Nyhedsbrev

Artikler med:

Nyeste artikler

Menneskene bag krydset: Her er dine lokale folketingskandidater

Foto: Daniel Brandt
Foto: Daniel Brandt

På tirsdag den 24. marts går danskerne til folketingsvalg – og i Nordjylland alene er der mere end 80 navne på stemmesedlen.

Men hvem er egentlig menneskene bag navnene?

For mange af os er det ikke kun et spørgsmål om parti og politik, men også om personerne bag.

MigogAalborg har derfor inviteret samtlige kandidater i den nordjyske storkreds til at svare på en række ens spørgsmål – både om deres politiske holdninger og deres personlige tilknytning til Aalborg og Nordjylland.

Vi har spurgt om følgende:

Hvor kommer du fra?(By):
Alder:
Civilstand:
Faglig/karrieremæssig baggrund:

Hvorfor stiller du op til Folketinget?
Hvad holder du allermest af ved Aalborg og Nordjylland?
Hvilken lokal begivenhed eller tradition glæder du dig særligt til?
Hvad mener du, der mangler i Aalborg i dag?
Hvad vil du sætte fokus på politisk, som har relevans for borgerne i Aalborg?
Hvad tænker du om drikkevandet i Aalborg?
Hvad skal der gøres for at Aalborg kan få rent vand i hanerne, og hvem skal betale for det?
Er der andre politiske sager, man skal være opmærksom på, hvis man er borger i Aalborg?
Hvorfor skal aalborgenserne sætte sit kryds ved dig?

Kandidaterne har haft lidt over en uge til at svare, og herunder kan du møde alle dem, der har sendt deres svar inden vores deadline.

Formålet er enkelt: At give dig et bedre indblik i de mennesker, du kan sætte dit kryds ved.

Partierne er listet i samme rækkefølge som på Folketingets hjemmeside, og kandidaterne under hvert parti står i vilkårlig rækkefølge.

Du kan enten scrolle dig igennem samtlige 53 svar – eller trykke dig rundt via indholdsfortegnelsen herunder.

Vi håber, artiklen kan gøre dig lidt klogere på, hvem der skal have dit kryds.

Rigtig god valgkamp.

Socialdemokratiet

Navn: Per Husted

Parti: Socialdemokratiet 

Hvor kommer du fra?(By): Hadsund

Alder: 59

Civilstand: Gift

Faglig/karrieremæssig baggrund: Folketingsmedlem, selvstændig.

Menneskene bag krydset: Her er dine lokale folketingskandidater
Per Husted

Hvorfor stiller du op til Folketinget?

Som de fleste vil jeg gerne gøre en forskel, så det er nok standard svar. Jeg mener jeg med min praktiske erfaring som selvstændig, gymnasielærer, erhvervschef, familiefar og engageret borger har noget at bidrage med.

Jeg er mere til resultater og handlinger end snak og paroler.   

Hvad holder du allermest af ved Aalborg og Nordjylland?

Jeg holder mest af de mennesker, som er her. Der er utroligt mange dygtige og engagerede på alle niveauer.

Jeg synes især, at der er mange, som yder en stor frivillig indsats i foreninger og de gør en kæmpe forskel. Og så har jeg selv rødder i iværksætteri og jeg har nydt at samarbejde med de mange dygtige iværksættere, som der er i Aalborg i den tid, som jeg har været medlem af Folketinget. 

Hvilken lokal begivenhed eller tradition glæder du dig særligt til?

Jeg er meget interesseret i sport. Jeg synes det er fantastisk at deltage i store og små sportsarrangementer. Her er der dog nogle, som skuffer mig. Se andet sted!!    

Hvad mener du, der mangler i Aalborg i dag?

Et superliga hold. AaB tag jer sammen!!!

Hvad vil du sætte fokus på politisk, som har relevans for borgerne i Aalborg?

Jeg har i Folketinget bl.a. arbejdet med kunstig intelligens, innovation, digitalisering, erhverv og grøn omstilling.

Her har jeg haft tæt samarbejde både med erhvervslivet og Universitet i Aalborg. Det vil jeg gerne fortsætte med, og da det er styrkeområder i Aalborg og Nordjylland, så kan min indsats, indsigt og netværk være med til at skabe udvikling og arbejdspladser.  

Hvad tænker du om drikkevandet i Aalborg? 

Det er ærgerligt, og vi skal finde løsninger. Der er ikke vandforbrugerne i Aalborg, som har forurenet vandet, så det er ikke fair, at de skal betale hele regningen. Så det er en bundet opgave for nordjyske folketingsmedlemmer at bringe det ind på Christiansborg og medvirke til at finde løsninger. 

Hvad skal der gøres for at Aalborg kan få rent vand i hanerne, og hvem skal betale for det?

Hvad der skal gøres vil jeg overlade til dem, som har forstand på det. Men regningen må det være forureneren og os alle sammen i fællesskab, som skal betale.

Er der andre politiske sager, man skal være opmærksom på, hvis man er borger i Aalborg?

Mange områder omkring Aalborg lider med befolkningsfraflytning, butikslukninger osv..

Det er vigtigt at huske, at Aalborg kun er stærk, hvis der samtidig er et stærkt opland med borgere, som bruger Aalborg som vores storby. Aalborg er kun stærk, hvis oplandet også er stærkt og udvikles.  

Hvorfor skal aalborgenserne sætte sit kryds ved dig?

Det skal de, hvis de ønsker et nordjysk folketingsmedlem med et hjerte for de dårligst stillede, men samtidig en kandidat, som arbejder hårdt for at skabe økonomien til, at vi får råd til velfærden.

Så arbejdsdelingen er, at jeg bruger min erhvervserfaring til at skabe rammer for nye arbejdspladser og udvikling, mens andre af mine kolleger har fokus på at skabe verdens bedste rammer i vores fantastiske velfærdssamfund.

Jeg arbejder efter, at erhvervslivet er midlet til det vigtigste mål at have et samfund i balance, hvor der er plads til alle og velfærd ikke er noget vi bare snakker om, men noget, som vi kan mærke i hverdagen.    


Navn: Thomas Klimek

Parti: Socialdemokratiet

Hvor kommer du fra? (By): Hjørring

Alder: 49

Civilstand: Gift

Faglig/karrieremæssig baggrund: Erhvervsuddannelse (1998), læreruddannelse (2007) Arbejder som koordinator.

Menneskene bag krydset: Her er dine lokale folketingskandidater
Thomas Klimek

Hvorfor stiller du op til Folketinget?

Ja, hvorfor forlade arbejdsmarkedet efter 30 år og stille op til Folketinget? Hvis du ligesom mig heller aldrig har prøvet at leve af politik, så ville du nok også stille dig selv dét spørgsmål. Er det en god idé?

Jeg startede i lære i 1996 og har erfaring fra den private og offentlige sektor i Danmark.

Det LOKALE er mit politiske brændstof – med nysgerrigt udsyn til den store verden

Jeg stiller op for den egn, hvor jeg bor og lever. Jeg kender Nordjylland – uanset om det er Vendsyssel, Aalborg, Himmerland eller Thy.

Udover min erhvervserfaring er min ballast små ti år som lokalpolitiker, hvor jeg har fået indblik i, hvor de nordjyske kommuners muligheder og udfordringer er.

Hvad holder du allermest af ved Aalborg og Nordjylland?

At vi både har den pulserende og fede storby ved fjorden og samtidig den rå, upolerede natur vores landsdel, hvor man som menneske bliver mindet om, at der større kræfter på spil.

Hvilken lokal begivenhed eller tradition glæder du dig særligt til?

En kold fadøl i forårssolen på Østerågade.

Hvad mener du, der mangler i Aalborg i dag?

Jeg synes, at Aalborg kan virkelig mange ting, men en flerdages musikfestival som f.eks. Tinderbox (Odense) kunne være fedt – og så mangler Superligaen jo en traditionsklub som AaB, så gerne en snarlig oprykning til AaB.

Hvad vil du sætte fokus på politisk, som har relevans for borgerne i Aalborg? 

Aalborgs potentiale som storby i Norden er godt i vej og skal understøttes.

Jeg bakker varmt op om ambitionen om Aalborg som europæisk kulturhovedstad.

Og så skal der endnu mere fart på Aalborg som kraftcenter for viden, innovation og iværksætteri.

I den mere alvorlige afdeling skal vi sikre, at regningen for rent drikkevand ikke ender hos borgerne i Aalborg, men at staten tager ansvar.

Hvad tænker du om drikkevandet i Aalborg? 

Det er selvsagt dybt bekymrende, og der skal handles på det.

Hvad skal der gøres for at Aalborg kan få rent vand i hanerne, og hvem skal betale for det?

Situationen er meget alvorlig, og så stor en udfordring kan ikke alene være en kommunal opgave, men skal løses nationalt.

Er der andre politiske sager, man skal være opmærksom på, hvis man er borger i Aalborg?

Ja, Aalborg har altid været en spændende by, fordi byen rummer mange sociale lag og forskellige mennesker. Det giver liv og gør Aalborg interessant.

Derfor er det også vigtigt, at man kan finde en ordentlig bolig i og omkring byen, som er til at betale uden, at man skal være særligt velhavende.

Vi skal ikke ende som København, hvor bymidten kun er for meget velhavende mennesker eller lejligheder er til ferieudlejning.

Sporene skræmmer fra andre europæiske byer og hovedstaden. 

Hvorfor skal aalborgenserne sætte sit kryds ved dig?

Fordi jeg bor og lever her i Nordjylland, og jeg kender Aalborg og Nordjylland rigtig godt. Jeg har et ok blik for, hvad Aalborg og Nordjyllands potentialer, men også udfordringer er.


Navn: Morten Ryom

Parti: Socialdemokratiet

Hvor kommer du fra?(By): Ellidshøj

Alder: 34

Civilstand: Gift

Faglig/karrieremæssig baggrund: Uddannet Betonarbejder, Arbejder i dag som faglig Sekretær i 3F Aalborg. 

Menneskene bag krydset: Her er dine lokale folketingskandidater
Morten Ryom

Hvorfor stiller du op til Folketinget?

Jeg stiller op til folketingsvalget fordi politik skal hænge sammen med virkeligheden udenfor Christiansborg.

Jeg har arbejdet med hænderne, stået tidligt op og kender værdien af et ordentligt løn- og arbejdsliv og trygheden i en værdig pernsion. 

Jeg er opvokset og bor udenfor Aalborg så jeg ved hvor meget arbejde, skole og foreninger betyder for os i lokalsamfundet omkring Aalborg. 

Hvad holder du allermest af ved Aalborg og Nordjylland?

Naturen og folket.

Jeg elsker at være ude i den nordjyske natur hvad end det er Rold Skov eller ude ved havet.

Og så er vi nordjyder bare et særligt folkefærd – det fællesskab vi har, og den venlighed og respekt vi møder hinanden med, synes jeg, er ret enestående. 

Hvilken lokal begivenhed eller tradition glæder du dig særligt til?

Personligt elsker jeg 1. maj i Kildeparken. og så glæder jeg mig også til hver gang Tall Ships Races kommer til byen – de flotte både og alt det liv på havnen, synes jeg, viser Aalborg fra sin bedste side. 

Hvad mener du, der mangler i Aalborg i dag?

Politisk prioritering. Alt for længe har Aalborg og Nordjylland stået bagerst i køen når det kommer til penge til kultur, sundhed osv. 

Vi har det hele, men vi kunne have meget mere af det, hvis ikke vi fra national side var underprioriteret. 

Hvad vil du sætte fokus på politisk, som har relevans for borgerne i Aalborg? 

Se forrige spørgsmål, vi lægger måske ikke så meget mærke til det, fordi vi er forvænte, men en reel omfordeling og prioritering af Aalborg og Nordjylland ville reelt kunne mærkes. 

Hvad tænker du om drikkevandet i Aalborg? 
Det er kritisabelt, og det skal være meget bedre. Vi skal simpelthen ikke have så høje niveauer af nitrat og pesticider i vores vand. 

Hvad skal der gøres for at Aalborg kan få rent vand i hanerne, og hvem skal betale for det?
Det skal renses, og vi skal kigge på et sprøjteforbud.

Staten vil nok ende med at betale størstedelen. 

Jeg sidder selv i bestyrelsen for vandværket i Ellidshøj, og vi ville aldrig kunne opnå økonomi til at rense vandet selv så staten skal ind over. 

Hvorfor skal aalborgenserne sætte sit kryds ved dig?

Jeg er opvokset først lidt uden for Bislev og så senere i Lindholm i Nørresundby.

Jeg har både boet og gået i byen i Aalborg, og bor i kommunen i Ellidshøj.

Jeg er en oprigtig lokal kandidat, som vil være en stærk nordjysk, og ikke mindst aalborgensisk stemme i Folketinget.


Navn: Ane Halsboe-Jørgensen

Parti: Socialdemokratiet

Hvor kommer du fra?(By): Fjerritslev

Alder: 42

Civilstand: Gift med Peter. Mor til Anna og Knud.

Faglig/karrieremæssig baggrund: Skatteminister

Menneskene bag krydset: Her er dine lokale folketingskandidater
Ane Halsboe-Jørgensen

Hvorfor stiller du op til Folketinget?

Fordi jeg ønsker mig et Danmark, hvor alle børn får en fair chance, og hvor vi har stærke nordjyske arbejdspladser og uddannelser.

Jeg ønsker mig et Nordjylland, hvor man kan leve og bo – med de vigtige ting tæt på. 

Min vigtigste drivkraft i politik er at bekæmpe ulighed og sikre, at vi har alle med. Det gælder både geografisk ulighed mellem vores landsdele og ulighed på det menneskelige plan.

Hvad holder du allermest af ved Aalborg og Nordjylland?

I Nordjylland står vi sammen. Vi ved, at tingene ikke kommer af sig selv. Derfor kæmper alle i fællesskab om at udvikle vores lokalsamfund og fællesskaber.

Og så kommer vi ikke udenom vores fantastiske natur.

Der findes for mig ikke noget bedre åndehul end at komme ud til Vesterhavet og blive blæst helt igennem.

Hvilken lokal begivenhed eller tradition glæder du dig særligt til?

Jeg glæder mig hvert år til de mange gode snakker og oplevelser, man får på Hjallerup Marked.

Hvad mener du, der mangler i Aalborg i dag?

Aalborg har været igennem en fantastisk udvikling de seneste år.

Vi har gode boliger, et stærkt kulturliv og et universitet i verdensklasse, som er med til at drive hele Nordjylland frem.

Men hvis jeg skal sætte fingeren på en konkret ting, jeg har arbejdet for politisk, men som ikke er lykkes endnu, så er det, at give Aalborg Teater nogle bedre rammer.

Hvad vil du sætte fokus på politisk, som har relevans for borgerne i Aalborg? 

Rent drikkevand. Den allervigtigste opgave, der venter Folketinget, når det samles igen efter valget, er at sikre aalborgenserne rent drikkevand.

Hvad tænker du om drikkevandet i Aalborg? 

I Aalborg og alle andre steder i Danmark, skal man trygt kunne drikke vandet fra hanen.

Den bekymring, som mange har i dag, skal selvfølgelig fjernes. 

Hvad skal der gøres for at Aalborg kan få rent vand i hanerne, og hvem skal betale for det?

Jeg og Socialdemokratiet går til valg på at indføre et sprøjteforbud omkring vores drikkevand, en lavere grænse for nitrat i vandet, og at vi betaler for rensningen af vandet ved at tage penge fra landbrugsstøtten, så det er forureneren, der betaler – og ikke indbyggerne i Aalborg.

Er der andre politiske sager, man skal være opmærksom på, hvis man er borger i Aalborg?

Aalborg er en dejlig by med gode fællesskaber, stærke uddannelser og visionære virksomheder. Det skal vi bevare.

Derfor skal vi styrke iværksætterne, gøre det nemmere at være frivillig i vores foreninger og sikre, at Aalborg også i fremtiden er en stærk studieby. 

Hvorfor skal aalborgenserne sætte sit kryds ved dig?

Jeg kæmper for et Nordjylland og et Danmark, hvor alle er med. Hvor vi styrker det, vi er fælles om og giver alle børn en fair chance.

Et land hvor vi passer på drikkevandet, naturen og miljøet. Og hvor vi står stærkt overfor resten af verden i en usikker tid.


Navn: Kiki Bille Bach

Parti: Socialdemokratiet

Hvor kommer du fra (by): Aabybro

Alder: 38

Civilstand: Gift

Faglig/karrieremæssig baggrund: Folkeskolelærer

Menneskene bag krydset: Her er dine lokale folketingskandidater
Kiki Bille Bach

Hvorfor stiller du op til Folketinget?

Jeg stiller op, fordi jeg vil være en stærk nordjysk stemme på Christiansborg.

Som folkeskolelærer og med næsten 10 års erfaring fra kommunalpolitik har jeg arbejdet tæt på mennesker og set, hvor vigtig vores velfærd er i hverdagen.

Jeg vil kæmpe for gode skoler, tryg ældrepleje og et sundhedsvæsen tæt på borgerne – også i Nordjylland.

Hvad holder du allermest af ved Aalborg og Nordjylland?

Jeg holder af fællesskabet og jordnærheden.

Her hjælper vi hinanden, og der er kort fra ord til handling.

Aalborg er en by i udvikling med stærkt kulturliv, uddannelser og erhverv, men stadig med den nordjyske ligefremhed og nærhed med gode landdistrikter som skal udvikles og ikke afvikles. 

Hvilken lokal begivenhed eller tradition glæder du dig særligt til?

Jeg glæder mig altid til de mange lokale arrangementer, hvor folk mødes – for eksempel Aalborg Karneval, byfester og kulturarrangementer rundt i Nordjylland.

Det er der, man virkelig mærker fællesskabet. Tallship Race er også et arrangement, som jeg altid har elsket at deltage i. 

Hvad mener du, der mangler i Aalborg i dag?

Aalborg er en stærk by, men vi skal sikre, at udviklingen også kommer hele Nordjylland til gode.

Det kræver fokus på gode uddannelsesmuligheder, stærke arbejdspladser og et sundhedsvæsen, der er tilgængeligt for alle.

Derudover skal vi sikre en udbygning af elnettet i Nordjylland.

Jeg ønsker samtidig, at BROEN kan komme på finansloven. 

Hvad vil du sætte fokus på politisk, som har relevans for borgerne i Aalborg?

Jeg vil især arbejde for stærke folkeskoler, et sundhedsvæsen tæt på borgerne og gode vilkår for børnefamilier og ældre.

Samtidig skal vi sikre udvikling og arbejdspladser i Nordjylland.

Rent drikkevand er også enormt essentielt for vores velfærdssamfund, og rensningen skal staten være med til at betale.

Samtidig er det jo også her, ligesom ovenstående, at vi skal sikre kulturen og at vi bliver ligestillede med resten af landet, når det gælder støtte hertil og så synes jeg det er nødvendigt, at vi sikrer vores elnet. 

Hvad tænker du om drikkevandet i Aalborg?

Rent drikkevand er helt grundlæggende.

Derfor er det vigtigt, at vi tager udfordringerne alvorligt og sikrer, at borgerne kan have tillid til vandet i hanen.

Bare fordi man ejer grunden, så ejer man ikke grundvandet. 

Hvad skal der gøres for at Aalborg kan få rent vand i hanerne, og hvem skal betale for det?

Vi skal beskytte vores grundvand bedre og sikre en ansvarlig oprydning, hvor forurening findes.

Vi skal investere i rensningen og mindske sprøjtning på centrale drikkevandsområder – landmændene har stået med loven i hånden, så derfor må Staten være med til at finansiere. 

Er der andre politiske sager, man skal være opmærksom på, hvis man er borger i Aalborg?

Udviklingen af arbejdspladser, gode uddannelsesmuligheder og et stærkt sundhedsvæsen er afgørende for hele Nordjylland.

Samtidig skal vi sikre gode rammer for familier, ældre og lokalsamfund.

Vores landdistrikter er livsnerven og derfor afsætter vi også penge til at holde hånden under de mindste skoler. 

Hvorfor skal aalborgenserne sætte sit kryds ved dig?

Fordi jeg er nordjyde, folkeskolelærer og har politisk erfaring.

Jeg kender hverdagen uden for Christiansborg og vil være en tydelig stemme for velfærd, fællesskab og udvikling i Nordjylland.


Navn: Flemming Møller Mortensen

Parti: Socialdemokratiet

Hvor kommer du fra?(By): Aalborg

Alder: 62

Civilstand: Gift

Faglig/karrieremæssig baggrund: Sygeplejerske og har arbejdet som sådan i Danmark, Indien og Grønland. Afdelingssygeplejerske i Anæstesiafdelingen Aalborg Sygehus Nord. Chef i det private erhvervsliv. Byrådsmedlem. Medlem af Folketinget siden 2007. Minister i mere end 2 år.

Menneskene bag krydset: Her er dine lokale folketingskandidater
Flemming Møller Mortensen

Hvorfor stiller du op til Folketinget? 

Fællesskabet og kampen imod ulighed er min drivkraft i livet og i politik.

Jeg tror, at vi bor i verdens bedste land, og det vil jeg fortsat gerne være med til at beskytte og videreudvikle.

Jeg har som menneske og nordjyde endnu mere at give til folketingsarbejdet.

Min erfaring hjælper mig med at holde fokus på det væsentligste og ikke lade mig blæse omkuld af verden omkring os eller den medieverden, som konstant bombarderer vi danskere med polemik, konfliktstof og usammenhængende nyheder.

Hvad holder du allermest af ved Aalborg og Nordjylland?

At vi står sammen og forstår værdien og nytten heraf.

Jeg kæmpede bravt for at vi skulle bevare Region Nordjylland. Rigtig glad for at det lykkedes. 

Vi er noget i kraft af os selv, om end vi er den absolut mindste region.

Der er en vigtig nordjysk egenart. Vi er dygtige til at finde løsninger.

Aalborg er en unik, centralt beliggende og skøn nordjysk hovedstad, som spiller godt og respektfuldt sammen med de øvrige kommuner i Nordjylland.

Uddannelses- og jobmuligheder, et rigt og nuanceret kulturliv, en imponerende natur overalt i landsdelen, en rolig og tålmodig karakter.

Blot nogle af grundene til at jeg er en meget stolt nordjyde, som aldrig har overvejet af bo andre steder.

Hvilken lokal begivenhed eller tradition glæder du dig særligt til?

Pinsens traditionsfulde ”majbøg” hjemme i min fødeby Store Brøndum i Himmerland.

Kulturmødet på Mors, som jeg var med til at starte.

Koncerter i Skovdalen.

Jeg har meget stor glæde af Teatret og som noget helt særligt Slots Teaterets friluftsforestillinger hjemme i Aalborg Klosters have.

Det officielle Aalborgs nytårsgudstjeneste i Budolfi Kirke.

Strand og vand i Rødhus.

”Kunsten” og kunstudstillinger rundt i Nordjylland.

Friluftsbadet og Haraldslund i Aalborg.

Forkælelse hos Slagteren i Kaas.

At passe min lille have på Almenkirkegården.

Hvad mener du, der mangler i Aalborg i dag?

Flere kulturelle uddannelser, en bro der forbinder Nordkraft med Stigsborg, flere små specialbutikker i centrum, fremhævelse og markering af den historiske bykerne.

Aalborg har ikke alt, men virkelig meget.

Hvad vil du sætte fokus på politisk, som har relevans for borgerne i Aalborg? 

Jeg vil have en særlig opmærksomhed på udfordringer ved den geografiske ulighed i sundhed i Aalborg.

Fx at sikre borgerne hurtig hjælp i psykiatrien samt rådgivning og hjælp til familier med mistrivsel. At kommunen sikres bedre hjælp fra staten til at forebygge fysisk og psykisk sygdom. 

Modarbejde den uretfærdighed, der eksisterer i statslige tilskud til kulturinstitutioner i Aalborg, samt fortsætte min støtte til et nyt Aalborg Teater.

Hvad tænker du om drikkevandet i Aalborg? 

Det gør virkelig ondt i mit hjerte, at vi i generationer har passet så utrolig dårligt på vores drikkevand.

Drikkevandet er alt for mange steder i Aalborg Kommune alt for forurenet, og det gælder jo desværre også vandet i Limfjorden. 

Hvad skal der gøres for at Aalborg kan få rent vand i hanerne, og hvem skal betale for det?

Vi skal øjeblikkelig standse forureningen ved at indføre gødnings- og sprøjteforbud ved alle vandindvindinger.

Staten skal betale for at vores vand i Aalborg bliver renset, da det er helt urimeligt og uretfærdigt, at det er en udgift, som bliver pålagt borgerne i Aalborg, blot fordi undergrunden her er så særlig. 

Jeg synes virkelig, at drikkevandsforureningen er dybt dybt alvorlig, og vi skal fra statens side gøre alt, hvad der er os muligt såvel på kort som på langt sigt.

En stram statslig regulering med sprøjteforbud er helt nødvendig!

Er der andre politiske sager, man skal være opmærksom på, hvis man er borger i Aalborg?

Asbest har i generationer været en særlig alvorlig og fatal aalborgensisk problemstilling, hvilket jeg var tæt på, da jeg arbejdede som sygeplejerske i Aalborg og sidenhen som sundhedsordfører på Christiansborg.

Det er en pligt, at vi fortsat arbejdsmiljømæssigt holde et meget skarpt øje med asbest.

Vi skal sikre at forebygge nye tilfælde af de alvorlige sygdomme relateret til asbest. 

Hvorfor skal aalborgenserne sætte sit kryds ved dig?

Jeg er en, man lytter til på Christiansborg. Mit netværk er stort og indflydelsesrigt blandt beslutningstagerne bredt i Folketinget.

Jeg er kendt for min positive tilgang til opgaverne og livet.

Min ihærdighed og mit energiniveau er højt.

Ordentlighed frem for polemik er mit motto.


Navn: Simon Kollerup

Parti: Socialdemokratiet

Hvor kommer du fra?(By): Jeg kommer oprindeligt fra Lildstrand i Thy

Alder: 39 år

Civilstand: Gift

Faglig/karrieremæssig baggrund: Folketingsmedlem og fhv. erhvervsminister 

Menneskene bag krydset: Her er dine lokale folketingskandidater
Simon Kollerup

Hvorfor stiller du op til Folketinget?

Min hjertesag er Nordjylland. Et stærk velfærdssamfund med lige muligheder for både høj og lav.

Jeg vil arbejde for nye arbejdspladser og vækst til Nordjylland – og for et Danmark i bedre balance mellem hovedstaden og områder som det nordjyske. 

Hvad holder du allermest af ved Aalborg og Nordjylland?

Jeg elsker kombinationen af Nordjyllands natur, som både kan være vild og ’tough’ ude ved kysten, hvor jeg selv er født og opvokset, og at vi samtidig har en levende by med et stærkt ungemiljø i Aalborg.

Nordjylland har hele pakken!

Hvilken lokal begivenhed eller tradition glæder du dig særligt til?

Karneval! Jeg er med hvert år og nyder at mærke byens puls og se gaderne smile af tusinder af menneskers gode humør.

Lige her og nu glæder jeg mig selvfølgelig særligt til (karne)valgdagen! 😉

Hvad mener du, der mangler i Aalborg i dag?

