Annonce
Tilmeld dig MigogAalborg Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få weekendguiden samt alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAalborg Nyt accepterer du vores samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Den komplette guide: Julemarkeder i Aalborg og Nordjylland

Af Redaktionen
Foto: VisitAalborg.
Foto: VisitAalborg.

Før vi ser os om, så er vi inde i december.

Så nu er det altså ikke for tidligt at komme i julestemning.

Hvis man for alvor vil smittes med julestøv- og magi, så bør man tage afsted til de forskellige julemarkeder i Aalborg-området.

Der er de helt oplagte, og så er der også dem, som måske ikke får samme store opmærksomhed.

Derfor guider vi jer til de forskellige julemarkeder her.

Julemarkeder i Aalborg:

 

Aalborg Julemarked på Gammeltorv

Allerede i dag åbner Aalborgs største julemarked.

Igen i år danner det populære julemarked rammerne for gåture gennem det ældgamle torv, der byder på alt fra mødet med julemanden, vafler, pariserhjul, juletræer og selvfølgelig den helt rigtige julestemning.

Den komplette guide: Julemarkeder i Aalborg og Nordjylland

Julemarkedet er åbent fra fredag d. 18. november, hvor der er garanteret vaskeægte julestemning i midtbyen. Desværre varer julemarkedet ikke heeelt til påske, men kører helt frem til 23. december.

Du kan læse mere om årets julemarked på Gammeltorv her.

Huset Hasseris

Igen i år gentager Huset i Hasserisgade succesen og arrangerer deres populære julemarked med gratis adgang for alle.

Der vil være salgsboder fyldt med kreative kunst-, design og hobbyeffekter kreeret af en af de 26 kunsthåndværkere og hobbykunstnere, som man kan komme forbi i HUSETS gårdhave og indenfor i HUSETS Galleri og Koncertsal.

Når man trænger til en pause mellem de mange julegaveindkøb, kan man sætte sig og nyde lune æbleskiver og et dampende glas gløgg i HUSETS Café.

Husets julemarked foregår søndag den 27. november fra kl. 11-16.

Du kan læse mere om julemarkedet i Huset her.

Julemarked på Egholm

I kort afstand fra Aalborg med en sejltur på få minutter, kan man også udforske Egholm og opleve et særligt julemarked.

Det finder sted i weekenden lørdag d. 26. november og søndag d. 27. november fra kl. 10-15 begge dage.

Det foregår på Brogården nr. 21 og Bølsiggård nr. 37.

På øens julemarked kan man finde alt lige fra kalendergaver til nisser, kalenderlys, second-hand tøj og mange andre, juletræspynt, hjemmesyltet Egholm syltetøj med bær fra øen og MEGET andet.

Tag hele familien under armen, for der vil være julehygge for hele familien.

Læs mere og se programmet her.

Håndværkerhuset

Et anderledes og historisk julemarked kan man besøge Håndværkerguset i det flotte gule bindingsværkshus på Kattesundet 20.

Men det er med at være hurtig, for det er kun denne weekend, man kan komme fordi lørdag d. 19. og søndag d. 20. november kl. 10-15.

Den komplette guide: Julemarkeder i Aalborg og Nordjylland
Hånderværkerhusets hyggelige gård, hvor værkstederne fordeler sig i fire etager.

Her kan man komme ind i en historisk tidslomme, der tager en tilbage i tiden krydret med duften af gløgg og æbleskiver.

Der er fri entré, hvor man kan besøge stadeholderne og kan købe kniplinger, knive, træ, pileflet, honning, vin og andet.

Læs mere om julemarkedet hos Håndværkerhuset her.

Aalborg Kloster

Der er julemarked i Aalborg Klosters smukke rammer lørdag d. 3. december fra 10-17 og 4. december fra 10-16.

Det bliver med fokus på kunst og design med keramiker Tove Larsen og billedkunstner Birthe Simonsen som arrangører.

Den komplette guide: Julemarkeder i Aalborg og Nordjylland
Foto: Stine Kjølby Christensen

I alt vil 32 kunsthåndværkere og designere stå klar til at fortælle om og sælge deres unikke produkter. Her kan du købe alt inden for keramik, glaskunst, smykker, tasker, mosaik, pileflet, malerier og en masse andet.

Læs mere om julemarkedet hos Aalborg Kloster her.

Vor Frue Kirke

Hos Vor Frue Kirke kan man komme i rigtig julestemning, hvor Klarup Pigekor byder på juleinspireret sang akkompagneret af musik af blæsere fra Kulturskolen og orgelmusik.

Den komplette guide: Julemarkeder i Aalborg og Nordjylland

Der vil også være julemarked med salgsboder, julelotteri, og de sultne kan købe lækker smørrebrød. Al overskud ubeskåret går til velgørenhed.

