Kendt mand står bag: Her åbner ny 7-Eleven

I dag slog 7-Eleven dørene op til en ny hospitalsbutik på Aalborg Universitetshospital i Hospitalsbyen i Gistrup – det helt nye supersygehus.
Butikken ligger centralt i den store foyer og har særligt fokus på mad og drikkevarer, da den fungerer som samlingspunkt for patienter, medarbejdere og pårørende.
Hylderne rummer også patientgaver, snacks, ugeblade og andre fornødenheder, mens salg af tobaksvarer og alkohol ikke indgår i sortimentet.
Franchisetager og butikschef er selv fra Aalborg
Bag den nye butik står den erfarne og lokale franchisetager Kai Mandrup, der allerede driver 7-Eleven-butikkerne på Sygehus Syd og i Reberbansgade.
Kai har arbejdet i købmandsfaget siden han var blot 13 år gammel og åbner nu sin tredje butik i Aalborg.
“Jeg har glædet mig utrolig meget til at åbne butikken her i Hospitalsbyen. Jeg er selv født i Aalborg og bor her i dag med min familie, så det er særligt at få lov til at være en del af byens nye hospital.

Det er min hustru Susie, der bliver butikschef, og sammen med vores team glæder vi os til at komme ordentligt i gang,” fortæller Kai Mandrup, franchisetager af butikken på Aalborg Universitetshospital i Hospitalsbyen.
Kai og Susie Mandrup har arbejdet sammen i 15 år. Hidtil har Susie været butikschef i 7-Eleven-butikken på Sygehus Syd, men nu træder hun ind som butikschef på det nye supersygehus. Med deres erfaring kender parret indgående de særlige behov, der følger med at drive butik på et hospital.
“Som hospitalsbutik har vi både en praktisk funktion, hvor patienter, pårørende og hospitalets personale hurtigt kan finde det, de har brug for, men vi fungerer også nogle gange som et lille pusterum fra hospitalsgangene.
Det stiller særlige krav til kundekontakten, som er ekstra vigtig på et hospital – uanset om det er med et venligt smil, en kort snak eller ved at give kunderne et øjeblik for sig selv,” siger Susie Mandrup, butikschef på Aalborg Universitetshospital i Hospitalsbyen.
7-Elevens 10. hospitalsbutik i Danmark
Med butikken på Aalborg Universitetshospital er 7-Eleven nu til stede på 10 hospitaler i Danmark.
“Vi oplever en stigende efterspørgsel efter vores butikker på hospitaler, hvor vores brede sortiment, og især vores udvalg af frisk mad, værdsættes.
At drive butik på et hospital, adskiller sig på flere måder fra en almindelig city-butik. Sortimentet, servicen og tilgangen til kunderne skal tilpasses de særlige behov, som patienter, pårørende og personale har, og butikken bliver en naturlig del af hverdagen på hospitalet.
Derfor glæder vi os over, at Kai og Susie nu bringer deres mange års erfaring til Aalborg Universitetshospital i Hospitalsbyen,” udtaler Jesper Østergaard, administrerende direktør i 7-Eleven Danmark.
Butikken på Aalborg Universitetshospital i Gistrup har åbent mandag til torsdag fra kl. 06.00 til 23.00 og fredag til søndag fra kl. 06.00 til 22.00.
Udover den bemandede butik er der installeret en selvbetjeningsautomat med et udvalg af 7-Eleven-produkter, som kan tilgås døgnet rundt.