Annonce
Tilmeld dig MigogAalborg Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få weekendguiden samt alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAalborg Nyt accepterer du vores samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Har knækket koden i en hård branche: AM Sales fejrer 10 års jubilæum i år

Af Emil Kjær Jørgensen

Indimellem skal man tage en chance, hvis man vil opnå succes.

I 2008 tog nordjyderne Anders Torp og Mike Nielsen springet fra sikre og velbetalte jobs til at starte deres helt eget Field Marketing Bureau. Med mantraet ”Vi skal ikke være ligesom de andre!”, var AM Sales & Marketing en realitet.

Den første kunde var det aalborgensiske mobilselskab M1, og derefter er det gået derudad med store kunder og kontorer i hele landet ved hjælp af hårdt arbejde og en helt unik arbejdskultur.

Anders Torp har i marts 2017 søgt nye udfordringer andetsteds, men gåpåmodet er stadig tårnhøjt hos AM, der i år kan fejre 10 års jubilæum. I dag er virksomheden tilmed blandt landets førende inden for Field Marketing, som bedst kan beskrives som “ansigt til ansigt”-kommunikation.

Vi har mødt direktør Mike Nielsen til en snak om, hvordan man holder gejsten oppe i en benhård branche.

Har knækket koden i en hård branche: AM Sales fejrer 10 års jubilæum i år
Mike Nielsen, partner og administrerende direktør.

Både dannede og uddannede medarbejdere

Mange har måske et lidt anstrengt forhold til Field Marketing sælgere, eller som de fleste kender dem; gadesælgere. Men visionen for AM er, at sælgerne skal være professionelle og ordentlige mennesker, når de møder folk på gaden eller i et butikscenter.

”Det er jo hardcore salg, som vi laver. Det kræver rigtig meget at sælge idéen om en ny bank, hvis den potentielle kunde eksempelvis bare skulle ned og have fire liter mælk i Føtex.”

Virksomheden er bygget op, så alle medarbejdere får en uddannelse undervejs –  i starten ved hjælp af learning by doing, hvor man følger en teamleder helt tæt og bliver oplært i AM’s principper.

Derefter følger man specielle moduler, hvor man udbygger sine kompetencer.

”Vi har efterhånden opbygget en masse viden, inden for den her branche, og det er vigtigt, at folk får noget med herfra, lige meget hvor længe de er ansat. Hvis man er, eller har været, ansat ved AM, har man et ry som en en hårdtarbejdende, struktureret og resultatorienteret sælger,” forklarer Mike.

Filosofien er bygget omkring kompetencer og ikke omkring alder eller et alenlangt CV.

Vi har haft folk med sabbatår, som er blevet teamledere som 19-årige, hvor de har 4-5 mand under sig. Der sker en stor udvikling for alle, der kommer forbi AM. De bliver bedre sælgere, bedre ledere, men også bedre mennesker. Vi uddanner både fagligt og personligt. Vi flytter på folk og udvikler dem,” siger Mike.

Unik kultur skaber succesen

Selvom de fleste virksomheder nok vil prale med, at de har en unik arbejdskultur, er det alligevel dét, som Mike påpeger som det mest unikke ved AM.

”Vi kan lige så godt være ærlige og sige, at det er en pissehård branche, som vi er i. Men derfor kan det jo godt være et fedt sted at arbejde,” understreger Mike.

AM er et team hele vejen igennem, og det sociale aspekt er yderst vigtigt i det daglige salgsarbejde og i relationen mellem de enkelte medarbejdere. Hver dag mødes medarbejderne til fælles briefing på kontoret, og om tirsdagen er der fælles morgenmad for alle.

”Hver dag startes med et fælles kampråb, og hvis det ikke er højt nok, så prøver vi bare igen. Vi skal helst vække naboerne, hvis de ikke er stået op endnu, ” fortæller Mike med et grin.

Har knækket koden i en hård branche: AM Sales fejrer 10 års jubilæum i år

Halv fridag midt på ugen skaber arbejdsglæde

Det kræver også en stor portion energi, hvis gejsten skal holdes oppe i en meget konkurrencepræget hverdag. Derfor er der i hverdagen opfølgninger med sælgerne hver anden time, hvor der bliver snakket om alt fra salget til humøret.

AM har derudover indført halv onsdag som et koncept for sælgerne.

”Hver onsdag har alle fri kl. 14. Det har vi indført, for at man har noget at se frem til mandag morgen, når ugen måske kan føles lidt uoverskuelig. Omvendt er der ikke ret lang tid til weekend igen, når den halve onsdag er overstået.”

Sulten efter mere

AM prøver hele tiden at lave nye tiltag, som kan videreudvikle forretningen. De har blandt andet tilknyttet en erhvervscoach, som medarbejderne kan snakke med, hvis de synes tingene spidser lidt til i hverdagene.

I starten af 2018 startede de en ny Telemarketing-afdeling op med opsøgende salg over telefonen, og det seneste initiativ er et øget fokus på erhvervslivet, hvor man kun har været i gang i få måneder.

”Vi kan allerede mærke, hvordan vores tilgang til salg også passer perfekt ind i de her nye grene af vores forretning,” forklarer Mike.

Lige nu har AM kontorer i de fire største byer i Danmark, og de har udnyttet deres unikke ressourcer til at starte nye virksomheder, som eksempelvis Caremaker. Men ambitionerne stopper ikke der.

”Vi kan mærke en stor efterspørgsel, efter det vi kan, og vi overvejer da også, om vi skal gå efter udlandet inden for den nærmeste fremtid. Det vigtigste i den her branche er sulten, og vi har aldrig været mere sultne, end vi er lige nu, ” slutter Mike.

Del artikel

Andre læser også