Tryghed i nattelivet og færre tomme boliger.

Det skal være trygt at feste og have det sjovt i Gaden og i Aalborg generelt.

Frivillige kræfter løfter en stor opgave med SafeHouse, kommunen støtter og vi skal så fra landspolitikken skærpe straffene for vold i nattelivet og skaffe mere synligt politi.

Dét arbejder jeg allerede for i dag.

Jeg vil samtidig arbejde for, at vi i et samarbejde mellem fx Forsvaret og Aalborg kan sikre, at mange af de tomme boliger, der er i byen, kan få nye beboere med stjerner på skuldrene ved dét at Forsvaret kan samarbejde bedre med boligforeningerne i byen. 

Hvad tænker du om drikkevandet i Aalborg? 

Drikkevandet i Aalborg gør mig bekymret.

Det er desværre et vidnesbyrd om, at Danmark passer for dårligt på sit grundvand.

Derfor foreslår vi i Socialdemokratiet et nationalt sprøjteforbud, som jeg er glad for, at de røde partier bakker op om, men jeg er skuffet over, at Venstre og en række andre blå partier er imod.

Hvad skal der gøres for at Aalborg kan få rent vand i hanerne, og hvem skal betale for det?

Der skal gennemføres et nationalt sprøjteforbud for at sikre rent drikkevand, og det betyder, at det skal være landmanden, der betaler.

Det foreslår vi ud fra forureneren-betaler-princippet.

Er der andre politiske sager, man skal være opmærksom på, hvis man er borger i Aalborg?

Sundhedsvæsenet og folkeskolen er vigtige mærkesager i valgkampen.

Især vores børns start på skolelivet er vigtig.

Derfor skal vi investeret massivt i folkeskolen, så vi kan skabe små klasser med ro, 2-voksen-ordninger og passe godt på de små skoler som risikerer at lukke for os, hvis økonomien er for stram.

Derfor vil jeg arbejde for en bedre folkeskole til vores børn og bedre velfærd og sundhed i det hele taget.

Hvorfor skal aalborgenserne sætte sit kryds ved dig?

Jeg beder om aalborgensernes og nordjyders tillid og stemme ved folketingsvalget d. 24. marts, fordi det er vigtigt at have repræsentanter på Christiansborg som kender vores by og vores område – og som samtidig har den nødvendige erfaring, indflydelse og gennemslagskraft til at gøre noget ved problemerne.

Venstre

Navn: Niels H. Bünemann

Parti: Venstre

Hvor kommer du fra?(By): Skagen

Alder: 67 år

Civilstand: gift, 3 voksne børn

Faglig/karrieremæssig baggrund: cand. oecon., journalist, kommunikationsrådgiver.

Menneskene bag krydset: Her er dine lokale folketingskandidater
Niels H. Bünemann

Hvorfor stiller du op til Folketinget? 

Jeg stiller op, fordi jeg gerne vil repræsentere Nordjylland på Christiansborg og dermed gøre en indsats for det danske demokrati.

Jeg er taknemlig for at leve i et land, hvor demokratiet fungerer bedre end noget andet sted på kloden. Men det kræver også, at vi engagerer os – og jeg vil gerne give mit personlige bidrag til det.

Og så mener jeg selvfølgelig, at jeg har nogle kompetencer og en integritet, som der kan være brug for i Folketinget.

Hvad holder du allermest af ved Aalborg og Nordjylland? 

Aalborg er i kraft af sine mange uddannelsesinstitutioner en ung by med fantastiske kulturelle tilbud. Lige uden for Aalborg har vi noget af Danmarks dejligste natur.

Vi har også hyggelige, mindre bysamfund, hvor man kender hinanden og hvor man har en høj livskvalitet.

Hvilken lokal begivenhed eller tradition glæder du dig særligt til? 

Jeg glæder mig til forårets komme med blomster og grønne træer i byens parker. Og så glæder jeg mig til Skagen Festival i juli.

Hvad mener du, der mangler i Aalborg i dag? 

Der mangler boliger, som har en størrelse og en pris, der svarer til efterspørgslen, specielt for de mange studerende i byen.

Hvad vil du sætte fokus på politisk, som har relevans for borgerne i Aalborg? 

Netop fordi der mangler betalbare boliger til unge mennesker er boligpolitikken et fokusområde for mig.

Desuden har jeg fokus på den grønne omstilling, herunder udbygningen af transmissionsnettet, der skal muliggøre elektrificeringen og dermed frigørelsen fra fossil energi. 

Hvad tænker du om drikkevandet i Aalborg?  

Borgerne i Aalborg – og danskerne i det hele taget – skal have rent drikkevand.

Vi skal konsekvent beskytte vandboringerne mod forurening med nitrat og kvælstof.

Hvad skal der gøres for at Aalborg kan få rent vand i hanerne, og hvem skal betale for det? 

Vi skal bruge den grønne trepart til at lave landbrugsjord om til skov og usprøjtede enge, så  drikkevandsboringerne bliver beskyttet (og derudover selvfølgelig absorbere store mængder CO2, men det har ikke direkte med drikkevandet at gøre).

Hvor det er nødvendigt, skal kommunerne desuden udstede sprøjteforbud på basis af en grundig kortlægning af problemet med for højt indhold af nitrat og pesticider.

Er der andre politiske sager, man skal være opmærksom på, hvis man er borger i Aalborg? 

Ligesom borgere i resten af Danmark skal aalborgenserne være opmærksom på, hvem der kan lede Danmark i turbulente tider, hvor der kræves en sikker hånd. 

Hvorfor skal aalborgenserne sætte sit kryds ved dig? 

Man skal stemme på mig, hvis man synes, at der skal være en nordjyde med international erfaring og høj troværdighed i Folketinget.


Navn: Preben Bang Henriksen

Parti: Venstre

Hvor kommer du fra?(By): Nørresundby

Alder: 72

Civilstand: Gift

Faglig/karrieremæssig baggrund: Advokat og senere folketingsmedlem

Menneskene bag krydset: Her er dine lokale folketingskandidater
Preben Bang Henriksen

Hvorfor stiller du op til Folketinget?

Politik er bare uhyre interessant. Og godt, hvis man kan gøre noget for Nordjylland.

Hvad holder du allermest af ved Aalborg og Nordjylland?

Humoren i Nordjylland – den kender de ikke i København

Hvilken lokal begivenhed eller tradition glæder du dig særligt til?

Tall Ships Race er en super dejlig begivenhed for rigtig mange mennesker incl. mig selv.

Hvad mener du, der mangler i Aalborg i dag?

Et større og mere varieret kulturudbud samt AaB i superligaen.

Hvad vil du sætte fokus på politisk, som har relevans for borgerne i Aalborg?

Et Danmark i bedre balance, og dermed udflytning af langt flere statslige opgaver til Nordjylland.

Hvad tænker du om drikkevandet i Aalborg?

Drikkevandet skal være rent.  Helt rent. 

Den mindste risiko for nitrat eller andre skadelige stoffer skal komme borgerne til gode, og årsagen skal stoppes straks.

Hvad skal der gøres for at Aalborg kan få rent vand i hanerne, og hvem skal betale for det?

Der gennemføres en hurtig og kvalificeret undersøgelse af årsagerne og boringerne. 

Skyldes forurenet drikkevand gødningen af jorden, skal gødningen omgående standses, og der udbetales ekspropriations-erstatning til landmanden.

Der er hensat 43 mia. i ”Den Grønne 3-part”. 

Er der andre politiske sager, man skal være opmærksom på som borger i Aalborg?

Man skal være opmærksom på kriminalitetsudviklingen i Aalborg, herunder narko-handelen. 

Politiet skal styrkes indenfor narko og økonomisk kriminalitet.

Hvorfor skal aalborgenserne sætte sit kryds ved dig?

Aalborgenserne skal stemme på mig for at sikre sund fornuft og nordjyske øjne på Christiansborg.


Navn: Marie Bjerre

Parti: Venstre

Hvor kommer du fra?(By): Aalborg

Alder: 39

Civilstand: Gift

Faglig/karrieremæssig baggrund: Advokat

Menneskene bag krydset: Her er dine lokale folketingskandidater
Marie Bjerre. Foto: Mathias Gregersen Larsen

Hvorfor stiller du op til Folketinget?

Jeg er i politik, fordi jeg tror på mennesker – og fordi jeg tror på, at Danmark kan endnu mere.

Jeg vil arbejde for et samfund med mere optimisme, skabertrang og tro på vores muligheder.

I en verden i opbrud er det vigtigere end nogensinde, at vi står stærkt sammen i Danmark og Europa.

Jeg har i denne valgperiode været digitaliserings- og ligestillingsminister og er i dag europaminister. Jeg er stolt af de resultater, vi har skabt – men vi er langt fra færdige.

Hvad holder du allermest af ved Aalborg og Nordjylland?

Den nordjyske mentalitet.

Her er der mindre brok og mere handling. Vi venter ikke på, at andre løser problemerne – vi går selv i gang.

Hvilken lokal begivenhed eller tradition glæder du dig særligt til?

Tall Ships Races.

Når de store sejlskibe lægger til kaj, og hele havnefronten summer af mennesker, så mærker man virkelig den særlige stemning i Aalborg.

Hvad mener du, der mangler i Aalborg i dag?

Aalborg er en by i udvikling, men vi kan løfte ambitionerne endnu mere.

Jeg vil arbejde for flere investeringer i kulturlivet og flere statslige arbejdspladser i Nordjylland, så vi kan skabe endnu mere vækst i vores del af landet.

Hvad vil du sætte fokus på politisk, som har relevans for borgerne i Aalborg?

Mit politiske arbejde har altid rod i det nære og i de nordjyske værdier. Jeg vil arbejde for et velfærdssamfund med mere tillid og friere rammer til de dygtige medarbejdere i den offentlige sektor.

Samtidig vil jeg kæmpe for bedre vilkår for virksomhederne, så flere idéer kan blive til arbejdspladser.

Og så vil jeg arbejde for et stærkt Europa, der kan stå på egne ben.

Hvad tænker du om drikkevandet i Aalborg?

Rent drikkevand er noget af det mest værdifulde, vi har i Danmark.

Jordbunden omkring Aalborg er særlig sårbar, og derfor har vi også et særligt ansvar for at beskytte vores drikkevand.

Hvad skal der gøres for at Aalborg kan få rent vand i hanerne, og hvem skal betale for det?

Rent drikkevand har altid været en af Danmarks største styrker – men vi kan ikke længere tage det for givet.

Derfor skal vi tage de nødvendige beslutninger nu for at beskytte vores drikkevand, også hvis det kræver sprøjteforbud nogle steder.

Er der andre politiske sager, man skal være opmærksom på, hvis man er borger i Aalborg?

Alt for mange nordjyske virksomheder får i dag nej til elektricitet, fordi transmissionsnettet ikke er stærkt nok. Det bremser væksten i vores region.

Samtidig får Aalborg Universitet for få forskningsmidler, og vores kulturliv får en for lille del af kulturpengene. Nordjylland fortjener en stærkere prioritering fra Christiansborg.

Hvorfor skal aalborgenserne sætte sit kryds ved dig?

Folketingsvalget handler om, hvilken retning Danmark skal tage de næste fire år.

Jeg håber, man vil stemme på mig for de værdier, jeg står for: optimisme, skabertrang og tro på mennesker. Jeg tror på, at Danmark kan mere – hvis vi tør se fremad og bruge de styrker, vi har.


Navn: Torsten Schack Pedersen    

Parti: Venstre    

Hvor kommer du fra?(By): Født i Farsø, opvokset i Thisted

Alder: 49

Civilstand: Gift

Faglig/karrieremæssig baggrund: Økonom

Menneskene bag krydset: Her er dine lokale folketingskandidater
Torsten Schack Pedersen

Hvorfor stiller du op til Folketinget? 

Fordi jeg vil et Danmark, hvor der er mere frihed til den enkelte.

Hvor staten fylder mindre. Og hvor vi har tro på fremtiden. 

Jeg har brugt min erfaring og indflydelse som folketingsmedlem på Christiansborg og minister på at sikre politiske resultater til Nordjylland, og det arbejde vil jeg gerne fortsætte. 

Hvad holder du allermest af ved Aalborg og Nordjylland?

At Aalborg og Nordjylland er et attraktivt sted at bo, leve, arbejde og uddanne sig.

Hvilken lokal begivenhed eller tradition glæder du dig særligt til? 

J-dag

Hvad mener du, der mangler i Aalborg i dag?

At erhvervslivet oplever mere vækst, og at det bliver mere attraktivt for studerende udefra at tage til Aalborg og tage deres uddannelse der.

Hvad vil du sætte fokus på politisk, som har relevans for borgerne i Aalborg?

At Aalborg kommune får friere hænder til at tage politiske beslutninger. Og mindre detailstyring fra Slotsholmen i København.

Hvad tænker du om drikkevandet i Aalborg?

Vi skal have rent drikkevand I hanerne. Det er en vigtig politisk dagsorden for mig.

Hvad skal der gøres for at Aalborg kan få rent vand i hanerne, og hvem skal betale for det?

Vi skal finde ud af, hvor forureningen i Aalborg præcis kommer fra.

I vores nye drikkevandsplan ønsker vi i Venstre at stoppe med at bruge sprøjtemidler og anden kemi på de arealer, hvor det er nødvendigt.

Det vil kræve, at arealers anvendelse ændres, og at der kan indføres lokale sprøjteforbud.

Er der andre politiske sager, man skal være opmærksom på, hvis man er borger i Aalborg? 

Det skal være billigere at være dansker – og aalborgenser!

Hvorfor skal aalborgenserne sætte sit kryds ved dig?

Fordi jeg vil styrke hele Nordjylland på Christiansborg. Sikre at der fortsat er høj vækst i erhvervslivet, at der tiltrækkes mere arbejdskraft, at flere får gode uddannelsesmuligheder og en endnu bedre infrastruktur.  


Navn: Anne Honoré Østergaard

Parti: Venstre

Hvor kommer du fra? (By): Født og opvokset i Vestbjerg – bor i dag i Nørresundby

Alder: 45

Civilstand: Gift

Faglig/karrieremæssig baggrund: Jeg er cand.merc.jur. fra Aalborg Universitet.

Jeg har arbejdet i Skatteforvaltningen og som sundhedspolitisk chefkonsulent hos Muskelsvindfonden, hvor jeg arbejdede med patientrettigheder og sundhedspolitik.

Derudover har jeg undervist på UCN. Jeg har været medlem af Folketinget for Venstre fra 2019 til 2022 og er i dag medlem af både Aalborg Byråd og Regionsrådet i Nordjylland.

Menneskene bag krydset: Her er dine lokale folketingskandidater
Anne Honneré Østergaard

Hvorfor stiller du op til Folketinget?

Jeg stiller op, fordi jeg har svært ved at acceptere, når systemer ikke fungerer for de mennesker, de er sat i verden for at hjælpe.

Danmark er et særligt land med frihed, tillid og muligheder. Men det kræver, at vi passer på det, der virker – og tør ændre det, der ikke gør.

Hvad holder du allermest af ved Aalborg og Nordjylland?

Jeg holder af jordforbindelsen.

Her siger vi tingene, som de er, og vi hjælper hinanden.

Jeg er selv født i Vestbjerg og bor i dag i Nørresundby, så jeg kender både lokalsamfundene og bylivet i Aalborg.

Kombinationen af fællesskab, handlekraft og udvikling gør Nordjylland til et fantastisk sted at bo.

Hvilken lokal begivenhed eller tradition glæder du dig særligt til?

Som nordjyde glæder jeg mig altid til sommerens koncerter og festivaler. Skovrock i Aalborg og Nibe Festival er noget helt særligt.

Det er de dage, hvor man virkelig mærker fællesskabet og den gode stemning i Nordjylland.

Hvad mener du, der mangler i Aalborg i dag?

Aalborg er en stærk by, men vi skal sikre, at infrastrukturen og energiforsyningen følger med udviklingen.

Hvis virksomheder og investeringer ikke kan få strøm eller gode rammevilkår, risikerer vi at bremse væksten i Nordjylland.

Hvad vil du sætte fokus på politisk, som har relevans for borgerne i Aalborg?

Et sundhedsvæsen hvor ingen venter sig mere syg.

Ventetiderne er mange steder blevet for lange – især i psykiatrien, hvor alt for mange børn, unge og voksne venter alt for længe på hjælp.

Samtidig vil jeg arbejde for mindre bureaukrati og bedre rammer for virksomheder, fordi arbejdspladser er grundlaget for vores velfærd.

Hvad tænker du om drikkevandet i Aalborg?

Rent drikkevand er noget af det mest værdifulde, vi har i Danmark. Det skal vi passe godt på.

Derfor skal vi beskytte vores grundvand og sikre løsninger, der både tager hensyn til naturen og til dem, der arbejder på jorden.

Hvad skal der gøres for at Aalborg kan få rent vand i hanerne, og hvem skal betale for det?

Vi skal beskytte grundvandet der, hvor det giver mest effekt, og samtidig sikre rimelig kompensation til dem, der bliver påvirket af restriktioner.

Rent drikkevand er et fælles ansvar, og løsningerne skal være både fagligt solide og økonomisk ansvarlige.

Er der andre politiske sager, man skal være opmærksom på, hvis man er borger i Aalborg?

Ja. Ventetiderne i sundhedsvæsenet – særligt i psykiatrien – er et alvorligt problem. Når mennesker endelig rækker ud efter hjælp, skal de mødes af et system, der reagerer hurtigt.

Hvorfor skal aalborgenserne sætte sit kryds ved dig?

Fordi jeg bliver ved. Hvis noget er urimeligt eller ikke fungerer, slipper jeg det ikke igen.

Politik handler for mig ikke om flotte ord, men om at få systemerne til at fungere bedre for mennesker i deres hverdag.


Navn: Mikkel Bisgaard

Parti: Venstre

Bopæl: Vive (v. Hadsund)

Alder: 43 år

Civilstand: Gift (18 år)

Beskæftigelse: IT-Manager, Fellowmind, Aars. 

Menneskene bag krydset: Her er dine lokale folketingskandidater
Mikkel Bisgaard

Hvorfor stiller du op til Folketinget?
Jeg stiller op til Folketinget, fordi jeg gerne vil være en tydelig nordjysk stemme på Christiansborg.

Jeg synes, der er brug for flere politikere, som kender hverdagen heroppe og ved, hvordan beslutninger helt konkret rammer familier, unge, virksomheder og lokalsamfund.

For mig handler politik ikke om fine overskrifter, men om at tage ansvar og arbejde for løsninger, der faktisk giver mening i virkeligheden.

Hvad holder du allermest af ved Aalborg og Nordjylland?
Det, jeg holder allermest af, er kombinationen af udvikling og jordforbindelse.

Aalborg er en by med fart på, masser af muligheder og en stærk udvikling, men den har stadig den nordjyske måde at være på.

Her er folk ligefremme, hjælpsomme og nede på jorden. Det kan jeg rigtig godt lide, og det er også noget af det, der gør Nordjylland til et helt særligt sted at bo og leve.

Hvilken lokal begivenhed eller tradition glæder du dig særligt til?
Jeg glæder mig altid til Aalborg Karneval.

Det er en begivenhed, der virkelig samler byen og viser, hvor meget fællesskab, liv og energi der er i Aalborg.

Det er en af de traditioner, der får folk til at mødes på tværs, og som viser byen fra sin bedste side – og nogen gange værste. 

Hvad mener du, der mangler i Aalborg i dag?
Jeg synes, der mangler endnu mere fokus på, hvordan vi får udvikling og hverdag til at hænge sammen.

Aalborg vokser, og det er rigtig positivt, men det stiller også større krav til trafik, infrastruktur, velfærd og nærhed i hverdagen.

Vækst er godt, men den skal også kunne mærkes positivt for børnefamilier, ældre, unge og dem, der skal få hverdagen til at fungere.

Hvad vil du sætte fokus på politisk, som har relevans for borgerne i Aalborg?
Jeg vil især sætte fokus på tre ting.

For det første velfærd tættere på borgerne, hvor der bliver mindre detailstyring og mere frihed til dem, der står med opgaven i hverdagen.

For det andet gode vilkår for erhvervsliv og arbejdspladser, så Aalborg og Nordjylland fortsat kan udvikle sig.

Og for det tredje infrastruktur og mobilitet, fordi det betyder noget for helt almindelige menneskers hverdag, om man kan komme nemt frem til arbejde, uddannelse og fritidsliv.

Hvad tænker du om drikkevandet i Aalborg?
Jeg synes, drikkevandet i Aalborg er en meget vigtig sag.

Rent drikkevand er ikke noget, vi bare kan tage for givet, og det skal vi passe rigtig godt på. Det er helt grundlæggende for både vores sundhed og vores tryghed i hverdagen.

Derfor skal vi tage udfordringerne alvorligt og handle i tide i stedet for først at reagere, når problemerne er blevet store. 

Hvad skal der gøres for at Aalborg kan få rent vand i hanerne, og hvem skal betale for det?
Vi skal passe bedre på grundvandet dér, hvor problemerne faktisk er — ikke bare lave flere brede forbud og mere bureaukrati for syns skyld.

Rent drikkevand kræver målrettede løsninger, faglighed og sund fornuft.

Og regningen skal ikke bare sendes videre til borgerne eller placeres ensidigt hos de lokale lodsejere.

Rent drikkevand er et fælles samfundsansvar, og derfor skal staten også tage sin del af betalingen.

Er der andre politiske sager, man skal være opmærksom på, hvis man er borger i Aalborg?
Ja, det er der. Man skal blandt andet holde øje med, hvordan Aalborg udvikler sig, og om investeringerne i velfærd, trafik, boligområder og forsyning følger med.

Når en by vokser, så kræver det også, at den politiske prioritering følger med.

Derudover er klima, regnvand, kloakering og beskyttelse af vores natur og drikkevand også emner, som får stor betydning for borgernes hverdag i de kommende år.

Hvorfor skal aalborgenserne sætte sit kryds ved dig?
Fordi jeg gerne vil være en kandidat, der tager Aalborg og Nordjylland alvorligt og arbejder for, at vores del af landet bliver hørt.

Jeg kommer med nordjysk jordforbindelse, tydelige holdninger og et oprigtigt ønske om at gøre en forskel.

Jeg vil lytte, være til stede og arbejde for løsninger, der giver mening i hverdagen — ikke bare for dem, der råber højest, men for helt almindelige mennesker og familier.

Danmarksdemokraterne

Navn: Claus Bisgaard Skovmose

Parti: Danmarksdemokraterne

Hvor kommer du fra (by): Jeg er født og opvokset i Hanstholm i Thy og bor i dag i Langholt nord for Aalborg.

Alder: 42 år

Civilstand: Bor alene, Far til 2 voksne børn

Faglig/karrieremæssig baggrund: Jeg er uddannet tømrer og har været selvstændig siden 2008 med både tømrerfirma og broderivirksomhed. I dag på Siemens Gamesa i Aalborg og har haft hænderne nede i virkeligheden hele mit arbejdsliv. Tidligere har jeg også været redningsmand og været med på omkring 120 redningsaktioner. Jeg er desuden engageret i lokalsamfundet gennem frivilligt arbejde.

Menneskene bag krydset: Her er dine lokale folketingskandidater
Claus Bisgaard Skovmose

Hvorfor stiller du op til Folketinget?

Jeg stiller op, fordi jeg mener, der mangler flere mennesker i Folketinget, som har prøvet livet udenfor Christiansborg.

Jeg arbejder selv på gulvet mellem mennesker og ved, hvad det vil sige at knokle, betale regninger og få hverdagen til at hænge sammen.

Jeg vil være en stemme for dem, der bygger og driver Danmark – håndværkere, chauffører, fiskere, landmænd og alle dem, der holder samfundet i gang.

Hvad holder du allermest af ved Aalborg og Nordjylland?

Den jordnære tilgang til livet.

Her hjælper man hinanden, og man siger tingene, som de er.

Nordjylland er stærkt, fordi fællesskabet stadig betyder noget, og fordi folk er vant til at tage ansvar og få ting til at fungere.

Hvilken lokal begivenhed eller tradition glæder du dig særligt til?

Jeg holder meget af de lokale arrangementer og begivenheder rundt omkring i Nordjylland.

Det er dér, man møder folk ansigt til ansigt og mærker sammenholdet i lokalsamfundene.

Hvad mener du, der mangler i Aalborg i dag?

Der mangler mere fokus på almindelige menneskers hverdag. Mange oplever, at beslutninger bliver truffet langt væk fra virkeligheden.

Vi skal have mere respekt for dem, der arbejder, driver virksomheder og får hverdagen til at fungere.

Hvad vil du sætte fokus på politisk, som har relevans for borgerne i Aalborg?

Jeg vil sætte fokus på stærkere erhvervsuddannelser, bedre vilkår for arbejdspladser og mindre bureaukrati.

Samtidig skal vi sikre, at kernevelfærden fungerer – sundhed, ældrepleje og tryghed i hverdagen.

Hvad tænker du om drikkevandet i Aalborg?

Rent drikkevand er en af vores vigtigste ressourcer, og det skal vi passe langt bedre på. Grundvandet er under pres flere steder, og derfor skal vi tænke hele vejen rundt – både beskyttelse af grundvand, håndtering af spildevand og den måde vi bruger vores natur på.

Hvis vi ikke passer bedre på vores vandressourcer nu, kan regningen blive langt større i fremtiden.

Hvad skal der gøres for at Aalborg kan få rent vand i hanerne, og hvem skal betale for det?

Vi skal først og fremmest stoppe forureningen ved kilden og beskytte vores grundvand bedre. Samtidig skal vi have styr på spildevandet og sikre, at vores systemer er tidssvarende, så forurening ikke ender i naturen og i sidste ende i vores drikkevand.

Dem der forurener, skal også være med til at betale for oprydningen – regningen skal ikke ende hos almindelige borgere alene.

Er der andre politiske sager, man skal være opmærksom på som borger i Aalborg?

Ja, blandt andet stigende afgifter, energipriser og bureaukrati, som presser både familier og virksomheder.

Vi skal have en politik, der giver mening i virkeligheden – ikke bare på papiret.

Hvorfor skal aalborgenserne sætte sit kryds ved dig?

Fordi jeg kommer fra virkeligheden.

Jeg ved, hvordan hverdagen ser ud for mange mennesker, og jeg siger tingene, som de er.

Jeg vil arbejde for respekt for det arbejdende folk, stærke lokalsamfund og et Danmark, hvor beslutningerne giver mening i den virkelige verden.


Navn: Frederik Storm 

Parti: Danmarksdemokraterne 

Hvor kommer du fra?(By): Aalborg 

Alder: 38

Civilstand: Gift

Faglig/karrieremæssig baggrund: Soldat 

Menneskene bag krydset: Her er dine lokale folketingskandidater
Frederik Storm

Hvorfor stiller du op til Folketinget?

Jeg stiller op til Folketinget for at sætte et markant politisk fokus på Forsvaret og de sikkerhedsmæssige udfordringer, Danmark står overfor. 

Med snart 20 år i uniform vil jeg kæmpe for at bygge et forsvar, der virker og som kan sikre vores fremtidige sikkerhed.

