Tilmeld dig MigogAalborg Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få weekendguiden samt alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAalborg Nyt accepterer du vores samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Helt gratis: Ny “kom-og-prøv-park” bliver en del af DM-ugen

Af Emil Kjær Jørgensen
FGU Nordvestsjælland 24. maj 2022. Foto: Bo Skovfoged
FGU Nordvestsjælland 24. maj 2022. Foto: Bo Skovfoged

Vil du mærke suget i maven fra et faldskærmsudspring med VR-briller? Eller prøve at skyde med bue og pil, spille discgolf eller slå et homerun med baseball-bat?

Eller hvad med at opleve nogle af MGP-stjernerne på scenen? Så skal du tage familien under armen og komme til DM-ugen i næste weekend.

Med støtte fra Spar Nord Fonden lancerer Danmarks Idrætsforbund (DIF) en stor kom-og-prøv-park i Utzon Parken – lige ved siden af DM-ugens stævnecentrum, Honnørkajen.

Her kan besøgende søge hen, når danmarksmesterskaberne inspirerer til at prøve idrætterne af på egen krop, når sulten melder sig, når børnene skal brænde noget krudt af, eller når de voksne trænger til et hvil i en strandstol.

Helt gratis: Ny "kom-og-prøv-park" bliver en del af DM-ugen

Oplevelserne står i kø

Spar Nord Fondens kom-og-prøv-park har det hele, og den er åben fredag, lørdag og søndag. Oplevelserne står i kø, og der er noget for hele familien.

”Kom-og-prøv-parken kommer til at emme af liv fra fredag eftermiddag til søndag aften. I Spar Nord Fonden glæder vi os til at være en del af ugen og i selskab med store og små udforske et væld af forskellige idrætsgrene og aktiviteter i parken.

Det er helt gratis, og alle kan være med – og for dem, der ikke orker at være fysisk aktive, er der løbende underholdning på scenen og madtilbud i loungeområdet,” fortæller fondsdirektør Bo Uggerhøj og tilføjer:

”Udover kom-og-prøv-parken har Spar Nord Fonden også fokus på de mange frivillige, som bruger deres fritid på at hjælpe til – både til DM-ugen og hjemme i de lokale idrætsforeninger uge efter uge.

Dem vil vi gerne hylde og opmuntre. Derfor cykler vi rundt i byen med proviant og skulderklap til dem i løbet af dagene.”

Fra fredag til søndag kan børn vinde deres helt egen DM-guldmedalje.

Ved Spar Nord Fondens telt får de udleveret et kort, hvorefter de kan prøve mindst fem forskellige kom-og-prøv-aktiviteter, som udløser et stempel på kortet. Med et fyldt aktivitetskort kan de til sidst hente deres guldmedalje i Spar Nord Fondens telt.

Helt gratis: Ny "kom-og-prøv-park" bliver en del af DM-ugen

Wafande åbner scenen

Omkring 30 forskellige kom-og-prøv-aktiviteter er på menuen, og i Spar Nord Fondens kom-og-prøv-park er der også en scene, som åbnes af musikeren, Wafande.

Han spiller op fredag d. 23. juni kl. 18, og resten af weekenden venter der flere musikalske oplevelser, nemlig Kim Larsen for børn, MGP Allstars og HipsomHap.

”Spar Nord Fondens kom-og-prøv-park er en stor gevinst for DM-ugen, for her har vores forbund og lokale aktører mulighed for at vise sig frem for et nyt publikum, og samtidig kan vi tilbyde alle DM-ugens besøgende en endnu større oplevelse,” fortæller projektleder i DIF, Mads Bang Aaen.

Udpluk fra et spækket program:

Fredag:

Kl. 16: Parken åbner – prøv fx curling, disc golf og pickleball

Kl. 18: Wafande går på scenen

18.45: Showdance

Lørdag:

Kl. 10: Parken åbner – prøv fx dart, faldskærm (VR) og ergometer-roning

Kl. 12: Kim Larsen for børn

Kl. 16: Oplev MGP Allstars med efterfølgende Meet n’ greet

Søndag:

Kl. 10 Pladsen åbner – prøv fx bueskydning, styrkesport og armbrydning

Kl. 13: HipsomHap går på scenen

Kl. 16: Parken lukker. Tak for denne gang!

Bagved ligger et stort samarbejde med både forbund og lokale aktører for at realisere kom-og-prøv-parken med en bred vifte af tilbud:

”Vi har haft fokus på at tilbyde så mange forskellige aktiviteter som muligt, så der bliver noget for børn i alle aldre og for de voksne. Idræt er for alle, og vi er rigtig glade for at rigtig mange forbund og lokale aktører har budt ind, så man kan prøve en bred vifte af sportsgrenene og idrætsaktiviteter på egen hånd.

Som besøgende til DM-ugen kan man fx stå på Honnørkajen og se DM i faldskærm og derefter gå over i Spar Nord Fondens kom-og-prøv-park og få oplevelsen selv gennem et par VR-briller,” siger konsulent i DIF, Anders Vedel.

Området byder på både foodtrucks, en drikkebod, et chill-out område med strandstole og, som nævnt, masser af underholdning og aktiviteter for børn og voksne.

Ud over alle de spændende aktiviteter, der venter i Utzon Parken, er der også arrangeret andre kom-og-prøv-aktiviteter rundt om i byen. Gå på opdagelse i DM-ugens app og få hele overblikket.

Alle aktiviteter i Spar Nord Fondens kom-og-prøv-park er gratis!

Fakta om Spar Nord Fondens kom-og-prøv-park:

•       Åbningstider: fredag 16-20, lørdag 10-20 og søndag 10-16

•       Kom-og-prøv-parken er blevet mulig efter støtte fra Spar Nord Fonden

•       Aktiviteterne udbydes af DIF’s forbund samt lokale idrætsaktører

•       Tjek programmet i DM-ugens app (søg DM-ugen i din app-store)

Fakta om DM-ugen:

•       DM-ugen er en stor sportsbegivenhed, som viser og hylder det bedste fra dansk eliteidræt.

•       Over 200 DM-medaljesæt skal uddeles, når DM-ugen afvikles i Aalborg den 21.-25. juni 2023.

•       DM-ugen samler de officielle danmarksmesterskaber for 35 sportsgrene, hvilket dækker over flere end 100 forskellige discipliner til lands, til vands og i luften – fx beachvolley, cykling, faldskærm, SUP, rally, golf, wakeboard og meget andet.

•       Begivenheden arrangeres af Danmarks Idrætsforbund (DIF) i tæt samarbejde med de mange forbund og værtsbyen Aalborg.

•       Det er anden gang, DM-ugen afholdes, og debuten fandt sted sidste år – også i Aalborg.

•       I 2024 går værtsbystafetten videre til Herning.

•       Se mere på www.dmugen.dk

Del artikel

Andre læser også