Annonce
Tilmeld dig MigogAalborg Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få weekendguiden samt alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAalborg Nyt accepterer du vores samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Har fået dobbelt så mange pladser: Café Vesterå frister med Happy Hour og Live Musik

Af Stine Kjølby Christensen

Byens restauranter går lige nu igennem en svær tid, siden de nyeste restriktioner i lørdags ramte branchen.

Det blev nemlig besluttet, at både gæster og personale fremover skulle bære mundbind for at mindske smittespredningen af covid-19.

Derudover blev det pålagt, at alle skulle lukke kl. 22 – en helt ny situation, som alle har skullet vænne sig til og indordne sig efter.

På Café Vesterå blev det første gang nogensinde, at man lukkede dørene kl. 22 en lørdag aften.

Normalvist plejer caféen at forvandle sig til én af Aalborgs hyggeligste cocktailbarer med kolde drinks i stueetagen, kulørte lamper og fed musik på 1. sal.

Vælger at være proaktiv

Den tid er forbi – i hvert fald for en stund. Og det har fået Thorsten Stevnhoved, der står bag Café Vesterå, til at tænke i nye baner.

“Man kan vælge at slå ud med armene, lægge sig fladt ned og pive – eller man kan gøre noget. Vi har valgt den sidste mulighed,” fortæller Thorsten og fortsætter:

“Vi kunne sagtens spare os selv fattige, men jeg synes, det er vigtigt, at vi altid holder os i gang, og at der fortsat er liv hernede. For der skal altid være liv på Vesterå.”

Har fået dobbelt så mange pladser: Café Vesterå frister med Happy Hour og Live Musik

Lækker musik i nye omgivelser

Derfor inviterer Vesterå både i morgen og lørdag til et helt nyt live musik-arrangement i caféen, der kan kombineres med de velkendte drinks og lækre caféretter.

“Meningen er, at man kan booke bord til spisning og samtidig blive forkælet med live-musik og Happy Hour fra kl. 19.

Under nedlukningen greb jeg muligheden for at ombygge vores 1. sal, så den nu fremstår lige så hyggelig som vores stueetage – og det bliver også her, at der er musik i weekenden,” siger Thorsten.

Det er duoen Casper Dybdahl og Rasmus Visti, der kigger forbi caféen.

Blandt landets mest brugte musikere

Casper Dybdahl er med over 2000 live jobs og 300 studio-indspilninger blandt landets mest brugte musikere.

Han har blandt andet spillet med Lis Sørensen, Peter AG, Sko & Torp, Anne Dorte Michelsen, Maria Bramsen og Zididada.

Udover de mange artist jobs har Casper to udgivelser bag sig og medvirket i diverse tv-udsendelser med hans musik.

“Casper og Rasmus kigger forbi med et blandet rep bestående af hyggelig musik, der passer til netop vores skønne omgivelser. Så det glæder vi os meget til at opleve hernede,” siger Thorsten.

Har fået dobbelt så mange pladser: Café Vesterå frister med Happy Hour og Live Musik

Styr på Corona

Det er vist umuligt at nævne et event i øjeblikket uden at nævne corona. For er det nu sikkert at bevæge sig ud?

Det mener Thorsten i den grad:

“Vi har rigtig godt styr på corona-situationen hernede. Udover masser af sprit, så har vi pladser til 72 ovenpå og 64 i caféen, og dermed god mulighed for at fordele vores gæster.

Derudover er der gratis mundbind til alle, hvis man nu skulle have glemt det – og så lukker vi selvfølgelig kl. 22.”

Der skulle altså være god mulighed for at få en hyggelig oplevelse i trygge rammer, når Café Vesterå inviterer til hygge, Happy Hour og god musik både fredag og lørdag i denne uge.

Er der opbakning omkring det, håber Thorsten, at det kan blive en tilbagevendende begivenhed.

Du booker dit bord lige her

Del artikel

Andre læser også