Julemarkedet og -koncerten kan opleves onsdag d. 30. november kl. 18.30 – 21.30.

Du kan købe din billet her. Tilmeldingsfristen er søndag d. 20. november kl. 22.

Det Grønlandske Hus

Du kan komme til grønlandsk julemarked fredag d. 2. december hos Det Grøndlandske Hus i Aalborg på Vesterbro 79.

Her kan man komme forbi få nedbragt listen med manglende julegaver, der skal købes. Der er borde med salg af husflid, håndarbejde og andre ting.

Man har også mulighed for at købe grønlandsk kage og lune sig på en kop te eller kaffe.

Læs mere om det grønlandske julemarked her.

Lions julemarked

Julen handler om at give – og der er ikke mange ædlere formål end at give lidt til velgørenhed.

Derfor lyder der en stor anbefaling herfra til at besøge, når den velgørende organisation Lions inviterer på julemarked lørdag d. 26. og søndag d. 27. november i Folkekirkens Hus på Gammeltorv 4.

På julemarkedet vil der blandt andet være salg af juledekorationer, julesennep og julebagværk. Der vil også være juletombola med flotte præmier, en hyggelig cafe med kaffe, gløgg og nybagte vafler samt en hyggelig julebod med forskellige juleting.

Herudover vil der være en bod med aktivitet for de mindste.

Hele overskuddet fra julemarkedet går ubeskåret til velgørende formål i lokalområdet.

Kom forbi Aalborgsalen til duften af jul i hyggeligt pyntede omgivelser. Der er gratis entré, og alle er velkomne

Læs mere om Lions julemarked her.

Backyart Studios

Kunstnerkollektivet Backyart Studios inviterer til åbent hus i en julesalgs-udgave.

Hver enkelt kunstner kunstner åbner sit værksted, som man kan besøge og se deres kunst og designs.

Man kan få en snak med dem og bestille eller købe deres værker, hvis man mangler en kreativ gave – eller blot ser noget, der vil pynte derhjemme.

Der vil desuden være lidt lækkert til den søde tand og lidt til ganen.

Læs mere her.

Kofoeds Skole

På Kofoeds Skole Aalborg på Ågade 23 kan man komme forbi et lille intimt julemarked.

Det har åbent d. 1. december fra kl. 15-20, og her kan du finde en lang række unika-produkter, såsom julepynt, smykker, ting til hjemme og glas med syltede delikatesser.

Alle krea-ting er lavet på Kofoeds Skole med udgangspunk i grønlandsk håndværk.

Til de tørstige og lækkersultne kan der også købes alkoholfri gløgg, kaffe, te og sødt til ganen – og en eftersigende verdensklasse karrysuppe.

Læs mere om krea-julemarkedet her.

Julemarkeder i Nordjylland:

Børglum Kloster

I 2011 var Børglum Kloster kulisse for det års julekalender, Ludvig og Julemanden.

Det må næsten være ingrediens nok i sig selv for at kunne danne rammerne om et vaskeægte julemarked bag de oldgamle mure.

I juletiden åbner familien i klosteret igen i år dørene op til deres private julepyntede stuer, hvor der er garanteret unik julestemning.

Den komplette guide: Julemarkeder i Aalborg og Nordjylland
Foto: Børglum Kloster Facebook side

Der skrues i år ekstra op for julestemningen med hyggeligt nisseorkester i gården sammen med en masse forskellige boder med kunst, håndværk, og delikatesser.

Har man ikke fået nok af al den lækre julemad, er det med at snige sig ind i caféen, der i juleweekenderne serverer lækre retter med alt, man kan forvente af et traditionelt julebord .

Som noget helt nyt vil klosteret i år også holde aftenåbent, hvor der bliver mulighed for at se det hele oplyst.

Julemarkedet har åbent alle fredage, lørdage og søndage fra fredag d. 18. november og til og med søndag d. 11. december.

Helt særligt kan man også komme til aftenjulemarked tirsdag d. 29. november fra kl. 16-20, der afsluttes med magisk julefyrværkeri.

Læs mere om julemarkedet og åbningstider her.

Den komplette guide: Julemarkeder i Aalborg og Nordjylland

Vitskøl Kloster

Med over 60 forskellige udstillere, er der alt, hvad jule-hjertet begærer, når Vitskøl Kloster inviterer på julemarked. Det finder sted lørdag d. 26. og søndag d. 27. november fra kl. 10-16 begge dage.

Her kan man gå på indkøb efter håndlavet julepynt, smykker, malerier, filt, strik, pileflet, glaskunst, keramik, julegodter, røgvarer, vin, chokolade og økologisk frugt og grønt.

Desuden vil der være julepynt til terrassen, pyntegrønt og dekorationer.