Nordjylland huser tre af Forsvarets værn, og det forpligter.

Det kræver politisk opmærksomhed, hvis vi skal sikre ordentlige forhold, bedre fastholdelse og et robust forsvar og beredskab, der kan løfte de opgaver, vi står overfor.

Samtidig vil jeg arbejde for, at samfundskritiske funktioner bliver prioriteret.

Sundhedsvæsenet, skolerne, plejesektoren, politiet, handicapområdet og andre centrale velfærdsområder skal have stabile og tilstrækkelige budgetter – ikke udsættes for nedskæringer, fordi pengene bruges på prestigeprojekter.

Og så vil jeg kæmpe for et Danmark i bedre balance. Det starter med, at vi tager Nordjylland alvorligt.

Vi skal bevare og styrke de lokalsamfund, der er rygraden i vores landsdel, og sikre, at mennesker kan bo, arbejde og drive virksomhed her uden at blive straffet af dårlig infrastruktur.

Nordjylland har i alt for mange år været hægtet af, når der skulle investeres i veje, kollektiv trafik og forbindelser til resten af landet.

Det holder ikke længere.

Vi har brug for en infrastruktur, der giver nordjyderne de samme muligheder som alle andre – både for pendling, erhvervsliv og tiltrækning af nye borgere.

Et stærkt Nordjylland er et stærkt Danmark.

Jeg vil arbejde for, at vores landsdel ikke længere bliver glemt, men får den opmærksomhed og de investeringer, vi har fortjent.

Hvilken lokal begivenhed eller tradition glæder du dig særligt til?

Aalborg Regatta, Airshow og sommeren ved kysten.

Hvad mener du, der mangler i Aalborg i dag?

1. Fokus på Forsvaret og beredskabet

  • At Nordjylland som værtsregion får flere værn skal prioriteres politisk
  • At Forsvaret skal styrkes
  • At arbejdsforholdene skal forbedres

Det handler både om sikkerhed og om lokale arbejdspladser.

2. Bedre infrastruktur og transport

Partiet har flere gange peget på, at Nordjylland – og Aalborg i særdeleshed – mangler:

  • Mere stabil togdrift
  • Bedre busforbindelser
  • Infrastruktur, der binder landsdelene bedre sammen

Der er en klar oplevelse af, at Nordjylland ofte bliver nedprioriteret i nationale investeringer.

3. Et stærkere og mere nært sundhedsvæsen

  • Flere lokale sundhedstilbud
  • Kortere afstand til behandling
  • Fokus på handicap-området 

I Aalborg betyder det især fokus på kapacitet, ventetider og rekruttering.

Hvad tænker du om drikkevandet i Aalborg? 

Debatten om drikkevandet er blevet alt for sort-hvid.

Jeg tror på at alle ønsker partier ønsker rent vand.

Vi skal beskytte det og træffe de nødvendige beslutninger ud fra et faktuelt grundlag, fremfor paniske løsninger. 

Hvad skal der gøres for at Aalborg kan få rent vand i hanerne, og hvem skal betale for det?

Jeg tænker, at området skal undersøges, så vi er sikre på situationen, og hvis der er et problem med drikkevandet, så skal det ordnes øjeblikkeligt.

Er der andre politiske sager, man skal være opmærksom på, hvis man er borger i Aalborg?

Nordjylland huser en lang række af Forsvarets vigtigste institutioner – fra operative enheder til uddannelses- og støttefunktioner. 

Derfor er det helt afgørende, at Forsvaret som arbejdsplads bliver langt mere attraktivt. 

Når Forsvaret bliver nedprioriteret, rammer det ikke kun landets sikkerhed, men også tusindvis af arbejdspladser og hele den regionale udvikling her i Nordjylland. 

Jeg vil arbejde for et Forsvar, der er en stærk arbejdsplads, en solid uddannelsesinstitution og en effektiv beskyttelse af Danmark.

Hvorfor skal aalborgenserne sætte sit kryds ved dig?

Aalborgenserne skal sætte deres kryds ved mig, fordi jeg vil arbejde for et tryggere Danmark. 

Jeg vil styrke Forsvaret, sikre et nært og velfungerende sundhedsvæsen, forbedre beredskabet og skabe bedre vilkår for mennesker med handicap. 

Det handler om sikkerhed, omsorg og ansvar – både for Aalborg og for hele landet.


Navn: Liselotte Lynge

Parti: Danmarksdemokraterne

Hvor kommer du fra?(By): Løgstør

Alder: 55

Civilstand: Gift

Faglig/karrieremæssig baggrund: Direktionssekretær 

Menneskene bag krydset: Her er dine lokale folketingskandidater
Liselotte Lynge

Hvorfor stiller du op til Folketinget?

Fordi jeg mener, jeg kan bidrage til noget godt for Nordjylland og for Danmark.

Jeg har arbejdet i det private erhvervsliv i over 20 år, og den erfaring vil jeg bringe med ind på Borgen, hvor det ikke altid føles som om de har nok kendskab til det, de tager beslutning om.

Jeg kæmper for:

En bedre balance mellem by og land, at sænke dieselafgift og fjerne Co2-afgift. At leveomkostninger skal ned og at sænke momsen på alle fødevarer – ikke kun på kaffe og chokolade.

Det skal kunne betale sig at arbejde. Grøn omstilling skal være med sund fornuft – solceller på tagene – vindmøller på havet.

Nærhed i sundhed – det skal ikke være postnummer, der bestemmer service.

Hvad holder du allermest af ved Aalborg og Nordjylland?

Naturen i landdistrikterne, og kulturen i Byen

Hvilken lokal begivenhed eller tradition glæder du dig særligt til?

Julekoncert i Musikkens Hus, fast tradition med min datter, som bor i Aalborg, og som synger og spiller selv.

Hvad mener du, der mangler i Aalborg i dag?

Jeg mener, vi har en masse, men hvis ikke vi værner om det, så er der måske meget, der ikke er der i årene fremover.

Hvad vil du sætte fokus på politisk, som har relevans for borgerne i Aalborg? 

Som ovenfor, værne om det vi har, så der også fremover er muligheder og ting at tage sig til i Aalborg.

Hvad tænker du om drikkevandet i Aalborg? 

Alle ønsker rent drikkevand – men vores dialog skal bygge på reelle fakta !

Hvad skal der gøres for at Aalborg kan få rent vand i hanerne, og hvem skal betale for det?

Aalborg har rent vand i hanerne, men vi skal passe på det, og vi skal kigge på spildevand og overløb, separat kloakering – og vi skal arbejde hurtigere, end vi gør idag, for Aalborg er ikke foran på separat kloakering.

Er der andre politiske sager, man skal være opmærksom på, hvis man er borger i Aalborg?

Veje og fortove – vedligeholdelse.

Hvorfor skal aalborgenserne sætte sit kryds ved dig?

Fordi jeg er en Nordjyde, der vil kæmpe for både by og land.

Et sundhedssystem med nærhed, hvor borgeren er i centrum

Kortere ventetider og mindre dokumentation

Vi skal have grøn omstilling med sund fornuft, bygget på fakta.

Vi skal have sænket dieselafgiften, så dem der er afhængige af 2 biler, som kører langt på arbejde ud af byen, er bedre stillet.


Navn: Kim Edberg Andersen

Parti: Danmarksdemokraterne

Hvor kommer du fra?(By): Nørager

Alder: 52    

Civilstand: Gift

Faglig/karrieremæssig baggrund: Anlægstruktør og AAU politik og administration

Menneskene bag krydset: Her er dine lokale folketingskandidater
Kim Edberg Andersen

Hvorfor stiller du op til Folketinget?

Fordi der er brug for mennesker med almindelig arbejdserfaring, jeg har kørt slamsuger, været bartender, lavet kloakering og fundamenter og været chef i en virksomhed.

Så jeg ved, hvad det er, man snakker om, når man taler om danskerne på arbejdsmarkedet.

Så brænder jeg for, at vi får et bedre Danmark især fo de svageste og for at dyr behandles ordentligt, uanset hvem der ejer dem.

Hvad holder du allermest af ved Aalborg og Nordjylland?

Uha. Da jeg var ung, var det jo klart “Gaden”.

Men som jeg er blevet ældre, er det mere den nordjyske “ånd” eller stemning.

I hovedstaden er de nok både hurtigere til at tale og løber mere rundt i “salonerne” og fører sig mere frem. Men i Aalborg og Nordjylland ved jeg til gengæld, at når man siger noget, så har man tænkt det igennem og mener det.

Det er for en som mig utroligt befriende.

OG så det faktum, at jeg i Nordjylland nærmest altid har natur tæt på.

Hvilken lokal begivenhed eller tradition glæder du dig særligt til?

Karneval. Ikke at jeg deltager selv i det længere. Men kommer altid ind og ser det.

Det er fantastisk at en “lille” by som Aalborg hvert eneste år kan løfte den begivenhed.

Og så er der bare noget rart i at mærke så mange glade mennesker sammen. Også når omverdenen er urolig.

Hvad mener du, der mangler i Aalborg i dag?

Butikker i midtbyen. Jeg elsker selv storcentret, men mangler faktisk, at vi har flere butikker i midtbyen også.

Så man kunne få mere liv der også. Og så mangler der parkering, så man kan komme ind og handle.

Hvad vil du sætte fokus på politisk, som har relevans for borgerne i Aalborg?

Arbejdspladser. Vi skal flytte flere statslige arbejdspladser til Aalborg og Nordjylland generelt.

Hvad tænker du om drikkevandet i Aalborg?

Tænker det er trist, at regeringer gennem årtier har lukket øjnene.

Vandet i hanerne er ikke sundhedsfarligt. Men skal vi ned på 6mg nitrat, som ville være skønt og endnu mere sikkert, så kræver det rensning på den korte bane.

Og det mener jeg må være et fælles samfundsansvar at betale for i hele landet.

Hvad skal der gøres for at Aalborg kan få rent vand i hanerne, og hvem skal betale for det?

Eneste løsning nu og her er rensning.

Og det, mener jeg, skal betales af staten, så man ikke som borger pludselig står med en regning, fordi regeringer gennem tiden ikke har været ansvaret voksent.

Er der andre politiske sager, man skal være opmærksom på, hvis man er borger i Aalborg?

Ja. Elektrificering af jernbanen som vi er blevet lovet. Så oplandsbyerne ikke afkobles.

Udbygning af elnettet som lige nu er en katastrofe i forhold til at omstille til produktion på el. Og arbejdspladser.

Nordjylland har oplevet en regn af tiltag, der fjerner arbejdspladser fra regionen.

Hvis ikke vi gør noget med det samme, så vil Aalborg risikere at se at vores unge mennesker rejser væk, fordi mulighederne i Aarhus eller København er langt bedre.

Og flytter de først væk, så forsvinder vi lidt efter lidt.

Og Aalborg er jo som alle ved den bedste storby i Danmark.

Hvorfor skal aalborgenserne sætte sit kryds ved dig?

Jeg er jo Aalborg dreng, opvokset på Skallerupvej. Jeg gik på mellevangskolen, HH fra Langagervej, svendebrev fra en Aalborgensisk virksomhed. Bartender i Jomfru Ane Gade.

Man skal stemme på mig, fordi jeg er Nordjyde helt ind i benene, og jeg er det ikke kun op til valget, når jeg finder en valgkreds.


Navn: Inger Støjberg

Parti: Danmarksdemokraterne

Hvor kommer du fra? (By): Hjerk, bosiddende i Hadsund

Alder: 53 år

Civilstand: Single

Faglig/karrieremæssig baggrund: Kommunikation og journalistik

Menneskene bag krydset: Her er dine lokale folketingskandidater
Inger Støjberg. Foto: Danmarksdemokraterne

Hvorfor stiller du op til Folketinget?

Jeg vil gerne gøre en forskel for Danmark og for Nordjylland. Det er jeg slet, slet ikke færdig med.

Hvad holder du allermest af ved Aalborg og Nordjylland?

Naturen, at der er højt til loftet, og den foretagsomhed, der er heroppe.

Hvilken lokal begivenhed eller tradition glæder du dig særligt til?

Nibe Festival! Det er en årlig tradition, at naboerne og jeg er afsted sammen alle dage.

Vi sætter teltene op tirsdag, flytter ind onsdag og tager hjem søndag.

Hvad mener du, der mangler i Aalborg i dag?

Jeg kunne godt tænke mig, at der for eksempel var endnu flere uddannelser.

Der er et stærkt universitet, som jeg gerne vil være med til at styrke.

Jeg kunne også godt tænke mig, at der bliver endnu flere muligheder for at uddanne sig i hele Nordjylland.

Hvad vil du sætte fokus på politisk, som har relevans for borgerne i Aalborg?

Aalborg skal også i fremtiden være et kraftcenter, uden at det får en negativ betydning for resten af Nordjylland.

Jeg vil for eksempel gerne være med til at styrke nogle af universitetsuddannelserne endnu mere, men man kan også sagtens sprede flere uddannelser i resten af landsdelen.

For eksempel mener vi i Danmarksdemokraterne, at det var forkert, da SVM-regeringen annullerede aftalen om at udflytte velfærdsuddannelser – for eksempel pædagoguddannelsen i Rebild.

Det giver også rigtig god mening at styrke erhvervsuddannelserne, der med fordel kan ligge andre steder i det nordjyske.

Hvad tænker du om drikkevandet i Aalborg?

Jeg mener selvfølgelig, at vi skal have rent drikkevand.

Det har vi alle et ansvar for at sikre, og vi er også nødt til at sikre os, at vi har alle fakta på bordet, før vi for eksempel laver forbud.

Hvad skal der gøres for at Aalborg kan få rent vand i hanerne, og hvem skal betale for det?

Det er et fælles ansvar at sikre rent drikkevand. Det er ikke kun op til landmændene, som nogle siger.

Meget af den sprøjtegift, man for eksempel finder nu, er fortidens synder, og det skal nutidens landmænd ikke være alene om at betale for.

For det betyder bare, at nogle af dem kommer til at lukke deres bedrifter, og det ønsker jeg ikke.

Er der andre politiske sager, man skal være opmærksom på, hvis man er borger i Aalborg?

Helt generelt synes jeg, at vi har en forpligtelse til at sikre, at Aalborg også er en attraktiv by for studerende i fremtiden.

For det er også med til at sikre udvikling og liv i hele Nordjylland, hvis Aalborg stadig formår at tiltrække studerende.

Aalborg Universitet har det helt særlige omkring sig, at man har været dygtig til i samarbejde med erhvervslivet at forme iværksættere, og det skal vi sikre os, at man også har forudsætningerne for fremover.

Hvorfor skal aalborgenserne sætte sit kryds ved dig?

Det skal man, hvis man ligesom jeg elsker Nordjylland og vil styrke Nordjylland.

Selvfølgelig med Aalborg som den store by, men hvis man også er glad for, at der er liv og muligheder i hele landsdelen, og hvis man gerne vil sikre det fremover, så skal man stemme på mig og Danmarksdemokraterne.

Socialistisk Folkeparti

Navn: Benjamin Christensen

Parti: SF – Socialistisk Folkeparti

Hvor kommer du fra?(By): Skagen – og har boet i Aalborg de sidste 10 år.

Alder: 29

Civilstand: Gift

Faglig/karrieremæssig baggrund: Konsulent, Underviser og Svømmetræner

Menneskene bag krydset: Her er dine lokale folketingskandidater
Benjamin Christensen

Hvorfor stiller du op til Folketinget?

Jeg stiller op til Folketinget, fordi jeg gerne vil levere et bedre samfund videre til vores små, og sørge for at vores mindste har de bedste rammer til at have et godt børneliv.

Jeg vil gerne tænke velfærden igennem på en ny måde, inden tilliden til den eroderer helt.

Hvad holder du allermest af ved Aalborg og Nordjylland?

Aalborg: Kombinationen af provins-ro og storby-fart.

Nordjylland: At der er stærke fællesskaber i langt de fleste byer, og at havet aldrig er for langt væk.

Hvilken lokal begivenhed eller tradition glæder du dig særligt til?

Jeg er ret begejstret for Aalborg Karneval og Naturmødet i Hirtshals.

Men lige den her sommer, så glæder jeg mig allermest til storskærmsfodbold til VM – Hvis altså vi faktisk kvalificerer os…

Hvad mener du, der mangler i Aalborg i dag?

Der mangler I hvert fald ikke en motorvej.

Men det der mangler er nok flere grønne lommer. Jeg ser frem til, at Østerå bliver åbnet.

Hvad vil du sætte fokus på politisk, som har relevans for borgerne i Aalborg?

Renere drikkevand og understøttelse af foreningslivet.

Hvad tænker du om drikkevandet i Aalborg?

Det er meget bekymrende med nitrat-tallene, især når jeg selv har valgt at købe et hus i Aalborg, som jeg tænker at skulle bo i i mange år.

Og så er jeg skuffet over, at en statsminister, der er født og opvokset i Aalborg, ikke har gjort mere for at stoppe problematikken tidligere.

Hvad skal der gøres for at Aalborg kan få rent vand i hanerne, og hvem skal betale for det?

At vi som minimum skal have sprøjteforbud rundt om Aalborg. Gerne også lave incitamenter til at flere landbrug rundt om Aalborg bliver økologiske, så vi også slipper for kunstgødning.

Det er noget, som jeg synes, vi skal tage på statens regning.

Men der vil være noget af det, som afspejler sig i vores fødevarepriser.

Men rent drikkevand er altså også dyrt købt, hvis vi ikke beskytter det fra gift og gylle – Så hvad vil man helst betale mere for? Kød eller vand?

Er der andre politiske sager, man skal være opmærksom på, hvis man er borger i Aalborg?

Udover drikkevand og motorvejen, så vil jeg sige, at vi skal være opmærksomme på at velfærden ikke bliver for skrabet.

Den bliver udhulet at demografien, som Folketinget ikke vil dække ordentligt og af private tilbud, som tager overpris for at køre i store biler og bo i dyre huse.

Hvorfor skal aalborgenserne sætte sit kryds ved dig?

Det er mit sværeste spørgsmål.

Jeg har det sådan, at jeg bare er mig.

Jeg går på arbejde. Jeg træner og svømmer. Jeg drikker øl med mine kammerater og ser bold på London og John Bull.

Jeg går i biografen med min kone.

Jeg er bare en bette knægt der er vokset op i foreningslivet med den fællesskabs-tænkning, det fører med.

Og derfor er jeg, som jeg er. Jeg vil bare gerne have, at ingen børn sidder sultne i skolen. At vi tager os af hinanden. At vi stadig har en levende natur om 100 år.

Så hvis du bare vil have et helt almindeligt menneske – der vandt klassens CareBear i gymnasiet – så skal du stemme på mig.


Navn: Melina Andersen 

Parti: SF, Socialistisk Folkeparti 

Hvor kommer du fra?(By): Sæby, bosat i Aalborg 

Alder: 31 

Civilstand: Gift 

Faglig/karrieremæssig baggrund: Organisator i fagbevægelsen 

Menneskene bag krydset: Her er dine lokale folketingskandidater
Melina Andersen

Hvorfor stiller du op til Folketinget?

Den vigtigste kamp for mig, er at mindske den ulighed, som desværre vokser hastigt imellem os.

Om det er uligheden i sundhedsvæsnet, hvor sundhedsforsikringer sender nogen foran i køen, mens brugerbetaling forhindrer andre i overhovedet at møde op til vigtig behandling. 

Eller på uddannelsesområdet, hvor nogle får hjælp med hjemmefra, mens andre arbejder 20 timer ved siden af et fuldtidsstudie.

Eller om det er i arbejdslivet, hvor forskelle i folks arbejdsliv ikke sikrer alle lige mange gode år, efter de er holdt. Der er efterhånden helt tydeligt forskel på folk, og det er skidt for sammenhængskraften. 

Hvad holder du allermest af ved Aalborg og Nordjylland?

Jeg nyder, at der her faktisk er ro på, og at folk er nede på jorden. 

Når jeg går rundt i midtbyen, så møder jeg nærmest altid nogen, jeg kender.

Aalborg har for mig den perfekte størrelse. Der er liv hele tiden, men man kan altid finde ro, når man har brug for det. 

Jeg vokset op 300 meter fra havet i Sæby, og jeg elsker at Limfjorden er så nærværende i byen. 

Hvis jeg er presset, så plejer jeg at gå en tur langs fjorden, og det giver mig bare sådan en ro at kunne kigge på vandet. 

Hvilken lokal begivenhed eller tradition glæder du dig særligt til?

Jeg har virkelig nydt DM-ugen de tre gange, det har været her, og jeg ville ønske, vi bare kunne have det hvert år.

Det er enormt fedt at se byen blive brugt på den måde, og der kommer særligt fjorden og havnen virkelig bare til sin ret. 

Samtidig er det fedt at se, hvor mange frivillige, fra alskens sport, som brænder for lige deres. 

Men hvis jeg skal nævne en ting, som med garanti sker hvert år, så er det første ægte sommerdag, hvor Vestre fjordpark er fyldt til bristepunktet med folk i alle aldre. 

Alene det at gå en tur igennem, kan give mig sådan en ægte sommerferiestemning.  

Hvad mener du, der mangler i Aalborg i dag?

Jeg synes efterhånden, Aalborg har alt det, man kan ønske sig ved en større by. Fede events, gode restauranter, lækre bagerier.  

Men jeg er bekymret for, om vi begynder at se fragmentering i, hvem der kan købe bolig i byen.

Jeg har vennepar, som har været nødt til at købe hus i andre nordjyske byer, selvom de gerne ville blive boende i Aalborg. 

Hvad vil du sætte fokus på politisk, som har relevans for borgerne i Aalborg?

Drikkevand!

Men jeg skal nok nævne en ting yderligere. 

For mig er kampen mod ulighed en ærke aalborgensisk og nordjysk kamp.

Vi ved jo godt, at der er langt til København, men der er endnu længere fra København til Nordjylland.

Men internt i regionen sker samme forskydning, og det er tydeligst i Aalborg, fordi de faktiske distancer kan være få hundrede meter, mens i social-klasserne kan de være mile vidt.

Tænk sig, at der kan ligge almene boliger i Vestbyen, som ligger en kort gåtur fra liebhavervillaer i Hasseris. 

Det er derfor, det er så vigtigt at understøtte, at vores folkeskoler fortsat er gode, og har børn der trives.

Så børn kan møde hinanden på tværs af sociale skel og få et fælles udgangspunkt for livet. 

Hvad tænker du om drikkevandet i Aalborg?

Det er et af de aller-vigtigste emner i årets valgkamp, for det haster noget så gevaldig med at sikre rent drikkevand. 

Særligt Nordjylland er ramt, og Aalborg har en kedelig førsteplads i at være nødt til at rense drikkevand.

Et sprøjteforbud ved vores drikkevandsboringer er en uundgåelig nødvendighed.  

Hvad skal der gøres for at Aalborg kan få rent vand i hanerne, og hvem skal betale for det?

Et totalt sprøjteforbud ved grundvandsdannende områder er det, der skal til for at sikre aalborgensere og nordjyder rent drikkevand i fremtiden. 

Skaden er desværre sket, og ligesom med CO2-kvoter, mener jeg, at det er rimeligt, at det er forureneren, der betaler. 

Jeg er glad for, at Aalborg forsyning har lagt sag an mod staten, for jeg har svært ved at se, at det skal lægge Aalborgs borgere til last, at man i Folketinget har tilladt forureningen at ske. 

Er der andre politiske sager, man skal være opmærksom på, hvis man er borger i Aalborg?

I Kærby og flere steder langs havnefronten i Vestbyen er der allerede problemer med oversvømmelser, og de problemer vil brede sig markant uden en stærk indsats imod klimaforandringerne. 

Med stigende vandstand i havene og voldsommere stormfloder, er behovet for klimahandling stadig mere vigtigt. 

Vi har fortsat brug for at investere i vedvarende energi, og gøre alt hvad vi kan for at begrænse klimaforandringerne. 

Hvorfor skal aalborgenserne sætte sit kryds ved dig? 

Aalborggenserne skal sætte sit kryds ved mig, hvis de vil have en ægte nordjyde til at kæmpe for at mindske uligheden, for at få det ekstra SU-år og rent drikkevand tilbage i hanen. 


Navn: Christina Lykke

Parti: SF – Socialistisk Folkeparti

Hvor kommer du fra? (By): Frederikshavn kommune 

Alder: 44

Civilstand: Gift 

Faglig/karrieremæssig baggrund: Jeg er uddannet socialpædagog og har i mange år arbejdet som familiebehandler og terapeut. Samtidigt har jeg i mange år engageret mig i lokalpolitik. Særligt inden for børn, unge ældre og sårbare.

Menneskene bag krydset: Her er dine lokale folketingskandidater
Christina Lykke Eriksen

Hvorfor stiller du op til Folketinget?

Jeg stiller op, fordi jeg gerne vil gøre en reel forskel for mennesker i hverdagen.

Jeg møder mange borgere, der er bekymrede for velfærden, klimaet og for, om der stadig er gode muligheder i Nordjylland i fremtiden.

Jeg mener, at vi kan gøre det bedre, både når det gælder vores skoler, ældrepleje og den grønne omstilling, og så mener jeg, at alle børn og unge skal have mulighed for at gå i fritidsklub.

Jeg vil være en stærk stemme for Nordjylland på Christiansborg.

Hvad holder du allermest af ved Aalborg og Nordjylland?

Det, jeg holder mest af, er den jordnære måde, vi er sammen på.

Aalborg er en by i udvikling, og Nordjylland da hovedstad, men samtidig en by hvor folk stadig hilser på hinanden, og hvor fællesskabet betyder noget.

Og så er naturen i Nordjylland helt særlig, fra Limfjorden til Vesterhavet og Skagens unikke lys og natur.

Det giver både ro og stolthed over at bo her.

Hvilken lokal begivenhed eller tradition glæder du dig særligt til?

Jeg glæder mig altid til de store begivenheder, hvor hele nordjylland samles, for eksempel karnevallet i Aalborg.

Det er en dag, hvor byen virkelig viser sin energi og sit fællesskab, og hvor både unge og ældre deltager.

Og så er jeg vild med at vores kultur er både historisk moderne. 

Hvad mener du, der mangler i Aalborg i dag?

Aalborg er en by med masser af muligheder, men jeg mener, vi skal blive endnu bedre til at sikre, at udviklingen kommer alle til gode.

Det gælder især stærkere velfærd, bedre offentlig transport og flere grønne områder i byen.

Samtidig skal vi sikre gode muligheder for unge og familier, så de kan blive boende i Nordjylland og pendle til og fra Aalborg.

Hvad vil du sætte fokus på politisk, som har relevans for borgerne i Aalborg?

Jeg vil især arbejde for tre ting: 

-Bedre velfærd. Vi skal have ordentlige normeringer i daginstitutionerne, tryg ældrepleje og gode skoler. Og så skal vi hjælpe dem, der har brug for det. 

-En hurtigere grøn omstilling og udvikling i hele Nordjylland. Vi skal investere i grøn strøm til Nordjylland, det har virksomhederne brug for. Så man kan lave bæredygtige arbejdspladser. 

