Har haft butikken i 21 år: Nadias har lavet om på Boulevarden

Siden 1996 er der blevet langet sandwich over disken på Boulevarden 22 i Aalborg.
I de første fem år var stedet kendt under navnet Sandwich & Muffins, men i 2001 skiftede sandwichbaren navn til det nu meget velkendte: Nadias Sandwich, som er opkaldt efter indehaver Pia og Adnan Jabrs datter.
Den lille og hyggelige butik blev hurtigt populær blandt de sultne nordjyder, og i dag har Nadias hele seks sandwichbarer rundt omkring i Aalborg.
Tilbage til rødderne
Den oprindelige sandwichbar på Boulevarden har ændret fokus i løbet af årene, og senest har der både været en kombineret salat- og sandwichbar på stedet.
Men i slutningen af december gik Nadias helt tilbage til rødderne på Boulevarden, hvor man nu har genåbnet sandwichbaren på den oprindelige adresse.
”Vi har to store sandwich – og salatbarer i Kennedyarkaden og på Nytorv, og butikken på Boulevarden skal derfor ses som et lille intimt og hyggeligt alternativ, der passer perfekt til området,” fortæller Adnan og fortsætter:
”Boulevarden er jo en gade, hvor man altid er på farten; enten skal man ind mod byen eller hen mod busterminalen og banegården.”
Derfor håber Adnan, at de med den nyåbnede sandwichbar kan skabe et pusterum, for de mennesker, der har brug for en enkel og hurtig måde at få stillet sin sult på.
Der er dog også enkelte siddepladser med udsigt udover det pulserende byliv, hvis man vil nyde sandwichen i butikken.
Et 2017 med fuld fart på
Også i november slog man dørene op for en ny butik og samtidigt den hidtil største midt i hjertet af Aalborg; nemlig i Østerågade 8 på Nytorv.
”Modtagelsen på Nytorv har været helt fantastisk, og vi kan virkelig mærke, at placeringen er helt rigtig,” forklarer Adnan.
Ægteparret og resten af staben kan dermed se tilbage på et aldeles succesfuldt og begivenhedsrigt år – og genåbningen af Aalborgs første sandwichbar blev altså en perfekt prik over i’et for 2017.
På spørgsmålet om hvad 2018 så byder på af store nyheder, trækker Adnan vejret en ekstra gang:
”Nu skal vi lige samle kræfter og få styr på driften i de mange nye butikker. Men vi har store planer for fremtiden, og meningen er da helt klart, at andre byer også skal præsenteres for det koncept, som folk her i byen har været med til at gøre en succes.”