Tilmeld dig MigogAalborg Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få weekendguiden samt alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAalborg Nyt accepterer du vores samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Gyser om vejret: Snestorm kan snart ramme Aalborg

Af Emil Kjær Jørgensen

Kl. 14.15: Opdateret med citater fra DMI.

Så sent som i går blev der slået varmerekord for januar, da der blev målt hele 12,6 grader på Lolland.

Men vejret ser ikke ud til at stoppe sin ekstreme kurs lige foreløbigt.

Prognoser peger nemlig på, at en snestorm rammer landet sidst på ugen. Det skriver TV 2 Vejret.

Inden vi når så langt, bliver ugen en våd omgang med temperaturer op til 9 grader og masser af regn i Aalborg.

Men fredag kan nedbøren ændre karakter.

“Et lavtryk ruller hen over Danmark, og ifølge nogle prognoser er det med både kulde, kraftig blæst og kraftigt snefald. Alle sammen ingredienser, der indikerer en snestorm,” lyder det fra TV 2 Vejret.

I løbet af fredagen kan der lokalt falde over 30 cm sne i en stor del af Jylland – i Aalborg lyder prognosen foreløbigt på 27 cm sne.

Og tager vi et kig på weekenden, ser det blæsende snevejr ud til at fortsætte.

DMI: “Stor risiko for snestorm i Nordjylland”

Det skal nævnes, at der fortsat er stor usikkerhed om, hvorvidt snestormen overhovedet rammer.

Men også DMI’s lokale prognose for Aalborg peger på, at temperaturen tager et ordentlig dyk fredag.

“Det er dog stadig meget usikkert, hvad der sker på fredag. Der dannes et nyt lavtryk torsdag over Irland og England, som kan udvikle sig kraftigt.

Det skal passere Danmark, og den seneste prognose siger, at det kommer med kraftig vind og meget sne til Nordjylland, siger Martin Lindberg, vagthavende meteorolog ved DMI, til MigogAalborg.

Prognosen er stadig usikker, men ifølge Martin Lindberg, er der “ret stor risiko for snestorm” i Nordjylland fredag.

“Vi bliver meget klogere onsdag. Vi vil muligvis lave et forvarsel om snestorm allerede inden for det kommende døgn, og onsdag vil vi komme med et varsel, hvis prognosen holder,” fortæller han.

Del artikel