-At Nordjylland ikke bliver møblet af med hænger sammen med resten af Danmark, når der træffes beslutninger, så Nordjylland også i fremtiden er et stærkt sted at bo og arbejde.

Hvad tænker du om drikkevandet i Aalborg?

Rent drikkevand er noget af det vigtigste, vi har.

Derfor bliver jeg bekymret, når vi ser eksempler på forurening af grundvandet.

I Danmark har vi en unik mulighed for at drikke rent vand direkte fra hanen, det er et privilegium, som vi skal beskytte langt bedre.

Hvad skal der gøres for at Aalborg kan få rent vand i hanerne, og hvem skal betale for det?

Vi skal først og fremmest beskytte vores grundvand bedre.

Det betyder blandt andet strengere regler og forbud mod forurening for bedre beskyttelse af drikkevand.

Samtidig skal vi investere i løsninger, der sikrer rent vand fremover.

Jeg mener, at det ikke kun er borgerne, der skal betale, de virksomheder og aktiviteter, der er med til at forurene, skal også tage ansvar.

Er der andre politiske sager, man skal være opmærksom på, hvis man er borger i Aalborg?

Der er flere vigtige dagsordener.

Blandt andet hvordan vi sikrer flere arbejdspladser i Nordjylland, bedre tog- og transportforbindelser og gode uddannelsesmuligheder.

Det er afgørende, hvis vi vil sikre, at unge fortsat vælger at blive i regionen.

I Nordjylland er vi hinandens forudsætning. 

Hvorfor skal aalborgenserne sætte sit kryds ved dig?

Fordi jeg brænder for Aalborg og Nordjylland, og fordi jeg vil arbejde benhårdt for vores landsdel på Christiansborg.

Jeg tror på stærke fællesskaber, på grøn omstilling og på, at politik skal gøre en forskel i menneskers hverdag.

Jeg kender til de lokale udfordringer, jeg møder mennesker og opholder mig ikke kun i mødelokaler.

Hvis man ønsker en tydelig grøn og social stemme for Nordjylland, med benene solidt plantet i den jyske muld, så håber jeg, man vil give mig sin tillid.


Navn: Morten Bo Bertelsen 

Parti: SF

Hvor kommer du fra?(By): Frøstrup

Alder: 64

Civilstand: Parforhold

Faglig/karrieremæssig baggrund: Uddannet murer. I dag gymnasielærer.

Menneskene bag krydset: Her er dine lokale folketingskandidater
Morten Bo Bertelsen

Hvorfor stiller du op til Folketinget?

Jeg stiller op til folketinget for at kæmpe for et mere retfærdigt, solidarisk og grønt samfund.

Min erfaring som kommunalbestyrelsesmedlem vil jeg tage med mig på Christiansborg, så udfordringerne i landdistrikterne og Nordjylland kommer i fokus.

Hvad holder du allermest af ved Aalborg og Nordjylland?

Den nordjyske humor og folkesjæl.

Hvilken lokal begivenhed eller tradition glæder du dig særligt til?

Alive festival i Thisted – Kan også godt lide gode koncerter i skovdalen (Lidt for sjældent, jeg kommer)

Hvad mener du, der mangler i Aalborg i dag?

Pas!

Hvad vil du sætte fokus på politisk, som har relevans for borgerne i Aalborg? 

Jeg vil have fokus på de generelle velfærdsområder.

Vi skal have et arbejdsmarked, hvor vi ikke glemmer den sociale tryghed for almindelige lønmodtagere.

Efter et langt hårdt arbejdsliv på byggepladsen som håndværker eller f.eks. i hjemmeplejen, burde man kunne trække sig tilbage med værdighed.

Hvad tænker du om drikkevandet i Aalborg? 

Det skal være rent – og det skal sikres.

Hvad skal der gøres for at Aalborg kan få rent vand i hanerne, og hvem skal betale for det?

Der må rensning til, som allerede er sat i værk.

Det skal i hvert fald ikke være forbrugerne der skal betale – Det er urimeligt.

Jeg kan godt lide princippet om at “forureneren betaler.” Jeg og SF støtter, at vi skal sikre rent drikkevand ved sprøjteforbud i udvalgte områder for landbruget.

Er der andre politiske sager, man skal være opmærksom på, hvis man er borger i Aalborg?

Man skal være opmærksom på at stemme, således vi ikke får flere skæve skattelettelser som SVM-regeringen har indført.

Stem for bedre velfærd i stedet for. Stem på SF.

Hvorfor skal aalborgenserne sætte sit kryds ved dig?

Stem på Morten Bo – Han er go` 😁

Liberal Alliance

Navn: Dan Gaardboe Rueskov

Parti: Liberal Alliance

Hvor kommer du fra (by): Horne ved Hirtshals i Hjørring Kommune

Alder: 45 år

Civilstand: Jeg er gift, og sammen har vi tre børn.

Faglig og karrieremæssig baggrund: Jeg har en baggrund i erhvervslivet og har i mange år arbejdet med udvikling og projekter i Nordjylland.

Samtidig har jeg engageret mig i lokale sager om miljø, erhverv og retssikkerhed for borgere. Jeg tror på, at et stærkt samfund bygges nedefra, hvor borgere, virksomheder og lokalsamfund får frihed til at skabe udvikling.

Menneskene bag krydset: Her er dine lokale folketingskandidater
Dan Gaardboe Rueskov

Hvorfor stiller du op til Folketinget?

Jeg stiller op, fordi Nordjylland har brug for en stærkere stemme på Christiansborg.

Alt for ofte bliver beslutninger taget langt væk fra de mennesker, der skal leve med konsekvenserne.

For mig handler politik om frihed, ansvar og respekt for det enkelte menneske. Jeg tror på et samfund, hvor vi hjælper dem, der virkelig har brug for det, men hvor vi også giver plads til, at mennesker kan skabe deres eget liv gennem arbejde, initiativ og fællesskab.

Hvad holder du allermest af ved Aalborg og Nordjylland?

Jeg holder af den nordjyske mentalitet. Folk er direkte, arbejdsomme og hjælper hinanden, når det gælder.

Aalborg er en stærk by med uddannelser, virksomheder og kultur, men samtidig er der kort til naturen og havet. Det giver en livskvalitet, som mange andre steder i landet misunder.

Hvilken lokal begivenhed eller tradition glæder du dig særligt til?

Jeg holder meget af de lokale arrangementer, byfester og messer rundt omkring i Nordjylland. Det er der, man møder mennesker ansigt til ansigt og mærker fællesskabet.

Det minder også politikere om, hvem politik egentlig handler om.

Hvad mener du, der mangler i Aalborg i dag?

Aalborg er en stærk by, men vi skal blive endnu bedre til at skabe arbejdspladser og fastholde unge mennesker efter endt uddannelse.

Det kræver bedre vilkår for virksomheder, mindre bureaukrati og en politik, der belønner arbejde og initiativ.

Hvad vil du sætte fokus på politisk, som har relevans for borgerne i Aalborg?

Jeg vil arbejde for lavere skat på arbejde, bedre rammer for erhvervslivet og en mere realistisk grøn omstilling.

Samtidig skal vi sikre, at vores velfærdssystem hjælper dem, der virkelig har brug for det. I Liberal Alliance mener vi ikke, at man skal se ned på mennesker, der er i en svær situation.

Tværtimod skal vi møde mennesker med respekt og sikre, at systemet hjælper dem videre, ikke holder dem fast.

Hvad tænker du om drikkevandet i Aalborg?

Rent drikkevand er en af de vigtigste ressourcer, vi har i Danmark. Derfor skal vi passe langt bedre på vores grundvand.

Forurening fra både industri og tidligere aktiviteter er et alvorligt problem, som kræver handling og ansvar.

Hvad skal der gøres for at Aalborg kan få rent vand i hanerne, og hvem skal betale for det?

Vi skal først og fremmest stoppe forureningen ved kilden og beskytte vores grundvand langt bedre.

Samtidig skal der investeres i rensning og overvågning. Efter min mening skal forureneren betale, men staten har også et ansvar for at sikre, at borgerne har adgang til rent drikkevand.

Er der andre politiske sager, man skal være opmærksom på, hvis man er borger i Aalborg?

Ja. Den grønne omstilling skal ske på en måde, der giver mening for både klimaet og lokalsamfundet.

I dag oplever mange borgere, at store projekter bliver presset igennem uden ordentlig dialog. Vi skal have mere gennemsigtighed, mere respekt for borgerne og en mere realistisk tilgang til omstillingen.

Hvorfor skal aalborgenserne sætte sit kryds ved dig?

Fordi jeg mener, at politik skal være ærlig. Det jeg siger før et valg, er også det jeg mener efter et valg.

Jeg vil kæmpe for frihed, ansvar og respekt for det enkelte menneske.

Samtidig vil jeg være en tydelig nordjysk stemme på Christiansborg, der arbejder for udvikling, arbejdspladser og retfærdighed for de mennesker, der bor her.


Navn: Kresten Solvang Larsen

Parti: Liberal Alliance

Hvor kommer du fra?(By): opvokset ved Hjørring, bor i Aabybro

Alder: 34

Civilstand: Gift

Faglig/karrieremæssig baggrund: Privatassurandør

Menneskene bag krydset: Her er dine lokale folketingskandidater
Kresten Larsen

Hvorfor stiller du op til Folketinget?

Jeg stiller op fordi, at jeg mener der trænger til at komme nogle nye folk ind på Borgen. 

Folk der ikke nødvendiatgvis har en lang videregående uddannelse, men mennesker, som jeg selv, der er dannet af det arbejde man har været i.

Desuden ønsker jeg, at vi skal prøve noget nyt og gøre op med den kassetænkning, som mange partier forfalder til. 

Hvad holder du allermest af ved Aalborg og Nordjylland?

Jeg holder allermest af det stille og rolige nordjyske sind og menneskerne der besidder det. 

Hvilken lokal begivenhed eller tradition glæder du dig særligt til?

At foråret for alvor vinder frem, naturen bliver grøn igen og solens stråler varmer.

Hvad mener du, der mangler i Aalborg i dag?

Aalborg er en fantastisk by, så det er svært, at sige hvad der mangler, så helt lavpraktisk vil jeg sige flere p-pladser i midtbyen – eller en borgerlig borgmester.

Hvad vil du sætte fokus på politisk, som har relevans for borgerne i Aalborg? 

At fjerne el-afgiften permanent, og at vi får atomkraft i Danmark, så nordjyderne – og resten af danskerne – får billig, stabil og grøn energi.

Hvad tænker du om drikkevandet i Aalborg? 

At den nuværende polemik er blevet kørt op i en spids. Jeg ser det som storm i et glas vand. 

Hvad skal der gøres for at Aalborg kan få rent vand i hanerne, og hvem skal betale for det?

I Danmark, og Aalborg, har vi allerede rent vand i hanerne. Vi skal selvfølgelig fortsætte med at passe på det, som vi også gør i dag, så det også er rent i fremtiden. 

Er der andre politiske sager, man skal være opmærksom på, hvis man er borger i Aalborg?

Du kan vide sig sikker på, at hvis jeg bliver valgt ind, så vil jeg hverken slå på tromme for urealistiske udspil, som “Lilleskolen” er eller prøve at bremse innovation, entreprenørskab og iværksætteri ved at indføre formueskat og derved gøre Danmark fattigere. 

Hvorfor skal aalborgenserne sætte sit kryds ved dig?

Man skal sætte sit kryds ved mig, hvis man ønsker en reel person der tør sige sin mening.

Jeg vil sikre mere personlig frihed uden staten skal blande sig, færre kolde hænder, så vi får råd til flere omsorgspersoner og grøn omstilling baseret på fornuft og stabil energi – nemlig atomkraft. 


Navn: Thomas Heuniche

Parti: Liberal Alliance

Hvor kommer du fra?(By): Oprindelig fra Horsens – boet i Aalborg siden 1989

Alder: 59

Civilstand: Gift med Bettina – vi har sammen datteren Yi Yi og hunden Ingeborg

Faglig/karrieremæssig baggrund: Cand. phil. i samfundsfag og meritlærer. Har arbejdet som skolelærer, speciallærer og socialpædagog i 25 år

Menneskene bag krydset: Her er dine lokale folketingskandidater
Thomas Heunicke

Hvorfor stiller du op til Folketinget?

Jeg stiller op til Folketinget, fordi jeg er dybt bekymret over den udvikling, som Danmark – herunder Aalborg – har været igennem de senere årtier.

Med bevidst politisk erodering af vores grundlæggende institutioner, som eksempelvis Folkeskolen og Forsvaret.

Med den tiltagende nonsensficering indenfor køn og kultur.

Og med det omsiggribende magtmisbrug, korruption, nepotisme og heraf følgende inkompetence på alle niveauer og i alle sektorer af kommunerne, regionerne og staten.


Hvad holder du allermest af ved Aalborg og Nordjylland?

At Aalborg er en stor by uden at være en storby.

Aalborg er stor og gammel nok til at have samme omfang af historie, kultur og tilbud som vores største byer.

Men i modsætning til fx København kan man nærmest gå til det hele, da det qua byens beskedne størrelse ikke er spredt over et stort areal.

At Nordjylland rummer en barsk natur, der har formet en lakonisk mentalitet, herligt fri for hykleri og bullshit. Nordjylland rummer tillige en lang række spændende – og oversete – fortællinger om små som store menneskeskæbner og små som store begivenheder.

Nogle tilmed så store, at de har haft betydning for USA og for Romerriget og dermed for Verdenshistorien. Intet mindre !!

Hvilken lokal begivenhed eller tradition glæder du dig særligt til?

Som Trump svarede, da han engang blev spurgt, hvilken del af Biblen, han sætter størst pris på: I love it all !!

Hvad mener du, der mangler i Aalborg i dag?

At vi i langt højere grad får kapitaliseret på vores kulturelle potentialer, som Universitetets Kreative Kloster; TekNats verdensrenommé og kapaciteter indenfor droner og bioteknologi; de tekniske ungdomsuddannelser (ex Techcollege og FGU) foruden AMU; de mange museer; de private såvel som officielle kunstinstitutioner; de fantastiske gavlmalerier; de historiske spots; de særegne og skæve lokaliteter; de militære installationer; de frivillige sociale organisationer; den gennemgående Limfjord og den uddøende midtby udgør – ikke mindst i synergisk samspil.

Gennem en sådan synergi vil vi i langt højere grad gøre os bemærket internationalt i form af:

– et åbent samspil mellem byen, menneskene og kunsten

– Aalborg som The White Cubes endelige frisættelse som eget kunstværk

– en bioteknologisk pendant til Burning Man (arbejdstitel: Transforming Man)

– et center med (kamp)idræt og (kunst)håndværk for (selv)destruktive mænd

– et biotopisk beboelseskvarter (arbejdstitel: Bytopya)

– et kulturelt dronetestcenter for alverdens kunstnere og kulturskabere 

Hvad vil du sætte fokus på politisk, som har relevans for borgerne i Aalborg? 

Udover et langt større udbytte af byens kulturelle potentialer (nævnt ovenfor), vil jeg arbejde for:

– at det omsiggribende magtmisbrug i Aalborgs kommunale forvaltninger stoppes og forebygges.

Aalborg var tidligere Nordens Paris, men har i desværre mange år været Nordens Palermo – vi skal igen være Nordens Paris!

– at alle børn sikres samme gode skolegang gennem en frisætning af de enkelte folkeskoler som selvejende institutioner, alene drevet af lærerne og forældrene i fællesskab.

Vi er ved at udvikle et todelt skolesystem, hvor børn af “de rige svin” får en solid skolegang i privatskolen, mens børn fra ressourcesvage hjem må tage til takke med en stadig mere dysfunktionel Folkeskole. 

En Folkeskole ødelagt af årtiers tåbelige reformer. En sådan skolepolitik vil være til gavn for alle borgere i Aalborg.

– at Aalborgs erhvervsliv sikres en betydelig plads i den igangværende genoprustning af Forsvaret. Med kombinationen af talrige militære enheder og et vidtforgrenet erhvervsliv har Aalborg og Nordjylland alle muligheder for at opbygge en højteknologisk, resilient, redundant og smidig våbenindustri, der vil styrke regionens forsvarsevne såvel som vores virksomheder og deres jobskabelse.

Hvad tænker du om drikkevandet i Aalborg? 

Jeg har lovet vælgerne og mig selv ikke at kloge mig i politikområder, som jeg ikke har det fjerneste kendskab eller erfaring med. Så mit svar til dette spørgsmål må være: Ingen kommentarer.

Hvad skal der gøres for at Aalborg kan få rent vand i hanerne, og hvem skal betale for det?


Som jeg lige svarede: Ingen kommentarer!


Er der andre politiske sager, man skal være opmærksom på, hvis man er borger i Aalborg?

Ja. Og det kan man med stor fordel spørge mine liberale medkandidater om.

Hvorfor skal aalborgenserne sætte sit kryds ved dig?
Kort fortalt:

Ved at stemme på mig får aalborgenserne en repræsentant på tinge, som gennem sit arbejde i den pædagogiske verden og gennem frivilligt arbejde med kulturudveksling og selvdestruktive mænd har vist, at han er villig til at kæmpe stålsat for alle børn og borgere.

Ikke mindst for samfundets skrøbelige børn, de udsatte voksne og for skatteborgerne – også selvom det er til skade for ham selv, hans karriere, hans økonomi og hans helbred.

Jeg er i øvrigt tidligere socialdemokrat, men forlod partiet i dyb desillusion, da jeg qua mit arbejde som folkeskolelærer og socialpædagog opdagede, hvilket monster velfærdsstaten har udviklet sig til.

Selvom jeg kun var et menigt medlem, ser jeg det i dag som et ansvar for mig at bidrage til at få løst de massive problemer, som jeg indirekte selv har været med til at skabe som tidligere medlem af Socialdemokratiet.

Jeg er grandfætter til Magnus Heunicke, som jeg udfordrer til at komme til Aalborg, til en debatdyst med mig, så vi én gang for alle kan få afgjort, hvem der er familiens sorte får 😉


Navn: Bo Ritterbusch

Parti: Liberal Alliance

Hvor kommer du fra?(By): Veddum

Alder: 57

Civilstand: Gift

Faglig/karrieremæssig baggrund: Landmand

Menneskene bag krydset: Her er dine lokale folketingskandidater
Bo Rittersbusch

Hvorfor stiller du op til Folketinget?

For at få mulighed for at kæmpe for en blå regering, der fører borgerlig liberal politik.

Hvad holder du allermest af ved Aalborg og Nordjylland?

At der er plads, fremkommelighed og højt til loftet.

Hvilken lokal begivenhed eller tradition glæder du dig særligt til?

Jeg glæder mig til at AaB igen kommer i Superligaen.

Hvad mener du, der mangler i Aalborg i dag?

Bedre parkeringsmuligheder.

Hvad vil du sætte fokus på politisk, som har relevans for borgerne i Aalborg?

Jeg vil arbejde for et Kernekraftværk på Nordjyllandsværkets lokation, som vil sikre CC2-neutral, stabil forsyning af el og fjernvarme de næst 80 år

Hvad tænker du om drikkevandet i Aalborg?

Drikkevandet har det grundlæggende fint, der er udfordringer med forhøjede niveauer af nitrat i nogle af boringerne.

Det kan løses ved at lave boringerne dybere, eller simpelthen lave nye boringer udenfor områder med meget kridt i undergrunden.

Hvad skal der gøres for at Aalborg kan få rent vand i hanerne, og hvem skal betale for det?

Nye dybere boringer, eller boringer i andre områder hvor der ikke er kridt i undergrunden. Det koster ikke en formue, og kan sagtens betales af brugerne.

Er der andre politiske sager, man skal være opmærksom på, hvis man er borger i Aalborg?

Vi skal have fokus på, at f.eks vores beredskab, også er det vi bliver lovet, f.eks Ambulancers responstid.

Hvorfor skal aalborgenserne sætte sit kryds ved dig?

Det skal de gøre, hvis de vil have en nordjyde i tinget, der fortsat vil blive boende i regionen, som vil kæmpe for lavere skatter, mere frihed, mindre bureaukrati og en mere effektiv offentlig sektor.


Navn: Jimmy Abel Nielsen

Parti: Liberal Alliance

Hvor kommer du fra?(By): Aalborg

Alder: 43

Civilstand: Single

Faglig/karrieremæssig baggrund: Jeg er uddannet styrings- og reguleringselektriker og har arbejdet internationalt i både det maritime og fjernvarmeindustrien. I dag studerer jeg markedsføringsøkonom på UCN i Aalborg.

Menneskene bag krydset: Her er dine lokale folketingskandidater
Jimmy Abel Nielsen

Hvorfor stiller du op til Folketinget?
Jeg stiller op til Folketinget, fordi jeg tidligt i livet oplevede, hvor stor betydning systemet kan have for et menneske.

Som barn kom jeg i plejefamilie, og det gav mig et indblik i både den hjælp, samfundet kan give, og de måder systemer også kan komme til at holde mennesker tilbage på.

De bedste oplevelser, jeg har haft med det offentlige, har altid handlet om mennesker – læreren, der gør lidt mere, sygeplejersken, der trøster, og pædagogen, der viser omsorg.

Derfor mener jeg, at mennesket skal være i centrum.

Hvad holder du allermest af ved Aalborg og Nordjylland?
Jeg holder meget af den nordjyske snusfornuft, jordnærhed og det stærke sammenhold.

Her er både plads til ambitioner og til et liv tæt på mennesker, natur og lokalsamfund.

Jeg sætter også stor pris på, at landsdelen rummer både industri, kultur, natur, turisme og et stærkt foreningsliv.

Hvilken lokal begivenhed eller tradition glæder du dig særligt til?
Jeg glæder mig især til de begivenheder, hvor man mærker fællesskabet i Aalborg og Nordjylland.

Tall Ships Races er et godt eksempel, fordi det samler mange mennesker og skaber en helt særlig stemning.

Jeg holder også af den måde, vi bakker op om foreningslivet, sportsbegivenhederne og vores historiske steder som Lindholm Høje.

Hvad mener du, der mangler i Aalborg i dag?
Jeg synes, der mangler mere fokus på, hvordan Aalborg hænger sammen med resten af Nordjylland.

Aalborg skal være en stærk motor, men udviklingen må ikke kun samles her.

Det skal også være attraktivt at bo, arbejde og skabe sig en fremtid i resten af landsdelen.

Hvad vil du sætte fokus på politisk, som har relevans for borgerne i Aalborg?
Jeg vil sætte fokus på mere frihed, mindre bureaukrati og større tillid til både borgere og fagpersoner.

Når offentlige medarbejdere bliver sat mere fri, får aalborgenserne mindre bureaukrati, mere nærvær og bedre velfærd i hverdagen.

Det betyder, at læreren kan bruge mere tid på eleverne, sygeplejersken mere tid ved patienten, og pædagogen mere tid på børnene – i stedet for unødvendigt papirarbejde.

Samtidig skal det være lettere at forstå reglerne, lettere at tage ansvar og lettere at starte og drive virksomhed.

Hvad tænker du om drikkevandet i Aalborg?
Rent drikkevand er noget helt grundlæggende, og det skal vi tage meget alvorligt.

Jeg har det fint med, at vi laver forbud mod pesticider på kritiske steder for drikkevandet.

Det er sund fornuft at beskytte noget så vigtigt, før problemerne vokser sig større.

Hvad skal der gøres for at Aalborg kan få rent vand i hanerne, og hvem skal betale for det?
Vi skal først og fremmest beskytte drikkevandet bedre ved kilden.

Det betyder, at vi skal passe bedre på de områder, hvor grundvandet er sårbart, og være villige til at forbyde pesticider, hvor det er nødvendigt.

Regningen skal så vidt muligt placeres dér, hvor ansvaret hører hjemme – ikke bare sendes videre til almindelige borgere.

Er der andre politiske sager, man skal være opmærksom på, hvis man er borger i Aalborg?
Ja. En vigtig sag er, at Aalborg og Nordjylland ikke må blive bremset af manglende kapacitet i elnettet.

Når virksomheder og energiprojekter bliver sat på pause, rammer det både arbejdspladser, investeringer og grøn omstilling.

Hvis vi vil udvikling i Nordjylland, skal infrastrukturen kunne følge med.

Hvorfor skal aalborgenserne sætte sit kryds ved dig?
Fordi jeg stiller op med et menneskesyn, der er formet af virkelige oplevelser.

Jeg ønsker et samfund, hvor mennesket kommer før systemet, hvor vi hjælper dem, der har brug for det, og hvor det samtidig kan betale sig at tage ansvar og gøre en indsats.

Og hvis jeg bliver valgt ind, vil jeg gå langt for at stå til rådighed for borgerne og være en, man faktisk kan komme i kontakt med.


Navn: Rikke Olssen

Parti: Liberal Alliance

Hvor kommer du fra?(By): Jetsmark (Pandrup/Kaas)

Alder: 48 år

Civilstand: I forhold men ikke samboende

Faglig/karrieremæssig baggrund: Kontoruddannet og har arbejdet næsten hele mit arbejdsliv i den kommunale/offentlige administration

Menneskene bag krydset: Her er dine lokale folketingskandidater
Rikke Olssen

Hvorfor stiller du op til Folketinget?

Jeg har arbejdet i det offentlige i mange år, og kan huske dengang, vi gik på arbejde for borgerne og virksomhederne i dén kommune, vi arbejdede i, og den politiske linje fra byrådet var tydelig.

Efter kommunalreformen blev det mere og mere KL, Regeringen og de forskellige Styrelser, der satte dagsordenen, og udstak opgaverne og den politiske retning.

De seneste år er det EU og Bruxelles, der fylder på opgaveporteføljen.

Det administrative fylder mere og mere og mængden af opgaver, der skal løses, som hverken efterspørges af borgere og virksomheder eller lokalpolitikere stiger og stiger – systemopgaver for systemets skyld.

Skal der ændres i dén kultur, skal det ske fra Folketinget – og det er derfor, jeg stiller op. Ikke for at ville mere, men for at ville mindre. Vi skal skære ned på mængden af systemopgaver, så der bliver tid og råd til kernevelfærd. 

Hvad holder du allermest af ved Aalborg og Nordjylland?

Vi har en skøn “storby”, der ikke rigtig er stor alligevel, og dejlig natur og masser af kyst og vand og stærke lokalsamfund – og jeg bor et sted, hvor vendelbomål er hovedsproget.

Dialekterne synes jeg også er med til at gøre Nordjylland særpræget på sin egen måde. 

Hvilken lokal begivenhed eller tradition glæder du dig særligt til?

Nibe Festival og GRØN og mange af de andre koncerter og festivaler. 

Hvad mener du, der mangler i Aalborg i dag?

Aalborg er faktisk en by, der fungerer rigtig godt.

Det, man især skal passe på, er at den ikke drukner i bureaukrati og regulering, som mange andre store byer gør.

Vi skal sikre gode vilkår for virksomheder, iværksættere og uddannelser, så Aalborg fortsat kan udvikle sig som Nordjyllands vækstmotor.

Hvad vil du sætte fokus på politisk, som har relevans for borgerne i Aalborg? 

