Har du set noget?: Fodboldbane i Aalborg udsat for groft hærværk i nat
Aalborg KFUM er en af byens største fodboldklubber, og banerne bliver brugt af hundredevis af børn, unge og voksne – uge efter uge.
I dag var ellers en festlig dag i klubben, da der var standerhejsning i klubben.
Men da forretningsfører i klubben, Anders Christensen, mødte ind i klubben her til formiddag, mødte et trist syn ham.
Bane 4 på anlægget er blevet udsat for hærværk i løbet af aftenen eller natten.
En bil har kørt “markræs” på banen, hvilket har medført, at banen er pløjet fuldstændig op.
“Det er svært at finde ord. Det er så tåbeligt, som det overhovedet kan være,” forklarer Anders Christensen til MigogAalborg.

Lige nu er banerne heldigvis i vinterhi, og de må først bruges igen 1. april. Derfor foregår standerhejsningen også på kunstgræsbanen.
“Men med den tilstand bane 4 nu er i, så det tager det noget tid til reetablere den,” siger Anders.
Søger vidner i sagen
Aalborg KFUM vil meget gerne i kontakt med vidner, der eventuelt har set noget i området i tidsrummet 18.00 fredag aften til lørdag morgen kl. 9.00.
Hvis det er dit tip, der ender med at føre til gerningsmændene, så venter der dig en dusør på hele 5.000 kr.
Du kan kontakte Anders Christensen på anders@aalborgkfumfodbold.dk eller 29684325, hvis du har set noget.