Helt gratis: Aalborg Karneval forærer ikoniske plakater væk
Aalborg Karneval åbner op for fire årtiers visuelle fortællinger og forærer hele 694 plakater væk, der strækker sig fra 1983 til 2023.
Plakaterne, der er skabt af talentfulde kunstnere gennem tiden, har været en central del af Aalborg Karnevals identitet – og er nu klar til at finde vej fra arkivet til byens hjem.
Gratis julegave til aalborgenserne
Torsdag den 19. december mellem kl. 9 og 17 inviterer Aalborg Karneval til en unik mulighed for at hente en af de ikoniske plakater – ganske gratis og efter først-til-mølle-princippet.
Beslutningen om at dele ud af de historiske tryk udspringer af et ønske om at dele glæden ved karnevalet med både nye og gamle fans.
“Vi vil gerne give folk muligheden for at få et stykke karnevalshistorie i julegave. Det er ganske gratis.
Nogle gange skal man bare have lov til at være heldig,” udtaler Jeanett Kaare, talsperson for Aalborg Karneval.

Et visuelt arkiv af fest og fællesskab
Plakattraditionen blev skabt i 1983 og fortsatte årligt frem til 2010.
Hvert år blev der designet en plakat, som med kunstnerisk særpræg og lokal forankring fangede essensen af Aalborg Karneval – en hyldest til byens sammenhold og festkultur.
Efter 11 års pause genoptog foreningen traditionen i 2022, hvor plakaterne igen er blevet en fast del af karnevalets identitet.
Sidste års plakat, designet af kunstneren Tine Helleshøj og præsenteret af galleri Wolfsen, høstede stor ros, og Aalborg Karneval lover, at kommende plakater vil videreføre arven med samme høje standard.
“Vi kan endnu ikke afsløre kunstneren for 2025, men vi lover, at det bliver noget særligt,” siger Jeanett Kaare.

En historisk skat til din væg
Plakaterne skal afhentes personligt, og Aalborg Karneval opfordrer interesserede til at møde op i god tid, da efterspørgslen forventes at være stor.
“Det er vores lille gave til jer – en del af Aalborg Karnevals historie, som nu kan finde vej til jeres vægge,” afslutter Jeanett Kaare.
Praktisk information:
Hvor: Aalborg Karnevals hovedkontor
Hvornår: Torsdag den 19. december kl. 9-17