Mit hovedfokus er at skære ned på antallet af love, bekendtgørelser, reformer, aftaler osv., som overbebyrder medarbejderne helt ude på lærerværelserne, i børnehaverne og ældreplejen. Give dem mere tid til deres faglighed og kerneopgaven.

Det samme gælder vores virksomheder, som bruger alt for mange ressourcer på at administrere diverse regler pålagt af det offentlige.

Det skulle gerne have betydning for alle borgere og virksomheder, også i Aalborg.

Det skal være lettere at være virksomhedsejer, og du skal have mere frihed som borger, til at tilrettelægge dit liv, som det passer til dig. 

Hvad skal der gøres for at Aalborg kan få rent vand i hanerne, og hvem skal betale for det?

Rent drikkevand er helt grundlæggende, og derfor skal vi selvfølgelig have fundet løsninger på problemerne omkring grundvandet.

Det kræver, at vi lytter til de fagfolk, der ved noget om både grundvand, landbrug og miljø.

Når løsningerne ligger på bordet, er det politikernes ansvar at prioritere dem økonomisk.

For mig er det vigtigt, at vi både beskytter drikkevandet og samtidig finder løsninger, der er rimelige for dem, der bliver berørt.  

Er der andre politiske sager, man skal være opmærksom på, hvis man er borger i Aalborg?

Jeg mener, man skal være meget opmærksom på, hvor meget bureaukrati der hele tiden bliver lagt ned over både virksomheder og offentlige arbejdspladser.

Det kvæler initiativ og tager tid fra kerneopgaverne.

Hvis Aalborg og Nordjylland skal udvikle sig, skal det være lettere at drive virksomhed, lettere at skabe arbejdspladser og lettere for mennesker selv at bestemme over deres liv 

Hvorfor skal aalborgenserne sætte sit kryds ved dig?

Fordi jeg kommer fra den virkelighed, mange liberale politikere taler om men måske ikke kender så godt indefra.

Jeg har arbejdet næsten hele mit liv i den offentlige administration og har set, hvordan mængden af regler og systemopgaver bare vokser og vokser.

Jeg stiller op for at skære ned i bureaukratiet, give mere frihed til borgere og virksomheder og sikre, at medarbejderne i velfærden kan bruge deres tid på det, de er uddannet til – i stedet for på systemet.

Jeg stiller ikke op for at ville mere – men for at ville mindre! 


Navn: HP Beck

Parti: Liberal Alliance

Hvor kommer du fra? (By): Oprindeligt fra Vodskov nu bosat i Aalborg

Alder: 47

Civilstand: Samboende 

Faglig/karrieremæssig baggrund: Erhvervspilot i SAS, byrådsmedlem Aalborg Kommune

Menneskene bag krydset: Her er dine lokale folketingskandidater
HP Beck

Hvorfor stiller du op til Folketinget?

Fordi jeg er træt af, at vi bruger flere og flere penge uden at få bedre resultater.

Danmark har brug for mere frihed, mindre bureaukrati og et større fokus på det, der faktisk virker.

Hvad holder du allermest af ved Aalborg og Nordjylland?

Folkene. Der er en jordnærhed og en vilje til at få tingene til at fungere.

Og så er der en stærk lokal stolthed, som man ikke finder mange andre steder.

Hvilken lokal begivenhed eller tradition glæder du dig særligt til?

Karnevallet i Aalborg – det er en af de få dage, hvor hele byen bare spiller max.

Hvad mener du, der mangler i Aalborg i dag?

Mod til at prioritere. Vi prøver at gøre lidt af det hele i stedet for at fokusere på kernevelfærd og gode rammer for vækst og arbejdspladser.

Hvad vil du sætte fokus på politisk, som har relevans for borgerne i Aalborg?

Mindre bureaukrati i kommunen, bedre vilkår for erhvervslivet og mere frihed til den enkelte – både i skoler, daginstitutioner og ældrepleje.

Hvad tænker du om drikkevandet i Aalborg?

Det er alvorligt. Rent drikkevand er ikke noget, man kompromiser med.

Hvad skal der gøres for at Aalborg kan få rent vand i hanerne, og hvem skal betale for det?

Forureneren skal betale. Samtidig skal vi stoppe med symbolpolitik og i stedet fokusere på konkrete løsninger, der virker hurtigt og effektivt.

Er der andre politiske sager, man skal være opmærksom på, hvis man er borger i Aalborg?

Økonomien i kommunen og prioriteringen af ressourcer. Vi risikerer at bruge flere penge uden at løfte kvaliteten – det skal der gøres op med.

Hvorfor skal aalborgenserne sætte sit kryds ved dig?

Fordi jeg siger tingene, som de er – og fordi jeg vil arbejde for mere frihed, mindre spild og bedre løsninger for helt almindelige mennesker.


Navn: Lukas Vestergaard

Parti: Liberal Alliance

Hvor kommer du fra?(By): Dronninglund

Alder: 18

Civilstand: Elev og Ungedirektør ved Handelsskole

Faglig/karrieremæssig baggrund: Arbejde: Dronninglund Bibliotek og Plejehjemmet Margrethelund. Stillinger: Elevrådsformand, Dronninglund skole, Ungerådsformand, Brønderslev Kommune

Menneskene bag krydset: Her er dine lokale folketingskandidater
Lukas Vestergaard

Hvorfor stiller du op til Folketinget?

Jeg stiller op, som en stemme for de unge, der selv har prøvet reformerne, som ikke har virket.

De unge skal høres, og hvis vi må stemme, må vi også stille op og tale vores sag.

Jeg stiller samtidigt op til Folketinget, fordi jeg ikke kan stå ved det Danmark, jeg kender i dag.

Der er ikke frihed til det enkelte menneske, og vi får ikke lov til at tage ansvar, og hvis vi gør, bliver det straffet med højere skatter.

Jeg tror på at frihed, ansvar og respekt for det enkelte menneske, vil gavne Danmark.

Alt fra en friere folkeskole til mindre bureaukrati.

Danmark skal ikke pakkes ind i regler, det er vi for rationelle til. 

Jeg stiller op; For din frihed.

Hvad holder du allermest af ved Aalborg og Nordjylland?

Det, jeg holder allermest af ved Aalborg og Nordjylland, er menneskene og fællesskabet.

Her siger man tingene, som de er, man hjælper hinanden, og man er stolt af sit område.

Jeg elsker den nordjyske vilje til at få tingene til at fungere.

Det er netop derfor, jeg vil arbejde for Nordjylland: så hele Nordjylland fortsat er et sted med stærke muligheder, gode arbejdspladser og trygge rammer for familierne. 

Hvilken lokal begivenhed eller tradition glæder du dig særligt til?

Hjallerup Marked er ægte nordjysk tradition, med fællesskab, handel og masser af liv, hvor folk mødes på tværs af generationer.

Aalborg Karneval viser den anden side af vores landsdel: en festlig, åben og farverig by fyldt med energi.

Begge begivenheder viser præcis det, jeg elsker ved Aalborg og Nordjylland: stærkt fællesskab, stolte traditioner og mennesker, der ved, hvordan man både arbejder hårdt og fejrer livet.

Hvad mener du, der mangler i Aalborg i dag?

I Aalborg mangler der frihed og ansvar til den enkelte borger, det er der man kommer længst.

Derudover vil det være en fordel, hvis der blev etableret et atomkraftværk, for at sikre billig, sikker og grøn energi.

Dette vil skabe billigere elpriser, året rundt. Og så mangler vi et hold i Superligaen.

Hvad vil du sætte fokus på politisk, som har relevans for borgerne i Aalborg? 

Vi skal sikre rent drikkevand, det er sindssygt vigtigt, at vi beholder dette i, blandt andet i Aalborg, men hele Danmark.

Derudover er det vigtigt at vi fastholder Danmarks suverænitet, ved at styrke forsvaret. Dette vil skabe mange arbejdspladser i Aalborg.

Og til sidst, den grønne omstilling, som kan ske ved atomkraft, så Nordjyllandsværket ikke forurener. 

Hvad tænker du om drikkevandet i Aalborg? 

Vi skal værne om vores drikkevand, og derfor er det ikke i orden, hvis den almene aalborgensere, skal købe vand i butikker, fremfor blot at kunne tage fra vandhanen.

Hvad skal der gøres for at Aalborg kan få rent vand i hanerne, og hvem skal betale for det?

Bedre kontrol, hurtigere investeringer og klart betalingsansvar.

Hvis vandressourcer er forurenede, bør der bruges oprydning og rensning, bl.a. teknologi til PFAS-forurenet jord.

Vandsektoren skal samtidig have stramt økonomisk tilsyn og ensartede regler, så investeringer går til forsyningssikkerhed.

Industrirelaterede vandløsninger skal betales på markedsvilkår og ikke lægges over på almindelige borgere.

Er der andre politiske sager, man skal være opmærksom på, hvis man er borger i Aalborg?

Selvfølgeligt drikkevandet, der skal være i top. Yderligere skal Aalborg, se på muligheden, omkring at få et atomkraftværk, der kan sikre, billig, sikker og grøn energi.

Hvorfor skal aalborgenserne sætte sit kryds ved dig?

Aalborgenserne skal sætte deres kryds ved mig, fordi jeg kæmper for et friere Danmark, og fordi jeg vil give mere ansvar og frihed tilbage til mennesker i stedet for mere kontrol fra Christiansborg.

Jeg er 18 år, går på Aalborg Handelsgymnasium og stiller op for Liberal Alliance i Nordjylland.

Jeg repræsenterer en generation, der skal leve længst med de beslutninger, der træffes i dag, derfor skal vi også være med til at forme dem.

Jeg tror på frihed før centralstyring og ansvar før kontrol.

Derfor kæmper jeg for en friere folkeskole med mindre bureaukrati, for atomkraft som stabil og CO₂-fri energi, og for en stram udlændingepolitik med krav og muligheder for de der vil Danmark.

Hvis du ønsker et Danmark med mere frihed, mere ansvar og en stærkere stemme til ungdommen, så håber jeg, du vil sætte dit kryds ved mig. 

Stem på mig; For din frihed


Navn: Mark Hellerup Knudsen

Parti: Liberal Alliance

Hvor kommer du fra?(By): Aalborg (Vejgaard) 

Alder: 38 år

Civilstand: Gift og 2 børn på hhv. 2 og 3 år. 

Faglig/karrieremæssig baggrund: Cand. Merc. Jur og Chief Human Resources Officer

Menneskene bag krydset: Her er dine lokale folketingskandidater
Mark Hellerup

Hvorfor stiller du op til Folketinget?

Jeg stiller op, fordi jeg mener, Danmark har brug for mere frihed og mere ansvarlig politik.

Alt for ofte bliver beslutninger taget langt væk fra de mennesker, de påvirker.

Jeg tror på, at mennesker selv er bedst til at indrette deres liv, ikke staten.

Derfor vil jeg arbejde for lavere skat, mindre bureaukrati og bedre vilkår for virksomheder og arbejdspladser i Nordjylland.

Jeg har tit i min erhvervskarriere set, hvordan lovgivning ikke påvirker proportionalt det der skal laves om, derudover har jeg et blødt hjerte for genoptræning.

Hvor vi Skalborg har en genoptræningsklinik (Genoptræning Danmark), der virkelig forsøger at reformere måden, vi tænker genoptræning på – de støder på et kommunalt glasloft dagligt, det skal vi have gjort noget ved. 

Hvad holder du allermest af ved Aalborg og Nordjylland?

Det jeg holder allermest af, er mentaliteten.

Nordjyder er jordnære, arbejdsomme og siger tingene, som de er.

Samtidig er Aalborg en by i stærk udvikling med et godt erhvervsliv, et stærkt studiemiljø og et fantastisk foreningsliv.

Her er både ambitioner og fællesskab, og den kombination er noget helt særligt.

Jeg ser mig som som en “Aalborginal”, og jeg er stolt af at komme fra Nordjylland, og særligt Aalborg

Hvilken lokal begivenhed eller tradition glæder du dig særligt til?

Der er jo ikke noget, som når AaB bliver mestre, det har nok desværre lange udsigter, heldigvis har vi Aalborg Håndbold, der kan give os sportslig succes.

Jeg holder generelt meget af de mange lokale sports- og foreningsarrangementer – det er her, man virkelig mærker fællesskabet i Nordjylland.

Jeg er selv frivillig i Aalborg Chang, og helt jordnært så er det specielt, når vi får lov til at træne på græs – det er specielt!

Hvad mener du, der mangler i Aalborg i dag?

Først og fremmest mener jeg, at Aalborg trænger til en blå borgmester.

Jeg mener, der mangler mere fokus på borgernes hverdag frem for store prestigeprojekter, vores borgere skal i større grad have frihed til at vælge selv. ung som gammel.

Politik skal først og fremmest gøre hverdagen bedre for mennesker – ikke skabe dyre projekter, som mest er til for politikernes skyld.

Jeg vil hellere prioritere gode skoler, stærke virksomheder og grønne områder i byen.

Hvad vil du sætte fokus på politisk, som har relevans for borgerne i Aalborg? 

Staten skal fylde mindre – mennesker skal fylde mere.

Danmark er et af de lande i verden, hvor staten fylder mest i økonomien.

Vi betaler høj indkomstskat, høj moms og høje afgifter, og alligevel vokser det offentlige år for år.

Problemet er ikke, at vi finansierer velfærd.

Problemet er, at vi har vænnet os til, at staten automatisk skal vokse hurtigere end borgernes frihed.

Jeg mener, at det skal kunne betale sig at tage en ekstra vagt, starte virksomhed eller tage ansvar.

Når marginalskatten er høj, sender vi et signal om, at ekstra indsats ikke belønnes proportionalt.

Det svækker incitamentet til at arbejde mere, uddanne sig længere og investere i vækst.

Mindre papir – mere frihed.

Danmark har opbygget et system, hvor kontrol ofte erstatter tillid. Virksomheder bruger tusindvis af timer på dokumentation, indberetninger og regulering.

Offentligt ansatte bruger tid på at registrere deres arbejde i stedet for at udføre det.

Regler er nødvendige. Men mængden og kompleksiteten er blevet et problem i sig selv.

Når små og mellemstore virksomheder drukner i administrative krav, hæmmer det innovation og vækst. Når ledere i det offentlige bruger mere tid på at sikre compliance end på at udvikle deres organisation, mister vi effektivitet.

Du ved bedst selv, hvordan dit liv skal leves.

Politikere har en tendens til at tro, at de ved bedst.

Men mennesker kender deres egne behov bedre end staten gør.

Derfor skal vi styrke borgernes ret til selv at vælge, både når det gælder velfærd, familie og arbejdsliv.

Frihed til at vælge handler om frit valg i daginstitutioner, skoler og sundhed.

Det handler om, at pengene følger borgeren, ikke systemet. Konkurrence og valgfrihed skaber kvalitet og presser ineffektive strukturer til at forbedre sig.

Hvad tænker du om drikkevandet i Aalborg? 

Rent drikkevand er helt fundamentalt.

Når man åbner for hanen i Danmark, skal man kunne stole på, at vandet er rent.

Derfor skal vi tage udfordringer med forurening meget alvorligt og sikre, at vores grundvand bliver beskyttet.

Jeg mener, vi kan beskytte vores grundvand inden for den grønne trepart.

Her under valget er der jo ingen grænser for, hvad andre partier vil love for at få stemmer, jeg mener faktisk allerede, vi har leveret på det, og agter at følge op på det også efter valget. 

Hvad skal der gøres for at Aalborg kan få rent vand i hanerne, og hvem skal betale for det?

Rent drikkevand i hanerne skal være en selvfølge – også i Aalborg. 

For det første skal vi bruge de værktøjer, der allerede er på vej.

Med ændringen af vandsektorloven (L 106) er det statslige tilsyn blevet styrket og omdøbt til Vandsektortilsynet.

Det giver bedre kontrol med økonomien i vandsektoren og sikrer mere gennemsigtige takster for forbrugerne.

Klarere regler og stærkere tilsyn betyder, at vandforsyningerne kan fokusere på det vigtigste: stabil drift, investeringer i moderne vandværker og sikker levering af rent drikkevand.

Samtidig skal ansvaret placeres rigtigt.

Kommunerne har ansvaret for planlægningen af drikkevandsforsyningen og for at føre tilsyn med vandværkernes tekniske tilstand.

Staten kortlægger grundvandet, mens regionerne rydder op på forurenede grunde. Når forurening truer vores drikkevand – f.eks. fra pesticider – skal løsningerne være målrettede.

Frivillige aftaler og økonomiske incitamenter kan mange steder løse problemet bedre end brede forbud, og hvis der indføres restriktioner, skal de berørte selvfølgelig kompenseres.

Er der andre politiske sager, man skal være opmærksom på, hvis man er borger i Aalborg?

Det er vigtigt, at Nordjylland fortsat har gode rammer for virksomheder, uddannelse og for tilflyttere. Hvis vi vil udvikle Aalborg og resten af regionen, skal vi sikre gode vilkår for erhvervslivet og undgå unødvendigt bureaukrati.

Samtidig skal vi passe på den natur og de grønne områder, der gør området attraktivt at bo i Nordjylland. 

Hvorfor skal aalborgenserne sætte sit kryds ved dig?

Fordi jeg vil repræsentere Aalborg og Nordjylland med en liberal stemme og nordjysk jordforbindelse.

Jeg tror på frihed, ansvar og på, at politik skal tage udgangspunkt i almindelige menneskers hverdag – ikke i systemet.

Hvis man ønsker en politiker, der siger tingene ærligt og kæmper for mere frihed og bedre rammer for Nordjylland, så håber jeg, man vil sætte sit kryds ved mig.


Navn: Claus Beck

Parti: Liberal Alliance

Hvor kommer du fra (by): Nørresundby

Alder: 44

Civilstand: Gift

Faglig/karrieremæssig baggrund: Director of Communications and Marketing i en nordjysk tech-virksomhed. Uddannet i kommunikation fra Aalborg Universitet. Har arbejdet mange år i det private erhvervsliv – både i fødevarebranchen og i teknologibranchen.

Menneskene bag krydset: Her er dine lokale folketingskandidater
Claus Beck

Hvorfor stiller du op til Folketinget?

Jeg stiller op, fordi jeg mener, at Danmark har brug for en stærkere tro på det enkelte menneske og på dem, der hver dag skaber værdi i virksomheder, foreninger og familier.

For meget politik handler om kontrol og regler.

Jeg vil arbejde for mere frihed, mindre bureaukrati og bedre vilkår for dem, der skaber vækst og arbejdspladser – også her i Nordjylland.

Hvad holder du allermest af ved Aalborg og Nordjylland?

Her er stadig plads til både ambitioner og jord under neglene.

Nordjylland rummer stærke virksomheder, dygtige håndværkere, studerende fra hele verden og mennesker, der tager ansvar i deres lokalsamfund.

Den blanding af driftighed og jordnærhed holder jeg meget af.

Hvilken lokal begivenhed eller tradition glæder du dig særligt til?

Karnevallet i Aalborg.

Der er noget befriende over en by, der en dag om året giver slip og bare er fællesskab, musik og farver.

Det er en helt særlig oplevelse at mærke, hvordan man passer på hinanden og er glade sammen.

Jeg holder også meget af Tall Ship Race, hvor vi kombinerer det maritime miljø med fest, farver, musik og kunst.

Hvad mener du, der mangler i Aalborg i dag?

Ambition. Aalborg er en fantastisk by, men vi skal turde tænke større.

Flere virksomheder, flere investeringer og bedre rammer for iværksættere.

Hvis vi vil holde på de unge efter studietiden, skal der også være arbejdspladser og muligheder.

Hvad vil du sætte fokus på politisk, som har relevans for borgerne i Aalborg?

Jeg vil kæmpe for bedre vilkår for erhvervslivet og mindre bureaukrati.

Når virksomheder vokser, skaber de arbejdspladser og finansierer vores velfærd.

Det gælder også i Nordjylland, hvor vi har brug for mere vækst – ikke flere regler.

Jeg vil samtidig gerne gøre det nemmere at drive lokale foreninger.

Hvad tænker du om drikkevandet i Aalborg?

Rent drikkevand er helt grundlæggende.

Danmark er et af de steder i verden, hvor vi stadig kan drikke vand direkte fra hanen, og det skal vi passe på.

Det kræver, at vi tager forureningsproblemer alvorligt og handler hurtigt, når de opstår.

Hvad skal der gøres for at Aalborg kan få rent vand i hanerne, og hvem skal betale for det?

Hvis der er forurening, skal den stoppes ved kilden.

Ansvar og regning bør i videst muligt omfang placeres hos dem, der har forårsaget problemet.

Men vi skal være helt sikre på kilden og ikke drage forhastede konklusioner.

Samtidig må staten og kommunerne sikre en langsigtet beskyttelse af vores drikkevandsressourcer.

Er der andre politiske sager, man skal være opmærksom på, hvis man er borger i Aalborg?

Produktiviteten i Nordjylland halter efter resten af landet.

Det betyder færre investeringer og færre nye virksomheder.

Hvis vi vil sikre fremtidens arbejdspladser, skal vi gøre det lettere at starte virksomhed og investere i regionen.

Hvorfor skal aalborgenserne sætte sit kryds ved dig?

Måske fordi jeg kommer ind i politik udefra.

Jeg har arbejdet i virksomheder, hvor idéer skal blive til noget i virkeligheden, og hvor arbejdspladser ikke opstår af sig selv.

Jeg tror på frihed, ansvar og initiativ – men også på samtale, nysgerrighed og respekt for de mennesker, politik i sidste ende handler om.


Navn: Anders Peter Hansen

Parti: Liberal Alliance

Hvor kommer du fra?(By): Løgstør

Alder: 30

Civilstand: Samlever, ikke gift

Faglig/karrieremæssig baggrund: Cand.merc // Key Account Manager 

Menneskene bag krydset: Her er dine lokale folketingskandidater
Anders Peter Hansen

Hvorfor stiller du op til Folketinget?

Jeg stiller op til Folketinget for at gøre Danmark rigere, friere og for at indføre atomkraft i Danmark.

Hvad holder du allermest af ved Aalborg og Nordjylland?

Jeg synes Aalborg er en fantastisk by, hvor er der er plads til alle aldersgrupper.

Vi har et fantastisk studieliv og et godt sammenhold i Aalborg.

I Nordjylland holder jeg meget af vores natur og vores småbyer.

Hvilken lokal begivenhed eller tradition glæder du dig særligt til?

Jeg synes, Aalborg Karneval er noget helt særligt.

Hvad mener du, der mangler i Aalborg i dag?

Jeg mener, at vi mangler arbejdspladser til at tage imod de mange studerende, som bliver færdige med deres uddannelser.

Der er for mange, som er nødt til at flytte væk fra regionen for at finde arbejde.

Hvad vil du sætte fokus på politisk, som har relevans for borgerne i Aalborg? 

Jeg vil gerne sætte fokus på, at vi i Aalborg har Danmarks sidste kulkraftværk, Nordjyllandsværket.

Det vil jeg gerne lave om til et atomkraftværk, så vi kan undgå luftforurening og få grøn, stabil energi døgnet rundt.

Hvad tænker du om drikkevandet i Aalborg? 

Vi skal have rent drikkevand i Aalborg, ingen tvivl om det.

Vi må se på at få renset vandet på kort sigt, og på lang sigt lagt natur/skov henover vores grundvandsområder.

Hvad skal der gøres for at Aalborg kan få rent vand i hanerne, og hvem skal betale for det?

Jeg tænker, at det bliver en fælles betaling mellem stat og kommuner.

Er der andre politiske sager, man skal være opmærksom på, hvis man er borger i Aalborg?

Igen vil jeg gerne sætte fokus på, at vi i Aalborg har Danmarks sidste kulkraftværk, Nordjyllandsværket.

Det vil jeg gerne lave om til et atomkraftværk, så vi kan undgå luftforurening og få grøn, stabil energi døgnet rundt.

Aalborg er særligt udsat for luftforurening, som gør at for mange dør for tidligt (3200 om året på landsplan).

Det skal vi have vendt om på.

Hvorfor skal aalborgenserne sætte sit kryds ved dig?

Man skal sætte sit kryds på mig, hvis man vil have lavere skatter, mere frihed og have atomkraft i Danmark.

Vi skal sørge for at folk har råd til at leve deres egne liv, og kan beholde flere af deres egne penge.

Moderaterne

Navn: Mohammad Rona

Parti: Moderaterne 

Hvor kommer du fra?(By): Aalborg SØ

Alder: 41

Civilstand: gift 

Faglig/karrieremæssig baggrund: Medlem af folketinget, men kommer normalt fra det private erhvervsliv

Menneskene bag krydset: Her er dine lokale folketingskandidater
Mohammad Rona

Hvorfor stiller du op til Folketinget?

Jeg stiller op igen, fordi jeg vil gøre en forskel for Nordjylland – jeg vil binde Nordjylland og Christiansborg meget bedre sammen.

Jeg vil sørge for, at nordjyske sager bliver opprioriteret, præcis som jeg gjorde, da jeg var med til at afskaffe lagerbeskatning for iværksættere og de dermed kunne få deres penge retur fra SKAT.

En del af dem var nordjyder. Det er jeg stolt af! 

Hvad holder du allermest af ved Aalborg og Nordjylland?

Jeg elsker byen – det er virkelig en by i rivende udvikling, og det skal vi være stolte af.

Der er et godt byrum, hvor cafeer, shopping, kultur og natteliv fungerer rigtig godt sammen. 

Nu er jeg jo gift med en frederikshavner, og derfor bevæger vi os også rundt i det nordjyske, hvor både Skagen, Blokhus og Løkken er blandt vores favoritsteder her i Nordjylland.

Hvilken lokal begivenhed eller tradition glæder du dig særligt til?

Karneval er ret fed og unik. Jeg deltager ikke selv mere, men hele konceptet omkring, hvordan vi viser byen frem den dag er ret cool. 

Udover karneval og fodbold, så er jeg også kæmpe fan af Nibe festival, som virkelig samler hele regionen på den bedste måde.

Jeg elsker at deltage til festivalen med venner og familie.

Hvad mener du, der mangler i Aalborg i dag?

Jeg synes at der skal være bedre busforbindelser til vores oplandsbyer – det går ikke, at vi mister trafik til midtbyen, fordi folk ikke kan komme frem og tilbage. 

Udover det, så ønsker jeg, at busserne fra Gaden og ud til oplandsbyerne skal være gratis for alle unge under 22, så de kan komme sikkert og trygt hjem. Det skal vi prioritere. 

Hvad vil du sætte fokus på politisk, som har relevans for borgerne i Aalborg? 

Rent drikkevand! Det er et must, at vi får et nationalt sprøjteforbud ved de sårbare vandboringer, så vi også i fremtiden kan drikke rent vand uden bekymring.

Det er unikt i Danmark og det skal det også være om 10-20 år.

Jeg vil ikke ønske at mine børn i fremtiden skal drikke flaskevand, som man gør i mange steder i Europa. 

Vi skal gøre alt hvad vi kan for at tiltrække flere virksomheder til Aalborg og generelt til regionen, så vores unge bliver i regionen når de er færdig uddannet.

Alt for mange flytter ud og kommer ikke tilbage igen.

