Tilmeld dig MigogAalborg Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få weekendguiden samt alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAalborg Nyt accepterer du vores samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Julemarked, skøjtebane og Jul i Zoo: Her er dit overblik over julen i Aalborg

Af Emil Kjær Jørgensen

Nu sker det. Om du vil det eller ej.

For julen er for alvor ved at gøre sit indtog i Aalborg.

Den 3. november blev det magiske julelys på Salling tændt, i fredags blev den smukke julebelysning i Aalborg City tændt, og den hyggelige julebod med brændte mandler og churros har også taget plads foran Salling.

I den kommende tid går det endnu mere juleamok i byen. På fredag åbner det traditionsrige julemarked på Gammeltorv, lørdag ankommer julemanden, i næste uge åbner Jul i Zoo, så åbner skøjtebanen, så kommer juletoget og så … allerede julestresset?

Bare rolig. Vi giver dig overblikket over julen i Aalborg her:

Fredag d. 17. november: Julemarkedet på Gammeltorv åbner

Ingen jul i Aalborg uden det hyggelige Julemarked på Gammeltorv.

Det åbner på fredag d. 17. november kl. 12.00

Aalborg City har knoklet for, at vi får det hyggelige og bedste julemarked nogensinde. Du kan naturligvis finde Pariserhjulet, børnekarussel, masser af juletræer og julestemning rundt om hvert hjørne.

Men i år har man også opgraderet kraftigt i udvalget af boder, og markedet er spækket med nyheder som f.eks AaB Shoppen, lækkert bagværk fra Fru Søgaard, Brink julepynt, pandekager og MEGET mere.

Hver søndag mellem 14-17 kan du opleve nisserne Hilmer Halmkvist og Von Grangren.

Her er årets juleboder:

(opdateres løbende)

  • Jule-Sweaters
  • AaB Shoppen
  • Brink Nordic
  • Den lille Pandekagevogn
  • Økologiske kastanjenødder
  • ROMeriet
  • Grill Hytten
  • Hollandsk Ost
  • Kunsthåndværk
  • Tupperware
  • Brændte Madler
  • Varmt Tøj
  • Spunky
  • Mjólnir
  • Fru Søgaard / Aalborg City / Aalborg Handelsskole

Find uddybende info om årets boder her.

Her er julemarkedets åbningstider:

Mandag – fredag fra 12.00 – 18.00

Lørdag & søndag fra 10.00 – 18.00

Fredag 24. november er der åbent fra kl. 12.00 – 22.00 i forbindelse med Black Friday.

Fra fredag 15. december til og med lørdag 23. december er der åbent hver dag fra kl. 10.00 – 19.00.

17. november: Kør med juletoget

I år kan du opleve den skønne julestemning med juletoget, og du kan stå på toget ved Gammeltorv.

Togene kører alle dage.

Tidsplan for juletoget

Mandag til fredag fra kl. 12.00 – 18.00

Lørdag fra kl. 10.00 – 16.00

Søndag fra kl. 10.00 – 16.00

Fredag 24. november kører toget fra kl. 12.00 – 22.00 i forbindelse med Black Friday.

Fra fredag 15. december til og med løredag 23. december kører toget hver dag fra kl. 10.00 – 19.00.

18. november: Julemanden ankommer til Aalborg

Lørdag 18. november kl. 11.00 ankommer Julemanden til Aalborg.

Han ankommer med skib ved Honnørkajen med musik fra Aalborg Garden.

Her byder Borgmester Lasse Frimand Jensen Julemanden velkommen til Aalborg, hvor de efterfølgende kører op igennem byen til julemarkedet på Gammeltorv.

18. november: Juletræet tændes på Nytorv

Traditionen tro skal juletræet fra vores venskabsby Fredrikstad tændes på Nytorv, og det bliver samme dag, som Julemandens ankomst.

Program for eftermiddagen

  • Kl. 14.30 Aalborg Garden går i optog fra Gabels Torv.
  • Kl. 15.00 Aalborg Garden spiller ved juletræet.
  • Kl. 15.30 Julemanden tænder Fredrikstad Juletræet.
    Borgmester Lasse Frimand Jensen og ordfører fra Fredrikstad Arne Sekkelsten holder taler. Det hele bliver afsluttet med dans om juletræet. 

Der serveres efterfølgende gløgg og æbleskiver foran Aalborg Rådhus.

24. November – 27. december: Jul i Zoo

Til dette års JUL I ZOO vil der være flere hyggelige torve og juleboder. De små boder er det perfekte sted at finde unikke og lokalt producerede delikatesser og kreative julegaver.

På Juletorvet kan man møde en række nye, nordjyske ildsjæle og få inspiration til alt fra lækre brød og kager til julevin og nytårschampagne. Her finder man også de populære Klarborg nisser.

JUL I ZOO 2023 byder på en lang række af underholdning og events.

Man kan blandt andet opleve et spektakulært ildshow, nyde stemningsfuld korsang og se sjove børnejuleshows med Elnis, Michael Back og Safari Simon.

Der vil også være luciaoptog og selvfølgelig mulighed for at møde verdens rareste julemand. I år får Julemanden et helt nyt magisk univers, Lykkeskoven, der skabes i samarbejde med bySommer.

JUL I ZOO er også en unik mulighed for at opleve havens dyr på en helt anden måde. Det er især hyggeligt at gå indenfor i stalde og huse og opleve den rolige aftenatmosfære når dyrene forbereder sig på natten.

Julemarked, skøjtebane og Jul i Zoo: Her er dit overblik over julen i Aalborg
Arkivfoto

JUL I ZOO åbner fredag den 24. november, hvor borgmester, Lasse Frimand Jensen med god assistance fra Julemanden tænder det store juletræ kl. 17. Bagefter er der fællessang ved juletræet.

Jul i Zoo 2023:

24.-26. november

1.-3. december

8.-10. december

14.-27. december (24. december undtaget)

Alle dage kl. 15.00-20.00

1. december: Skøjtebanen åbner

Skøjtebanen på C.W. Obels Plads åbner officielt fredag den 1. december 2023 kl. 15.00, og den kan benyttes helt indtil den 29. februar, 2024. 

Som altid er du velkommen til at medbringe dine egne skøjter. Hvis ikke du ejer nogle, kan de lejes for 40 kroner.

Åbningstiderne bliver fra kl. 15.00-20.00 i hverdage, fra kl. 14.00-20.00 lørdage og søndage og kl. 14.00-20.00 i hverdage i skolernes ferier.

3. december: De Syngende (Jule)Træer

Julemusik ved 62 af De Syngende Træer i Kildeparken, 250 levende lys i vintermørket, et pigekor med smukke julesange og mulighed for at købe søde julelækkerier.

Aalborg Kongres & Kultur Center (AKKC) gentager i år succesen fra sidste år med åbning af parken med De Syngende (Jule)Træer og et ekstra skud gratis julemagi midt i Aalborg 1. søndag i advent, 3. december.

I år åbner parken med De Syngende (Jule)Træer officielt 1. søndag i advent, 3. december, og når Aalborg Kommune tænder de levende lys omkring kl. 15.30, vil det rytmiske pigekor HighNotes fra Aalborg Kulturskole synge hyggelige julesange i ca. en halv time i skæret fra de smukke lys.

Aalborg Kommune tænder 250 levende lys ved De Syngende (Jule)Træer 1., 2. og 3. søndag i advent kl. 15.30.

I år vil der ikke være levende lys 4. søndag i advent, da det samtidig er juleaften.

Mere info her.

Del artikel

Andre læser også