Man kan også komme forbi til et kig i munkeklostrets mange smukke gamle rum.

Der er også mulighed for at købe frokostbuffet, lidt lækkert sødt samt gløgg, vin, kaffe og andre drikkevarer.

Læs mere her.

Den komplette guide: Julemarkeder i Aalborg og Nordjylland
Foto: Vitskøl Kloster hjemmeside

Chenillen

Chenillen, der yder socialøkonomisk dagsbeskæftigelse på Prinsensgade 14 i Skovsgaard, inviterer igen i år på julemarked.

Det foregår denne lørdag d. 19. november fra kl. 13 til 16, hvor der vil være fri entré.

Der vil være alverdens boder med lækre produkter. Her kan man købe alt fra æblemost, dekorationer, brænde, julespegepølser og meget andet. Til de konkurrencelystne kan man også tage deltage i juletombolaen.

Læs mere på Chenillens Facebookside.

Herregården Bratskov

Den smukke, gamle Herregård Bratskov i Brovst oser af god gammeldags julestemning og hyggelige juleboder, når der traditionen tro igen afholdes stort julemarked den 26. november og 27. november 2022 kl. 10 -16.

Julemarkedet er en populær tradition, som hvert år besøges af rigtig mange gæster. Hele weekenden oser det af liv, og når mørket falder på, vil der være lys og fakler, der giver en hyggelig julestemning.

Din guide: Julemarkeder i Aalborg og Nordjylland
Foto: Herregården Bratskov i julehumør Facebook side

På markedet kan man finde 37 udstillere, der har opstillet boder i de gamle stuer, i kælderen og på gårdspladsen på herregården. Her kan man få inspiration til både juleudsmykning og gode gaveideer.

Blandt udstillerne kan du finde et væld af spændende juleting: dekorationsnisser, dekorationer, kirkegårdspynt, adventskranse, dørkranse, malede sten, keramik, snemænd, nissekogler, pileflet, ting drejet i træ, smykker, hjemmelavede sæber, lokalt håndbrygget øl og meget mere.

Man kan også komme forbi de arbejdende værksteder, hvor man kan høre den rytmiske hamren fra smeden og andre sjove.

Har du en sød tand kan du fornøje dig i boderne med honning, chokolade, brød og kager.

Læs mere om julemarkedet her.

Voergaard Slot

Voergaard Slot nær Dronninglund har tidligere fået titlen som Danmarks smukkeste herregård. 

Det smukke renæssanceslot har i årevis åbnet sine store døre for årets gæster, og for mange er det en selvfølge at skulle besøge det smukke sted, inden det kan blive rigtig jul. Og i år varer julen på Voergaard ekstra længe!

DR udstiller blandt andet om børne-tv gennem tiden med en fantastisk udstilling i den gamle ridehal, hvor både børn og vokse kan få et glædeligt gensyn med kendte skikkelse igennem tiden.

Derudover vil der være et klassisk julemarked, hvor man kan finde alskens lækkerier til hele familien.

Voergaard Slot
Fra: Voergaard Slots hjemmeside

Der er mange spændende aktivteter, hvor man bl.a. kan aflevere sin ønskeseddel til Julemanden og møde nissebørn.

Voergaard har åbent for julehygge fra fredag d. 25. november og frem til søndag d. 18/12.

Læs mere og se åbningstider her.

Skulpturparken Blokhus

Oplev magien og den mest eventyrlige stemning, du kan forestille dig, når Skulpturparken i Blokhus igen i år åbner op for 20.000 kvadratmeter Magisk Jul med to millioner funklende julelys.

I år byder programmet dog på et “Nordens flotteste lyd- & lysshow” og hyggelige juleboder, dejlig julemad, julelækkerier og meget andet.

Det bliver en magisk oplevelse for hele familien.

skulpturparken blokhus - jul lysshow
Fra: Kulturhuset Blokhus’ hjemmeside

Parken er pyntet efter alle kunstens juleregler med imponerende dekorationer.

Man kan hilse på julenanden i sin kane, en af Europas længste lystunnel, 17,5 meter højt juletræ, guldkareter og en hel masse andet.

Skulpturparkens Magisk Jul er allerede i fuld gang og har åbent alle ugens dage kl. 15-21 helt frem til og med december måned (på nær 24/12, 25/12 og 31/12).

Juleboderne byder på julepynt, brugskunst, specialiteter, gløgg, æbleskiver og meget mere.

Boderne holder åbent i tidsrummet fra kl. 15-20. Lyd- og lysshow kan opleves alle åbningsdage kl. 16, 17, 18, 19 og 20.

Læs mere om julemarkedet i Blokhus her.

Hvis du kender til et eller flere julemarkeder, der skal med på vores liste, så send os meget gerne et tip på mail til info@migogaalborg.dk.

Del artikel

Andre læser også