Det kan have konsekvenser for vores udvikling, bosætning og vækst. Det er en ret stærk personlig mærkesag, som jeg dagligt vil kæmpe for på Borgen igen. 

Hvad tænker du om drikkevandet i Aalborg? 

Vi skal have et nationalt sprøjteforbud ved de sårbare områder nu – vi skal have rent drikkevand. Også i fremtiden. 

Hvad skal der gøres for at Aalborg kan få rent vand i hanerne, og hvem skal betale for det?

Dem der forurener skal betale – det gør man jo med alle andre ting. Det er mest rimeligt. Og realistisk set, så bliver staten også nødt til at hjælpe.

Er der andre politiske sager, man skal være opmærksom på, hvis man er borger i Aalborg?

Tryghed i nattelivet – det er vigtigt for vores unge, at de kan gå trygt og sikkert i byen og samtidig komme sikkert hjem.

Oprettelsen af safehouse er genialt, som jeg støtter fuldt ud og burde være et national tiltag, men uden af den mister sin stærke frivillige ånd. 

Hvorfor skal aalborgenserne sætte sit kryds ved dig?

Jeg har mange års ledererfaring fra det private erhvervsliv og har siddet på Christiansborg i én periode, så min erfaring og robusthed er nødvendig, når der skal kæmpes om Nordjylland. 

Jeg har en familie, der bakker mig 100% op, og derfor giver det en ro til at knokle for alle nordjyder – uanset om du er bosat i Hobro eller Skagen. 

Udover det, så er der tre konkrete ting, der betyder meget for mig: 

– Et Danmark der hænger sammen også uden for København. Vi skal ikke nøjes med pæne ord. Vi skal udvikle vores infrastruktur, skabe arbejdspladser, og uddannelser skal placeres der hvor vi bor. 

-Grøn omstilling skal give mening. Mindre symbolpolitik og mere handling. Det er desværre blevet en kampplads, som ikke bidrager med særlig meget.

Klimaindsatsen skal skabe job, styrke nordjysk erhvervsliv og gøre det lettere for familierne at træffe de grønne valg, uden at det skal koste en formue – jeg ønsker, at vi fjerner momsen helt på frugt og grønt. 

– Vores fokus på børn og unge – herunder massive investeringer i trivsel, kultur og fritid, som skal give de unge et fællesskab de kan dyrke og være en del af.


Navn: Morten Arvidsson

Parti: Moderaterne

Hvor kommer du fra?(By): Født i Thisted – bor i Sæby -arbejder i Aalborg

Alder: 62

Civilstand: I et forhold

Faglig/karrieremæssig baggrund: Uddannet lærer og AU i oplevelsesøkonomi. Tidligere prof. håndboldtræner.

Siden 2019 – Specialist i Klima, Kultur og Sundhed i Aalborg Kommune.

Menneskene bag krydset: Her er dine lokale folketingskandidater
Morten Arvidsson

Hvorfor stiller du op til Folketinget?

Jeg har altid interesseret mig for politik.

Men jeg gik først ind i politik for tre år siden, da jeg oplevede, hvordan sundhedssystemet mødte nogen, som står mig meget nær.

Min ambition har altid været at gøre en forskel for mennesker i hverdagen.

Jeg har arbejdet hele mit liv med mennesker – som lærer, elitetræner og nu med IDRÆTSMØDET – og jeg ved, hvor meget gode rammer betyder for trivsel, sundhed og fællesskab.

Politik handler for mig om at skabe et samfund, hvor flere kan få flere gode leveår. Og hvor vi har mod til at prioritere det, der virker.

Hvad holder du allermest af ved Aalborg og Nordjylland?

Jeg elsker lyset, strandene og de store horisonter.

Der er noget særligt ved Nordjylland – tempoet, humoren og den måde vi nordjyder møder hinanden på.

Aalborg er en by med energi og udvikling. Kultur, uddannelser, erhvervsliv og et stærkt foreningsliv. Det gør byen til et vigtigt lokomotiv for hele landsdelen.

Efter 25 år væk er jeg vendt hjem – og jeg trives bare bedst i Nordjylland blandt nordjyder.

Hvilken lokal begivenhed eller tradition glæder du dig særligt til?

IDRÆTSMØDET – naturligvis. 😊
Det er et fantastisk mødested for idræt, bevægelse, fællesskab og frivillighed.

Men jeg glæder mig også altid til sommerdage ved de nordjyske kyster og til de mange koncerter og kulturarrangementer, der fylder landsdelen med liv.

Hvad mener du, der mangler i Aalborg i dag?

Aalborg er en stærk by, men vi kan blive endnu bedre til at skabe rammer for trivsel og fællesskab.

Især når det gælder sundhed, bevægelse og forebyggelse – også selvom Aalborg allerede er blandt de førende på de områder i Danmark.

Hvis vi investerer mere i trivsel, fællesskab og sundhed i hverdagen, kan mange mennesker få flere gode leveår – og vi kan få flere penge til at skabe en endnu bedre hverdag. 

Hvad vil du sætte fokus på politisk, som har relevans for borgerne i Aalborg?

Jeg vil arbejde for meget mere forebyggelse i sundhedspolitikken.

Alt for ofte reparerer vi sygdom, i stedet for at undgå at mennesker bliver syge.

Derfor arbejder jeg ud fra det, jeg kalder:
Du bør KRAMMES mere.

Kost
Rygning
Alkohol
Motion
Miljø
Ensomhed
Søvn og stress

Det er de faktorer, der i virkeligheden afgør, hvor mange gode leveår vi får.

Hvad tænker du om drikkevandet i Aalborg?

Rent drikkevand er helt afgørende.

Vi er privilegerede i Danmark, fordi vi har kunnet drikke vand direkte fra hanen. Det skal vi kunne blive ved med. Også i Aalborg.

Derfor skal vi beskytte vores grundvand – det blå guld – langt bedre og stoppe sprøjtning og gødskning på de mest følsomme grundvandsområder.

Hvad skal der gøres for at Aalborg kan få rent vand i hanerne – og hvem skal betale?

Vandet skal naturligvis renses, så det er sikkert at drikke – både for dig og for kommende generationer.

Men det skal vi jo helst ikke bruge millioner af kroner på i al fremtid.

Vi skal stoppe forureningen og forebygge at det sker igen.

Det er langt billigere – og langt klogere – at beskytte vores grundvand end at rense det bagefter.

Staten bør stilles til ansvar – og betale en del af regningen for rensningen af vandet.

Er der andre politiske sager, man skal være opmærksom på som borger i Aalborg?

Trivsel og fællesskab.

Alt for mange mennesker, især børn, unge og vores ældre, oplever ensomhed eller dårlig mental sundhed. Samtidig ved vi, hvor stor betydning bevægelse, fællesskaber og gode hverdagsvaner har for både fysisk og mental sundhed.

Derfor skal vi styrke de rammer i samfundet, der giver dig mulighed for at leve et sundt og aktivt liv – hele livet.

Hvorfor skal aalborgenserne sætte kryds ved dig?

Hvis du ønsker en politiker, der kæmper for flere gode leveår til dig.

En politiker der tror på forebyggelse, fællesskab og bedre sammenhæng i vores samfund.
En erfaren leder, som er vant til at lytte, få ting til at ske, har udsyn og mod til at prioritere.

En nordjyde, der har arbejdet hele sit liv med mennesker – og ved, hvor meget de rigtige rammer betyder for din hverdag og din trivsel.


Navn: Ditte Ravn Kaagaard

Parti: Moderaterne

Hvor kommer du fra?(By): Opvokset i Hjørring. Bor på landet udenfor Støvring, syd for Aalborg.

Alder: 49 år

Civilstand: Gift med Thorbjørn, mor til 2 børn på 13 og 17 år.

Faglig/karrieremæssig baggrund: Jeg har en baggrund som psykolog og er uddannet psykolog fra Aalborg Universitet i 2004, hvor jeg efterfølgende har arbejdet med samtaleterapi i både grupper og individuelt, samt indenfor myndighedsarbejde og det offentlige.

De sidste 7 år har jeg været med til drive vores familieejede virksomhed.

Menneskene bag krydset: Her er dine lokale folketingskandidater
Ditte Kaagard

Hvorfor stiller du op til Folketinget?

Jeg vil være med til at sætte retning for de beslutninger, der former vores samfund og fremtid.

Jeg har været politisk interesseret siden jeg var helt ung.

Som psykolog kunne jeg se, at en del af de stressrelaterede problemstillinger, som nogle kom i behandling for, også var en del af et strukturelt problem, herunder manglende tid til kerneopgaver i det offentlige og at der var tiltagende mange børn og unge, som ikke trivedes i vores uddannelsessystem.

Det blev en dyb motivation for, at ville gøre noget ved de overordnede rammer gennem politik.

Som virksomhedsejer har jeg også set, hvordan for mange regler kommer til at spænde ben for virkelyst og handlekraft.

Vi bliver nødt til at gøre nogle ting anderledes, med fødderne solidt plantet i virkeligheden.

Dansk politik er i stigende grad præget af enkeltsager. En sag opstår, medierne koger, og der opstår et massivt politisk pres for at reagere hurtigt.

Men når tempoet bliver for højt, risikerer vi, at lovgivning bliver til symptombehandling frem for reelle løsninger.

Det er en problematisk udvikling. For de udfordringer, vi står med som samfund, er komplekse.

Trivsel blandt børn og unge, et presset sundhedsvæsen, arbejdslivets vilkår og vores uddannelsessystem hænger sammen. De kan ikke løses gennem hurtige udmeldinger på enkeltsager alene.

Der er brug for at vi træffer bedre beslutninger i politik, der bygger på viden, inddragelse og helhedstænkning.

Her spiller en stærk midte i dansk politik en vigtig rolle.

Når politik samles hen over midten, via et midterparti som Moderaterne, bliver der bedre mulighed for at tage ansvar for de langsigtede løsninger, frem for at lade enkeltsager styre dagsordenen fra dag til dag.

Hvad holder du allermest af ved Aalborg og Nordjylland?

Jeg er jo vokset op i Hjørring, og fra min barndom husker jeg særligt de mange ture til strandene ved Vesterhavet om sommeren.

Jeg flyttede til Aalborg som 21- årig og har altid elsket den særlige stemning, der er i Aalborg.

Aalborg er en moderne uddannelses- og storby, men har bevaret sin gamle historie fra industri og havneområdet. 

Nu bor jeg på landet syd for Aalborg og Rebild bakker er et af de områder tæt på, som jeg virkelig nyder at gå ture i.

Nordjylland er et fantastisk sted, og vi har rigtig mange, kulturelle, gastronomiske og naturmæssige oplevelser at byde på.

Hvilken lokal begivenhed eller tradition glæder du dig særligt til?

Jeg ser meget frem sommeren med udendørs koncerter og håber at “Kunsten” gentager sin succes med sommerlounge i 2026.

Hvad mener du, der mangler i Aalborg i dag?

Jeg synes, at Aalborg har rigtig meget godt at tilbyde, og at vi skal blive ved med at udvikle vores kulturliv og være på kortet som “Nordens Paris”.

Hvad vil du sætte fokus på politisk, som har relevans for borgerne i Aalborg? 

Der er brug for gode rammer, om et stærkt erhvervs- og uddannelsesliv med fokus på grøn omstilling og gode rammer for iværksætteri.

Danmark har alle muligheder for at blive endnu stærkere indenfor innovation og grøn omstilling og i Nordjylland har vi et særligt potentiale med udgangspunkt i Aalborg Universitet.

Et andet stort potentiale for at kunne gå forrest er ”Green Hub Denmark”, der arbejder for at gøre Nordjylland til ”Silicon Valley” for grøn omstilling.

Hvad tænker du om drikkevandet i Aalborg?

Vi har generelt en god drikkevandskvalitet. Moderaterne har været med til at, Den Grønne Trepart, som er en politisk aftale, indgået mellem regeringen, Landbrug & Fødevarer og Danmarks Naturfredningsforening blev vedtaget.

Aftalen har til formål at skitsere en forpligtende plan for at genoprette naturen, skabe mere biodiversitet og nå Danmarks klimamål, samt beskytte sårbare drikkevandsområder. 

Hvad skal der gøres for at Aalborg kan få rent vand i hanerne, og hvem skal betale for det?

Det er en vigtig opgave at sørge for, at vi har godt drikkevand.

Moderaterne vil indføre et “sprøjteforbud” i de sårbare områder, hvor vores drikkevand skabes.

Regeringen er med til at fastsætte grænseværdierne for eksempelvis nitratindhold i drikkevandet og det skal ske ud fra faktuel viden og nødvendige prioriteringer.

Hvis det viser sig, at der er brug for store investeringer, bør det ske i tæt dialog mellem parterne, så der kan findes de bedste løsninger.

Aktuelt forskes der meget indenfor hvordan man kan rense drikkevand.

Er der andre politiske sager, man skal være opmærksom på, hvis man er borger i Aalborg?

Børns og unges trivsel er et område der ligger mig meget på sinde. Et godt liv starter med et godt børneliv.

Når tallene stiger for børn der har skoleværing, så er der nogle grundlæggende ting, vi er nødt til at gøre anderledes.

Vi skal skabe stærke læringsmiljøer med ro, faglighed og plads til forskellighed. 

Hvorfor skal aalborgenserne sætte sit kryds ved dig?

Når du stemmer til et folketingsvalg, vælger du ikke kun en holdning til en enkelt sag.

Du vælger en repræsentant, som du har tillid til kan repræsentere værdier, interesser og bruge sin dømmekraft, når nye og komplekse beslutninger skal træffes.

Når du skal stemme tirsdag den 24. marts, så gør det med kærlig tanke på, at tænke dig om en ekstra gang, før du sætter dit kryds.

Det handler om hvilket lederskab du ønsker de næste 4 år! 

Det er en opgave som jeg går til med allerstørste respekt og ydmyghed for den tillid der bliver givet mig, hvis jeg får en plads på Christiansborg efter den 24. marts.


Navn: Line Randa

Parti: Moderaterne

Hvor kommer du fra? (by): Nørresundby

Alder: 47

Civilstand: Gift, 4 børn på 15–19 år

Faglig/karrieremæssig baggrund: Chef for trivsel og udvikling, Aalborg Universitet

Menneskene bag krydset: Her er dine lokale folketingskandidater
Line Randa

Hvorfor stiller du op til Folketinget?
Jeg har mange års erhvervserfaring og vil gerne have flere mennesker med tung erhvervsprofil ind i Folketinget, så reformer tager afsæt i det, der faktisk virker i virkeligheden.

Jeg vil reformere den måde, vi tænker uddannelse og arbejdsliv på: mindre fokus på karaktergennemsnit, bedre adgang til livslang læring og et arbejdsmarked, hvor seniorer ses som en ressource.

Hvad holder du allermest af ved Aalborg og Nordjylland?
Den pragmatiske tilgang. Aalborg er stor nok til, at vi har det hele – og lille nok til, at vi aldrig mister jordforbindelsen. 

Vi er gået fra industriby til vidensby, men historien lever stadig i bybilledet, fx i Nordkraft.

Hvilken lokal begivenhed eller tradition glæder du dig særligt til?
Jeg elsker Tall Ships Race og sommerkoncerterne i Skovdalen. Gåture over Kulturbroen, når Street Food åbner, og jeg kan drikke en fadøl og kigge ud over fjorden.

Når jeg kan høre koncerter i Aalborg i min egen have.

Hvad mener du, der mangler i Aalborg i dag?
Aalborg er en fantastisk by, men vi skal blive endnu bedre til at omsætte vores stærke viden og virksomheder til arbejdspladser i hele Nordjylland. 

Vi har universitetet, dygtige virksomheder og masser af talent – nu skal vi sikre, at infrastrukturen, energien og investeringerne følger med, så udviklingen ikke stopper i andre dele af landet.

Hvad vil du sætte fokus på politisk, som har relevans for borgerne i Aalborg?
Uddannelse, arbejdsmarked og grøn omstilling. 

Aalborg er en stærk uddannelses- og vidensby, og vi skal sikre gode overgange mellem uddannelse og arbejde, mere livslang læring og bedre muligheder for virksomheder, der vil investere og skabe arbejdspladser i Nordjylland.

Hvad tænker du om drikkevandet i Aalborg?
Rent drikkevand er helt grundlæggende – det er alle politikere enige om. 

Vi skal holde hovedet koldt i debatten og ikke stirre os blinde på nitrat, men også fokusere på de ting, vi gør her og nu, som kan påvirke vores grundvand – fx PFAS og andre miljøfremmede stoffer.

Hvad skal der gøres for, at Aalborg kan få rent vand i hanerne – og hvem skal betale?
Vi skal først og fremmest beskytte vores grundvand bedre. 

Det betyder, at vi både skal håndtere de kendte udfordringer som nitrat og de nyere som PFAS og andre miljøfremmede stoffer. Det er næsten altid billigere at beskytte grundvandet end at rense det bagefter.

Udgifterne vil typisk ligge hos vandforsyningen og dermed hos forbrugerne, men jeg mener også, at forureneren i højere grad skal være med til at betale.

Er der andre politiske sager, man skal være opmærksom på som borger i Aalborg?
Infrastruktur og energi. 

Nordjylland må ikke blive bremset af manglende elnet eller dårlig forbindelse til resten af landet. 

Hvis vi vil tiltrække virksomheder og arbejdspladser, skal strøm, transport og digitale forbindelser være på plads.

Her skal Nordjylland stå sammen ligesom vi gjorde, da vi fik etableret motorvej i det nordjyske.

Politikere på tværs af partier, industri og erhvervsfolk.

Hvorfor skal aalborgenserne sætte deres kryds ved dig?
Aalborgenserne skal sætte deres kryds ved mig, hvis de gerne vil have nordjysk erhvervserfaring og pragmatisk realitetssans ind i Folketinget. 

En, der faktisk har arbejdet med uddannelse i virkeligheden og ved, hvordan lovgivning fungerer derude. Hvis det er vigtigt for jer, så skal I måske kigge i min retning.


Navn: Thomas Skovgaard

Parti: Moderaterne

Hvor kommer du fra? (By): Brønderslev – men mit arbejde og engagement er tæt forbundet med hele Nordjylland og Aalborg.

Alder: 49 år

Civilstand: Gift og far til to børn

Faglig/karrieremæssig baggrund: Jeg arbejder som virksomhedskonsulent ved Jobcenter Aalborg, hvor jeg hver dag samarbejder med virksomheder om rekruttering, kompetencer og udvikling. Tidligere har jeg haft lederroller i erhvervslivet, og jeg har mange års erfaring med projektledelse, organisation og udvikling af mennesker og virksomheder.

Mit arbejde giver mig et tæt indblik i hverdagen hos både virksomheder og medarbejdere i Nordjylland.

Menneskene bag krydset: Her er dine lokale folketingskandidater
Thomas Skovgaard

Hvorfor stiller du op til Folketinget?

Jeg stiller op, fordi Nordjylland fortjener en stærk stemme på Christiansborg.

I mit arbejde møder jeg hver dag virksomheder, medarbejdere og borgere, som oplever konsekvenserne af politiske beslutninger.

Jeg vil arbejde for løsninger, der giver mening i virkeligheden, og for at Nordjylland får de muligheder og investeringer, der skal til for at udvikle regionen.

Hvad holder du allermest af ved Aalborg og Nordjylland?

Fællesskabet og handlekraften.

Nordjyder er gode til at stå sammen og få ting til at ske.

Aalborg er en stærk studie- og erhvervsby, og hele regionen rummer innovative virksomheder, dygtige medarbejdere og lokalsamfund med vilje til udvikling.

Hvilken lokal begivenhed eller tradition glæder du dig særligt til?

Både Karneval i Aalborg og Tall Ships Races.

Det er begivenheder, hvor byen viser sig fra sin bedste side med fællesskab, frivillighed og internationalt udsyn.

Samtidig skaber de liv, stolthed og aktivitet i hele regionen.

Hvad mener du, der mangler i Aalborg i dag?

Vi skal blive endnu bedre til at omsætte Aalborgs stærke uddannelsesmiljø til arbejdspladser i regionen.

Alt for mange unge flytter efter endt uddannelse.

Mit mål er, at flere bliver, fordi mulighederne er her.

Hvad vil du sætte fokus på politisk, som har relevans for borgerne i Aalborg?

Jeg vil sætte fokus på arbejdskraft, uddannelse og vækst.

Mange virksomheder mangler medarbejdere, og frem mod 2030 forventes Nordjylland at mangle op mod 10.000 personer i arbejdsstyrken.

Derfor skal vi gøre det lettere at uddanne, opkvalificere og rekruttere medarbejdere, samtidig med at vi skaber gode rammer for virksomheder, der vil udvikle sig.

Hvad tænker du om drikkevandet i Aalborg?

Rent drikkevand er en af vores vigtigste naturressourcer.

Det er noget, vi ofte tager for givet i Danmark, men det kræver ansvarlige beslutninger at sikre, at kommende generationer også har adgang til rent vand.

Hvad skal der gøres for at Aalborg kan få rent vand i hanerne, og hvem skal betale for det?

Vi skal beskytte vores grundvand bedre og sikre klare regler, der forebygger forurening.

Det kræver samarbejde mellem stat, kommuner, landbrug og vandforsyninger.

Finansieringen skal være fair og balanceret, så vi både beskytter naturen og samtidig sikrer et stærkt erhvervsliv.

Er der andre politiske sager, man skal være opmærksom på, hvis man er borger i Aalborg?

Udviklingen på arbejdsmarkedet bliver afgørende.

Hvis vi ikke gør noget, vil manglen på arbejdskraft blive en af de største udfordringer for både virksomheder og velfærd.

Derfor skal vi tænke nyt om uddannelse, seniorer på arbejdsmarkedet, internationale medarbejdere og om at gøre det lettere for virksomheder at vokse.

Hvorfor skal aalborgenserne sætte sit kryds ved dig?

Fordi jeg vil være en stærk nordjysk stemme på Christiansborg.

Jeg taler hver dag med virksomheder og borgere og ved, hvor mulighederne er, og hvor systemet nogle gange spænder ben.

Mit mål er at arbejde for, at Nordjylland bliver Danmarks stærkeste vækstcenter, hvor virksomheder udvikler sig, hvor unge bliver efter deres uddannelse, og hvor der skabes arbejdspladser i hele regionen.

Jeg tror på politik, der bygger på dialog, respekt og handling.

Derfor vil jeg lytte til mennesker, forstå virkeligheden og omsætte det til løsninger, der virker.

Nordjylland skal ikke bare følge med udviklingen i Danmark. Vi skal være med til at drive den.

Det Konservative Folkeparti


Navn: Lene Burchardt 

By: Aalborg (bosat i Gug) 

Alder: 58 år 

Civilstand: Gift 

Faglig/karrieremæssig baggrund: Lærer og leder i folkeskolen siden 1994. Nu projektleder i Vild med Rebild.

Menneskene bag krydset: Her er dine lokale folketingskandidater
Lene Burchardt.

Hvorfor stiller du op til Folketinget?

Jeg har arbejdet med mennesker, fællesskaber og praktiske løsninger i mere end tre årtier.

I både skoleverdenen og mit nuværende arbejde har jeg set, hvordan demokratiet i praksis hviler på mennesker, der hver dag får tingene til at fungere – ofte uden at nogen lægger mærke til det. Det er den virkelighed, jeg gerne vil bringe tættere på Christiansborg. 

Jeg er optaget af, hvordan vi bruger ressourcerne i skolen, og hvordan tidlige indsatser kan forebygge, at problemer vokser sig store..

Jeg interesserer mig også for Danmarks sikkerhed og forsvarets udfordringer med at fastholde medarbejdere, og for hvordan løn- og ansættelsesforhold påvirker det.

Derudover fylder forsyningssikkerhed meget for mig, både i forhold til den grønne omstilling og behovet for et elnet, der kan følge med udviklingen.

Hvad holder du allermest af ved Aalborg og Nordjylland?

Aalborg er Danmarks tredjestørste kommune, men stadig et sted, hvor man møder hinanden i øjenhøjde.

Jeg holder af mangfoldigheden: fra universitetet og erhvervslivet til de stærke lokalsamfund fra Hals til Halkær.

Det er et område, hvor frivillighed, fællesskab og handlekraft fylder meget – og hvor by og land hænger tæt sammen.

Vi har naturen i Nordjylland – strand, skov, mose og masser af plads. Det skal vi passe på og nyde i fulde drag.

Hvilken lokal begivenhed eller tradition glæder du dig særligt til?

Jeg glæder mig altid til en hjemmekamp med Aalborg Pirates.

Ikke kun på grund af ishockeyen – men fordi det er et af de steder, hvor man tydeligst kan se, hvordan frivillige kræfter bærer et helt fællesskab.

Der er frivillige overalt: i boderne, ved indgangen, på isen, bag kulisserne. Det er et levende eksempel på den del af demokratiet, som sjældent bliver fortalt: mennesker, der får ting til at fungere, fordi de vil hinanden og deres by.

Hvad mener du, der mangler i Aalborg i dag?

Aalborg er en kommune med enorme styrker:

  • et internationalt universitet
  • en lufthavn, der forbinder Nordjylland med Europa
  • et stærkt erhvervsliv og en industri i vækst
  • kulturinstitutioner som AKKC
  • levende byrum, grønne ambitioner og et rigt kulturliv

Alligevel står kommunen i økonomisk modvind og skal finde besparelser på tværs af udvalg. Det viser, at der er behov for at tænke hele kommunen med – både by og land – og for at sikre, at økonomi, velfærd og udvikling hænger sammen i praksis.

Når ikke Aalborg kan være regionens stærke muskel, rammer det hele Nordjylland.

Hvad vil du sætte fokus på politisk, som har relevans for borgerne i Aalborg?

Aalborg er en kommune i bevægelse, og der er brug for løsninger, der fungerer i virkeligheden.

Jeg vil gerne arbejde for, at beslutninger bliver truffet med blik for både byens vækst og de mindre lokalsamfunds behov.

Aalborgs styrker – universitetet, industrien, erhvervslivet og de frivillige kræfter – skal bruges aktivt, så hele regionen kan udvikle sig.

Hvad tænker du om drikkevandet i Aalborg?

Rent drikkevand er en grundlæggende tryghed i hverdagen. Når der opstår problemer, påvirker det både tillid og trivsel.

Det understreger, hvor vigtigt det er, at infrastrukturen er robust, og at der er klare planer for både forebyggelse og håndtering. I dag er det kommunen, der skal sikre, at landmanden får kompensation, hvis der gives et påbud om sprøjtestop ved en drikkevandsboring.

Det bør være staten, så vi undgår98 forskellige lappeløsninger i hele Landet. Det er langt billigere at forebygge, end at rense.

Hvad skal der gøres for at Aalborg kan få rent vand i hanerne, og hvem skal betale for det?

Der er behov for løsninger, der både er langsigtede og gennemsigtige, og som sikrer, at borgerne kan have fuld tillid til vandforsyningen.

Det bør være en statslig opgave at sørge for, at vores drikkevand er rent. Først skal vi forsøge gennem den grønne trepart, men herefter er det en statslig opgave.

Er der andre politiske sager, man skal være opmærksom på som borger i Aalborg?

