Gå all in: Helmuth er klar med nyt aftenkoncept
Farverige cocktails i lange baner, en laid back, uformel stemning – og en nu strømlinet aftenmenu. Så har du opskriften på den perfekte aften hos Helmuth.
Helmuth er i forvejen kendt og elsket for sit ad libitum-koncept, der især hitter på brunch- og cocktailmenuen. Fremover bliver det dog også muligt at gå all in på aftenkortet.
Nu står du nemlig med to forskellige valgmuligheder om aftenen: Lille Helmuth eller Store Helmuth, som de også kalder netop “all in”.
Du kommer ikke til at mangle noget
Når man rammer Helmuth på Boulevarden, får alle spisende gæster serveret sæsonens menu der, som navnet siger det, skifter med sæsonen.
“Med tiden er vi blevet mere og mere et ad-libitum-sted. Faktisk har vi været det længe, men nu er fronterne skåret helt tydeligt op.
Derfor har vi valgt at lave et mere strømlinet koncept fremover,” siger ejer af Helmuth, Mathias Walther.
I sæsonens menu er inkluderet snacks med gin & tonic, appetizer, forret, hovedret, dessert, kaffe & sødt.
Du kan se frem til blandt andet stegte kammuslinger, rosastegt okse og Gauteau Marcel.
Og så er det op til dig at vælge, om du skal have den “Lille Helmuth” eller gå all in.
Vælger I den lille, får I alt den øl, vand og vin, I kan drikke i tre timer.
Og skal jeres aften lige have et ekstra skud, kan I spice den up med “Store Helmuth”, der også indeholder fri cocktailbar, der starter klokken 22.00 og varer til 02.30.
Lille Helmuth får du for 595 kr., mens den helt store koster 1.095 kroner.
Snacks til de mindre sultne
Er man ikke til den helt store menu, så har du også muligheden for at designe din egen middag ved at vælge ud fra Helmuths snackkort.
Det består af både små og lidt større retter – alt fra soyaristede mandler og brød med kryddersmør til pankopanerede risottokugler, vafler med italiensk skinke og hotdogs med nordjyske jomfruhummere.
Til dine snacks har du også muligheden for at tilkøbe cocktails ad libitum.
Du kan se hele menuen og bestille bord her.
Helmuth afholder sit nye aftenkoncept alle fredage og lørdage fra klokken 18.00-03.00.