Aalborgs bedste beliggenhed?: Her åbner ny minigolfbane med unik udsigt
Den østlige del af midtbyen omkring Stjernepladsen og Østre Havn er mildest talt eksploderet med nye restauranter, lejligheder og hyggelige grønne områder de seneste år.
Og nu kommer endnu en tilføjelse til området.
På den gamle pier, hvor Aalborg Heat holder til, men hvor der ellers har været tomt og industrielt i mange år, er noget nyt på vej.

På den rå asfalt mellem fjord og havnebassin har 22-årige Frederik Joost Gotfredsen nemlig set sit snit til at bygge noget ret opsigtsvækkende:
En minigolfbane.
“Jeg flyttede til Aalborg sidste år for at studere erhvervsøkonomi, og jeg interesserer mig meget for iværksætteri. Så i stedet for at finde et almindeligt studiejob fik jeg idéen om at åbne min egen minigolfbane,” fortæller Frederik til MigogAalborg.
I efteråret tog han kontakt til BusinessAalborg, som straks var vilde med idéen og hjalp med at skabe kontakt til A. Enggaard, der ejer pieren.
A. Enggaard har i årevis haft planer om at bygge på området, men indtil videre er det blevet ved tegningerne.
Derfor var de hurtigt med på Frederiks idé.
“De har faktisk hjulpet mig ekstremt meget. Senest har de været i Aarhus for at hjælpe med at transportere banerne herop,” siger han.
Frederik kommer selv fra Aarhus, hvor en del af hans familie i mange år har drevet Aarhus Minigolf ved Bruuns Galleri. Og det var her, idéen for alvor tog form.
Nu er han i fuld gang med at færdiggøre de grønne baner på, hvad der meget vel kan være Danmarks bedst beliggende minigolfbane.

Allerede den 1. juli åbner banen med udlejning af køller og bolde, udskænkning af fadøl, caféborde med udsigt over vandet – og selvfølgelig 18 spændende huller, man kan boltre sig på.
Inspireret af Aalborg
Selvom Frederik læser erhvervsøkonomi og ikke har håndværkerbaggrund, har han selv bygget alle 18 baner.
“Jeg har bygget dem hjemme hos mine forældre i Aarhus. Nu mangler jeg bare at samle dem færdigt og få dem sat i vatter her på pieren,” siger han.
I første omgang er banerne forholdsvis simple, men planen er løbende at gøre dem mere unikke med forhindringer inspireret af Aalborg.
Blandt andet vil han lave en bane inspireret af Jomfru Ane Gade, hvor spillerne får udleveret “slørede briller”, som de skal have på undervejs.
Derudover er planen at bygge et mini-Aalborgtårn og flere andre ikoniske Aalborg-vartegn på banerne.

“Men det er kun mig selv, der står med det hele, så nu skal jeg lige være klar til åbningen først,” siger han.
Perfekt til en sommeraften
Når banen åbner 1. juli, koster det kun 50 kroner at leje kølle, bold og scoreblok – fremover vil det koste 75 kroner.
Og Frederik har allerede tænkt på det uundgåelige.
“Jeg har købt MANGE bolde. Der skal nok være nogle, der ryger i havnen,” siger han med et grin.
Åbningstiderne bliver klokken 12-19 på hverdage, 12-22 fredag og lørdag og 12-17 om søndagen.
Der vil også være mulighed for at købe fadøl, øl på dåse og flaske, sodavand og snacks, og så er der både toiletter og parkeringspladser til gæsterne.
Det er med andre ord en perfekt aktivitet for både familier, kollegaer, dates, kærestepar og venner.
“Jeg håber, der kommer en masse mennesker, som bare gerne vil have det sjovt. Og så ligger der jo masser af restauranter herude, så man kan kombinere det med god mad eller en is bagefter,” siger han.

I første omgang bliver det kun Frederik selv, man møder på banen.
Men på sigt håber han at kunne ansætte hjælp.
“Min bror bliver student i år, så måske kan jeg lokke ham til at tage nogle vagter,” siger han med et smil.
Om iværksætterdrømmen stopper ved minigolfbanen, ved han ikke endnu.
“Nu starter jeg lige her, og så ser vi, hvad der sker.”
Du kan læse mere om Pieren Minigolf på hjemmesiden og facebook.
Og du kan allerede nu booke en bane ved at skrive direkte til Frederik på 30138678 eller kontakt@pierenminigolf.dk
Læs også: Toy Story 5 rammer et ømt punkt: Den nye skurk findes i de fleste børneværelser