Aalborg står over for flere vigtige spørgsmål, hvor økonomi, udvikling og velfærd skal balanceres. Vores skoler og børnehave, skal have ressourcer, så de kan lave en tidlig indsats.

Det er alt for svært, først at gribe ind, når problemerne har vokset sig for store. Giv skolerne mulighed for lokale løsninger – det kan være to-lærerordninger, men lokale løsninger til lokale udfordringer.

Hvorfor skal aalborgenserne sætte deres kryds ved dig?

Jeg kommer med mange års erfaring fra virkeligheden – fra skoler, foreninger og lokalsamfund – og jeg arbejder altid tæt på mennesker og konkrete løsninger.

Jeg vil gerne være med til at sikre, at hele regionens udvikling bygger på både ansvarlighed, fællesskab og respekt for de mennesker, der får hverdagen til at fungere.

Navn: Per Larsen

Parti:  Konservative

Hvor kommer du fra?(By): Frederikshavn

Alder: 60

Civilstand: Samboende

Faglig/karrieremæssig baggrund:  Uddannet som Agrarøkonom. 36 års erhvervserfaring, 7 år i Folketinget.

Menneskene bag krydset: Her er dine lokale folketingskandidater
Per Larsen

Hvorfor stiller du op til Folketinget?

Jeg stiller op for at blive genvalgt til Folketinget, simpelthen fordi der er behov for mere sund fornuft i Folketinget.

Vi skal gøre Danmark til et rigere land, med vækst og udvikling, så vi kan honorere de udfordringer der kommer.

En sund økonomi giver mulighed for at kunne investere i forsvaret, i vores sundhedsvæsen og i vores børn og unge.

Hvad holder du allermest af ved Aalborg og Nordjylland?

Nordjylland er en fantastisk landsdel, med masser af natur, tæt på vandet, med masser af dynamik og overskud.

Vi er tilpas små til at vi kender hinanden og de problemer vi selv kan læse, løser vi i fællesskab.

Regionen er velfungerende, men vi har også nogle udfordringer som skal løses fremadrettet.

Vigende befolkningstal er en seriøs udfordring.

Vi bliver også overset i forhold til manglende udbygning af elnettet. Her bliver vi nødt til omgående at få udbygget tilstrækkelig kapacitet i hele regionen.

Vi kan også godt forlange at Nordjyske Jernbaner bliver elektrificeret, på samme måde som det øvrige jernbanenet. 

Hvilken lokal begivenhed eller tradition glæder du dig særligt til?

Jeg glæder mig til mange af de kulturelle tilbud, som vores landsdel byder på.

At staten så ikke betaler tilstrækkeligt, bør vi protestere over.

Vi er ti procent af landets befolkning, så bør vi også tilgodeses mere, så kommunerne ikke behøver at buge så mange midler på kulturlivet.

Hvad mener du, der mangler i Aalborg i dag?

Jeg synes vi skal glæde os over, at vi får en 3. Limfjordsforbindelse.

Hvad vil du sætte fokus på politisk, som har relevans for borgerne i Aalborg?

Der er virkelig behov for at etablere landstrøm til de store krydstogtskibe, så de kan slukke motorerne, når de er i havn. Luftforureningen kan være ulidelig.

Hvad tænker du om drikkevandet i Aalborg?

Vi skal passe på drikkevandet, men heldigvis er det sikkert at drikke vandet fra hanen. 

Hvad skal der gøres for at Aalborg kan få rent vand i hanerne, og hvem skal betale for det?

Jeg er enig med Aalborg Byråd. Staten må tage deres del.

Er der andre politiske sager, man skal være opmærksom på, hvis man er borger i Aalborg?

Jeg får henvendelser fra borgere, som mener at den kollektive trafik bør være mere fintmasket, så fremkommeligheden bliver bedre.

Hvorfor skal aalborgenserne sætte sit kryds ved dig?

Jeg kommer til at arbejde hårdt for at Aalborg og Nordjylland ikke bliver glemt.

Danmark er på mange måder ved at blive vredet skævt.

Derfor skal vi blive meget bedre til at stå sammen, på tværs af partierne, så vi får en mere retfærdig balance.

Vi skal nemlig ikke nøjes.


Navn: Sofie Therese Svendsen 

Parti: Det Konservative Folkeparti 

Hvor kommer du fra?(By): Aalborg 

Alder: 23

Civilstand: I et forhold

Faglig/karrieremæssig baggrund: Jeg studerer lige nu kommunikation og digitale medier.

Menneskene bag krydset: Her er dine lokale folketingskandidater
Sofie Svendsen

Hvorfor stiller du op til Folketinget?

Jeg stiller op for at skabe vækst og arbejdspladser i Nordjylland, så vi har et stærkt fundament for den velfærd vi ønsker. 

Hvad holder du allermest af ved Aalborg og Nordjylland?

Én af de ting jeg synes, er helt unikt ved Nordjylland er vores natur og ro. 

Hvilken lokal begivenhed eller tradition glæder du dig særligt 

Jeg glæder mig altid til en tur til karneval med mine veninder 

Hvad mener du, der mangler i Aalborg i dag?

I Aalborg gør vi det godt på rigtig mange områder, men vi mangler væksten i virksomheder og arbejdspladser, hvor vi halter bagefter de andre storbyer. 

Hvad vil du sætte fokus på politisk, som har relevans for borgerne i Aalborg? 

Tryghed i nattelivet er en utroligt vigtig sag for mig. Jeg har kæmpet for en række initiativer lokalt, men nu kalder det på national handling for at bekæmpe drugging og gøre det mere trygt at komme hjem fra byen om natten.

Hvad tænker du om drikkevandet i Aalborg? 

Det ærger mig, at vi er nået til et punkt, hvor vores drikkevand kræver den opmærksom og handling, som det gør i Aalborg, og derfor er det afgørende, at vi handler nationalt. 

Hvad skal der gøres for at Aalborg kan få rent vand i hanerne, og hvem skal betale for det?

Vi går ind for sprøjteforbud i udsatte områder, og så mener jeg ikke, at aalborgenserne selv skal betale for den ekstra regning, der kommer i forbindelse med nitratrensning 

Er der andre politiske sager, man skal være opmærksom på, hvis man er borger i Aalborg?

Jeg synes, at man som aalborgenser skal være særligt opmærksom på vores fantastiske by og omgivelser, og have fokus på hvilke politikere, som ønsker at vækst og naturbevaring skal gå hånd i hånd.

Hvorfor skal aalborgenserne sætte sit kryds ved dig?

Man skal stemme på mig for en resultatorienteret politiker, som kæmper for tryghed i nattelivet, et sundt og stærkt forsvar og ikke mindst en økonomisk ansvarlig politik, som vil skabe vækst og udvikling i Nordjylland. 

Enhedslisten

Navn: Peder Hvelplund

Parti: Enhedslisten

Hvor kommer du fra?(By): Lønstrup

Alder: 58

Civilstand: Gift med Louise som jeg har 3 voksne børn sammen med.

Faglig/karrieremæssig baggrund: Uddannet pædagog. Arbejdet fra 1994-2018 indenfor udsatteområdet i Hjørring Kommune. Derefter i Folketinget.

Menneskene bag krydset: Her er dine lokale folketingskandidater
Peder Hvelplund

Hvorfor stiller du op til Folketinget?

Jeg vil gerne bidrage til at skabe et mere lige samfund – uden børnefattigdom, hvor vi beskytter vores drikkevand, sikrer dyrevelfærden og udvider demokratiet så børn og unge opvokset i Danmark, kan få statsborgerskab og dermed stemmeret.

Hvad holder du allermest af ved Aalborg og Nordjylland?

Udsyn, nærvær og natur.

Hvilken lokal begivenhed eller tradition glæder du dig særligt til?

Priden i Aalborg

Hvad mener du, der mangler i Aalborg i dag?

Slippe for Egholmmotorvejen, bedre, billigere og hurtigere togforbindelser til Vendsyssel, Thy, København og resten af verden.

Hvad vil du sætte fokus på politisk, som har relevans for borgerne i Aalborg?

Forbedre og udbygge den kollektive transport og styrke vilkår for kulturlivet.

Hvad skal der gøres for at Aalborg kan få rent vand i hanerne, og hvem skal betale for det?

Forbud mod gødskning og sprøjtning over vores vandindvindingsområder. Brug landbrugsstøtten til at betale for rensning af vandet.

Er der andre politiske sager, man skal være opmærksom på, hvis man er borger i Aalborg?

Vi skal stoppe Base-aftalen, der giver USA adgang til dansk territorium og uden at personel er underlagt dansk lov.

USA er ikke vores allierede.

Hvorfor skal aalborgenserne sætte sit kryds ved dig?

Hvis man vil prioritere lighed, velfærd, klima, natur, miljø og international retsorden.

Så skal aalborgensere overveje at stemme på mig.

Dansk Folkeparti

Navn: Anders Vistisen

Parti: Dansk Folkeparti

Hvor kommer du fra (by): Vridsted

Alder: 38

Civilstand: Gift med Mette – far til Theodor, Alexander & Elisabeth

Faglig/karrieremæssig baggrund: Cand.jur. fra Aarhus Universitet og medlem af Europa-Parlamentet siden 2014. Før det har jeg siddet i by- og regionsråd og været formand for DF Ungdom og medlem af Hovedbetyrrelsen i Dansk Folkeparti.

Menneskene bag krydset: Her er dine lokale folketingskandidater
Anders Vistisen

Hvorfor stiller du op til Folketinget?

Danmark skal forblive med at være dansk også for de kommende generationer, derfor er det afgørende vigtigt, at vi nu får styr på udlændingepolitikken.

Samtidig oplever jeg som bosat udenfor en lille landsby, at Danmark er ved at blive skævvredet.

Udviklingen sker i København, mens væksten går forbi Aalborg og Nordjylland.

Jeg mener, der er brug for en stærkere stemme for Nordjylland – både når det gælder arbejdspladser, infrastruktur og tryghed.

Hvad holder du allermest af ved Aalborg og Nordjylland?

Menneskene. Nordjyder siger ikke meget eller råber højt, men de siger tingene, som de er.

Vi har et samfund, hvor man ser efter hinanden, hjælper hinanden og kender hinanden.

Det er en kæmpe værdi og styrke, den tryghed skal vi passe på og beskytte. Det er en stærk lokal identitet og et sammenhold, man ikke finder mange andre steder.

Hvilken lokal begivenhed eller tradition glæder du dig særligt til?

Karneval i Aalborg. Det er en af de begivenheder, hvor hele byen lever, og hvor man virkelig mærker fællesskabet.

Derudover er der mange fede kulturarrangementer, som jeg er glad for at deltage i. 

Hvad mener du, der mangler i Aalborg i dag?

Jeg synes, at det vigtigt at vi fastholder Aalborg som en by, hvor alle har råd til at bo og føler sig trygge.

Vi har set i København og Aarhus, hvordan galoperende huspriser presser nogle ud af byen og hvordan indvandringen gør hele byområder utrygge.

Det kan også ske i Aalborg og det er vigtigt, at vi vælger en anden vej.

Hvad vil du sætte fokus på politisk, som har relevans for borgerne i Aalborg?

Jeg kæmper for et Danmark i balance, hvor statslige arbejdspladser fordeles rundt og infrastrukturinvesteringer også gives i det nordlige Jylland.

Den 3. Limfjordsforbindelse er en bundet opgave, hvis vi skal fremtidssikre vores landsdel.

Samtidig er kampen mod masseindvandringen fra særligt Mellemøsten og Nordafrika afgørende vigtig, ligesom vi ønsker et stop for den stigende pensionsalder. 

Hvad tænker du om drikkevandet i Aalborg?

Det er dybt bekymrende, at vi har kunnet se grænseværdier for nitrit, som ligger langt over, hvad fagekspertner anbefaler.

Rent drikkevand burde være en selvfølge i Danmark, og det er helt uacceptabelt, hvis borgerne skal være utrygge ved vandet i hanen.

Derfor er det også en statslig opgave, at der nu kommer en løsning på problemet. 

Hvad skal der gøres for at Aalborg kan få rent vand i hanerne, og hvem skal betale for det?

Vi skal have en statslig løsning.

I DF foreslår vi at der findes midler i de mange milliarder der i øjeblikket bruges til statslige klimaprojekter uden stor effekt til at sikre og rense vores drikkevand, så det også er der til gavn og glæde for fremtidige generationer.

Er der andre politiske sager, man skal være opmærksom på, hvis man er borger i Aalborg?

Vi har en stor demografisk udfordring i Nordjylland.

Der fødes simpelthen for få børn og for mange unge rejser ud, fordi der ikke er de rigtige muligheder for at blive.

Vi ønsker mere uddannelse, vækst og arbejdspladser i provinsen, så man kan leve et godt liv i hele Danmark.

Samtidig ønsker vi, at familier skal i centrum for den politiske debat. Det skal simpelthen være nemmere at være børnefamilie i Danmark. 

Hvorfor skal aalborgenserne sætte sit kryds ved dig?

Jeg har boet og levet hele mit liv i  Jylland, det er det jeg er rundet for og jeg bor og lever som folk er flest.

Jeg kommer til at arbejde utrætteligt for et Danmark i balance – ikke bare i valgkampen, men hver eneste dag.


Navn: Danny Rosenkilde

Parti: Dansk Folkeparti

Hvor kommer du fra?(By): Jeg bor i Flauenskjold men er oprindelig fra Lindholm

Alder: 59 år

Civilstand: I forhold 

Faglig/karrieremæssig baggrund: 38,5 år på Danish Crown Sæby og derefter 2,5 år hos Aalborg Taxa som handicap flex chauffør.

Har haft egen virksomhed i 16 år ved siden af fuldtidsjob, jeg solgte virksomheden i 2025.

Menneskene bag krydset: Her er dine lokale folketingskandidater
Danny Rosenkilde Nielsen

Hvorfor stiller du op til Folketinget?

Politik interesserer mig, og vil man gøre en forskel, så skal man involvere sig.

Danmark trænger til et stort løft på vores velfærdsområde, det bekymrer mig en hel del.

Og en af mine hjertesager er den støt stigende pensionsalder. Her skal vi helt klart have et loft over pensionsalderen.

Så skal Danmark være et trygt og sikkert sted at færdes. Unge mennesker skal kunne færdes sikkert i nattelivet, uden de eller deres forældre bør bekymre sig.

Det er klart en DF-sag, som vi vil løfte.

Kriminelle udlændinge skal sendes hjem, de skal ikke gøre Danmark utryg. Altså en udlændingepolitik med konsekvens og hjemsendelse.

Hvad holder du allermest af ved Aalborg og Nordjylland?

Aalborg er en fantastisk by, og der er en grund til den kaldes Nordens Paris. Byen kan byde på stort set alt. Gode spisesteder, kulturelle oplevelser og fjorden lige i hjertet af byen. Der er altid noget nyt, der kan ses og nydes.

Nordjylland er et fantastisk sted at bo. Store områder med højt til loftet, en fantastisk alsidig natur, som byder på mange forskellige oplevelser.

Det er lige fra Cold Hawaii i Klitmøller, koldkrigsbunkeren Reagan vest i Rold, Jyske ås og Dronninglund storskov, og fantastiske kyster både til øst og vest, Skagen og de mange oplevelser deromkring.

Der er simpelthen noget for alle i Nordjylland.

Hvilken lokal begivenhed eller tradition glæder du dig særligt til?

Jeg glæder mig hvert år til Hjallerup Marked, et sted hvor jeg har været frivillig i mange år.

Og jeg glæder mig altid til at komme i Gigantium og følge Aalborg Håndbold, her er jeg fast inventar til alle kampe.

Ellers er det svært at sætte noget foran andet, for der er et hav af gode oplevelser hele tiden.

Hvad mener du, der mangler i Aalborg i dag?

Aalborg kan byde på alt, men på mine mange løbeture rundt i byen, kan jeg engang imellem godt se, at der godt må være flere grønne rum.

Desværre er meget af nybyggeriet på havnefronten bygget alt for tæt, det mener jeg kunne være gjort klogere og mere attraktivt.

Men ellers er blotlægningen af åen gennem byen ved at nå til enden, og det bliver en nydelse for byens borgere.

Hvad vil du sætte fokus på politisk, som har relevans for borgerne i Aalborg?

Mit største ønske som politikker er et loft over pensionsalderen, det kommer alle til gode også Aalborgs borgere.

Og hvis man skal tage noget, som er specifik for Aalborg, så må det være at få løst nogen af de store trafikale problemer, der er i og omkring byen.

Og så skal der støttes op om bevaring af midtbyen, det er nødvendigt, hvis der ikke skal komme butiksdød i byen, deri ligger også at få løst parkeringsproblemet, som der er mange steder i byen. 

Hvad tænker du om drikkevandet i Aalborg? 

Drikkevandet i Aalborg er ikke et nyt problem, men der er meget fokus på problemet lige nu i valgkampen.

Her er det vigtigt for mig, at dette ikke glemmes igen efter valget.

Det er vigtigt, og vi skal sikre drikkevandet for fremtiden. Og det er helt klart et politisk ansvar, som vi skal tage alvorligt.

Hvad skal der gøres for at Aalborg kan få rent vand i hanerne, og hvem skal betale for det?

Der er ikke nogen kvikfiks for at få rent vand i fremtiden, det er noget der skal forbedres over år, da den forurening, der er i jorden ikke forsvinder lige med det samme.

Så fremadrettet skal vi finde nye rene boringer med vand, så man fortsat kan blande vandet op.

Og så skal vandet renses for at komme i mål på lovkravene.

Det skal understøttes af staten og borgerne i fællesskab, og så skal vi have landbruget med, for at sikre rent vand for fremtiden.

Er der andre politiske sager, man skal være opmærksom på, hvis man er borger i Aalborg?

Der vil altid være sager, hvor ting kan gøres anderledes.

Jeg syntes det er vigtigt at erhvervslivet plejes, så Aalborg kan blive ved mad at være en rigtig storby.

Så skal vi sørge for byen bliver ved med at være en universitets by, på den måde vil byen altid være attraktiv for unge mennesker.

Og så skal vi altid kæmpe for at få flyttet statslige arbejdspladser og uddannelser til Nordjylland.

Nordjylland har også en berettigelse, og vi har meget at byde på.

Desværre bliver vi alt for tit glemt på Christiansborg, det vil jeg kæmpe for at vi ikke bliver.

Hvorfor skal aalborgenserne sætte sit kryds ved dig?

Først og fremmest skal de stemme på en kandidat der bor, lever og arbejder i Nordjylland.

Det er vigtigt, at DFs Folketingsmedlem bliver en, der har rødderne solidt plantet i Nordjylland og vil arbejde 100 % for landsdelen.

Det har jeg, og jeg vil kæmpe for Nordjylland bliver hørt og ikke glemt.

Jeg er nr. 2 på listen lige under Vistisen, men han er udpeget til spidskandidat af partiet, og er ikke bosiddende i Nordjylland.

Så håber jeg selvfølgelig, at borgerne i Aalborg og resten af Nordjylland synes godt om mine mærkesager. Her kan nævnes: 

Loft over pensionsalderen og en værdig tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet. 

Ingen import af billig arbejdskraft fra Mellemøsten og Afrika, som er med til at skabe løndumpning i Danmark. 

En stram udlændingepolitik, med konsekvens og hjemsendelser. 

En værdig ældrepolitik, omsorg frem for stopure.

Sænk fødevaremomsen og fjern punktafgifterne, det er blevet dyrt at være dansker.

Fornuftig energipolitik – Ja til moderne kernekraft 

Radikale Venstre

Navn: Carsten Bedsted

Parti: Radikale Venstre

Hvor kommer du fra?(By): Skive

Alder: 54 år

Civilstand: Gift

Faglig/karrieremæssig baggrund: Direktør i en international softwarevirksomhed

Menneskene bag krydset: Her er dine lokale folketingskandidater
Carsten Bedsted

Hvorfor stiller du op til Folketinget? 

Jeg har tre store børn. Jeg vil virkelig gerne kæmpe for, at de, og alle andre i den kommende generation, oplever et grønnere Danmark, hvor både drikkevand, badevand og havene er rene og i balance.

Og så vil jeg virkelig gerne slå et slag for iværksættere. Folk som har en ide, er kreative, og har modet til at prøve det – de skal hjælpes så det er nemt at starte en lille virksomhed.

Det er jo dem, der nogle gange bliver til store arbejdspladser.

Jeg er selv involveret i at hjælpe start-ups og rådgiver om forretning, eksport og markedsføring.

Jeg har været i erhvervslivet i mange år, og elsker at hjælpe nye initiativer. I Nordjylland er der en stor evne og gejst til at gøre noget selv. Det skal vi støtte!

Hvad holder du allermest af ved Aalborg og Nordjylland? 

Naturen, vidderne, og det nordjyske sindelag. Jeg har læst og arbejdet i Aalborg, og jeg har mødt min kone i Jomfru Anegade.

Og det er faktisk helt rigtigt – vi kyssede simpelthen første gang i Gaden. Og i dag har vi tre store børn. Jeg kan virkelig godt lide Aalborg!

Hvilken lokal begivenhed eller tradition glæder du dig særligt til? 

Tidligere var det hjemmekampene for AaB, og det var karnevallet. Nu er det mere ture til Vestkysten.

Det holder jeg meget af – at blive blæst igennem og få en øl i Løkken.

Hvad mener du, der mangler i Aalborg i dag? 

Jeg synes der mangler nogle af de studier, som der er blevet skåret væk på det seneste. UCN og Universitetet er super vigtig for Aalborg. Det skal ikke beskæres. Tværtimod.

Og så er Aalborg ikke god nok til basket. Jeg spiller stadig, men er blevet for gammel til top-basket. Det kunne Aalborg godt udvikle sig på 😊

Hvad vil du sætte fokus på politisk, som har relevans for borgerne i Aalborg? 

Uddannelsespladser og uddannelsesretninger. Det er afgørende for Aalborg og resten af Nordjylland, at vi satser på uddannelse.

Hvad tænker du om drikkevandet i Aalborg? 

Det er en frygtelig sag. Mest pinligt er det, at man har vidst det længe, men ikke gjort noget ved det.

Det positive er, at alle nu kan se, hvad det betyder når vi gøder markerne for kraftigt. Det siver ned i vores drikkevand.

Hvad skal der gøres for at Aalborg kan få rent vand i hanerne, og hvem skal betale for det? 

Landbruget skal stoppe med at udlede kunstgødning. Øjeblikkelig. Indtil det begynder at virke, skal vi rense vandet.

Det tror jeg vi som forbrugere bliver nødt til at betale. Det drejer sig om 2-300,- kr. om året for en normal familie.

Det tror jeg i øvrigt at mange andre rundt i landet også kommer til at gøre og betale for.

Er der andre politiske sager, man skal være opmærksom på, hvis man er borger i Aalborg? 

Egholm-forbindelsen skal sløjfes. Helt. Det er en katastrofe, at vi laver en hel ny motorvej hen over Egholm.

Vi skal i stedet udvide den eksisterende motorvej og tunnel. Det vil jeg kæmpe for i Folketinget.

Hvorfor skal aalborgenserne sætte sit kryds ved dig? 

For en ægte grøn omstilling. Ikke ad åre, men nu! Vi skal turde tage de nødvendige beslutninger for at komme i gang, og det er jeg indstillet på.

Og så skal vi gøre noget for de små virksomheder og start-ups. Det er en stor del af fremtidsmulighederne i Nordjylland, at vi støtter op om selvstændige initiativer.

OG så skal den tredje Limfjordsforbindelse ændres snarest mulig.

Det vil kæmpe for i Folketinget. Og jeg tror at en erfaren erhvervsmand som mig vil være en meget god repræsentant for Nordjylland i det nye Folketing.


Navn: Steffen Helledie

Parti: Radikale Venstre

Hvor kommer du fra (by): Vejgaard, Aalborg

Alder: 36

Civilstand: Far til to

Faglig/karrieremæssig baggrund: EU-konsulent

Menneskene bag krydset: Her er dine lokale folketingskandidater
Steffen Helledie

Hvorfor stiller du op til Folketinget?

Jeg stiller op, fordi jeg grundlæggende tror, at Danmark kan blive et endnu bedre land.

Et land hvor børn har en sjovere og mere nysgerrig skoledag, hvor flere unge får en god uddannelse, og hvor børnefamilier kan få lidt mere ro i hverdagen.

For mig hænger det tæt sammen med udviklingen i Nordjylland.

Hvis vi skal skabe gode liv heroppe, kræver det også vækst, arbejdspladser og stærke uddannelsesmiljøer. Det vil jeg virkelig gerne være med til at skabe.

Det lyder måske lidt selvfedt, men fordi jeg oprigtigt tror på, at jeg er den rette til at repræsentere nordjyderne og radikale vælgere på Christiansborg 🙂

Hvad holder du allermest af ved Aalborg og Nordjylland?

At mit liv er her.

Det nemmeste i verden ville være at flytte til en større by for karrieren, men vores familie, vores venner og vores hverdag er her. Det betyder noget.

Aalborg og Nordjylland er et sted, hvor man kan skabe et godt liv og det vil jeg gerne være med til at gøre endnu bedre.

Hvilken lokal begivenhed eller tradition glæder du dig særligt til?

At det bliver sommer.

Jeg elsker den tid på året, hvor man kan sidde udenfor med venner og drikke en øl, tage en cykeltur eller gå en tur ved stranden.

Måske er det også bare, fordi jeg efterhånden er ret træt af at føre valgkamp i blæst og regn.

Jeg er altid glad for en tur på stadion. Og så må jeg indrømme, at Nibe Festival er vokset på mig med årene.

Hvad mener du, der mangler i Aalborg i dag?

Jeg kunne godt tænke mig en endnu mere levende midtby.

Der bliver ofte talt meget om parkeringspladser, men jeg vil hellere have mere liv.

Jeg har aldrig mødt nogen, der synes der var for lidt biler i midtbyen. 

Flere steder at mødes, mere aktivitet og en bymidte, hvor det er sjovt at opholde sig – også uden at man nødvendigvis skal ind i en bil.

Derudover mangler vi først og fremmest investeringer i børn og unge.

Mange forældre oplever, at der er for få voksne i daginstitutionerne, og at skolerne er pressede.

Samtidig skal vi gøre endnu mere for at sikre, at Aalborg fortsat er en attraktiv studieby, hvor unge også kan blive efter endt uddannelse.

Hvad vil du sætte fokus på politisk, som har relevans for borgerne i Aalborg?

Jeg er bekymret for den måde staten lige nu flytter aktivitet væk fra de større provinsbyer.

Vi har set studiepladser blive lukket på AAU, og internationale miljøer blive svækket.

Samtidig går mange kulturmidler fortsat til hovedstaden. I forsøget på at begrænse væksten i København er det især byer som Aalborg og Odense, der betaler prisen.

Det skal vi have lavet om på. 

Hvis jeg skulle opsummere det til tre mærkesager vil det være noget i stil med:

Bedre vilkår for børn og unge; stærke daginstitutioner og en folkeskole med tid til alle børn.

Aalborg som Danmarks bedste studieby; med gode uddannelser og muligheder for at blive i byen efter studiet.

