Aalborgs dyreste lejlighed nogensinde sat til salg: Vild Penthouse-lejlighed til 25 mio. kr.

En ny rekord på boligmarkedet i Aalborg er under opsejling.
For Aalborgs største penthouselejlighed på 315 kvadratmeter plus 100 kvadratmeter terrasse er nu sat til salg.
Prisen på den gigantiske lejlighed med udsigt over Limfjorden er massive 25 mio. kr. og er sat til salg hos ejendomsmægler Thorkild Kristensen.
Bliver den solgt til prisen, så bliver det den dyreste lejlighed nogensinde i hele Aalborg Kommune.

Rekorden ligger på 20 mio. kr.
Tidligere var rekorden for Aalborgs dyreste lejlighed sat i højhuset Horisonten på Lindholm Brygge i Nørresundby.
Her blev en lejlighed i november 2022 solgt for 19,995 millioner kroner og senere udbudt til 20,8 millioner kroner.
Den her lejlighed på Aalborgs Havnefront kan altså slå rekorden med en vis margen, hvis den sælges til prisen.
Lejligheden ligger på 10. sal i Musikkvarteret, et nyere byggeri fra 2015 tegnet af Schmidt Hammer Lassen.
I salgsopstillingen kan man læse, at den er på 315 kvadratmeter og har to store terrasser samt en udestue med glasvægge, der kan anvendes året rundt.
Se billederne i Slideshowet herunder
Tre P-pladser centralt i Aalborg
Fra boligen er der panoramaudsigt over Limfjorden, både mod øst med solopgang og mod vest med udsigt over Egholm og broerne.
Boligen rummer tre soveværelser, tre badeværelser og et åbent leverum med køkken, alrum og stue.
Desuden medfølger tre parkeringspladser og to store depotrum.
Ifølge ejendomsmæglerfirmaet Thorkild Kristensen, der står for salget, er der lagt vægt på detaljer, kvalitet og plads.
Havnefronten har gennem de seneste år udviklet sig til et af Aalborgs mest eftertragtede boligområder med både kulturelle institutioner som Musikkens Hus og Utzon Center samt caféer, restauranter og et aktivt byliv langs vandet.
Du kan se flere billeder af den enorme Penthouselejlighed og læse mere info her
Fakta om lejligheden
Pris: 25.000.000 kr.
Størrelse: 315 m² + ca. 100 m² terrasser
Opført: 2015 (Schmidt Hammer Lassen arkitekter)
Beliggenhed: Musikkvarteret, Aalborg Havnefront
Ekstra: 3 p-pladser, 2 depotrum







