Tilmeld dig MigogAalborg Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få weekendguiden samt alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAalborg Nyt accepterer du vores samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Guld og bronze til blomsterbutikken: Blomster-Jonas er nu klar til DM finale

Af Stine Kjølby Christensen

Er du ægte blomster-fan, så må du have hørt om “Blomster Jonas”.

Forhåbentlig har du også besøgt hans lille “kiosk” i Jernbanegade, hvor han hver dag, sammen med kollegaen Anne, tryller de mest eventyrlige buketter frem til aalborgenserne.

Selvom vi allerede vidste, at både Jonas og Anne var særdeles talenfulde, så har de nu også fået papir på det – eller rettere sagt: Medaljer.

Guld og bronze til blomsterbutikken: Blomster-Jonas er nu klar til DM finale

En ekstatisk stemning i butikken

I går deltog de to i Nordjysk Mesterskab, hvor 13 repræsentanter var med fra både Nordjylland og Midtjylland. To af dem var Jonas og Anne – og netop de to var også at finde på podiet, da 1., 2. og 3. pladsen senere skulle uddeles.

“Jeg fik en 1. plads, mens Anne fik bronze. Det er for vildt, og vi er stadig helt ekstatiske!” fortalte Jonas Jensen, da vi her til formiddag besøgte blomsterkiosken, hvor man blev mødt af både flag, rød løber og skilte, der fortalte om deres nye titler.

“Nordjysk og Midtjysk Mesterskab var slået sammen i år, så vi har jo faktisk jordet to distrikter,” siger Jonas stolt efterfulgt af sit karakteristiske grin.

Nu går Blomster Jonas efter DM-titlen

I år var konkurrencen opdelt i to forskellige opgaver, som hver deltager skulle løse på bedste vis. Alle fik udleveret de samme redskaber, og herfra var der altså fri leg til at skabe den smukkeste blomsterdekoration.

“Den ene opgave var, at vi skulle lave en forårskrans. Alle fik udleveret en krans og en bøtte med ens blomster.

Bagefter fik vi en grøn kuffert, og skulle visualisere inden for temaet Ud i verden,” fortæller Anne Kjelnæs Marx, der altså endte med at løbe af med 3. pladsen – og sin første medalje nogensinde.

Guld og bronze til blomsterbutikken: Blomster-Jonas er nu klar til DM finale
Forårskransen, der var med til at give både Jonas og Anne en plads på podiet.

Det er en anden sag med Jonas, der før har stået på toppen af podiet for sine kreationer.

“Anne får lov at blomstre i dag, men så er det min tur igen!” siger Jonas, mens Anne griner i baggrunden.

Det var da også en overlegen sejr, som den karismatiske blomsterhandler tog hjem til Aalborg.

Jonas vandt nemlig suverænt begge opgaver, og da scoren skulle gøres op var der 10 point fra tredje- til andenpladsen, mens der var hele 40 point fra andenpladsen og op til toppen af sejrspodiet.

Med den nye 1. plads venter der altså også en velfortjent plads til Danmarksmesterskaberne til efteråret.

“Jeg går da klart efter at vinde!” proklamerer han.