Thomas bruger #9000: Disse fede Aalborg-tips giver ham mange følgere

Det sociale medie Instagram øger dagligt populariteten på verdensplan og ikke mindst i Danmark.
Hvis man er en velkendt bruger af Instagram, bruger man ofte hashtags. Mange nordjyder bruger #aalborg, når de for eksempel gerne vil gøre opmærksom på, at de er i byen.
Flere er også begyndt at bruge #migogaalborg. Tak for det.
Går man ind under hashtagget Aalborg, viser app’en selv de mest populære opslag fra #aalborg. Altså de billeder der har fået flest likes på en dag.
Det er ret tit, at vi støder på billeder fra en Instagram-profil, der hedder 9000Running. Derfor besluttede vi os for at finde ud af, hvem der gemmer sig bag den spændende insta-profil.
Det kan du læse om her.
Fortæl kort om dig selv
“Jeg hedder Thomas og jeg er 38 år gammel. Jeg bor i Vestbyen sammen med min kæreste og min datter på 12 år, som er hos mig hver anden weekend. Til daglig arbejder jeg som inklusionspædagog på Gistrup Skole og i min fritid løber jeg omkring 70-90 kilometer om ugen.”
Hvad elsker du mest med Instagram?
“Jeg elsker det fællesskab, der eksisterer blandt folk, der aldrig har mødt hinanden. Det kan lyde ret overfladisk, men er faktisk lige det modsatte. Jeg har, igennem det år, hvor jeg har haft min profil om løb på Instagram, oplevet at folk, som jeg ikke kendte, blev til bekendte, der blev til venner. Jeg finder utrolig megen motivation og inspiration blandt de andre løbere, som jeg følger og det er en fed oplevelse, at hilse på dem i “virkeligheden”, når jeg er ude og løbe et motionsløb forskellige steder i Danmark.”
Hvorfor startede du en Insta-profil med fokus på løb?
“Jeg tog mig selv i, at have et feed på min instagram, hvor der var flere og flere løbere og begyndte selv og poste flere løbebilleder i takt med, at jeg begyndte at løbe mere og mere. Derfor oprettede jeg en profil, hvor der udelukkende var fokus på min løbe-træning, og hvor jeg løbende fortalte om min træning og mine erfaringer og lod mig inspirere, at de andre løbere, som jeg fulgte.”
Kan du komme med tips til de bedste løberuter i Aalborg og måske smukkeste også?
“Jeg kan være ret konservativ mht. løberuter og løber ofte de samme ruter igen og igen. Dog er jeg blevet bedre selv til at afvige fra dette dumme princip og har derfor opdaget en masse nye og fede steder at løbe. Jeg elsker at løbe igennem det gamle Karolinelund, og har man lyst til at løbe lidt længere, løber jeg tit ud af byen mod Frejlev og forbi St. Restrup Herregård og løber langs vandet tilbage mod byen. Om sommeren er det naturligvis et must engang imellem at slutte en løbetur ved Kridtgraven i Mølholm og hoppe i vandet. Dog er der intet, der slår at løbe langs havnen helt ude fra Vandrehjemmet i Vestbyen og så ellers forbi Lystbådehavnen og videre forbi Utzon Centret og helt ud forbi det gamle værfts-område til Kabelparken, ligesom det også er smukt at løbe langs vandet i Nørresundby på den nye havnefront og hele vejen ud forbi siloen og vende ude ved lufthavnens område, hvor man kan se over til Egholm.”
Hvorfor tror du, at folk er så vilde med din Insta-profil?
“Jeg håber og tror, at grunden er, at jeg har noget på hjerte og postet noget indhold og nogle billeder, som folk netop kan relatere sig til og finde en eller anden form for “mening” i. Jeg giver måske folk mulighed for at spejle sig i den udvikling, som jeg selv har været igennem ift. et vægttab og rejsen fra at løbe 5 kilometer til at gennemføre et marathon. Jeg håber, at folk kigger på mig og tænker “at hvis han kan, så kan jeg sgu også!”. Jeg er ikke ude på at pådutte folk et bestemt budskab eller missionere det gode budskab om motionsløb.”
Hvad er det bedste ved at bo i Aalborg?
Jeg har altid været tiltrukket af den diversitet, der er i Aalborgs udseende. Jeg synes på den ene side, at Aalborg er en “grim” by, og det mener jeg aldeles kærligt om den by, som jeg er vokset op i. Den kan virke grå og en smule depressionsfremkaldende, hvis man er i det rette humør, og det er man jo nogle gange. Samtidig har jeg også en nostalgisk kærlighed til byen, der gør at det præcis er denne uperfekthed, der gør det til “min by”. De seneste år har Aalborg gennemgået en kæmpe, positiv udvikling, som har givet nyt liv til byen og det skisma, der eksisterer imellem det nye og charmerende og det gamle og kedelige, kan jeg ret godt lide.”
Nævn et par yndlingsbutikker?
“Som en ivrig motionsløber er mine foretrukne butikker først og fremmest Løberen og Løbekompagniet, som ligger lige ved siden af hinanden – det er altid en fornøjelse at besøge dem og få en god sludder om alt fra nye løbesko til gamle løbesko. Ellers kan jeg også godt lide at handle i Salling og så har jeg et svagt punkt for Søstrene Grene ;-)”
Hvor kan du lide at spise?
“Når det gælder junk food, og det gør det jo engang imellem, er der ingen tvivl. Der henter jeg mad på Chau Chow Grill på Kastetvej. En stor ribbensburger kan klart anbefales og så naturligvis pommes frites til – deres fritter hensætter en til et hal-cafeteria i 80’erne med store pommes frites med groft salt og dem er jeg ret vild med! Når vi spiser ude kan jeg godt lide brunch på Kochs Kaffebar, frokost på det gamle Styggekrumpen eller aftensmad på det nye Fellini.
Du kan følge Thomas’ løbe-blog her