Helt ny lokation: Nu flytter omstridt pantstation
Har du haft større mængder af pant, der skulle afleveres, har du nok været forbi pantstationen på Over Bækken 2.
Inden længe skal du dog vænne dig til at slæbe tomme flasker og dåser til et nyt sted.
Dansk Retursystem bekræfte over for MigogAalborg, at de lukker den gamle pantstation den 30. december og åbner en helt ny på Nibevej 18 i City Syd.
Adressen er ny, og det bliver maskineriet også. Aalborgenserne vil få glæde af de nye pantmodeller, der er langt smartere end den ældre modpart.
“Vi vælger at lukke pantstationen, fordi vi skal bygge en helt ny model, og der er simpelthen ikke plads til den på den nuværende adresse,” forklarer Mette Klint, der er kommunikationskonsulent for Dansk Retursystem.
Hun tilføjer, at alt kommer til at gå op i en højere enhed på Nibevej 18:
“Vi kiggede på, hvad der var af muligheder, og på Nibevej kommer vi tæt på et stort indkøbscenter.
Andre steder i landet har vi også placeret pantstationerne tæt på centre, og det giver god mening for folk at tage deres pant med, når de skal ud at handle. Med vejene og tilkørselsforholdene i området bliver det også nemt at komme til.”
Ikke flere pantsække
Et centralt kritikpunkt af den gamle pantstation har været, at man skulle bruge særlige pantsække for at kunne aflevere sin pant.
Det slipper man for med det nye system.
“Du behøver ikke pantsække længere. I stedet hælder du al panten ned i en sluse. Her tælles panten op på stedet, og dåserne komprimeres med det samme. Det betyder, at der bliver mere plads til pant, og at folk får deres penge hurtigere.
Rent CO2-mæssigt er der også en fordel ved at komprimere på stedet, da vi ikke skal køre rundt med hele emballager, og derfor kommer til at køre meget mindre,” fortæller Mette Klint.
Da pantsækkene ikke kan bruges efter den 30. december, skal du huske at få dem brugt inden da, lyder opfordringen.
Der går dog lidt tid, før du får lov til at benytte dig af stationen på Nibevej. Dansk Retursystem mangler at få de sidste byggetilladelser på plads, men det forsigtige estimat er, at den står klar i anden kvartal i 2023.