En grønnere by; renere luft, mindre støj og en Limfjord, vi kan være stolte af.

Hvad tænker du om drikkevandet i Aalborg?

Det er et godt eksempel på, hvorfor det betyder noget, hvem der sidder på Christiansborg.

Hvis der havde været stærkere lokal repræsentation fra Aalborg, er jeg ret sikker på, at problemerne med drikkevandet ikke havde fået lov til at vokse så store.

Derfor har vi brug for politikere, der kender området og mærker problemerne tæt på.

Hvad skal der gøres for at Aalborg kan få rent vand i hanerne – og hvem skal betale?

Det er i sidste ende et politisk ansvar.

Det er politiske beslutninger, der har gjort det muligt for landbruget at forurene vores grundvand, og derfor er det også politikerne, der skal sikre løsningen.

Vi ved godt, hvad der skal til: sprøjteforbud i sårbare områder, oprensning og iblanding.

Det kræver, at der bliver afsat midler på finansloven, og at der er et stærkt nordjysk engagement på Christiansborg.

Det er ikke en opgave vi kan løfte alene i byrådet.

Er der andre politiske sager, man skal være opmærksom på som borger i Aalborg?

Jeg er enormt optaget af Børn & Unge, Forebyggelse og grøn omstilling, men jeg vil alligevel her fremhæve støj og luftforurening.

Aalborg er blevet en by med alt for meget trafikstøj, og med en Egholmforbindelse risikerer det kun at blive værre.

Støj er en larmende sundhedstrussel, som faktisk koster mennesker leveår.

Derfor arbejder jeg i byrådet for at etablere et lokalt støjråd, hvor borgere og eksperter kan rådgive politikerne om, hvordan vi reducerer støjen i byen. 

Det her bliver det sidste valg, hvor aalborgenserne får mulighed for at sætte et kryds mod Egholmforbindelsen.

Ved byråds konstitueringen gjorde vi alt hvad vi kunne for at få det ændret, nu er sidste chance et stærkt mandat på Christianborg. 

Hvorfor skal aalborgenserne sætte deres kryds ved dig?

Fordi de får en lokal repræsentant, der lever sit liv de samme steder som dem.

Det betyder noget, hvem der sidder på Christiansborg.

Jeg vil kæmpe for Aalborg og Nordjylland, og fordi jeg vil kæmpe for de ting, der betyder mest for mange familier: gode daginstitutioner, stærke skoler, uddannelsesmuligheder og en grønnere fremtid.

Jeg tror på, at Aalborg kan være en by, hvor børn får den bedste start på livet, hvor unge uddanner sig, og hvor man også har lyst til at blive boende bagefter.

Det er den retning, jeg vil arbejde for.


Navn: Emma Biørn Tretow-Fish

Parti: Radikale Venstre

Hvor kommer du fra? (By): Jeg er født og opvokset i Hjørring, men bor i dag i Aalborg.

Alder: 35

Civilstand: Gift

Faglig/karrieremæssig baggrund: Jeg arbejder professionelt med kommunikation og sundhed, og har beskæftiget mig med kvalitet i sundhedsvæsenet, faglig udvikling og offentlig administration.

Jeg er datter af en sygeplejerske og en lærer, så respekten for velfærden og de mennesker, der bærer den, har altid været en del af mit udgangspunkt.

Ved siden af mit arbejde underviser jeg også i yoga flere steder i Aalborg.

Menneskene bag krydset: Her er dine lokale folketingskandidater
Emma Biørn Tretow-Fish

Hvorfor stiller du op til Folketinget?

Jeg stiller op, fordi jeg tror på, at politik skal bygge på både viden og værdier.

Jeg vil arbejde for et stærkt sundhedsvæsen, en ambitiøs grøn omstilling og et Danmark, hvor vi tager ansvar for hinanden.

Politik skal handle om retning – ikke om spin.

Hvad holder du allermest af ved Aalborg og Nordjylland?

Nordjylland er mit ståsted.

Jeg er vokset op med Vesterhavets vind i Hjørring, har arbejdet i Frederikshavn og har familie på Læsø.

Her lærer man at møde mennesker i øjenhøjde og ikke love mere, end man kan holde.

Det er en nordjysk ordentlighed, jeg sætter stor pris på.

Hvilken lokal begivenhed eller tradition glæder du dig særligt til?

Aalborg Karneval. Det er et fantastisk eksempel på, hvordan hele byen samles, og hvor fællesskabet virkelig kan mærkes i gaderne.

Hvad mener du, der mangler i Aalborg i dag?

Vi skal blive endnu bedre til at sikre, at unge og højtuddannede kan blive i Nordjylland efter studiet.

Det kræver stærke arbejdspladser, gode uddannelsesmiljøer og politisk opmærksomhed på, at udviklingen også skal ske uden for de største byer.

Hvad vil du sætte fokus på politisk, som har relevans for borgerne i Aalborg?

Et stærkere sundhedsvæsen, bedre forebyggelse og en grøn omstilling, der også skaber arbejdspladser i Nordjylland.

Vi skal have et samfund, hvor velfærden fungerer  også uden for de største byer.

Hvad tænker du om drikkevandet i Aalborg?

Rent drikkevand er noget af det vigtigste, vi har.

Derfor er det alvorligt, når der findes pesticider og nitrat i grundvandet.

Vi skal passe bedre på vores grundvand, så kommende generationer også kan drikke vand direkte fra hanen.

Hvad skal der gøres for at Aalborg kan få rent vand i hanerne, og hvem skal betale for det?

Vi skal beskytte grundvandet bedre, blandt andet ved at begrænse pesticider i sårbare områder og sikre en stærkere indsats mod forurening.

Samtidig bør forureneren betale, men staten har også et ansvar for at beskytte vores fælles drikkevand – og for at betale den regning, der venter.

Er der andre politiske sager, man skal være opmærksom på, hvis man er borger i Aalborg?

Transport, uddannelse og sundhed er afgørende for Nordjylland.

Vi skal sikre gode forbindelser til resten af landet og sikre, at der fortsat er uddannelses- og jobmuligheder i regionen.

Hvorfor skal aalborgenserne sætte sit kryds ved dig?

Fordi jeg vil kæmpe for Nordjylland med både faglighed og jordforbindelse.

Jeg kommer herfra og ved, at Nordjylland fortjener en stærk stemme på Christiansborg.


Navn: Jacob Robsøe

Parti: Radikale Venstre          

Hvor kommer du fra?(By): Skjern

Alder: 29          

Civilstand: Single

Faglig/karrieremæssig baggrund: Politisk Konsulent for Danmarks Idrætsforbund, Fhv. landsformand for Radikal Ungdom og formand for Radikal Ungdom Nordjylland.

Uddannelse: Cand.soc. i Politik og Kommunikation

Menneskene bag krydset: Her er dine lokale folketingskandidater
Jacob Robsøe

Hvorfor stiller du op til Folketinget?

Jeg stiller op, fordi vi står ved en skillevej.

Enten fortsætter vi med små skridt og store undskyldninger, eller også tager vi klimaet, uddannelserne og fællesskabet alvorligt.

Jeg synes, Danmark fortjener lidt mere mod i politik.

Hvad holder du allermest af ved Aalborg og Nordjylland?

Jeg holder umådelig meget af Limfjorden, der løber gennem byen.

Her mødes liv, mennesker og ro.

Havnefronten er både udgangspunkt og samlingspunkt for mig.

Der er noget næsten meditativt ved at kigge ud over vandet, uanset om det er med en is i sommersolen eller en kaffe i vinterkulden.

Og så holder jeg af nordjyderne.

Man får klare svar og ærlig snak, men også en særlig varme, når man først bliver lukket ind i samtalen.

Her er der tid til andre mennesker – og her hilser vi stadig på hinanden.

Hvilken lokal begivenhed eller tradition glæder du dig særligt til?

Aalborg Karneval er altid noget helt særligt. Det er en fest, hvor hele byen samles om noget, der egentlig bare er sjovt.

I en tid hvor alting næsten skal have et formål og give mening, er det befriende at være en del af et fællesskab, der bare handler om glæde, kreativitet og om at vise Aalborg fra sin mest farverige side.

Hvad mener du, der mangler i Aalborg i dag?

Der mangler liv i Limfjorden og rent drikkevand, som vi kan tillade os at give til os selv og de næste generationer.

Der mangler studiepladser, især efter at flere netop er blevet fjernet gennem kandidatreformen.

Og så mangler vi en psykiatri, der kan hjælpe mennesker i tide, før problemerne vokser sig større.

Hvad vil du sætte fokus på politisk, som har relevans for borgerne i Aalborg? 

Jeg vil sætte fokus på natur, uddannelse, grøn energi og trivsel.

Der skal flere kulturmidler til Nordjylland, så kulturlivet kan blomstre endnu mere.

Et stærkt kulturliv gør ikke bare området mere levende, det er også med til at sikre, at flere unge vælger at blive og skabe deres liv her.

Limfjorden skal have bedre vilkår med renere vand og mere liv, og vi skal passe bedre på vores drikkevand.

Samtidig skal Aalborg fortsat være en stærk studieby, så vi ikke mister studiepladser, men tværtimod sikrer gode uddannelsesmuligheder i Nordjylland.

Vi skal også udbygge transmissionsnettet, så den grønne energi faktisk kan komme ud i stikkontakterne og være med til at drive den grønne omstilling frem.

Endelig skal psykiatrien styrkes, så mennesker får hjælp i tide – før problemerne vokser sig større.

Hvad tænker du om drikkevandet i Aalborg? 

Vi skal have rent drikkevand i hanen.

Det er en grundlæggende tryghed i hverdagen for danskerne og noget, vi i Danmark har været stolte af i generationer.

Der er noget særligt ved, at man kan tænde for hanen og drikke vandet direkte. Det er en lille selvfølge i hverdagen, men også et tegn på et samfund, der passer på sin natur og på hinanden.

Derfor er det også alvorligt, når drikkevandet udfordres.

Rent vand fra hanen er ikke en luksus, men noget vi skal kunne stole på i Aalborg og i resten af landet.

Hvad skal der gøres for at Aalborg kan få rent vand i hanerne, og hvem skal betale for det?

Vi skal beskytte vores grundvand bedre. Det kræver et sprøjteforbud, så vi stopper forureningen, før den opstår.

Samtidig skal vi have en national garanti for vandet.

Det er ikke rimeligt, at aalborgenserne står med hele regningen.

Når det er national lovgivning, der har tilladt den belastning af grundvandet, vi ser i dag, bør regningen også løftes nationalt.

Vand fra hanen skal ikke være dyrere i én kommune end i en anden, når reglerne har været de samme i hele landet.

Er der andre politiske sager, man skal være opmærksom på, hvis man er borger i Aalborg?

Ja, der er flere vigtige dagsordener for Aalborg og Nordjylland.

Vi skal sikre, at Aalborg fortsat er en stærk studieby, så vi ikke mister uddannelsespladser, men tværtimod skaber gode muligheder for unge i hele Nordjylland.

Det er med til at tiltrække arbejdspladser, og holde unge mennesker i regionen.

Samtidig skal vi styrke den grønne omstilling.

Det kræver blandt andet et stærkere transmissionsnet, så der kan skabes og fragtes mere grøn energi og varme i hele landet.

Derudover skal kulturlivet i Nordjylland have bedre vilkår.

Kultur er ikke bare oplevelser, det er også med til at gøre området attraktivt og sikre, at flere unge vælger at blive og skabe deres liv her.

Og så skal psykiatrien styrkes, så mennesker får hjælp i tide, før problemerne vokser sig større.

Det er afgørende for både den enkelte og for vores fællesskab.

Hvorfor skal aalborgenserne sætte sit kryds ved dig?

Jeg stiller op som en ung og erfarne stemme for Nordjylland, der vil kæmpe for bedre muligheder i hele landsdelen: For vores uddannelser, vores natur, vores kultur og for den grønne omstilling.

Selvom jeg er ung, har jeg meget erfaring med politisk arbejde, og jeg er klar til at bruge både min viden og min energi på at skabe resultater for nordjyderne.

For mig handler politik ikke bare om holdninger, men om at tage ansvar og arbejde for konkrete løsninger.

Jeg vil være en stemme for rent drikkevand, stærke uddannelser, et levende kulturliv og en ambitiøs klimapolitik, så Nordjylland også i fremtiden er et godt sted at leve, studere og skabe sit liv.


Navn: Pia Elberg

Parti: Radikale Venstre

Hvor kommer du fra?(By): Askildrup, 9520 Skørping. Jeg har boet i Aalborg fra 1988 til 1998 og har arbejdet på Aalborg Universitet frem til 2019, selvom jeg siden 1999 har boet i Skørping/Rebild kommune. 

Alder: 57

Civilstand: Gift

Faglig/karrieremæssig baggrund: Selvstændig konsulent, sundhedsinformatik

Menneskene bag krydset: Her er dine lokale folketingskandidater
Pia Elberg

Hvorfor stiller du op til Folketinget?

Jeg bakker op om Radikale Venstres Plan B.

Jeg vil sætte borgerinddragelse, børn og unge samt bæredygtighed på dagsordenen og bidrage til at gøre afstanden mellem Christiansborg og nordjyske erfaringer kort.

Hvad holder du allermest af ved Aalborg og Nordjylland?

De mange forskellige kulturtilbud og natur tæt på.

Hvilken lokal begivenhed eller tradition glæder du dig særligt til?

Fejringer af Grundloven på Grundlovsdag

Hvad mener du, der mangler i Aalborg i dag?

Beskyttelse af drikkevandet

Hvad vil du sætte fokus på politisk, som har relevans for borgerne i Aalborg? 

Klima og natur samt børn og unges trivsel og uddannelsesmuligheder

Hvad tænker du om drikkevandet i Aalborg? 

Det er i alles interesse at samarbejde om både kort- og langsigtede løsninger for at sikre drikkevand af en god kvalitet – for det er ikke kun et problem i Aalborg.

Hvad skal der gøres for at Aalborg kan få rent vand i hanerne, og hvem skal betale for det?

Vi skal starte med at involvere landets dygtigste fagpersoner, så vi får et sagligt udgangspunkt for en fælles forståelse af problemets omfang og handlemuligheder.

Folketinget har ansvaret for den gældende lovgivning og dermed også ansvaret for at anvise finansiering af løsninger.

Er der andre politiske sager, man skal være opmærksom på, hvis man er borger i Aalborg?

Aalborg er en uddannelses-by og derfor er forsknings- og uddannelsespolitikken særlig vigtig.

Uddannelsesniveauet i Danmark er faldende, og den udvikling arbejder Radikale Venstre for at vende.

Hvorfor skal aalborgenserne sætte sit kryds ved dig?

Fordi de gerne vil stemme på en politiker, som vil samarbejde bredt om at finde langtidsholdbare løsninger på problemer, som også er vigtige for de kommende generationer.


Navn: Torsten Wetche

Parti: Radikale

Hvor kommer du fra?(By): En gård mellem Farsø og V. Hornum

Alder: 56

Civilstand: Gift

Faglig/karrieremæssig baggrund: Agronom, selvstændig økologisk landmand.

Menneskene bag krydset: Her er dine lokale folketingskandidater
Torsten Wetche

Hvorfor stiller du op til Folketinget? 

Jeg vil bruge min akademiske baggrund og mine 30 års erfaring som selvstændig økologisk landmand til at ændre landbruget i en mere bæredygtig og fremtidssikret retning med fokus på beskyttelse af biodiversitet, drikkevand og forbedring af dyrevelfærden.

Hvad holder du allermest af ved Aalborg og Nordjylland?

Nærhed til vand og natur. Nordjysk jordbundethed. Gode muligheder for kunst og kultur.

Hvilken lokal begivenhed eller tradition glæder du dig særligt til? 

Økodag, hvor de økologiske køer lukkes på græs.

Hvad mener du, der mangler i Aalborg i dag? 

Der mangler et stort grønttorv, hvor lokale avlere kan sælge deres friske produkter.

Hvad vil du sætte fokus på politisk, som har relevans for borgerne i Aalborg? 

Rent drikkevand. Undgå en naturødelæggende motorvej i Nørreholm Enge og på Egholm, så Aalborg bliver klemt inde mellem to motorveje.

Hvad tænker du om drikkevandet i Aalborg? 

Arealerne over drikkevandsindvindingsområderne skal udlægges for økologisk afgræsning, som sikrer, at der ikke bliver tilført sprøjtemidler samt minimerer nitratudledningen.

Hvad skal der gøres for at Aalborg kan få rent vand i hanerne, og hvem skal betale for det? 

Fremtidens drikkevand skal sikres som ovenfor nævnt.

Den nuværende akutte situation skal løses ved rensning, som skal betales i fællesskab mellem stat, forsyning og kommune.

Ansvaret for ikke at kunne levere rent drikkevand påhviler først og fremmest Aalborg Forsyning. Ansvaret for ikke for længst at have taget vandindvindingsområderne ud af intensiv konventionel drift påhviler både Aalborg kommune, Aalborg forsyning og staten.

Er der andre politiske sager, man skal være opmærksom på, hvis man er borger i Aalborg? 

Man skal være opmærksom på en udviklingsmulighed for hele Nordjylland, så der også er en mulighed for et godt og værdifuldt liv i landdistrikterne. 

Hvorfor skal aalborgenserne sætte sit kryds ved dig? 

Hvis man ønsker en økologisk landmand i folketinget.

En, som gennem 30 år har arbejdet for et landbrug i pagt med naturen, hvor vi ikke anvender sprøjtemidler eller overgødsker markerne men passer bedre på vores fælles ressourcer – jorden, vandet og biodiversiteten.


Navn: Susanne Krebs

Parti: Radikale Venstre

Hvor kommer du fra?(By): Aalborg

Alder: 60

Civilstand: Gift

Faglig/karrieremæssig baggrund: Folkeskolelærer og leder

Menneskene bag krydset: Her er dine lokale folketingskandidater
Susanne Krebs. Foto: © Lars Horn / Baghuset.

Hvorfor stiller du op til Folketinget?       

Fordi jeg søger indflydelse og ønsker at gøre tingene på en anden måde.

Hvad holder du allermest af ved Aalborg og Nordjylland?

Jeg elsker Aalborg og de mange tilbud i byen, i sporten og i kulturen.

I Aalborg er der noget for enhver smag uden at byen bliver for stor.

Og så elsker jeg at man, uanset hvilken retning man kører, kan nå al slags natur på en halv time. Frodigt hav og milde strande, fjord, skov og hede.

Og så har vi jo Aalborg Håndbold.

Hvilken lokal begivenhed eller tradition glæder du dig særligt til?

I Aalborg er vi dygtige til at tiltrække store begivenheder som fx. Tall Ships Race og store idrætsbegivenheder. Det er fedt.

Hvad mener du, der mangler i Aalborg i dag?

Plads til større musikarrangementer.

Hvad vil du sætte fokus på politisk, som har relevans for borgerne i Aalborg? 

Folkeskolerne har været underfinansieret i mange år. Det må vi gøre noget ved.

Klima og bæredygtighed skal opprioriteres.

Hvad tænker du om drikkevandet i Aalborg?

Det er noget rigtigt møg og det bliver vi nødt til at gøre noget ved. 

Hvad skal der gøres for at Aalborg kan få rent vand i hanerne, og hvem skal betale for det?

Det skal staten naturligvis være en stor del af. Og så må vi selvfølgelig have det sprøjteforbud nu!!!

Er der andre politiske sager, man skal være opmærksom på, hvis man er borger i Aalborg?

Der er mange, men det vil jeg rigtig gerne drøfte med borgerne i Aalborg i de nære miljøer.

Hvorfor skal aalborgenserne sætte sit kryds ved dig? 

Fordi jeg er nordjyde. Født og opvokset.

Og fordi jeg med ordentlighed og transparens, som er meget vigtigt for mig, vil kæmpe især nordjydernes sag.

Alternativet

Navn: Emil Sloth Andersen

Parti: Alternativet

Hvor kommer du fra?(By): Jeg er født og opvokset i Aalborg (Gug)

Alder: 31 år

Civilstand: Bor med kæreste

Faglig/karrieremæssig baggrund: Tidligere byrådsmedlem. Statskundskaber med erfaring fra grønne NGO’er.

Menneskene bag krydset: Her er dine lokale folketingskandidater
Emil Sloth Andersen

Hvorfor stiller du op til Folketinget?

Jeg har tre primære mærkesager: 1) rent vand i vandhane og fjord, 2) et nej til Egholm-motorvejen og 3) bedre vilkår for unges søvn.

Jeg kender samtidig virkeligheden i kommunerne som tidligere kommunalpolitiker. Og så har jeg erfaring som konsulent inden for det grønne område. Det vil jeg gerne bruge på at skabe bedre vilkår for flere. 

Hvad holder du allermest af ved Aalborg og Nordjylland?

Jeg synes, vi har en god og munter tone imellem hinanden. Vi har et godt roligt tempo. Vi er flittige. Og så er vi gode til at sætte pris på det det nære. 

Hvilken lokal begivenhed eller tradition glæder du dig særligt til?

Jeg er ret glad for jazz-festivalen i Aalborg omkring august. Jeg synes, stemningen er enormt god der. 

Hvad mener du, der mangler i Aalborg i dag?

Jeg mener, Aalborg gør det godt. Gennem min ungdom har man set, at der eksempelvis skabes boliger til studerende.

Det er en udfordring, at der mangler penge til velfærd dog.

Jeg synes, der mangler et løft fra Christiansborg. Og så er der udfordringer med drikkevandet og Egholm-forbindelsen. 

Hvad vil du sætte fokus på politisk, som har relevans for borgerne i Aalborg? 

Jeg mener, vi bør droppe Egholm-forbindelsen og lave en udvidelse ved tunellen i stedet. Det frigør et milliard-beløb, som vi kan bruge på at rense drikkevandet. 

Og så vil jeg øge boligbeskatningen bare en lille smule, så der er råd til blandt andet flere lærere, pædagoger og socialrådgivere.

Hvad tænker du om drikkevandet i Aalborg? 

Det er ikke rimeligt, at nordjyderne skal betale for rensning af drikkevandet.

Det ansvar bør ligge hos staten, og landmændene skal bidrage mere til rent vand i fremtiden.

Hvad skal der gøres for at Aalborg kan få rent vand i hanerne, og hvem skal betale for det?

Vi skal have staten til at tage regningen for rensning af drikkevand. Dernæst skal vi have stoppet dyrkning af marker ved de såkaldt boringsnære beskyttelsesområder. Vi skal have sprøjteforbud. Og endelig skal vi virkelig have fart på reduktion af kvælstof i landbruget generelt.

Er der andre politiske sager, man skal være opmærksom på, hvis man er borger i Aalborg?

Kulturlivet er nødt til at få et boost.

Det er meget vigtigt, at der er gode musiktilbud for børn og unge. Og stærke kultur-oplevelser for nordjyderne.

Det er også med til at øge trivslen.

Hvorfor skal aalborgenserne sætte sit kryds ved dig?

Jeg kender Aalborg.

Jeg kender den kommunale virkelighed som tidligere kommunalpolitiker.

Jeg har erfaring med det grønne område. Og jeg er meget fokuseret på eksekvering, så visionerne bliver gjort til virkelighed.


Navn: Anna Bjerre

Parti: Alternativet

Hvor kommer du fra?(By): Jeg er halv nordjyde og halv vestjyde – opvokset i Laven mellem Silkeborg og Skanderborg. 

Alder: 27

Civilstand: I parforhold

Faglig/karrieremæssig baggrund: Uddannet i bæredygtighedsvidenskab fra Lunds Universitet, medforfatter til “Til fremtidens virksomheder” og “Dødvande”, klimaaktivist igennem et årti og grøn rådgiver for Alternativet

Menneskene bag krydset: Her er dine lokale folketingskandidater
Anna Bjerre

Hvorfor stiller du op til Folketinget?

Jeg stiller op til folketinget, fordi jeg tror på en grøn og retfærdig fremtid.

Der er brug for stærkere bånd mellem civilsamfundet og politikkerne, og så er der brug for, at vi tager et opgør med vores drikkevandsforurening, omlægger vores landbrug og sikre trivsel hos børn og unge. 

Hvad holder du allermest af ved Aalborg og Nordjylland?

Limfjorden der slænger sig gennem byen og den smukke og vilde natur i resten af Nordjylland.

Hvilken lokal begivenhed eller tradition glæder du dig særligt til?

Jeg glæder mig særligt til at gå klimamarch med alle Aalborggenserne på lørdag. 

Hvad mener du, der mangler i Aalborg i dag?

Flere penge til kultur – det er en af de ting, jeg vil kæmpe for.

Nordjylland er nemlig meget underprioriteret sammenlignet med resten af Danmark, når det kommer til midler til kulturen.

Hvad vil du sætte fokus på politisk, som har relevans for borgerne i Aalborg?

Bedre trivsel for børn og unge og større investeringer i både psykiatrien og sundhedsvæsnet. 

Hvad tænker du om drikkevandet i Aalborg? 

Drikkevandet i Aalborg er en af de største miljøkatastrofe i nyere tid.

Vi har kendt til problemet i 27 år, og alligevel er vi kun lykkes med at beskytte 1,5 procent af vores drikkevand. Det er en katastrofe. 

Hvad skal der gøres for at Aalborg kan få rent vand i hanerne, og hvem skal betale for det?

Vi skal udtage jorden der hvor, der er meget nitrat forurening og bruge den til noget andet end landbrug.

Så skal vi også have et nationalt sprøjteforbud og omlægge langt mere landbrug til økologi.

Vi kan finansiere rensningen af den forurening, der allerede er sket ved at droppe Egeholm-motorvejen.

På den måde får vi også stoppet Egeholm-motorvejen, som vil ødelægge natur- og drikkevandsområder og risikerer endnu mere forurening. 

Er der andre politiske sager, man skal være opmærksom på, hvis man er borger i Aalborg?

Mange uddannelsesinstitutioner i Aalborg står overfor massive besparelser, og det er derfor vigtigt at aalborggenserne får valgt politikere, der vil prioritere uddannelserne i Aalborg.

Det vil jeg. 

Hvorfor skal aalborgenserne sætte sit kryds ved dig?

Aalborgenserne skal sætte kryds ved mig, fordi jeg garantere, at jeg vil kæmpe for rent drikkevand, for et stop af den intensive svineindustri, for mere vild natur, for et bæredygtigt landbrug, for et frit ungdomsliv, for det 6. SU-år og for en økonomi, hvor både trivsel og grøn omstilling prioriteres allerhøjest. 

Del artikel

Korte videoer

 


 


 


 


Udvalgte artikler

 


 


 


Top 3 i dag




 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


Tilladelse til politiske reklamer

For at støtte den demokratiske samtale, vil vi gerne spørge om din tilladelse til at vise dig politiske reklamer på denne hjemmeside.

Du vil altid kunne se, hvem der er afsender af reklamen, og hvorfor du ser den. Vi anvender aldrig følsomme oplysninger som din politiske overbevisning til at målrette reklamer.

På alle reklamer kan du finde kampagne id, som du kan bruge til at finde al info på om kampagnen på https://politiskreklame.dk/

Dit samtykke er frivilligt, og du kan til enhver tid trække det tilbage.