Annonce
Tilmeld dig MigogAalborg Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få weekendguiden samt alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAalborg Nyt accepterer du vores samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Helt vildt: Aalborg Zoo har fået donationer for knap 700.000 kr. på to dage

Af Michael Qureshi

Humøret tager sig noget af et rutsjebanetur i Aalborg Zoo i disse dage.

Efter statsministerens udmelding torsdag aften, der forhindrede en åbning af zoologiske anlæg, var humøret tæt på nulpunktet i Aalborg Zoo, men smilene og det gode humør er i den grad vendt tilbage efter en weekend, hvor donationerne er strømmet ind.

Det skriver Aalborg Zoo i en pressemeddelelse.

“I opslag på Facebook spurgte vi forsigtigt folk om de havde lyst til at støtte os, og det havde de i den grad.

Opslagene har bredt sig som ringe i vandet. Private har taget initiativ til indsamlinger, og vi har hen over weekenden modtaget donationer fra mere end 11.500 mennesker, i alt tæt på 700.000,- kr.

Alene søndag blev der samlet 623.000,- kr. ind. Dertil kommer et anseligt beløb fra køb af gavekort og årskort,” lyder det fra Zoo.

Rørende gestus fra nordjyderne

Hos direktør hos Aalborg Zoo Henrik Vesterskov Johansen er det lige før, der er tårer i øjenkrogene over den overvældende støtte, man har fået fra nordjyderne.

“Vi er dybt taknemmelige over den enorme opbakning. Vi ved jo, det er en svær tid for alle og alligevel har så mange valgt at støtte os, det er virkelig rørende og en uvurderlig opmuntring for os alle i Zoo,” siger Henrik Vestergaard Johansen, direktør i Aalborg Zoo.

Fra 10 kr. til større beløb

Donationerne spænder vidt lige fra zooglade børn, der har givet 10 kroner fra deres sparebøsse til større beløb fra både private og virksomheder.

“Vi er taknemmelige for alle bidrag uanset beløbets størrelse. Det er først og fremmest helt fantastisk, at så mange mennesker tænker på os og gerne vil hjælpe, og vi havde slet ikke turde håbe på, at der ville komme så mange penge ind,” siger Henrik Vesterskov Johansen.

I Aalborg Zoo ser man nu frem mod den 8. juni, hvor de forhåbentlig igen kan få gæster i haven.

Hvis du også gerne vil støtte Aalborg Zoo og redde dyreparkens eksistens, så kan du donere et valgfrit beløb via Mobile Pay. Se nærmere i opslaget herunder;

Del artikel

Andre læser også