Helt eksklusivt: Kom til historisk vinsmagning i Jens Bangs Stenhus
Mange nordjyder har nok prøvet en vinsmagning.
Men det er de færreste af os, der kan prale af at have været til vinsmagning i intet ringere end på loftet i Jens Bangs Stenhus, som vel kan betegnes som en af Aalborgs mest ikoniske bygninger.
Den 22. november kan du komme med på en helt særlig historisk vinsmagning på loftet i Jens Bangs Stenhus. Her serveres ægte renæssancevin og andre overraskende smagsoplevelser, og det hele krydres med fortællinger og historier fra overklassens liv i 1700-tallets Aalborg.
Renæssancevin på nye flasker
I 1700 tallets Aalborg var apotekeren foruden medicin, eksotiske varer og krydderier også forhandler af udenlandsk vin og spiritus.
Derfor er netop Apotekersamlingen i Jens Bangs Stenhus vært ved denne historiske vinsmagning.
Med udgangspunkt i apotekets vinkælder anno 1690 tager gæsterne en rundtur i de klassiske europæiske vine, hvor sanserne bliver udfordret på en helt anden måde end ved moderne vinsmagninger.
I samarbejde med den vinbaren D’Wine rejser man i løbet af aftenen fra renæssancens krydrede og søde vine op gennem tiden til nutidens vintraditioner og et helt andet smagsunivers.
Undervejs serveres snacks, som passer til både de historiske og de nutidige vine.
Unikke historiske rammer
Vinsmagningen foregår i helt særlige og autentiske rammer på loftet i Jens Bang Stenhus.
I næsten 350 år lå Svane Apoteket i husets stueetage, og løbende gennem flere hundrede år er det gamle inventar, krukker, glas, medikamenter og meget andet fra apoteket sat på loftet.
I dag er det indrettet som museum, som gennem de mange helt unikke genstande fortæller mere end 300 års apotekerhistorie – en fortælling om ca. 2000 eksotiske urter, medikamenter og eliksirer.
Smag kongens hostesaft
Førhen lavede apotekeren selv medicinen og brugte flere tusinde forskellige ingredienser, og apotekerens arbejde afhang dengang i høj grad af sanserne – og især smags- og lugtesansen var et vigtigt redskab.
Som en del af aftenens arrangement skal man også ved at smage og lugte finde frem til de fire ingredienser i den klassiske hostesaft Elixir petorale Regis Daniae – også kendt som ”Kongen af Danmarks Brystdråber” – blandt 15 forskellige ingredienser.
En hostesaft, som oprindeligt blev lavet til Christian 5. af kongens livlæge. Den har sidenhen dannet grundlag for de klassiske røde Kongen af Danmark-bolsjer.