Nu er programmet fuldendt: Her er de sidste navne til Nibe
Nibe Festival slog alle rekorder, da billetterne meldte udsolgt allerede tilbage i marts.
Og nu er det også slut med spekulationer på, hvem der mon skal spille på årets festival.
Nibe Festival har netop offentliggjort de sidste navne, og dermed er det komplette musikprogram på plads til den udsolgte festival i Skalskoven.
Flere steder i programmet har der indtil nu stået “TBA”, som er en forkortelse for “To Be Announced”.
Nu er de sidste tomme pladser udfyldt med en række navne, der spænder bredt på tværs af genrer og understreger festivalens ambition om at samle noget for enhver smag.
Vi har samlet de sidste navne på årets line-up herunder.
Johnson
Blandt de nye tilføjelser finder man blandt andre Johnson, som fredag nat indtager Reservatet.
For et par uger siden fyldte han teltscenen på Jelling Musikfestival, hvor han sammen med sit musikalske følge skabte en kæmpefest, som på bedste vis markerede hans 20 års jubilæum.
Denne fest fortsætter på Nibe Festival, hvor han kommer med et katalog fyldt med festklassikere som “Det Passer”, “Kig Forbi” og “Bawler Hele Dagen”.

Berg
Den fremadstormende popstjerne Berg spillede på Grøn Scene i 2025.
Nu rykker den populære sangerinde ind i skoven, når hun onsdag klokken 14 åbner Reservatet.
Her kommer hun med hits som “10 ud af 10”, “Koldblodet Killer” og “Slår Op”, som hun har lavet sammen med Sofie1998 og Svea, der også begge kan opleves på sommerens festival.

Barselona
Et af de navne, mange festivalgæster længe har ventet på, er Barselona.
Og nu debuterer duoen endelig på Nibe Festival, hvor de fredag klokken 15 spiller i Reservatet – Von Quar er nemlig flyttet til Blå Scene fredag klokken 18 på grund af deres konstant stigende popularitet.
Barselona spiller op til et brag af en fest med hits som “Stå Op Gå Ned” feat Kasi, “Bankende Hjerter”, “Hvornår” feat Thøger Dixgaard, “Lyden Af Livet” og P3-hittet “Udsving”.

Albert Hearth
Publikum får også mulighed for at opleve Albert Heath, der sammen med Sofie1998 stod bag hittet “Horsens” i 2025, som var et af årets store hits.
Han har også hittet sammen med Skinz med sangen “Whiskey Tårer”.
Albert Heath spiller intimkoncert fredag på Den Lille Fede.

Gunnva
Dansk-færøske Gunnva træder ind på intime Den Lille Fede med et unikt nordisk univers, hvor fortryllende melodier og sjælfulde tekster smelter sammen i en harmonisk fusion af pop og folk.
Med sin unikke stemme og stærke nærvær fremkalder hun en intens følelse af selviagttagelse, skønhed i enkeltheden, autenticitet og dyb refleksion.
Gunnvas musik efterlader et varigt indtryk og trækker lytteren ind i et drømmende og fordybende lydunivers.
Med andre ord er det den perfekte måde at starte fredagen på.

Syng! Syng! Synng!
Nibe Festival handler ikke kun om store koncerter.
Torsdag middag fyldes Reservatet med fællessangs, når det populære koncept “Syng! Syng! Syng!”, som gang på gang sælger ud i landets musikhuse, gæster festivalen.
Her lærer sanginstruktøren Line Groth deltagerne et korarrangement, inden det hele kulminerer i i et brag af en koncert – med deltagerne som de optrædende.
Hele vejen igennem medvirker et professionelt band, som bakker sangerne op, løfter energien og får det hele til at lyde af en million.
Og ja, det er også for os, som ikke tror, vi har en tone i livet.

Mike Andersen med sit band
Med overskud, nerve og nærvær leverer Mike Andersen altid nogle uforglemmelige livekoncerter.
Siden Mike Andersen albumdebuterede i 2002, har bluesstjernen oplevet en stadigt stigende international opmærksomhed.
Og vel er Mike Andersen et bluesikon, men genremæssigt er han faktisk meget bredere og garanteret langtidsholdbar – både nationalt og internationalt.
Mike Andersen og bandet leverer store bluesbaskere som “Fly Free” og “Over You” på Den Lille Fede onsdag kl. 17.

Grøn Scene
Samtidig er det komplette program på Grøn Scene nu offentliggjort.
Her venter både koncerter, DJ-fester og temaevents gennem hele festivalugen.
Ud over allerede annoncerede navne som Suspekt, Faustix, Jaxstyle og Pattesutter kan gæsterne se frem til arrangementer som “Nibe 40 Years”, “Lost Control”, “Alt Det, Vi Elsker”, “Mega MGP”, “Afterski”, “Power Hour” og flere andre publikumsfavoritter.
Bag de mange fester står blandt andre Foxybeat samt en lang række DJ’s som blandt andre Tres Amigos, Alberte Villefrance og Mønt, der skal sørge for stemningen på festivalpladsen fra start til slut.

Med de sidste navne på plads er årets program nu komplet, og alt er dermed klar til endnu en sommerfest i Skalskoven, når tusindvis af festivalgæster samles til fire dage med musik, fællesskab og oplevelser.
Læs også: Vildt scoop: Lukas Graham spiller på Nibe Festival