Når det passer dig: Nu kan du hente nyt pas døgnet rundt

Kø, klemt kalender og et møde, der lige skulle flyttes for at nå ned efter passet.
Sådan har det været for mange aalborgensere. Men den tid er på vej væk.
Med Borgerservice’ flytning til nye lokaler på Badehusvej 11 har Aalborg Kommune nemlig åbnet et nyt pas-rum med dokumentbokse, hvor du kan hente dit pas døgnet rundt, alle ugens dage.
På den tidligere adresse i Rantzausgade blev der i 2025 bestilt over 25.000 pas.
Det gav travlhed og lange køer, når mange skulle hente deres rødbedefarvede hæfte samtidig.
De nye lokaler på Badehusvej er indrettet med fokus på både bedre service og smartere digitale løsninger, og en af de største nyheder er netop muligheden for at hente pas uden for normal åbningstid.
“Vi er rigtigt glade for, at vi nu kan tilbyde borgerne at hente pas uden for vores åbningstid, som er 30 timer om ugen.
Vi giver nu mulighed for at kunne hente sit pas trygt og sikkert i vores selvbetjeningsløsning 24 timer i døgnet alle ugens dage.
Det vil give mindre kø generelt og give den enkelte mulighed for at hente sit nye pas uden at skulle tage fri fra arbejde,” fortæller Dorthe Jespersgaard, chef i Borgerservice i Aalborg Kommune.
Sådan fungerer det
Når du bestiller dit pas, kan du vælge, at det skal lægges i en dokumentboks i stedet for at blive udleveret ved skranken.
Så kan du hente det på det tidspunkt, der passer dig, uanset om du er til tidlig morgen eller sen aften.
Når passet er lagt i boksen, får du en SMS med besked om, at det ligger klar i Borgerservice på Badehusvej 11.
SMS’en indeholder en personlig kode, som du bruger til at komme ind gennem dørene uden for åbningstid og til at åbne selve dokumentboksen.
Du bliver også mindet om at tage MitID og dit gamle pas med. Uden MitID bliver det en meget kort tur.
Løsningen er indrettet, så den både er hurtig og sikker.
Det er kun dig, der kan hente passet, med mindre der er tale om et børnepas, hvor en voksen med forældremyndighed også kan hente.
Børn kan selv hente deres pas, hvis de har MitID, og får dermed en lille forsmag på voksenlivet.
De første erfaringer
Den nye servicemulighed har været i drift i næsten to uger, og der tegner sig allerede et mønster.
“De første par uger viser, at de fleste afhentninger udenfor åbningstiden sker om eftermiddagen og frem til kl. ca. 20.00, mens lidt færre helt frem imod midnat.
Der er endnu ikke kommet gang i de tidlige morgentimer, hvor folk eksempelvis kan hente på vej på arbejde, men det regner vi med begynder, når kendskabet til servicen stiger,” siger Dorthe Jespersgaard.
Målet er både at give borgerne mere frihed og at aflaste skranken i de mest travle tidsrum, så der bliver bedre tid til de henvendelser, der kræver personlig hjælp.
Hent i god tid
Selv om passet nu kan hentes døgnet rundt, anbefaler Borgerservice, at du ikke venter til sidste øjeblik.
Ferien bliver sjovere, hvis du ikke står dagen før afrejse og leder efter en gammel SMS-kode.
Passet bør hentes kort efter, du har fået besked. Hvis det ligger i dokumentboksen i mere end seks måneder, har Borgerservice ret til at destruere det.
Inden da får du dog en reminder, så passet ikke ender i makulatoren, før det har set en lufthavn.
Den nye løsning er især målrettet borgere, der bruger digitale selvbetjeningsløsninger i forvejen.
Er du ikke digital, kan du stadig få dit pas udleveret af medarbejderne i Borgerservice i den normale åbningstid.