I smukke rammer: Guld & Rod afslører åbningsdato
I sidste uge kunne vi afsløre, at Guld & Rod åbner i centrum af Aalborg.
Genbrugs- og loppemarkedet lejer sig ind i det ikoniske Jens Bangs Stenhus på Nytorv, der er et af byens mest kendte vartegn, og overtager de historiske lokaler som engang husede Svaneapoteket.
Nu er de klar med åbningsdatoen, som bliver på lørdag den 1. april klokken 10.00.
Til åbningen vil du kunne udforske over 400 kvm fyldt med et bredt udvalg af eksklusive genbrugsvarer – alt fra designertøj og accessories til vintagemøbler og dekorationer.
Du vil også blive tilbudt et glas bobler fra klokken 12.00, så du har noget nippe på, mens du udforsker de mange stande.
“Det er nogle helt specielle lokaler, der passer perfekt til vores koncept.
Lokalerne er også indrettet med forskellige niveauer, så det bliver lidt et eventyr, man kommer igennem,” fortæller Jesper Petersen, indehaver af Guld & Rod, til MigogAalborg.
Mere luksusgenbrug
Guld & Rod har haft butik på Stenbukken i City Syd siden 2015, men den nye butik på Nytorv kommer ikke til at blive en 1:1 kopi af originalen.
I apotekets gamle lokaler vil der lægges mere vægt på luksusgenbrug og unikke ting, og der gøres også mere ud af indretningen.
“Vi tager det et ekstra nøk op på Nytorv.
Som køber kan du gå på jagt efter super fede ting. Vi får blandt andet vintage tøj i højere klasse. Det er mærker som Burberry, Dolce & Gabbana, Armani, Valentino og meget mere.
Der kommer også lidt større stande, som vi kalder showrooms. Det er rum på cirka 30 kvm, der er opdelt i fire sektioner, hvor sælgere kan præsentere deres ting på en flot måde,” uddyber Jesper.
Prisen for at leje sig ind i et af disse showrooms bliver fra 300 kroner, mens en almindelig stand, som dem du også finder i City Syd, kan lejes fra 150 kroner per uge.
Læs mere og følg med hos Guld & Rod her.
Den nye butik kommer til at holde åbent mandag – torsdag 10.00-17.30, fredag 10.00-19.00 og lørdag-søndag 10.00-16.00.