Annonce
Tilmeld dig MigogAalborg Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få weekendguiden samt alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAalborg Nyt accepterer du vores samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Headspace i Aalborg hjælper unge i krise: Men nu lukker pengekassen

Af Michael Qureshi

Du har muligvis ikke lagt mærke til et lille sted på Borgergade 6 i Aalborg.

Men for tusinder af unge mennesker i byen har det måske været deres redning ud af en krise, som de ikke har turde dele med andre.

Gennem de seneste tre år har mange unge nordjyder fået gratis og anonym hjælp til at tale om de ting, der har slået rod og sat sig fast som svære tanker og følelser.

Headspace er stedet, hvor børn og unge i aldersgruppen 12-25 år kan komme og tale om netop dét, de har brug for.

”I headspace foregår det på de unges præmisser – og intet er for stort eller for småt til at tale om,” lyder det igen og igen, når man taler med folk bag headspace.

Headspace skal ses som en forebyggende indsats, der forsøger at nå de unge, inden deres problemer vokser og eventuelt udvikler sig til psykisk sygdom.

Headspace Aalborg bliver drevet af ganske få ansatte og mere end 60 frivillige, hvorfor de unge altid bliver mødt og hjulpet af en eller flere af disse frivillige. Med andre ord, kører headspace-motoren altså på frivillighed!

De unge kan komme direkte ind fra gaden og få en snak eller ringe og bestille en tid – der er ingen ventetid. De unge bliver modtaget fordomsfrit, og udgangspunktet for dialogen er altid de unges egne ideer og præmisser.

”En af de dyrebareste følelser, jeg kender til, er følelsen af, at der altid er nogle, der følger mig og bekymrer sig om mig. Den følelse fandt jeg et helt uventet sted på et tidspunkt, hvor jeg aldrig havde følt mig så alene med mine tanker og følelser, da jeg blev modtaget med åbne arme i headspace” Mette 17 år – bruger af headspace.

Headspace

Mille er 24 år gammel og har været frivillig i headspace Aalborg de seneste to og et halvt år

”I min tid i headspace har jeg mødt og talt med så mange modige børn og unge, der har turde række hånden ud og bede om hjælp. Headspace har gjort det muligt at tage imod den håndsrækning. Mit hjerte kan næsten ikke bære, hvis det i fremtiden ikke er en mulighed. Hvor skal de så gå hen, når livet bliver svært?”

”Lige så forskellige som de unge, vi møder, er, ligeså stor afveksling er der i ting, de henvender sig med. Vi møder alt lige fra kærestesorger, dårligt selvværd, konflikter med venner- og eller familie til unge med ensomhed, selvskadende adfærd, spiseforstyrrelser eller andre problemer,” forklarer Mille.

Hun uddyber;

“Headspace er ikke altid det rigtige tilbud for de unge, fordi vi netop er et rådgivningstilbud og ikke et behandlingstilbud, men vi smækker aldrig døren i for dem. Er der en ung, der henvender sig med nogle problemstillinger, hvor vi ikke er den tilstrækkelige hjælp, hjælper vi dem hen til det rigtige tilbud. For sådan er det i headspace: Her kan ingen gå forkert!”

Headspace

Men headspace står netop nu overfor en stor økonomisk udfordring. På trods af, at headspace på nationalt plan har hjulpet 17.000 børn og unge, og at der forsat er stor tilstrømning af unge, der ønsker hjælp, er der en potentiel risiko for, at headspace må lukke dørene i og afslutte de i gangværende samtaleforløb.

Når året rinder ud, er fondsmidlerne ved at være opbrugt, og headspace må påbegynde lukning af flere af de 10 afdelinger, der er placeret rundt omkring i landet.

Derfor lyder opfordringen fra headspace og deres ambassadører om, at man skal være med til at sende et signal til Christiansborg om, at headspace må og skal bevares – for de unges skyld.

Kommunen bidrager i forvejen med økonomisk støtte, men der er behov for en national medfinansiering, hvis headspace skal bestå.

Sandheden er, at alle unge kan få brug for nogen at tale med, uanset baggrund. Det kunne være dit barn, din søster, din bror, din ven; headspace er for dem alle.

Vi håber du vil støtte ved enten at tage et eventuelt billede af dig selv med #detkuværeditbarn og dele det på de sociale medier. Brug #detkuværeditbarn og #bevarheadspace eller støt vores underskriftsindsamling. Hver en stemme tæller!

Over 11.000 underskrifter har man allerede samlet ind, men der er brug for mange flere. migogaalborg.dk støtter den fantastiske sag og opfordrer alle til at smide sin underskrift med i bunken og få indflydelse på, at de unge stadig har et sted at gå hen med deres problemer.

Del artikel

Andre læser også