Tilmeld dig MigogAalborg Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få weekendguiden samt alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAalborg Nyt accepterer du vores samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Helt vanvittigt: Burger King lancerer fastelavnsburger

Af Emil Kjær Jørgensen

Fastelavnsbolleræset er i fuld gang, og nu melder en uventet aktør sig ind i kampen.

Burger King er nemlig klar med en nyfortolkning af den svenske fastelavnsbolle Semla, som vil kunne fås hos 10 udvalgte restauranter i Danmark fra i morgen – torsdag d. 2. februar.

Det skriver fastfoodgiganten i en pressemeddelelse.

Fastelavnsburgeren, som Burger King kalder den, har form som en burger, men den velkendte flammegrillede smag er skiftet ud med elementer fra dessertkøkkenet.

Den søde burger består nemlig af en brownie, der hviler på en bund af cremet mandelmasse, toppet med flødeskum og serveret i en blød kardemommebolle toppet med perlesukker.

Udsolgt på kort tid i Sverige

Hos Burger King glæder man sig til at se, hvordan fastelavnsburgeren bliver taget imod i Danmark.

Sidste år blev den lanceret i udvalgte restauranter i Sverige, hvor den blev udsolgt på ganske kort tid.

“Efter at have testlanceret fastelavnsburgeren i et udvalg af svenske restauranter sidste år, er vi glade for at kunne præsentere vores Semla i en række danske Burger King restauranter i år.

At fastelavnsburgeren blev udsolgt sidste år, tolker vi som et tegn på, at der er en nysgerrighed efter at prøve innovative varianter i burgerkategorien – også med ingredienser fra det søde køkken,” lyder det fra Maria Finnerman, der er Innovationschef hos Burger King.

Fastelavnsburgeren bliver udelukkende tilgængelig i Danmarks fire største byer.

I Aalborg vil den være at finde hos Burger King på Nytorv.

Den søde burger koster 29 kroner og er på hylderne frem til 5. marts.

Del artikel