en kæmpe trend i foråret og sommeren.
De findes i denim, men hos Message også i polyester med en masse detaljer på – og hertil også en matchende vest som overdel. Det perfekte outfit med et par høje støvler til.
Og hvis det stadig er lidt for koldt med bare ben, trods den ekstra længde i shortsene, ville det absolut ikke gøre noget dårligt for outfittet med et par strømpebukser under, mener personalet hos Message.

LOFT by Loftet
Hvad trender lige nu?
Hos Loftet er det især det sporty, der trender for tiden. Især fodboldtrøjer er et hit, og lige for tiden er deres fodboldtrøje med collab mellem Rotate og DBU et stort hit.
Den kunne for eksempel parres med en blonde-nederdel og en stillet for netop at blande det lidt oversized og sporty med noget feminint. Noget, der tydeligvis går igen og igen. Og så er det altså bare et perfekt sommer-outfit.
Herudover er en tydelig trend for tiden smalle sneakers. Et godt bud på dem kunne være den populære “Speedcat sko” fra Puma.

Hvad bliver det næste store hit til foråret?
Her nævner Loftet også de velkendte lange Bermuda-shorts i denim. Noget der altså bare tydeligvis er det store nye hit her til foråret og sommeren.
Personalet mener også, at det kunne være fedt at sammensætte dem med noget street – for eksempel deres lækre grå tætsiddende strik med hætte.
Den kunne netop se fed ud med de baggy bermuda shorts, fordi den er tætsiddende. Derudover er den vanvittigt blød og virkelig af lækker kvalitet. Det perfekte festivaloutfit.

Herudover er læderloafers altså også bare en trend, der er blevet super populær – og den får vi nok især at se her i foråret, nu vi endelig er begyndt at smide vinterstøvlerne.
De kan fås i mange farver og med fine detaljer, hvilket er helt perfekt til foråret. De er lidt mere spranglede, og det er fedt, at der sker lidt mere end de helt klassiske sorte, mener de hos Loftet.

Hvad er dit eget yndlingsitem i butikken?
Ligesom ved de andre butikker, vi besøgte, er det ikke nemt at vælge kun en favorit. Derfor måtte personalet hos Loftet altså lige vise os tre. Og det forstår vi godt, så det skulle de selvfølgelig have lov til.
Den første er disse Adidas bukser. Faktisk alle adidas bukser generelt – alle former, farver og styles. De er nemlig bare vildt lækre og komfortable at have på, samtidig med at de ser fede ud. Perfekte til sommer med en hvid t-shirt og en klipklap.

Herudover er personalet helt vilde med ternede skjorter. De er bare altid en sikker vinder – især med et par baggy jeans til. Endnu engang et komfortabelt outfit, som samtidig ser fedt ud.
Og sidst men ikke mindst er camouflagejakker et hit hos personalet i Loftet. For eksempel denne fra Carhart, som jo egentlig bare taler for sig selv.

Gina Tricot
Hvad trender lige nu?
Hos Gina Tricot vil de gerne være de første på beatet, når det kommer til trends – de skifter nemlig kampagne hver anden uge, og er derfor meget opmærksomme på nye trends.
Og lige nu er der ingen tvivl om, at det er det sporty og klassiske, der trender.
Det viser sig for eksempel i de populære poloer med striber i mange forskellige afskygninger. De er både sporty og klassiske, kan styles på mange forskellige måder, og ser altså bare super cool ud.

Herudover er der forårsjakken med fløjlskrave. De ældre damer kalder den for købmandsfrakken, hvilket nok vidner om, at den har været populær i et godt stykke tid, og at det er en trend, der ikke lige umiddelbart har planer om at dø.
En tidløs jakke, som er perfekt at gå ind i foråret med.

Et andet bud på noget, der trender lige pt., er fold up jeans. Faktisk ikke bare jeans, men også shorts og nederdele – gerne med meget vidde forneden, så det giver et baggy look.
Og så er denim også en evig trend, der bare fortsætter år efter år. Især denim on denim er populært.
Hvad bliver det næste store hit til foråret?
Hos Gina Tricot tror de, at det næste store hit bliver en blanding af boheme og country.
Og en genganger: det feminine blandet med det rå. Det kunne for eksempel være noget råt som et par baggy jeans sammensat med noget broderet, nogle blonder eller for eksempel et blomsterprint.

Måske kender I til de populære charms, som blandt andet Gucci er kendt for. Og nu er Gina Tricot altså også med på beatet, men til en lidt mere overkommelig pris.
Hvis du ikke er bekendt med charm-fænomenet endnu, er det altså et lille vedhæng, som du kan dekorere din taske med eller placere i for eksempel dit bælte eller nøglering.

Hvad er dit eget yndlingsitem i butikken?
Hos Gina Tricot har personalet to klare favoritter i butikken.
Det ene er deres trompetbukser – også kendt som 90’er buksen. De er bare en bestseller og har den fine detalje med knapper på baglommerne.

En anden klar favorit hos Gina Tricot’s personale er biker jakken. Den er rå og ser lidt forvasket. Derfor ville den især passe godt sammen med en blomstret og feminin kjole til foråret – igen for at blande det rå og det feminine.

Vero Moda
Hvad trender lige nu?
I Vero Moda er det sportslige element også en tydelig trend lige for tiden. Det tennis-inspirerede er super populært og hitter især her i foråret.
Specielt deres korte nederdele, som også er lidt high school-inspirerede og deres strik-vest er noget, der trender for tiden.

Vero Moda nævner også polotrøjer som en tydelig trend for tiden, og så er denim altså bare en evig bestseller hos Vero Moda, og det gælder både jeans, skjorter og kjoler.
Herudover er oversized skjorter en klar bestseller for tiden. De kan både bruges åbne og lukkede og giver et lidt maskulint look. Her nævner personlaet hos Vero Moda, at det derfor kunne være oplagt at parre dem med noget mere feminint.

Hvad bliver det næste store hit til foråret?
Vi trænger alle til nogle farver efter en lang og mørk vinter. Derfor er der kommet en masse fede farver ind i butikken her til foråret. Især pastelfarver bliver helt sikkert et hit i foråret.
Herudover er gul og grøn meget populært lige nu og ser ud til at fortsætte.
Lyse bukser og generelt lyse og glade farver er det nye store hit til foråret, mener personalet hos Vero Moda.

Korte trenchcoats er også super populære og bliver nok ikke en mindre populære nu, hvor graderne begynder at blive tocifrede. Der er flere forskellige valgmuligheder hos Vero Moda, men en af de mest populære er denne smarte grønne korte trenchcoat – perfekt til foråret.

Hvad er dit eget yndlingsitem i butikken?
Hos Vero Moda er en af favoritterne deres mange skjorter – specielt denimskjorterne.
Deres trenchcoats er også en klar favorit, men bedst af alt er nok deres wide pants.
Altså alle deres bukser med vidde i bunden. De er super fede, men vigtigst af alt samtidigt super komfortable.

Efter vores besøg i de mange modebutikker, må vores endelige konstatering altså være, at især bermuda-shorts, denim og polo-trøjer er en kæmpe trend her i foråret.
Men den største trend af dem alle, er nok kombinationen af det feminine og det maskuline – noget der har været tydeligt i alle de butikker, som vi har besøgt.