Aalborg Kommune rydder op: Hent din cykel, før den bliver fjernet

Er du én af de dovne typer, der måske ikke liiiige har fået taget sig sammen til at hente din cykel, der liiiiidt for længe har holdt parkeret et givent sted… Så er det altså nu, du skal få fingeren ud og få den hentet.
Aalborg Kommune er nemlig gået i gang med at rydde op i byrummet, og det kan i sidste ende betyde, at din cykel bliver fjernet.
I denne uge har de været rundt og sætte strips på cykler, der er placeret rundt omkring på de kommunale arealer og i midtbyen.
Tiltrængt oprydning i byen
Hvis stripsene stadig sidder urørte på cyklerne om fire uger, bliver de fjernet og afleveret hos Nordjyllands Politi, som herefter vil sælge dem på de populære hittegodsauktioner … så når du ikke at hente den eller synes, at din cykel fortjener at komme på et lille eventyr, kan du jo altid afvente lidt og så købe den tilbage igen.

Planen for forårsoprydningen er at give bedre plads til de cykler, der bliver brugt og ikke mindst skabe en pænere by og gøre det lettere for alle at komme rundt i den.
Det er cykler placeret i midtbyen og på kommunale arealer, der har fået monteret strips.
Er din cykel blevet stripset, selvom du stadig bruger den og har den stående rundt omkring i byen, hvor du færdes – så husk lige at tage stripsen af.
Læs også: 57 år på samme lokation: Kendt Aalborg-frisør skifter navn