Med fagligheden i fokus: Hasseris Apotek ligger perfekt til at kunne hjælpe lokalområdet
Da Anette Margrethe Troelsen i 1999 fik mulighed for at overtage apoteket i Reberbansgade, fulgte to såkaldte apoteksudsalg med.
Nemlig på Skipperen og i Hasseris.
I 2015 blev apotekerloven lavet om, og Anette fik muligheden for at lave dem begge om til rigtige apoteker – hvilket hun skyndte sig at gøre, da det havde været efterspurgt længe fra folk i lokalområdet.
Og efter 10 år kører det fortsat derudaf for Hasseris Apotek.

Stærk faglighed
Anette Margrethe Troelsen blev færdiguddannet som farmaceut i 1979, men hun har ikke altid vist, at hun ville drive apoteker.
“Jeg interesserede mig for sundhed og sygdomme, men det at være læge sagde mig ingenting, så jeg gik den her vej i stedet,” fortæller hun.
Hos Hasseris Apotek kan man altid komme forbi og få del i en række sundhedsydelser som f.eks. medicinsamtaler, gennemgang af korrekt brug af astmamedicin, dosispakket medicin, vaccination og genordination.

Som kunde hos Hasseris Apotek slår Anette Troelsen fast, at man kan være sikker på en faglig stærk betjening.
“Sikkerhed og faglig kvalitet i håndteringen af din medicin,” lyder sloganet, de kører efter på Anette Troelsens tre apoteker.
Og det giver egentlig også meget god mening, når man spørger, hvad det bedste ved jobbet er:
“Jeg elsker fagligheden og kontakten med kunderne,” fortæller hun.
Perfekt placering
Hasseris Apotek nyder at ligge i Hasseris Bymidte, hvor kunderne kan komme ind fra gaden. Butikkerne i området har også et godt forhold til hinanden, fortæller Anette.
Hun ser desuden en stor fordel i at ligge lidt udenfor centrum af Aalborg, da man derinde hurtigt kan blive låst af de eksisterende bygninger og bydele – som hun kender det fra sit apotek i Reberbansgade.

“Der bliver bygget rigtig meget i og omkring Hasseris, så det er absolut en fordel at ligge ude i sådan et lokalområde.
Jeg ser desuden en stor fordel i de gode parkeringsforhold ved Hasseris Bymidte – kunderne i midtbyen brokker sig altid over netop det, og så kan vi jo henvise til Hasseris Apotek. Det giver god mening for de kunder, der har lidt skavanker,” siger Anette Troelsen og fortsætter:
“Når man ligger sammen, som vi gør herude, så generer man også kunder til hinanden, så det er en klar fordel.”
I et lokalsamfund som i Hasseris, kender mange kunder efterhånden de ansatte – ligesom de ansatte også kender dem. Og det er endnu en stor fordel ved placeringen, hvis man spørger Anette.
En gang i mellem får de dog hjælp fra medarbejderne i Reberbansgade og Skipperen, da det er et stort ønske for personalet at få variation i arbejdet.
For fremtiden har Anette Margrethe Troelsen et klart håb:
“Måske kunne jeg godt drømme om lidt mere plads, da vi aktivt har brugt meget af bygningen til butik, men ellers skal det hele bare fortsætte som nu, for det går rigtig fint herude,” slutter hun.