Helmuth med nyt tiltag: Alle favoritterne i en overdådig buffet hver uge
Vi elsker buffet i Aalborg. Så enkelt er det.
Der kan åbne nok så mange “fine” restauranter – og vi er også mange, der foretrækker disse– men når alt kommer til alt, så ved vi nordjyder altså hvad en buffet er …
Og dét kan vi godt lide.
Helmuth på Boulevarden er nok mest af alt kendt for sine uimodståelige cocktails, festlige dansegulv og byens bedste natklub-stemning.
Men når der ikke bliver langet cocktails henover baren, så bruges den blandt andet til Helmuths ugentlige (og voldsomt populære!) brunch-buffet.
Dette koncept er løbende blevet udvidet; blandt andet med deres sommerlige Fisk- og Skaldyrsbuffet.
Nu er der igen nyheder på Helmuth – og det er i den virkelig lækre ende af skalaen.
En madklub, der er til at forstå
Den 4. april lancerer de nemlig Helmuths Madklub, der hver torsdag indbyder til overdådig hverdagsbuffet med alle Helmuths livretter.
“Idéen udspringer i bund og grund bare af vores kringlede hjerner, der lige pludselig finder på et eller andet,” fortæller Anders Strandhave, indehaver af Helmuth.
“Vores brunch-koncept går vanvittigt godt, og vi kan mærke, at Aalborg bare er en by, der sætter pris på buffet.”
Anders Strandhave og Mathias Walther overtog Helmuth Bar & Kitchen i november 2017, og siden har de gjort, hvad de kunne for at bygge videre på Helmuths i forvejen store succes.
Fremover håber de også at kunne lokke aalborgenserne ind i hverdagsaftenerne.
“Vi ved godt, at buffet er lidt et fy-ord og ofte forbundet med at være lidt kedelig – men vi mener altså godt, at man kan lave en buffet, der samtidig er overdådig,” siger Mathias og uddyber:
“Buffeten kommer til at variere fra torsdag til torsdag, men som udgangspunkt bliver det en opgradering af vores egne populære livretter fra menukortet, der blot forstørres op til buffet-konceptet.”
Vi har testet konceptet
I anledning af lanceringen var MigogAalborg inviteret til prøvemiddag på konceptet.
Denne aften stod menuen blandt andet på svinekæber, svampe speltotto, oksefrikadeller, gnocchi truffle and cheese, coq au vin, favaffel med skalotteløg og creme fraiche, bagt rødbede med feta samt forskellige salater.
Derudover var der også rig mulighed for at slukke tørsten.
De fleste mennesker kender ordet “buffet” – og ved som udgangspunkt også, at det ofte betyder billig mad og dyre drikkevarer.
Men det er ikke planen hos Helmuth.
“Vi kommer til at køre med to seatings: Den ene fra 17.00-18.50 (198 kr.) og den anden fra 19.00-21.30 (248 kr.).
Vi skiller os nok ud på den måde, at drikkevarerne er inkluderet – man går altså ikke herfra med en dyr ekstraregning; uanset om du har drukket spandevis af fadøl, hvidvin, rosé, rødvin, sodavand eller vores hjemmelavede saft,” fortæller Anders.
Det er med andre ord What you see is what you get.
Udvid din madhorisont
Tidspunktet for de forskellige seatings er også nøje udvalgt af makkerparret, der håber, at de kan ramme både børnefamilier, der gerne vil spise lækkert og billigt i en travl hverdag, venindepar, der skal i teateret, eller kærestepar, der skal videre i biografen.
“Det hele er stillet frem, når folk kommer herind og er generelt meget gennemskueligt.
Vi sætter skilte i alle retterne, så man kan se, hvad det er – og så markerer vi selvfølgelig alt, der er vegansk, glutenfrit eller laktosefrit,” siger Anders.
Nøgleordet for det nye koncept er Helmuths sædvanlige kvalitet, kreative serveringer og ikke mindst sunde og mættende retter for hele familien.
“Det er ikke fordi at det kun skal henvende sig til børnefamilier – men vi synes, det er en fordel, at forældrene kan give børnene en god madoplevelse og udvide deres horisont; og ikke bare stikke dem en kedelig pastaret eller røde pølser,” forklarer Mathias med et grin.
Derfor spiser de yngste (4-10) selvfølgelig også til halv pris.
Hvad: Helmuths Madklub
Hvor: Helmuth Bar & Kitchen
Hvornår: Hver torsdag fra 17-21.30 (to seatings)
Bestil bord her.