Bryster, kaffe og fjordudsigt: Ny keramikcafé er åbnet i Aalborg

Det er ikke mange steder, hvor du bliver mødt af bare bryster, glaserede peniser og fjordudsigt, når du er på rundtur i Aalborg.
Det er dog netop, hvad du kan forvente, når du lægger vejen forbi byens nyeste keramikcafé, der fra og med i dag har slået dørene op tæt på Kulturbroen.
Her har Handmade by Tone nemlig åbnet sit keramikværksted med tilhørende kaffebar, is-disk og salg af sine ikoniske brystkopper – faktisk så ikoniske, at hun netop har fået designbeskyttelse på den.
“Da jeg startede med at lave den, var visionen at afseksualisere kroppen ved at tingsliggøre den og sætte fokus på kropskultur.
Mit ønske var at hylde kroppens forskellighed ved at lave bæredygtige keramiske værker til mænd og kvinder. Og det er nu lykkes,” forklarer hun.

Værksted med fjordudsigt
Tone har nu i et par år fundet glæde i at kreere kopper i alle former og farver; og fremover kan hun endda gøre det i sit helt eget værksted med tilhørende fjordudsigt.
“Da jeg startede med at lave keramik, fik jeg lov at sidde ude i Råt og Godt, men flyttede senere ud til Spritten, hvor nogle containere stod ledige.
Her var jeg i mange måneder, mens min virksomhed voksede og mit salg steg.
Derfor begyndte jeg at drømme om at komme tættere på vandet, så jeg blev mere synlig,” fortæller Tone Rafn Tygesen.
Det var et ønske, som Tones udlejere gerne ville imødekomme.

På blot halvanden time rykkede Tone, takket være A. Enggaard, fra Strandvejen til Akvavitvej, klods op af Kulturbroen og dermed en masse forbipasserende (og potentielle kunder).
Mere liv i værkstedet
I dag kunne Tone så officielt åbne dørene til sit helt nye værksted med kombineret café.

Her kan du kigge forbi og se på Tones smukke kreationer, få en kop kaffe og nyde fjordudsigten på den nybyggede terrasse på toppen af værkstedet.
“Jeg drømte om at få noget mere liv hernede, og nu kan man så komme forbi til både vådt og tørt.
Jeg håber også, at folk får lyst til at sætte sig på toppen med for eksempel strikketøjet eller bare hygge sig med hinanden,” siger Tone.


Tone tilbyder lige nu “Vild Is” fra Danmarks tilnærmelsesvis utopiske græsgange “Thy“, som er økologiske og fyldt med smag af vilde bær.

Store aktører hjælper de små
Inventaret i det nye værksted stråler allerede om kap med Tones charmerende smil, og det er der god grund til.
Langt de fleste ting har hun nemlig fået af lokale aktører, der har set en masse potentiale i Tones projekt – og derfor har hjulpet hende med at komme i mål.
“Jeg er virkelig overrasket og berørt, over at så mange har ville hjælpe mig med at komme godt i gang.
Når man skal starte noget nyt, så er pengene små, og hvis jeg skulle have betalt alting selv, så var jeg aldrig nået så langt, som jeg er nu.
Det er så fedt,” siger hun.

Tone har bl.a. lånt sine terrassemøbler af SACKit, mens Nørresundby Tømrerforretning har sponsoret træet. Bolia har sørget for interiør til terrassen, og kaffemaskinen er en gave fra Elgiganten i City Syd.
Derudover har Kop og Kande i midtbyen været behjælpelig med tæpper og lignende, så både Tone og hendes gæster har de bedste forudsætninger for det, som Tone drømmer om i sit lille foretagende: En masse liv.


Next stop: Berlin!
På hylderne i værkstedet står Tones hjertebarn, brystkopperne, allerede klar til at møde kunderne. De kan naturligvis købes med hjem for 319 kr.
Derudover varierer udvalget løbende i takt med at Tone får produceret hendes nyeste keramik-idéer. Nyeste skud på stammen er den populære croissant-kop … der (for denne gang) for længst er udsolgt.
“Selvom brystkopperne sælger godt, så vil jeg stadig gerne udvikle mig og finde på nye ting,” forklarer hun.
Vis dette opslag på Instagram
Tones kreative kræfter er allerede blevet modtaget med åbne arme blandt mange, og måske er det nu også et spørgsmål om tid, før hun rammer udlandet.

I hvert fald er Louisianas seneste udstilling Mother! snart på vej til Berlin; og måske skal Tones bryster med.
“Brystkopperne er blevet solgt på Lousiana i forbindelse med deres udstilling, der nu skal til Berlin. Derfor er jeg i dialog med dem om, om kopperne kan komme med derned.
Det ville virkelig være stort for mig,” siger hun.

Drømmer om flere workshops
Hjemme i Aalborg er der dog også fart på, og Tone prøver hele tiden at følge med efterspørgslen.
Blandt andet tilbyder hun løbende workshops for både veninder, firmaer og arrangementer, hvor man kan få en aften med sine egne bløde ler-bryster eller penisser i hænderne.

“Jeg vil rigtig gerne lave mere af den slags, så det prøver jeg at finde tiden til.
Arrangementerne bliver lagt op på Instagram og min hjemmeside, når de er aktuelle,” fortæller Tone, der altså må siges at være en vaskeægte succes-iværksætter.
Nu har hun endelig fået sit helt eget lille sted ved Limfjorden, og vi kan kun anbefale dig at kigge forbi hende.
Bestil en kaffe, nyd udsigten, og hør Tone fortælle passioneret om sin lille hobby, der startede i hendes bofællesskab og nu sendes rundt i hele landet.
Du kan følge Handmade by Tone lige her.